Sommersysler
Onsdag er normalt min ugentlige fridag, så jeg startede tidligt ved solopgang med at vande krukkerne og rydde op på gårdspladsen.Omme i haven hang de blå blommer i kirke-blommetræet i store klaser. Der er mange flere, end jeg kan nå at spise, så jeg gav mig til at lave et par glas blommer i madeira, selv om jeg faktisk havde lidt tilbage fra sidste år.Blommerne befris for sten og lægges i atamon-skyllede glas. Så koger jeg en lage af lidt vand, vanillesukker og et halvt kilo sukker, som hældes på blommerne, mens den er varm. Og så toppede jeg op med 1,5 dl madeira i hvert glas og satte det hele i køleskabet.Nu skal de lige stå og trække en uges tid - og så er blommerne klar til de skønneste desserter i det kommende års tid. Jeg bruger især blommer i madeira til is og trifli. Nu, mens de er friske, kan de sikkert også bruges som lagkagepynt, med det er så sjældent, at jeg laver lagkage.Når sandheden skal frem, var blommeprojektet også en overspringshandling. Jeg har fået ny bærbar til erstatning for den, jeg ødelagde på Spejdernes Lejr. Men den skal lige installeres med programmer og så videre - og jeg går altid i panikangst, hver gang jeg skal lave noget med adgangskoder, produktnøgler og den slags gøgl. Alting var nu lettere i gamle dage, da man bare skulle tilslutte strømmen - og så var man kørende. Og betjeningen foregik med trykknapper. Jeg vil have trykknapper, vil jeg.Jeg fik heller ikke gjort noget ved sagen, så den står fortsat ubrugt. Det er ellers en fin sag. Den største computer, jeg nogen sinde har ejet, siger min nabo, som hjælper mig med IT.Og så er den udstyret med indbyggede Bang & Olufsen-højttalere. Det viser, at hvor løst mandens penge sidder - bare der står Bang & Olufsen på grejet. Jeg glæder mig til at høre den, når jeg en gang får fundet min wifi-kode.For sådan er det. Jeg gider ikke koder. Jeg indrømmer gerne, at jeg også slem til ikke at betale regninger til tiden, fordi det kræver koder og Mit-id og hvad fanden, det ellers hedder. Hvorfor kan man ikke bare betale kontant? Det er da meget nemmere.
Fisk med sashiko
20 timer siden


Ingen kommentarer:
Send en kommentar