Vinteren lader vente på sig, og i skrivende stund ser det ud til, at den hvide jul er aflyst.
Alt er grønt derude og giver mest af alt mindelser om de grønne vintre i slutningen af firserne. Jeg skal være den første til at beklage denne tingenes tilstand - for her i huset holder vi meget af sne, også selv om det kan være besværligt. For sneen lyser op i den mørke tid - og forresten er frost og sne også sundt for haven.
Men når det nu skal være, så må vi jo få det bedst mulige ud af situationen. Og et af lyspunkterne er blandt andet, at vi stadig har morgenfruer i haven. Bevares, de er da ikke store, pæne og livskraftige som om sommeren - men de er der da. Se blot denne buket her, som Dina tog ind onsdag - et rigtigt lille lyspunkt i en mørk tid.
torsdag den 22. december 2011
Juleblomster
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/22/2011 06:28:00 AM
0
kommentarer
onsdag den 21. december 2011
Gør døren høj...
- Gør døren høj, gør porten vid, lyder det bibelske budskab, som nok kan være værd at skrive sig bag øret i disse juletider.
Men der er alligevel grænser for gæstfriheden. Jeg lavede jo tidligere på året et helt nyt brændeskur, hvor brænde, cykler og mange andre gode ting kan stå tørt, men luftigt. Brændeskuret er også stedet, hvor jeg tørrer fisk og kød, der skal i røgeovnen.
Derfor er det et problem, at alle kvarterets katte tilsyneladende har valgt brændeskuret som natlogi - og derfor har jeg brugt de seneste dage på at sætte dør i brændeskuret.
Oven i købet en fin dobbeltdør, så det også kan lade sig gøre at køre ind og ud af skuret med trillebøren, når der skal stables brænde.
Da den 21. december rent vejrmæssigt bød på dejligt vejr, var dagen en god anledning til at gøre arbejdet færdigt i den korte dags spæde, men dog lunende sol. Så det gjorde jeg, mens røgeovnen lystigt kørte - med en omgang mørbrad. For jeg må lidt beskæmmet indrømme, at de to mørbrader, som jeg røgede i sidste uge allerede er gået heden - så godt smagte de.
Men hvad gør det, når man kan gøre porten vid?
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/21/2011 06:03:00 PM
9
kommentarer
mandag den 19. december 2011
En julegyser...
En epoke i Nuuks historie er slut. Mens disse linier skrives, er julemanden i gang med at pakke sit habengut og flytter fra den grønlandske hovedstad, som åbenbart ikke er stor nok til at rumme verdens børneven nummer et.
Forud er gået godt en snes års kamp for livet i den by, der om nogen burde være julemandens hjemby.
Det begyndte så godt i slutningen af firserne. På ryggen af Nissebandens succes i dansk og grønlandsk TV øjnede det daværende hjemmestyre et lokomotiv, som kunne trække en spirende turistindustri i gang. Julemandens hyggelige postkontor blev etableret på kolonihavnen i Nuuk - og der blev bygget et helt univers op omkring virksomheden. Blandt andet verdens største postkasse, som rummer breve fra de tusinder af børn, som hvert år skriver til julemanden og en veritabel suttesøjle til børnenes aflagte sutter. Man fik også kreeret en særlig grønlandsk dragt med en flot narhvalsstav og kamikker til julemanden.
Aktiviteterne blev samlet i et selskab - Santa Claus of Greenland Foundation, der var tænkt som en slags velgørende fond i julemandens navn. I midten af 90'erne drog den daværende grønlandske landsstyreformand til Sydafrika for at uddele en julemandspris til Nelson Mandela. Den berømte sydafrikaner havde imidlertid ikke tid til at møde den grønlandske dignitar - og prisen på adskillige gode danske kroner blev derfor af PR-hensyn overrakt til en legemsstor papfigur af Nelson. Der blev i samme periode uden resultat ført forhandlinger med Disney-koncernen om en tegnefilm med julemanden i hovedrollen.
Som tiden gik, kølnedes interessen for Santa. Skiftende direktører og flimmer i konceptet gjorde ham til en økonomisk byrde for hjemmestyret og ikke mindst det grønlandske postvæsen, der til sidst hang på udgifterne til at besvare de mange breve til julemandens proselytter. I 2006 kastede man håndklædet i ringen og julemanden gik konkurs for første gang.
Santa Claus of Greenland Foundations aktiviteter blev overtaget af min daværende arbejdsgiver, Nuup Kommunea, gennem selskabet Tikilluarit A/S - Nuuk Tourism. Det var spændende dage, hvor jeg i et par uger var informationschef for julemanden. Her fik jeg min ilddåb på den internationale scene og blev et par erfaringer rigere. Telefonen ringede døgnet rundt - en enkelt dag talte jeg med over 60 journalister fra hele verden, som ville høre, om det nu kunne være rigtigt, at man ikke svigtede børnene. Og det var alle de store - lige fra TASS til Reuters og CNN. Den eneste internationale nyhedsorganisation, som jeg ikke talte med, var vistnok den muslimske Al-Jazeera...
I årene herefter har julemanden levet sit stille liv i Nuuk. En gang om året samlede man en flok gymnasieelever, som over en weekend besvarede brevene på afsendersproget - og det var sådan set nok til at holde liv i myten. Men med Nuuk Tourisms konkurs tidligere på efteråret var det definitivt slut med julemanden i Nuuk. Han var gået konkurs en gang for meget - og aktiviterne er formedelst sølle 150.000 kroner blevet overtaget af Destination Avannaa - et turismeselskab, der dækker den nordvestlige del af Grønland. Hermed rykker julemanden, hans postkontor og postkasse til Uummannaq, hvor Nissebanden i sin tid blev optaget - og det er der vel en vis logik i.
Men jeg synes selvfølgelig, at det er en skam, at det er gået, som det gik. Julemanden er et enestående grønlandsk ikon - og den grønlandske hovedstad burde kunne løfte opgaven. Der er imidlertid begået mange fejl undervejs - ingen nævnt, ingen glemt - og virksomhedens potentiale er aldrig blevet udnyttet. Jeg håber inderligt, at Nordgrønland nu kan få noget brugbart og levedygtigt ud af konceptet. For I får mig aldrig til at sige, at julemanden kommer fra Finland!
P.s. I skrivende stund kæmper folkene i Destination Avannaa med at få julemandens hjemmeside op at stå. Et københavnsk internet-firma har lovet at stå for denne del af processen kvit og frit - men det begynder altså at haste. Der er kun fem dage til juleaften - og hjemmesiden kører endnu ikke.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/19/2011 09:38:00 AM
0
kommentarer
søndag den 18. december 2011
Håndbold
Intet interesserer mig mindre end damehåndbold, men det har ikke undgået min opmærksomhed, at Danmark endnu en gang har deltaget i et VM uden at vinde - på trods af at håndboldpigerne har charmeret seerne, blevet nationens darlings og har gjort det så godt, at der ligeledes endnu en gang blev tændt håb om medaljer. Men sådan skulle det heller ikke gå denne gang.
Det giver mig anledning til at gentage, hvad jeg sagde for nogle år siden, mens jeg endnu boede i Norge: "Håndbold er et spil for bonderøve. Derfor har Danmark rimelig succes med spillet - men af samme grund må nordmændene nødvendigvis vinde..."
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/18/2011 10:19:00 PM
1 kommentarer
lørdag den 17. december 2011
Røget mørbrad
Røget mørbrad er noget af tidens mest populære pålæg - og med en røgeovn i baghaven er det oplagt selv at lave det. Så det har jeg så gjort i den forløbne uge.
Lørdag morgen var det så tid at prøvesmage produktet - var det lykkedes?
Ja, det mener jeg. Mørbraden har en flot gylden overflade, den er mør og smager fantastisk. Jeg var lidt bange for, at den måske ville blive lidt tør i det - for det bliver mørbrad jo nemt, men det er bestemt ikke tilfældet, så den kan jeg godt være bekendt at sætte på julens frokostborde.
For de teknisk interesserede kan jeg oplyse, at mørbraden er saltet i en 7% lage i halvandet døgn og tørret i to døgn. Den er røget over bøgesmuld i cirka 16 timer ved 25 - 35 grader.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/17/2011 09:41:00 AM
0
kommentarer
fredag den 16. december 2011
Cineast
Torsdag aften fik jeg en helt ubeskrivelig lyst til en biograf-tur.
Det er bestemt ikke noget, der sker hver dag - så det var bare med at komme af sted. Så vidt jeg lige husker, er det faktisk 10 år siden, at det sidst skete. Det var storfilmen Pearl Harbor, der lokkede - og sikkert også årsagen til, at jeg er noget træt af at gå i biografen, for den film var ærlig talt lidt af en skuffelse sammenlignet med den fantastisk flotte flyverfilm Tora Tora Tora fra 1970.
Jeg har ellers i mine yngre dage holdt meget af biograf-mørket. Jeg blev nærmest flasket op med det i teenage-årene, hvor jeg havde et fritidsjob som kontrollør i Farsø Bio, der forlængst er revet ned - og i årene i Aalborg var jeg da en flittig gæst i biograferne både af lyst og rent professionelt.
Men nu skulle det altså være. Allerhelst havde jeg set Tintin i Spielberg-fortolkningen, men den slags betragtes åbenbart som børnefilm og vises derfor kun om eftermiddagen. Så ud af et udbud af mig ubekendte film, hvoraf jeg faktisk vil betegne de fleste som børne- eller ungdomsfilm, endte valget på jadakkernes nye epos Den sidste rejse, der er lanceret som en genopdagelse af den forlængst datoudløbne Jydekompagniet.
Filmen har fået helt fantastisk dårlige anmeldelser, så der var sådan set ingen tvivl om, at det måtte være en film netop for mig.
Og hvad skal jeg sige? Tjaaah, det er i hvert fald en højst alternativ komedie med de to muntre gutter i en temmelig sort tjubang-historie. Filmen har et umiskendeligt strøg af instruktøren Lasse Spang Olsens morbide trang til at aflive persongalleriet brat og voldsomt. Egentlig ikke så ringe med gode referencer til jydebrødrenes hidtidige karriere, men skæmmet af et sparebudget, der nok gør filmen mere velegnet til TV end det store lærred og biografmørket - og det er temmelig sikkert også det gustne overlæg bag. Men OK, der er lavet film med 100 gange så stort et budget, som er mere kedelige - og jeg tror nu nok, at det nemt kan blive en vane at komme i biografen igen.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/16/2011 05:21:00 AM
1 kommentarer
torsdag den 15. december 2011
Stor skallesluger
Det er ikke fordi, årstiden ligefrem indbyder til at kigge på fugle i den helt store stil. Det er koldt, blæsende og ikke mindst regnvejr - og så er det altså mere hyggeligt at sidde inden for med fødderne oppe og ild i brændeovnen.
Men onsdag eftermiddag fik vi da et glimt af solen - og jeg tog en tur ned til Ulvedybet for lige at se, hvad den lokale natur har at byde på netop nu.
Der var selvfølgelig masser af fugle, især ænder, svaner, gæs og forskellige vadefugle. Men når vejret er lidt uroligt, foretrækker de ofte at ligge lidt væk fra kysten, hvor brændingen ikke er så voldsom, så set fra en fotografisk vinkel bød dagen nu ikke på det helt store.
Dagens mest spektakulære oplevelse var nok en stor flok stor skallesluger. Ud for dæmningen var der mellem 20 og 30, vil jeg gætte på. Som ynglefugl er den ikke særlig almindelig, men til gengæld har vi mange vintergæster i blandt andet Limfjorden. Og når de netop holder til foran dæmningen, er der nok også en god forklaring. DOF's hjemmeside konstaterer lakonisk, at den store skallesluger ikke er uden kulinarisk sans. I Danmark lever den således af ål - og netop ud for dæmningen er der en del ål. Faktisk har egnens eneste tilbageværende ålefisker i sæsonen sine åleruser her.
Nu er de gode folk i Dansk Ornitologisk Forening jo så ubetinget glad for fugle, at de ikke vil skrive, at den store skallesluger tager brødet ud af fiskernes mund, men det er jo nok det, som der alligevel står mellem linjerne, men vi skal jo alle være her - både ål, fiskere og den store skallesluger.
Forresten er de norske fiskere heller ikke særligt begejstret for den store skallesluger. Det norske navn for fuglen er laksand - og det siger jo nok noget om fuglens forfinede kulinariske tilbøjeligheder.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/15/2011 06:37:00 AM
0
kommentarer
onsdag den 14. december 2011
Lofoten - mellem fjelde, hvaler og klipfisk...
Jeg er netop begyndt at modtage bestillinger på mit nyeste foredrag, som handler om Lofoten.
Her er et uddrag af beskrivelsen:
En rejse til Lofoten er en odysse mellem fjelde, hvaler og klipfisk – og det oplevede Jesper Hansen, da han i 2000 boede på de forblæste øer i godt et halvt år i forbindelse med et ophold på Lofoten Folkehøjskole. Her blev det til rensdyrjagt med de lokale samer, masser af nætter i den fri natur på jagt og fiskeri og ikke mindst det traditionelle torskefiskeri i en ægte nordlandsbåd, som nedstammer direkte fra det klassiske vikingeskib.
Lofoten er en samling øer ud for den norske vestkyst. Her er klimaet mildt, men blæsende og regnfuldt – og her har man siden Arilds tid produceret verdens bedste klipfisk.
Jeg havde premiere på foredraget for en måneds tid siden i en fyldt sognegård i Farsø - og det virkede som om, foredraget blev godt modtaget.
Læs mere her, ring eller skriv for at høre nærmere og få et godt tilbud.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/14/2011 11:49:00 AM
0
kommentarer
Fra spindoktorens Twitter...
Er til stort kaffebord i ministerens kaffeklub. Der er det hele - både rævekager og lækager...
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/14/2011 11:33:00 AM
0
kommentarer
mandag den 12. december 2011
Rosenkål
De seneste ugers hårde vestenvind har været lidt hård ved rosenkålene - flere af planterne er væltet - og her i weekenden besluttede vi derfor at bjærge høsten.
Det er nu ikke fordi jeg tror, at der kunne være sket det helt store ved at lade dem blive siddende en tid endnu. Rosenkål er hårdfør - og lidt frost og blæst tager de såmænd ingen skade af. Men med sidste uges nattefrost bliver jeg også nødt til at tænke på risikoen for, at der måske kunne komme en hare eller et rådyr ind i haven - og føle sig fristet af de lækre og energifyldte bladknopper.
Jeg har tidligere på efteråret haft besøg i rødkålen - og naboen mente dengang helt bestemt, at det var et rådyr, som lige havde nappet lidt rødkål til dyreryggen. Det er nu ikke fordi jeg har beviser i den anledning. Jeg har aldrig set andet end hans køer i nærheden af baghaven - men han siger, at han flere gange har oplevet rådyr i sin have.
Indtil videre har jeg nu ikke set andre rådyr på parcellen end det, som ligger i fryseren. Men da rosenkål jo er en glimrende garniture til netop dyreryg - og det i øvrigt i skrivende stund står på menuen for nytårsaften - tænkte jeg, at det måske var en ide at få bjærget rosenkålen nu, mens vejret er til det.
Det er forresten lidt af et pillearbejde - sådan at høste rosenkål. Heldigvis er vi to til det - og så er det jo ingen kunst.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/12/2011 11:21:00 PM
0
kommentarer