I offentlighedens tjeneste

Som medlem af DR's dialogfora deltog jeg lørdag i "statsradiofoniens" såkaldte public-service-høring.
Det blev en spændende dag, hvor jeg udover selve høringen deltog i et seminar om nyhedsdækningen i DR samt selvfølgelig fik lejlighed til at se den nye DR-by og koncertsalen. Byggeriet har som bekendt kostet licensbetalerne fem milliarder kroner foruden jobbet for adskillige ældre DR-medarbejdere.
DR-byen er meget funktionel, moderne og strømlinet - og virker på mig mere som en fabrik end en kreativ arbejdsplads. Jeg er tidligere kommet en del i det gamle radiohus på Rosenørns Alle, og der var der alt andet lige betydeligt mere hyggeligt - og forresten altid bajere og smøger på bordet.
Nyhedsseminaret blev styret af DR's nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, der under sloganet "ikke flere, men bedre nyheder" gik i flæsket på blandt andet journalistikkens traditionelle konfliktorientering og individualiserede konsekvens-orientering. - Når vi tager den enkeltes parti, risikerer vi at miste overblikket, så flertallet bliver ofret, sagde Haagerup med henvisning til landets økonomi og den overbudspolitik, som pressen tvinger politikerne ud i.
Ganske spændende og fremadrettet, men desværre blev han misforstået af nogle af deltagerne - og diskussionen gik lidt i ring. Heldigvis fik jeg da lov til at lufte min aversion mod den fordummende og alt for nemme journalistik, der baserer sig på undersøgelser fra diverse interesseorganisationer. Alene i P4's nyheder blev det til 14 af den slags historier i sidste uge.
Det blev også til et overordentligt positivt møde med DR's nye generaldirektør Marie Rørbye Rønn, som virker sympatisk og engageret i DR's målsætning om at lave radio, TV, internet og så videre fra hele landet og for hele landet. DR-konstruktionen er temmelig speciel - og det giver netop institutionen nogle særlige forpligtelser til at levere et produkt, som den kommercielle mangfoldighed ikke evner - blandt andet fra de tyndtbefolkede egne af landet.
Jeg er nok noget mere loren ved bestyrelsesformand Michael Christiansen, der i mine ører er rundet af det traditionelle, københavnske kulturradikale miljø, som betragter dansk folkelighed som en vederstyggelighed - men ingen tvivl om, at det har været godt for DR i krisetider at have en bestyrelsesformand, der kan begå sig på de bonede gulve i ministerierne - som en ål i mudder - så lad os da give ham en chance.
Selve public service-høringen, hvor der var offentlig adgang, var der ikke så meget ved. Diskussionen blev præget af, at folk ikke kan forstå, at Folketinget har fjernet en af DR's FM-kanaler og forresten heller ikke forstår, at DAB-radioer hverken er særligt dyre eller komplicerede at betjene. Beslutningen er Folketingets og ikke DR's - og det giver derfor ikke mening at diskutere dette emne i DR-sammenhæng.















DR er en særlig virksomhed i Danmark - et nationalklenodie med et kæmpeansvar for den nationale sammenhængskraft. Og i den sammenhæng er det vel et fint symbol, at receptionen i DR-byen blandt andet er udsmykket med Bamses og Kyllingens hus - for det er da noget af det mest danske, der findes, tihvertifal'.
Dagen blev forresten indledt på smukkeste højskolevis med, at vi sang "I Danmark er jeg født..." - og da Radiopigekoret også sluttede dagen med en pragtudgave af den smukke sang, var det lige før, jeg kneb en tåre, så den tager vi lige med fra en af DR's store konkurrenter - YouTube!

Grus grus

Kig godt på dette elendige mobil-telefon-foto. Uskarpt og underbelyst som det er, er det ikke meget værd.
Men det er alligevel et historisk billede. For det viser mit livs første møde med Grus grus - den latinske betegnelse for en af den danske faunas mest imponerende skabninger - tranen.
Jeg har aldrig før i mit liv set denne kæmpefugl, men fredag morgen stod den der lige pludselig lige ved siden af landevejen ved Haverslev mellem Brovst og Aggersund.
Selvfølgelig havde jeg ikke mit kamera med til dette historiske møde. Derfor det elendige mobilfoto. Men det var altså lige, så de små hår rejste sig, og jeg fik kuldegysninger langt ned ad ryggen, da jeg pludselig stod ansigt til ansigt med en af verdens største fugle.
Tranen hører naturligt hjemme på egnen, hvad stednavne som Tranekær og Tranum vidner om, men den store fugl blev udryddet i Danmark i 1800-tallet. De seneste år er den imidlertid vendt tilbage, blandt andet til Vejlerne og området ved Nors Sø i Thy - og nu stod den altså pludselig her på en mark med vintersæd mellem Bonderup og Bejstrup.
Det var et stort øjeblik, da jeg for første gang i mit liv så denne fuglenes mammut, som er næsten lige så stor som min lille mor - og da jeg var på vej til Farsø netop for blandt andet at besøge min mor, gav det lidt ekstra stof at tænke på.
Men nu har jeg set den for første gang - og da den danske bestand i blandt andet Thy er voksende, håber jeg naturligvis, at der snart bliver anledning til at lave et ordentligt, skarpt billede af Grus grus.
Forresten bruger jeg normalt aldrig fuglenes latinske navn, men netop når det er så enkelt og så smukt, som Grus grus virkelig er, ja, så kan jeg altså ikke lade være.

Regan Vest

Et sted i Rold Skov 65 meter under jordens overflade - jeg har lovet ikke at sige hvor, selv om det vistnok er en offentlig hemmelighed - ligger regeringens underjordiske bunker fra den kolde krig.
Det var her, regeringen og regentparret skulle opholde sig, hvis den kolde krig var blevet varm.
Anlægget stod færdig i 1968 og er en sand tidslomme i tresserdesign. Regan Vest, som bunkeren hedder, blev lagt i mølpose i 2003, da truslen fra øst forsvandt med murens fald nogle år tidligere.
Der findes imidlertid et tilsvarende anlæg på Sjælland, og det er stadig operativt. Nu er risikovurderingen dog, at det ikke er en atomkrig, som truer, men som terrorangrebet på New York i 2001 viste, er der stadig en trussel mod samfundets beslutningsstruktur - og derfor skal der stadig være en mulighed for, at regeringen kan gå under jorden.
Regan Vest blev besluttet allerede i H.C.Hansens regeringstid, men der skulle gå en årrække, inden den 5000 kvadratmeter store bunker stod færdig. Den er sprængt ud i Himmerlands kalkholdige undergrund og lidt af en ingeniør-mæssig bedrift. Anlægget skulle angiveligt kunne modstå et atom-angreb, så længe der ikke var tale om en direkte fuldtræffer. Men sikkerheden er nok noget tvivlsom i dag, hvor man bruger smarte missiler, der kan trænge ned til 50 meter under jordens overflade.
Jeg besøgte bunkeren onsdag aften på et arrangement for nordjyske journalister og mediefolk. Og det var et rigtigt spændende arrangement, hvor vi fik mulighed for at stifte bekendtskab med mange af den kolde krigs realiteter - og ikke mindst medieskabte myter. For eksempel, da Ekstra-Bladet skrev, at bunkeren lå i Frejlev under DR's store antenner. Miseren skyldtes, at bladet, der tør så meget, havde ringet til bunkeren og den vagthavende officer tilfældigvis hed Frejlev.
Udover regeringen skal bunkeren selvfølgelig også rumme regentparret. Men som det ses på billedet til venstre er selv dronningens soveværelse ganske ydmygt. I alt er der plads til 260 beslutningstagere - regeringen, departementscheferne og en række andre vigtige personer - og yderlige 90 personer, der skal sørge for, at bunkeren fungerer i op til en måned. Det tjenende personel må dog finde sig i, at skulle deles to og to om en seng - hvilket næppe vil være et problem, da der naturligvis vil blive arbejdet i døgndrift.
Det store spørgsmål er så, om det er umagen værd. Efter en måned med atomkrig er der næppe meget at komme ud til, når ragnarok er forbi.

Helo'erne - kun for nørder...

Lørdagens jæger-opvisning på Aalborg havn bød på masser af fede optrin og fotomuligheder - specielt for os helikopterfreaks. Desværre var det lidt disede vejr ikke optimalt til den slags billeder, men her er alligevel et par fotos - uden kommentarer, for billederne er nok mest for helo-nørder, og den slags ved det meste af triviaen i forvejen.
Men er du ikke nørd, kan jeg da oplyse, at de tre øverste fotos viser flyvevåbnets EH-101, der sidste år afløste den legendariske S-61. Det var forresten første gang, jeg havde lejlighed til at se nærmere på EH-101, og jeg må indrømme, at jeg faldt lige på stedet for den fede lyd fra de tre Rolls Royce turboturbiner.
De næste par fotos er flådens Lynx-helikopter, som blandt andet opererer fra inspektionsskibene i Nordatlanten, og som forresten også har en fed, aggressiv motorlyd, og endelig er det hærens Fennec-helikopter på de to nederste fotos.

Action på havnen

Hvad er det lige, man skal gøre, hvis man står på en papkasse, og der kommer lækker sportsvogn farende mod en i fuld fart?
Og hvad sker der, når man kører på vandscooter med sin faldskærm på ryggen - og pludselig kommer til at udløse den?
Det var nogle af de scenarier - mere eller mindre realistiske - som Jægerkorpset havde medtaget i sin opvisning på havnen i Aalborg i dag.
I sin tid - for 50 år siden - blev Jægerkorpset skabt for at skulle indsættes bag Warszawa-pagtens linier, men i dag er en af korpsets vigtigste funktioner terrornedkæmpelse - og i den sammenhæng kan det jo ikke udelukkes, at sådanne lidt tænkte situationer opstår. Men ellers er det vel mest sjov og lir, som er med til at sætte krydderi på en benhård uddannelse. Der er ingen tvivl om, at drengene i Jægerkorpset elsker alt med en motor på - men det er altså også en fornøjelse at se, at de mestrer alle disse maskiner til fuldkommenhed.
Og det er vel også meningen med en sådan opvisning. Det er ikke bare drengestreger og lir. Det er en advarsel til alle, som ønsker at ødelægge samfundsordenen med en besked om, at vi er stand til at svare igen med adækvate midler - og det er jo ganske betryggende.
Forresten noterede jeg, at anholdelsen af en af de medvirkende terrorister foregik ganske ortodokst ved at sætte en hund efter ham - men det var godtnok en blodtørstig krabat, som jeg nødig vil møde. Det var kun med besvær, at soldaterne kunne få den til at slippe taget i byttet - men så kan de jo lære det, kan de.
Det blev til godt 300 billeder i løbet af den halvanden time, opvisningen varede - blandt andet en masse fede helikopter-fotos, men dem skal der kæles for, så jeg vil vende tilbage til opvisningen i løbet af den kommende uge.

Mere Billedblad

Vi følger op på successen fra tidligere på ugen med endnu en omgang af de royale sider her på Dovregubben.
Dronningen overværede i dag en stor opvisning på havnen i Aalborg i anledning af Jægerkorpsets 50 års fødselsdag - og det blev anledningen til, at jeg fik endnu en serie royale billeder i kassen.
Blandt andet da Dronningen ankom til havnen, hvor det nærmest så ud som den amerikanske general med tre stjerner på skuldrene havde lyst til at overfalde majestæten, der dog blev reddet af chefen for Jægerkorpset. Sandheden er vel nok den enkle, at de to dignitarer nærmest står på pinde - som man siger - for Hendes Majestæt.
Men bortset fra denne batalje in spe forløb arrangementet ganske planmæssigt - omend at både Dronningen og Jægerchefen måtte tage hånden til hjælp for at holde på hovedtøjet, da en af flyvevåbnets nye EH-101 helikoptere kom tæt på.
Det er det, jeg altid har sagt. Det er altså svært at bevare værdigheden, når der er en helikopter med roterende vinger lige ved siden af. Så dukker man sig uvilkårligt - også selv om der er langt op til vingerne.Forresten har jeg ikke planer om at nærme mig kongefamilien i den kommende tid, så mon ikke dette var den sidste udgave af de royale sider i denne omgang?

Timber...!

Netop i disse dage er jeg ved at lægge sidste hånd på et nyt foredrag, som skal have premiere i Farsø Sognegård næste fredag.
Foredraget handler om min højskoletid på Lofoten, og det bliver en beretning om hvaler, fjelde, klipfisk, den sidste viking og ikke mindst nogle sjove oplevelser fra jagt- og fiskeriholdet på Lofoten Folkehøjskole.
I den forbindelse faldt jeg over billedet her, som viser bloggeren umiddelbart efter, at han har nedlagt sit første træ med en motorsav.
Sikkerheden var nemlig i orden på højskolen, så vi fik et lille kursus i motorsaven, dens brug og pleje, inden vi blev sluppet løs i den norske vildmark.
Træet er ikke stort, det er en birk, og det er elendigt brænde - men der er ikke ret meget andet træ i Nordnorge, så det må man altså nøjes med. I dag er det væsentligt større træer, som jeg tæmmer med motorsaven, men det er en helt anden historie.
For ind til billedet blev taget, havde jeg faktisk kun erfaring i at fælde træer med sav og økse - men det er nu også blevet til nogle stykker i Grønnerup skov, hvor vi som spejdere i Farsø slog vores folder i ungdommen.
Og nu jeg alligevel er i gang, skal vi da også have et foto fra en jagttur, vi havde til Hamarøy - Hamsuns barndomsland. Det var efterår - og det var smukt, som kun den norske høst kan være det - og kræver derfor ikke yderligere kommentarer.
Men en særpræget jagttur var det faktisk - for alt, hvad vi fik ud af syv menneskers jagtbestræbelser i 10 dage, var godt og vel 300 ørreder...

Reklamer

Jeg har været i biografen i dag. Det er der sådan set ikke nogen historie i - hvis det altså ikke lige var fordi, det var i morges.
Klokken 7.30 havde et par hundrede kommunikations- og reklamefolk samt en flok studerende sat hinanden stævne i BioCity i Aalborg for at se vinderne fra dette års reklamefestival i Cannes. Så i løbet af dagens første timer så vi sammenlagt 86 minutter og fire sekunders reklamer.
Det er mange film, og det er hård kost - selv om reklamefilm som regel er tvunget til at gå lige til budskabet. Faktisk kan jeg meget bedre lide reklamer end rigtige film, netop fordi formatet tvinger filmskaberne til at holde sig til sagen - og skære alle de overflødige sidehistorier væk.
Det kan man kun, hvis man har en unik ide - og er tro mod denne ide. Det er jo det, som er kunsten - og det er det, som bør præmieres.
Og selvfølgelig er virkeligheden ikke så enkel. For reklamefolk ville ikke være reklamefolk, hvis ikke de elsker at bruge kundernes penge. Så mange af årets premierede film i Cannes var faktisk uforholdsmæssigt lange i spyttet - og ville i hvert fald få undertegnede til at zappe væk, hvis jeg havde muligheden.
Egentlig forstår jeg godt mekanismen. Hvis man for eksempel har brugt en lille million på at bygge en flere hundrede meter lang xylofon op ad en fjeldside, så skal den altså også bruges til noget - og så kommer reklamen lige til at tage et helt minut, hvor 30 sekunder måske havde været rigeligt til at aflevere budskabet.
Et andet problem er, at mange reklamefolk tilsyneladende har det lidt dårligt med at sælge vaskepulver og tandpasta. Derfor skæmmedes vinderfeltet også af alenlange reklamer mod racisme, seksuelle fordomme og andet pjat. Det er voksent og følsomt, men kedeligt langt ned i halsen.
Vinderen af det hele - juryens Grand Prix - var skoforetagendet Nike med filmen "Nike Football Write the Future". Også denne film er alt for lang - næsten tre minutter - men fuld af flotte billeder i slow samt et par ganske humoristiske indslag, men nogen stor ide er det nu ikke. Men for filmen taler nu også, at musikken er hollandske Focus med guitaristen Jan Akkerman i spidsen og deres Hokus Pokus. Den var populær i min ungdom - og et fedt nummer.
Min egen favoritfilm var filmen for Folkevogns-reservedele. Den er lige efter bogen - tager 16 sekunder, har en god ide og kan ikke have kostet mange basseører at producere. Men den blev altså kun belønnet med en sølv-medalje i Cannes. Så uretfærdig kan verden altså være.

Visningen af Cannes-vinderne var en fast tradition, da jeg arbejdede i branchen i firserne - men den er sidenhen gået ind. Det var Erhverv Norddanmark, som havde taget initiativ til at genoplive traditionen - og efter dagens reaktioner tyder alt på, at det var en god ide. Så mon ikke turen går til BioCity igen om et års tid - tidligt om morgenen?

Lidt billedbladsk...

Lidt kongelig har man da lov at være, reklamerer Billed-Bladet. Men så må man vel også være lidt Billedbladsk en gang i mellem?
Så derfor bringer vi her en nyskabelse på bloggen - de royale sider...
Jeg havde nemlig rig lejlighed til at fotografere kronprinsparret, da jeg i går var til Jæger-korpsets 50-års jubilæum. Og jeg synes da, at Dovregubbens læsere ikke skal snydes for de billeder, så her er de - uden yderligere kommentarer.

Challenger

Jeg havde i dag anledning til at komme tæt på et af forsvarets Challenger-fly, da kronprinsparret ankom til Flyvestation Aalborg for at deltage i Jægerkorpsets 50 års-jubilæum.
Challenger-flyet er i offentligheden vel nok mest kendt for sine VIP-flyvninger med ministre og kongefamilien, men det bruges skam også operationelt i forbindelse med eftersøgninger, suverænitetshævdelse samt fiskeri- og miljøovervågning. Blandt andet skal et af de danske Challengers til næste år deltage i piratjagten ud for Somalia.
Flyvevåbnet råder over tre Challenger CL-604. De blev anskaffet i 1998 til erstatning for Gulfstream-flyene, som man mistede et af dette år ved en tragisk ulykke under indflyvning til Vagar. Ved denne ulykke blev blandt andet den daværende danske forsvarschef dræbt.
Jeg har ofte set Challengeren i Kangerlussuaq, hvor den som militærfly gerne optræder noget mere spektakulært end trafikflyene. Oprindeligt var det meningen, at der til stadighed skulle være et af de tre fly stationeret ved Luftgruppe Vest i Kangerlussuaq, men på grund af flyets popularitet blandt ledende politikere har det knebet med at leve op til denne målsætning.
Challenger-flyets opgaver i Grønland er suverænitetshævdelse - og det har ofte spillet en stor rolle i eftersøgninger, hvor det på grund af sin store fart og rækkevidde kan dække et meget større område end helikoptere i de øde og ugæstfrie egne af rigsfællesskabet.
Men selv om jeg ofte har set flyet i Grønland, var det alligevel i dag første gang, jeg havde lejlighed til at komme tæt på flyet - og jeg hæftede mig blandt andet ved den fikse rød-hvid-røde længdestribe, der dekorativt i den ellers funktionelle gråblå bemaling viser de danske farver.
Jeg mangler dog endnu at prøve at flyve med flyet - men det skulle angiveligt være ganske behageligt og komfortabelt indrettet med 18 gode sæder. Rækkevidden er cirka 7.000 km med mach 0,80.