Lidt mere stillits

En plads i solen

En plads i solen.

 Lys er alfa og omega, når man fotograferer. Derfor fortsætter jeg med et still-billede af stillitserne på foderbrættet.

Tirsdag var jeg nemlig så heldig, at stillitserne vendte tilbage til foderbrætter i formiddagens løb. Og om formiddagen er der sol på foderbrættet uden for kontoret. Så jeg fik lige lejlighed til at tage et par fotos mere i skarp forårssol.

Det ekstra lys fra solen giver nemlig stillitsens klare farver et ekstra pift. Prøv selv at sammenligne med billederne fra mandag.

Uden for kontoret har jeg forresten også vort store bøgetræ. Det er blandt andet bolig for et dompap-par - og tirsdag havde jeg besøg af dompap-far på altanen.

Dompap-far på besøg.

Stillits

Fest og farver

Hr og fru Stillits på besøg.

 Mandag havde foderpladsen besøg af dette stillitspar, som er godt i gang med at finde en passende redeplads i kvarteret.

Stillitsen er altid en velkommen gæst. Med det rødmossede fjæs og de gule vingefelter er der ingen tvivl om, at den er til både fest og farver. Og når der er to af slagsen, er det jo også et sikkert tegn på, at foråret er lige om hjørnet.

Flot fugl.

Selvstændige børn

Folkeskolen er ikke et ubetinget gode

Selvstændige samiske unge...

I skrivende stund ser det ud til, at de danske skoler lukker 1. april. Lad os håbe, at konflikten bliver langvarig, så danske forældre igen kan lære, at børneopdragelsen er et familieanliggende – og ikke samfundets opgave.

Konflikten bliver et paradis for børnene. Nu får de chancen for igen at lege cowboys og indianere ude i skoven – uden pædagogernes kvælende omsorg.

Forleden kunne man i den norske netavis ABC-Nyheter læse, at samiske børn er mere selvstændige end norske børn. Som seksårige går de samiske børn med kniv og alene i fjeldet. Som tiårige håndterer børnene selvstændigt geværer og kører på snescooter.

I artiklen fortæller den samiske barnefar, Johann Mikkel, blandt andet:

- I vore dage er mange forældre dødsensangste for, at børnene skal fryse, skære sig i fingeren med en kniv eller blive træt. Hvis jeg gik uden vanter, da jeg var barn, fik jeg lov til det. Jeg fik lov til at føle på min krop, hvordan det var at fryse og tage dumme beslutninger.

Johann Mikkel noterer også, at det ikke er det samme som ligegyldighed. Børn skal udvise disciplin og må ikke svare grimt til forældrene. For resten er børneopdragelsen et anliggende for hele familien.

- Der er ikke bare mine forældre, som har opdraget mig. Det er familiens ret og pligt at irettesætte de børn, som de omgås.

En forsker fortæller i artiklen, at opdragelsen i samiske familier ofte er mere kontant end i norske familier. Men det opvejes af den megen nærhed i familien.

Resultatet er i hvert fald, at samiske børn ikke er pylrede - og ender med at blive mere selvstændige individer end norske børn.

Det er en interessant artikel, der viser det moderne velfærdssamfunds fallit. Der findes andre og mere effektive måder at gøre tingene på – og som respekterer børnenes naturlige trang til at udforske verden. For det samiske barn er naturen klasselokalet – og pensum består ganske enkelt i kunsten at klare sig selv.

Desværre har vi ikke så meget vild natur i Danmark – men vi kan i hvert fald gøre børnene en tjeneste ved at overlade ansvaret til forældrene. Det er ikke samfundets opgave at passe deres små guldklumper, for det gør børnene afhængige af samfundet. Hvis der er forældre, der får problemer, fordi de nu selv skal tage ansvaret, burde de jo nok have tænkt på det, inden de begyndte at formere sig mere eller mindre ukontrollabelt.

Lærerkonflikten er ensbetydende med masser af kvalitetstid, der kan ende med, at børnene bliver mere selvstændige og i stand til at klare sig uden offentlig forsørgelse. Den norske undersøgelse viser, at det kun er en fordel for børnene.

Personligt håber jeg, at konflikten bliver langvarig. For gevinsten er ikke alene selvstændige børn og de 1,6 milliarder kroner, som de betrængte skatteydere sparer hver måned..

Der er jo også det endnu større problem, at når konflikten en gang slutter, er vejen banet for heldagsskolen. Den reform vil komme til at stå som det største overgreb mod børn – næst efter sexuelt misbrug, forstås – der nogensinde er begået i det danske samfund. Politikerne er nemlig klar til at tage barndommen fra børnene.

Desværre elsker politikerne heldagsskolen, så vi slipper nok ikke. I det politiske verdensbillede er uddannelse og ikke dannelse jo alfa og omega. Dette synspunkt undrer mig. De fleste folketingsmedlemmer er omvandrende eksempler på, at lang uddannelse ikke kompenserer manglende intelligens og opdragelse.

I den norske artikel kan man for resten også læse, at samerne benytter sig af noget så upædagogisk som overnaturlige væsner i opdragelsen. Blandt andet fortæller man børnene, at de ikke må komme for tæt på vandet, for så bliver de taget af vandtrolden. Jeg kunne ønske mig, at der også findes en trold for MF’ere, der går ind for heldagsskolen.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 23. marts 2013.

Køkkenskriverier

Weekendhygge med geometriens gåder

Det gik meget godt med den første låge.

Weekenden er gået med køkkenarbejde. Ikke den sædvanlige kokkerering, men derimod med at give det gamle og slidte køkken en ansigtsløftning.

Vi er forhåbentlig færdig med malerarbejdet for denne omgang, nogle af lamperne og hvidevarerne er blevet skiftet ud og sat på plads. Lørdag morgen gik jeg så i gang med at skifte låger og skuffeforkanter.

For det er jo kun en ansigtsløftning - ikke et helt nyt køkken - så jeg nøjes altså med at skifte lågerne i de gamle skabe. Men efterhånden som weekenden skred frem, begyndte jeg at tvivle mere og mere på det bæredygtige i det projekt.

Det her ser heller ikke så slemt ud...

Køkkenelementerne er gamle af et hidtil ukendt system, huset er fra 1852 og vind og skævt i en sådan grad, at det næppe er muligt at finde en eneste ret vinkel. Det har sat min tålmodighed på noget af en prøve. Man måler op og tegner - og bedst som man tror, at nu er den i vinkel, så viser det sig alligevel at ligne Kong Volmers etellerandet. Det gik meget godt med den første låge - men så begyndte alt det sjove...

I den ene ende af køkkenet er det hele så skævt, at det efterhånden står klart, at man ikke kan beregne noget helst - men kun kan få tingene til at se ordentligt ud ved at prøve og prøve og prøve igen og igen...

Men i den ene ende af køkkenet er både
geometriens og naturens love sat ud af kraft.

Jeg brugte ellers megen tid lørdag på at konsultere fagfolk og skære skabeloner, så arbejdet kunne blive ordentligt - og alligevel så er jeg altså ikke tilfreds. Jeg er forresten heller ikke kommet så langt med arbejdet, som jeg selv havde regnet med - så når alt kommer til alt, er det sikkert meget godt, at meteorologerne lover fortsat frost i den kommende uge.

Det skal blive godt - det har jeg sat mig for, men hold op, hvor er det da bøvlet...

Ubehøgeligt...

Hverken høg eller fotograf ramte plet

Spurvehøgen lettede i samme sekund, som jeg
trykkede på udløseren.

Lørdag aften ved attentiden satte jeg foran fjernsynet for dagens gensyn med "Små og store synder".

Jeg havde ikke mere end lige sat mig, før jeg fik øje på en stor fugl, der baskede løs i hængepilen lige uden for vinduet bag ved fjernsynet.

Skovspurvene har for vane at bruge netop denne hængepil som høgeskjul, så jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var spurvehøgen, der var på spil.

Det var skovspurvenes lykkedag, så høgen flov slukøret væk og satte sig på målerskabet ude ved vejen. Jeg skyndte mig ind i nabostuen for at finde kameraet - for høgen sad flot i profil i aftensolen.

Men ligesom det ikke var spurvehøgens dag, så var det altså heller ikke min dag. For netop som jeg havde fået stillet skarpt, forsvandt høgen med et par hastige vingeslag. Og selv om mit nye kamera kan tage otte billeder i sekundet, var det altså for sent. Det blev kun til et enkelt billede af en spurvehøg-gump.

Så hverken høgen eller jeg havde altså held med jagten i dag. Det er jo det, som gør jagt så spændende. Heldigvis skal jeg jo ikke - som spurvehøgen - leve af det. Og det er nok alligevel mit held midt i uheldet.

Lyseslukkere

Det nye sort

Tænd et lys for de grønlandske fangere.

Miljøorganisationerne er vores tids plage. Uden respekt for demokratiet og i alle mulige og umulige forklædninger forsøger de at banke den civiliserede verden tilbage til stenalderen, hvor jorden kun kunne brødføde ganske få tusinde mennesker.

Miljøorganisationerne støttes ofte af velmenende og gode mennesker. Dem, som Stalin kaldte "de nyttige idioter". Men også politiske vendekåber, opportunister og politisk korrekte frelsertyper er med.

Det er de færreste, der tænker på, at et tilsyneladende uskyldigt indslag som dagens earth hour, hvor vi alle skal slukke det elektriske lys og i stedet tænde forurenende stearinglys, er udtænkt af WWF - denne veldædige miljøorganisation, der med kronprinsen som protektor, tilsyneladende kæmper en kamp for verdens dyr - men som med sin lobbyvirksomhed er med til forringe levevilkårene i Arktis.

Det handler nemlig ikke bare om miljø, men om had til traditionel levevis - både i Danmark og i Grønland. Et indslag om Earth Hour i radioen i eftermiddag endte nemlig med en opfordring til ikke en - men hele to kødløse dage om ugen. Heldigvis kan disse fanatikere ikke styre sig - og deres slet skjulte motiver kommer derfor frem i stearinlysets skær.

Min gamle ven, Ole Heinrich, kommenterede Earth Hour på sin Facebook-profil, for Sermersooq Kommuneqarfik er i velment politisk korrekthed også gået med til at slukke lyset. Det er vise ord og et råb om hjælp fra den grønlandske fangerkultur, som jeg vil tillade mig at citere et uddrag fra:

"Jeg har derfor beslutte ikke at gå tur med hunden, da jeg er bange for at den vil blive kørt over af de mange biler, der vil køre på vejene på i det tidspunkt hvor kommunen vil have vores lys i hjemmene slukket.

Det er vist også galamatias at vi slukker lyset, når den bagvedliggende energi (fra vandkraftværket) er klimavenlig og ikke udleder CO2.

Jeg vil hellere tænde lyset for vore fangere og spise miljørigtigt grønlandsk mad på samme tidspunkt §.-)
(det er langt mere, for at bruge et modeord, "klimavenligt" at spise lokal mad end importeret mad)

Det fremgår ikke af kommunens hjemmeside at det er WWF, der står bag. WWF ønsker også at begrænse vores muligheder for fangst af isbjørn yderligere. Kommunen har åbenbart glemt at den også er vores største isbjørnekommune (Ittoqqortoormiit, Tasiilaq). Fangsten af isbjørne i Øst er også i høj grad bæredygtigt!

Var der nogen der sagde at gøre nogen en bjørnetjeneste?

(...) Vi hjælper i.h.f. ikke nogen ved at slukke lyset. Vi kan bedre hjælpe miljøet og fangerne ved at spise mere grønlandsk mad!"

Og med disse ord vil jeg opfordre danskerne til at spise en god dansk flæskesteg - i stedet for at slukke lyset.

Fuglene på Øland

Fotokursus i vindueskarmen

Rødhals.

Jeg har netop opgraderet mit fotogrej - især med henblik på at tage bedre fuglefotos. Nogle vil måske mene, at det også var på tide - men ærlig talt har jeg været godt tilfreds med mit gamle Canon 40D, der længe har fulgt mig næsten overalt, hvor jeg har færdedes.

Men især på lysfølsomheden er kameraet altså faldet lidt bagud i dansen på den højteknologiske scene - og jeg har derfor suppleret kamerabestanden med et Canon 7D. Kameraet er superhurtigt - og specielt udviklet til blandt andet sport og dyrefoto.

De seneste par dage er gået med at lære det nye kamera at kende - og det er jo meget enkelt, når man har Ølands fantastiske fugleliv lige uden for vinduet. Her er en lille stribe af dagens skud - der altså kun er lavet for træningens skyld, selv om et par af dem sidder helt pænt i skabet.

Blåmejse.

Dompap-hun i snevejr.

Skovspurv.

Grågæs.

Bogfinke-han.

Jævndøgn

Solen tager magten

Rødhalsen på rødkælketur i sneen.

Der er måske nok nogen, der synes, at jeg er totalt lallende optimist - men uanset hvad termometret viser, så er det altså forårsjævndøgn i dag.

Det vil sige, at jorden står med ækvator vinkelret på solen - altså at solens bane over himlen netop i dag følger ækvator. Det betyder, at dag og nat er lige lang - uanset hvor på kloden, man befinder sig. Det betyder også - siden vi nu skriver marts - at fra i morgen er dagen længere end natten på den nordlige halvkugle. Og det betyder i hvert fald på sigt, at jorden lige så stille tager varme til sig - og fortrænger kulden.

I den sammenhæng er det forresten ligegyldigt, om det er frost i øjeblikket. Varmen skal nok komme.

I mellemtiden skutter fuglene sig derude. I dag blæser og sner det - og der er ikke mange fugle på foderbrættet. Men rødhalsen er jo en rigtig vintersportsfugl, så der skal altså mere end lidt dårligt vejr til at holde den fra foderpladsen - og der er jo ikke noget at sige til, at den ynder at vise sig frem i sneen. For den hvide baggrund fremhæver unægteligt det flotte, røde bryst.

Slettestrand

En kold vintersøndag i marts

Sneen driver den af på en kold søndag.

Egentlig havde vi nok at lave derhjemme. Dels er vi jo i gang med at pifte køkkenet op, dels har jeg røgeovnen fuld af spegepølser - men en søndagstur til stranden måtte vi alligevel finde tid til.

Efter en lang periode med barfrost fik vi endelig lørdag aften en ordentlig dyne sne. I den voldsomme østenvind søndag var sneen gået i luften atter en gang - og var nu begyndt at samle sig i driver på vejene. Men ikke værre end at vi kunne køre - i hvert fald på grønlandsk, hvor det egentlig bare handler om at have nok fart på, så skal man nok komme gennem driverne.

Krabbe-ridderen.

Klitlandskaberne langs Jammerbugten var tydeligt prægede af de forgangne ugers tørke. Mange steder var der spor efter nogle af de mange klitbrande, der har holdt de lokale brandvæsener beskæftiget den seneste uges tid. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget - for den brændte jords taktik er til stor glæde for lyngen, der i de næste par år vil skyde med fornyet kraft - til fryd for øjet i blomstringssæsonen.

Fiskerbådene skuttede sig den kolde østenvind.

Ellers var det ikke ligefrem fordi, badestranden ved Slettestrand var overbefolket denne søndag. Faktisk var der bare et par børn, der legede i den lokale skulptur - og så fiskerbådene, der lå og skuttede sig i sandet.

Apropos fiskerbådene, så fik vi lørdag aften brosme - købt hos den lokale fiskemand i Brovst. Det er en delikatesse, som jeg kan anbefale. Da jeg i sin tid boede på Lofoten, fangede jeg et par stykker. Det er en usigeligt grim, grøn fisk, der oven i købet pisser på en, når man tager den af krogen - men den smager altså godt, lidt efter torsk, men på samme tid mere løs og fast i kødet. Prøv den selv, hvis du får mulighed for det.

I-Pad og min bare...

Modernitetens rablende vanvid

I-Pad er tidens mest overvurderede fænomen.

Det er trendy at sige ejpat. For tilsyneladende er denne særlige staveplade-variant tidens svar på stort set ethvert pædagogisk og disciplinært problem. Uanset om det er i en virksomhed, i en børnehave, blandt hjemmehjælpere eller i undervisningssektoren. Alt sammen godt hjulpet på vej af medierne, der synes at nære en grænseløs beundring for enhver, der bruger ejpat. Sæt en ejpat på højkant i en konkurrence - og man er sikret solid omtale.

En staveplade fra Odder.
Foto: mytrendyphone.dk - et firma som lever
højt på at reparere den følsomme elektronik.

Siger man ejpat, kan man også være sikker på, at politikerne står parat til at ofre millioner af skatteyderkroner - fordi en ejpat jo er fremtiden. Som for eksempel i Odder, hvor en i øvrigt forgældet kommune brugte en formue på ejpatter til byens skoleelever.

Forældrene turde ikke sige fra - for de vil jo det bedste for deres børn. Og da de ikke evner at give børnene kærlighed og omsorg, så er en ejpat et passende stykke aflad.

Det kom bag på politikerne, at de utaknemmelige skarnsunger svarede igen ved at smadre ejpatterne. Det kunne politikerne ellers have sagt sig selv - for når ejpatten er i stykker, har man verdens bedste undskyldning for ikke at lave lektier.

Ejpat-hysteriet minder mest af alt om biblens beretning om dansen om gulvkalven. Jeg har endnu ikke fået svar på min undren over, hvad det er, en ejpat kan - som en pc eller en bog ikke kan. Og gad vide om ikke ungerne i skolen hellere vil have lidt opmærksomhed og interesse i stedet for en gang elektronisk skrammel?

Der er ingen, der i øjeblikket tør stille spørgsmålstegn ved ejpatten. For den er jo selve symbolet på det moderne menneske, der er klædt på til fremtiden. En god portion sund skepsis kunne ellers være på sin plads - som altid, når magthaverne, den talende klasse, plaprer i kor. Som regel kommer der jo ikke noget ud af - bortset fra en masse spildte ressourcer. Og oppe i himlen sidder marketing-geniet Steve Jobs og griner af en verden, der bare vil bedrages.

Ejpat er ikke andet end en gang kejserens nye klæder. Heldigvis er verden ved at vågne op. Prøv lige at se denne her franske reklame....