søndag den 23. august 2026

Stenbiderrogn for de dovne

Fastfood

Normalt spiser man stenbiderrogn med blinis, hakket rødløg og creme fraiche, men søndag frokost gad jeg ikke lige lave blinis, og i øvrigt er jeg ikke særlig vild med creme fraiche, så jeg sprang over, hvor gærdet er lavest og serverede stenbiderrognen på et stykke smørristet surdejsbrød og pyntet med en stribe mayonnaise og en bane purløg.

Stenbiderrognen var en rest fra lørdagens traditionsrige grillfest for familien her på parcellen.

Vi lagde ud med frokost på Svinkløv Badehotel, hvor det lykkedes os  seks mennesker at vælge seks forskellige serveringer på frokostkortet. Jeg fik omelet med Svinkløvs egen lomo (en slags skinke) og fyldt med comté (ost). Det smagte vidunderligt, helt som forventet på Svinkløv, men den tilhørende salat var spildt på min ringhed. Det siger mig ikke alverden - og i øvrigt var omeletten stor og velsmagende, så jeg havde ikke brug for fyld.

Herefter gik turen til Hjortdal og Nordisk Brænderi, hvor min gode ven Anders Bilgram fortalte om sin lange rejse fra eventyrer i Polhavet til whisky-producent i Han Herred. På turen hjemover gjorde vi et lille mindestop ved Bratskov i Brovst. Det var her Dina og jeg blev gift for 17 år siden - og den 22. august var tilfældigvis vores bryllupsdag.

Foto: Henrik Jespersen
Hjemme på Nørremarksvej stod den på almindelig sommerhygge om eftermiddagen - og så gik vi til bords i bålhytten, hvor jeg helt efter traditionen bød på stenbiderrogn med blinis, creme fraiche og rødløg. Herefter kartoffelsalat af egne kartofler, lidt grøn salat med ferskner, hjemmeavlede tomater,havartitern og mormordressing samt grillede lammekoteletter.

Desserten var en anden klassiker - mormorjordbærkage af nogle af årets jordbær af egen avl.

Da familien skulle afsted, blev det lige til et kig på det pindsvin, som hver aften støvsuger græsplænen for noget at spise. I år må den undvære dræbersneglene, for jeg har hidtil - 7,9,13 - kun haft en håndfuld af de trælse bløddyr i denne sommer.

Dagens bonusfoto er en havørn, der kredsede over parcellen fredag. Kun et dokuskud, der lader noget tilbage i den tekniske fremførelse, men jeg kan ikke lade være med at blære mig med, at jeg jævnligt ser havørne fra haven. Det er en imponerende fugl - altid.

Ingen kommentarer: