Vejen til verdens ende

Nuummioq-vaner

Da jeg for en måned siden var i Nuuk, flottede jeg mig og lejede en bil, så jeg kunne komme rundt i den efterhånden store by.

Så jeg forfaldt straks til en vane, som de fleste i Nuuk har. Hver aften efter spisetid kørte jeg en tur ud til verdens ende, hvilket vil sige et af de steder, hvor vejene ender. Der er ingen veje ud af Nuuk, så kører man længe nok, slipper vejen op.

Da jeg flyttede til Nuuk i 1995 var det den gamle lufthavnsbygning. Siden flyttede verdens ende til den første rundkørsel i den nye bydel Qinngorput - og nu er det så for enden af Miilup Aqqutaa, der går fra Anstalten (fængslet) forbi Starlink-stationen og ud til et gammelt sprængstofdepot fra lufthavnsbyggeriet.

Det er faktisk en lille oase med en storslået udsigt ind i fjorden. Der er meget fredeligt, så hvis man lukker øjnene en smule og vender ryggen til resterne af sprængstofdepotet, kan man drømme sig til en tur ind i fjorden - helt uden af sejle.

Det var i øvrigt lidt bøvlet at leje en bil.

Der er cirka 200 lejebiler i Nuuk, og på grund af turistsæsonen var det næsten umuligt at finde en ledig bil. Så jeg havde ikke noget valg. Det blev en Mitsubishi Eclipse. En hybrid i den dyre ende med firehjulstræk, men en glimrende bil - om end automatgearet drillede en gammel fossilbilist. Jeg synes, at det var hamrende mærkeligt, at når man ville frem, skulle gearvælgeren flyttes tilbage og omvendt.

Eclipse er en meget almindelig bil i Nuuk og på den måde velvalgt. Så skilte jeg mig heller ikke væsentligt ud. Jeg vil ikke bryde mig om at blive betegnet som turist.

I øvrigt synes jeg, at Miilup Aqqutaa (Miilus vej) er et ualmindeligt velvalgt navn til smukke, men ikke alt for brede vej langs nordkysten neden for Anstalten, som fængslet fortsat kaldes blandt nuummiut.

Miilu  Lars Lund var blandt andet lektor på seminariet - og en af de mest sprogkyndige i det grønlandske. Han var manden bag den grønlandske retsskrivningsreform i 1973.

I min tid var han formand for kommunens vejnavneudvalg - og han har derfor fuldt fortjent at få en vej opkaldt efter sig.

Til sidst en sjov lille Nuuk-detalje. En af dagene var der militærøvelse i terrænet ved sprængstof-depotet, så der var sat et advarselsskilt op. Selvfølgelig med skudhuller. Det er hærværk, men sådan går det gerne med skilte i Nuuk, når naturen går over optugtelsen og anarkiet lurer lige under overfladen. Jeg elsker den gamle by!