Hjemme igen

Hverdagen truer

Lejrens sidste foto blev af disse to friske piger, der morede
sig med at lyne to hættetrøjer sammen.

Så er manden hjemme igen - efter to ugers vidunderligt ophold i det sønderjyske sammen med 1800 andre tosseglade spejdere på lejren "E2014 - The Vikings Strike Back".

Det har været en hyggelig lejr - blandt andet på grund af det gode vejr - men alligevel har jeg haft travlt. Op til slutningen producerede vi et 24-siders hæfte med billeder fra lejren - og der blev knoklet hårdt helt op til deadline tirsdag kl. 17.

Arbejdet er foregået feltmæssigt med bærbar pc i lokaler, hvor især lyset er totalt umuligt til den slags arbejde, så der venter nu et stort arbejde med at gennemgå og sortere alle billederne. Alene til det afsluttende lejrbål onsdag aften tog jeg over 500 billeder. Udover at sortere fotos skal jeg desværre også bruge lidt tid på en forsikringssag, da et af mine objektiver desværre blev ødelagt under arbejdet på lejren.

Her er et udvalg af nogle af de bedste fotos fra de sidste dage på lejren. Det er ren genbrug fra lejrens blog og facebook.

Lejren havde 450 deltagere fra udlandet. Blandt andet
 denne israelske spejder, der her synger for i "With
a little help from my Friends" med hjælp fra en amerikansk
spejder på mundharmonika.

Stemningen var høj under det afsluttende lejrbål.

Spejdere viser glæde ved at svinge tørklædet. Her en schweitsisk spejder.

Tørklæderne blev i det hele taget luftet grundigt den sidste aften.

Gymnastik i solnedgangen

Aftenrøden på en ny måde

Engelsk spejderarbejde.

De engelske spejdere er ivrige mobilfotografer
 - og var begejstret for resultatet.

Solnedgange er et ganske trivielt foto-motiv, som de færreste imidlertid kan holde sig fra - og som ofte deles af mobilfotograferne på de sociale media.

Men ind i mellem kan man være heldig - og billedet får en ekstra dimension. Det skete for mig her til aften, hvor jeg havde været oppe i bakkerne for at fotografere et elskende par i solnedgangen til den sidste lejravis senere på ugen her fra vikingelejren på Stevninghus.

Jeg blev hængende på bakken for at se solnedgangen til ende - og mens jeg stod der, kom pludselig en flok spejdere fra 9th Golchester Scout Group forbi - og begyndte at gøre aftengymnastik i skæret fra den nedgående sol.

Det gav solnedgangen en ekstra dimension, som jeg hermed uden blusel deler med bloggens læsere.

Grovsmeden

Birgitte ved ambolten

Birgitte med Thors hammer. Foto: Casper Carlsson

Spejdere går på alle opgaver med krum hals.

Det gælder alle opgaver og uanset alder. I går eftermiddags kastede lillesøster sig over smedefaget - og som det kan ses på Casper Carlssons foto bliver der virkelig gået til stålet.

Samme Carlsson er i øvrigt også et glimrende eksempel på at gå til opgaven med krum hals. Tirsdag blev han tilknyttet informationsafdelingen som medhjælp - og selv om han dårligt nok har prøvet at fotografere, kastede han sig over opgaven med krum hals og er nu en værdifuld ressource for informationsafdelingen.

Så kører vi

Lejren i gang for alvor

Forude ligger store oplevelser.

Pionerarbejde for begyndere.

Tirsdag ankom så endelig spejderne til lejren.

Godt 1500 forventningsfulde unger fra 14 forskellige lande - Danmark inklusive, forstås. Humøret er højt, og alle glæder sig, selv om varmne midt på dagen gør det nødvendigt at holde siesta - eller snuppe en morfar, som det hedder på moderne dansk.

Glade spejdere.

Over alt i lejren er der blevet savet, banket, slået, hugget og gjort ved, mens lejrpladserne for den næste gode uges tid er blevet etableret. Det er noget, som spejdere bare er gode til - og det er en sand fornøjelse at se.

Prikken over i'et var hjælpernes kantine, som tirsdag aften serverede rejecocktail, forloren hare med brun sovs og til dessert frugtsalat. Det er klasse - og noget af det bedste, jeg nogensinde har oplevet på en spejderlejr.

Kantinen - og det lokale værtshus.

Skjaldekvad

Så er vi i luften

12 ha lejrplads til 1800 spejdere.

Solen skinner - selv om vi i nattens løb fik tre dråber vand...

Det er varmt, men forberedelserne til lejren forløber planmæssigt. I nat ankom de første spejdere fra Belgien - og da der ikke var nogen til at modtage dem, rullede de bare soveposerne ud under træerne i haven til Stevninghus. Det er, hvad jeg forstår ved rigtige spejdere, der ikke lader sig gå på af noget som helst.

De belgiske spejdere smed sig i soveposerne på græsplænen.

I dag gik vi i luften med lejravisen, der i virkeligheden bare er en blog som denne. Men om en uge samler vi så de bedste historier i et 24 siders firefarvet hæfte, som alle deltagerne får med hjem.

Af forskellige tekniske grunde hedder bloggen eller lejravisen i Googlesystemet Immegram efter et gammelt vikingeskib fra den første hedebylejr - men ellers er den tilgængelig via nogle andre hjemmesider, der har tilknytning til Det Danske Spejderkorps og lejravisens webadresse skjalde.info

Og ellers - som det øverste billede viser - er lejrpladsen nu klar til morgendagens store rykind af friske spejdere...

Ankommet

Klar til at tage fat

Besøget i Sønderborg bød på udsigt til Dannebrog.

Lørdag eftermiddag ankom jeg til Stevninghus.

Turen herned var bestemt ikke uden udfordringer. Klokken kvart i syv i morges måtte jeg ringe efter Falck, fordi bilens elektroniske låsesystem af en eller anden grund ikke virkede. Meget mystisk - og problemet løste sig selv efter lidt prøven frem og tilbage.

Stærkt forsinket gik turen hjemmefra - til Sønderborg, hvor jeg spiste frokost hos Ingrid og Mogens på Colosseum. Fin mad og med udsigt til Dannebrog, der denne dag tilfældigt lå i Sønderborg havn, mens regentparret besøgte Gråsten Slot.


Mit hjem for de kommende 14 dage.

Ud på eftermiddagen ankom jeg til lejren - og blev godt modtaget. Teltet er nu stillet op - og klar til at huse manden de kommende 14 dage. Aftensmaden var i orden og lover godt for fremtiden. Fadkoteletter med karrysovs og råstegte kartofler med æblekage til dessert.

I skrivende stund festes der på livet løs rundt omkring i hjælperlejren. Dels er det jo lørdag, dels er børnene endnu ikke ankommet - og så kan man jo tillade sig lidt mere.

Desværre er jeg en tand for træt til at feste - det må vente til en anden dag. Men så kan tiden jo komme bloglæserne tilgode....

Sommerstatus

Havens tilstand netop nu midt på sommeren

I denne uge begyndte vi at høste tomater. Vi har kun
 frilandstomater i år - og det ser ret lovende ud, selv om et par af
planterne vist nok fik lidt frost i foråret.

Hortensiaerne blomstrer, så det er en lyst. Det ser helt tropisk ud.

Dinas pelargonier bliver passet efter alle kunstens regler - og
det giver bonus. Pluksalaten i forgrunden synger
 på sidste vers, men til gengæld har icebergen nu sat hoveder.

I dag plukkede Dina solbær. Næsten tre kilo blev det til -
og så lod hun endda de mindste solbær blive siddende.

Zittauerne blev høstet for fjorten dage siden. Aldrig har jeg
 haft dem så store som i år - og høsten var på godt 10 kg. Mon ikke 
det rækker til langt hen på vinteren?

Jeg har sået georginer hele vejen langs vores nye indgangsparti.
 Planen er at byde velkommen med et festfyrværkeri af blomster.
De er først lige begyndt af springe ud, men i løbet af de
kommende uger eksploderer det med hundredvis af blomster.

Også de gamle georginer i sydhaven har mange knopper,
men de mindste har nu allerede blomstret i tre uger.

Isbegonierne trives i den varme sommer.

Pakkeriet

Grejet skal tjekkes og pakkes

Alt skal tjekkes.

Forude ligger 15 overnatninger i telt, når jeg i de kommende uger deltager i "Vikingerne slår tilbage".

Derfor står fredagen i pakkeriets tegn. Alt skal tjekkes - for når man står i Sønderjylland 300 km hjemmefra, er det altså træls at mangle en teltstang.

Arbejdet var ikke helt forgæves - for da jeg fandt mine gamle fjällräven-bukser, viste det sig, hvad jeg dybest set godt kunne huske, at lynlåsen var i stykker. Så her til formiddag måtte jeg også lige en tur til Fjerritslev til Tøjmagerens Værksted for at få den sag ordnet. De klarede det på fem minutter - med et smil ovenikøbet - men de kunne også fortælle, at jeg var kunde nummer ti i dag med en lynlås, der lige skulle ordnes inden ferien...

Dina bliver indtil videre hjemme. Hun har endnu ikke taget stilling til, om hun vil ned og besøge mig på Stevninghus - men under alle omstændigheder har jeg da også pakket hendes sovepose og liggeunderlag, så hun ikke skal døje med det, hvis hun ellers gider tage toget sydpå.

Døden i tagrenden

Fjer i tagskægget

Skovspurven var død, da jeg opdagede den.

For et par dage siden så jeg ude fra vejen, at der hang et eller andet oppe under tagskægget på sydsiden af huset. Jeg kunne ikke se, hvad det var, men frygtede, at det var et hvepsebo.

Jeg kom imidlertid væk fra det - og det var først her til morgen, jeg kom i tanke om det igen. For hvis det var et hvepsebo, måtte jeg hellere se at få gjort noget ved det, så Dina ikke får problemer med det, mens jeg er på spejderlejr i de kommende par uger.

Men da jeg tog problemet nærmere i øjesyn, var det noget helt andet - ret så makabert, endda. For det var ikke et hvepsebo, men derimod en død skovspurv, der hang i tagskægget under tagrenden.

Jeg ved ikke, hvad der er sket - kan kun gætte. På det pågældende gaber tagstenene en lille smule - og vi har altid haft skovspurve boende oppe i hullet. Sandsynligvis har denne skovspurv fejlet landingen på væggen - og har på en eller anden måde fået benet i klemme mellem tagrenden og muren. Den har ikke kunnet komme fri ved egen hjælp - og har derfor mødt en sikker død uden at kunne bevæge sig. Jeg håber, at skaberen har været den nådig - og at det ikke har taget alt for langt tid.

Bizart ser det ud - og jeg kan da godt være lidt ærgerlig over ikke at have opdaget den, mens den var i live.

Men skovspurvene er produktive - og får mange kuld unger i løbet af sommerhalvåret. Og forsynets mening med denne produktivitet er selvfølgelig, at der også skal være plads til døden.

Og døden - ja, den må vi jo som bekendt leve med...

Vikingerne slår tilbage

Minder fra ungdommens tabte paradis

Bloggeren som 14-årig i patruljehytten i Grønnerup.

Snart skal rygsækken og teltet pakkes – og så går turen til Stevninghus i Sønderjylland. Til spejderlejren ”Vikingerne slår tilbage”, hvor der venter 14 dages tjeneste som redaktør i den interne pressetjeneste.

Som altid glæder jeg mig vildt meget til at få røgen i næsen og se en stor spejderlejr rejse sig på en bar mark. Der er ikke megen larm. Det meste foregår stille og roligt – men med militær præcision – for alle ved, hvad der skal gøres. Det er en opvisning i spejderbevægelsens allermest grundlæggende principper – børn leder børn – og at man kan bygge en by uden uddannede pædagoger og løftede voksne pegefingre.

Falken på den nye bro - bygget til
 landspatruljeturneringen "Kon-Tiki" i vinteren 1971/72.

Det er i år 45 år siden, at Det Danske Spejderkorps første gang holdt landslejr på Stevninghus. Lejren hed Ny Hedeby og samlede 8.000 spejdere, der i godt en uge levede et rigtigt vikingeliv, som det kunne have foregået i den rigtige Hedeby for 1.000 år siden.

Der blev høvlet og tømret, udvundet trækul og tjære, der blev smedet, kokkereret, bagt og vævet – alt sammen på samme måde som vikingerne ville have gjort det.

I årene forinden havde 1.000 frivillige bygget et halvt hundrede landnamshytter på lejrpladsen og vikingeskibet Imme Gram var også en del af forberedelserne.

I 1969 var jeg desværre et år for ung til at deltage i lejren, men vikingestoffet var gået spejderne i blodet, og i årene efter var spejderarbejdet inspireret især af de gamle håndværksmetoder, hvor man ikke brugte søm og skruer, men nagler og dyvler og rigtigt håndværk med øksen som det primære værktøj.

Mine forældre foran Falkens hytte.

I 1. Farsø Trop, hvor jeg efter udstået fire års ulvetid blev spejder i 1970, havde vikingestoffet bidt sig mere end almindeligt fast. Det skyldtes ikke mindst en landmand med stor veneration for spejderarbejdet, Frede Rasmussen, der generøst overlod sin plantage på knap 20 hektar overvejende granskov  i Grønnerup nær Limfjorden til Farsø-spejdernes forgodtbefindende.

Det blev min ungdoms tabte paradis. Her byggede vi i første halvdel af halvfjerserne vores egen lille spejderby med tre landnamshytter, ildsteder, paradeplads og et omfattende stisystem med flere store broer.

Det var her, hvor drenge blev til mænd, som et af spejderbevægelsens gamle slagord lyder – langt fra de usunde gadehjørner, der på den tid var synonymt med fortabelsens evige mørke.

En god del af 1. Farsø Trop foran Egernets hytte.

Lidt var der om snakken. For det var i Grønnerup, jeg fældede mit første træ – med økse selvfølgelig. Maden bestod ofte af lige dele makrel i tomat og friskfangede blåmuslinger, skrubber og ål fra Limfjorden, så det var også her, jeg for alvor fattede interesse for at lave mad – over bål ganske vist – og det var her, jeg lærte alle de friluftsfærdigheder, som resten af livet har været mig til ubeskrivelig glæde og nytte.

Om efteråret stod der kålrabier på menuen, og manglede vi mælk, købte vi det af landmanden. Rigtig komælk - upasteuriseret, uhomogeniseret og med fløde på toppen. Det var sundt, og hver mundfuld var en stor vaccination mod alskens dårligdomme.

Næsten hver weekend og de fleste ferier gik turen til Grønnerup. Otte km på cykel frem og otte km tilbage igen. I sommer, sol, regn, slud og sne. Uforglemmelig er blandt andet en voldsom snestorm i november 1972, hvor sneen lå så højt, at vi var nødt til at bære cyklerne de otte kilometer hjem søndag aften.

Vikingeinteressen førte også til en tilværelse
 som sømand på et vikingeskibet Vågan. Her i rollen
 som høvedsmand (styrmand) ud for Lofoten
i Nordnorge efteråret 2000..

Drenge blev til mænd – for som oftest opholdt vi os i Grønnerup uden voksent opsyn. Så der blev da også eksperimenteret. Her lærte jeg at drikke øl som en viking – selv om der vist ikke lige stod noget om det i spejdernes arbejdsstof.

På egnens gårde var der også en del jævnaldrende piger, der gerne kom på besøg hos drengene i skoven – og her trådte jeg de første besværlige skridt ad kærlighedens tornebestrøede, men sødmefyldte stier. Ikke alle pigernes fædre var lige tilfredse med det arrangement, skulle jeg hilse at sige.

I dag er det hele væk. Frede Rasmussens gård er solgt – og spejdernes glade øksehug lyder ikke længere mellem granerne. Der er ikke noget særligt at se – men en gang i fremtiden vil der sikkert være en arkæolog, der vil undre sig gul og blå over at have fundet en vikingeboplads med ølkapsler fra 1970’erne i jorden.

   

Evigt ejes kun det tabte – og jeg vil for altid være formet af den muntre ungdomstid i skoven i Grønnerup.

Her fik jeg lov til at udvikle mig på mine egne præmisser og i mit eget tempo – det som er spejderbevægelsens største styrke. Nu skal gælden betales tilbage – og derfor deltager jeg naturligvis i ”Vikingerne slår tilbage” i slutningen af juli – så den opvoksende generation på trods af heldagsskole og 24 timers samfundsmæssig omsorg også får de samme muligheder, som jeg har haft. 

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 16. juli 2014.