Fødselsdag og housewarming
Af hjertet tak for alle de mange hilsener, som jeg modtog til min 68-års fødselsdag. De blev alle læst og varmede mit gamle hjerte.Dagen blev fejret lørdag, hvor jeg havde samlet min fætter og min kusine samt et par gode venner til et festligt lag med god mad og gode vine. Det var en kombineret fødselsdag og housewarming for min renoverede stue.Madlavning er jo en af mine helt store hobbyer, så jeg gik i gang lørdag morgen ved firetiden. Først dækkede jeg bord - og så gik jeg ombord i kokkeriet.Jeg havde sammensat en menu med retter fra bagkataloget og holdt mig til de sikre retter, hvor jeg kan opskrifterne i hovedet. Når der er budt gæster, er tiden ikke til eksperimenter, selv om det ellers kan være meget sjovt.Så jeg lagde ud med smørkogte grønne asparges, sauce mousseline og varmrøget laks. Det er årstidens mad - og virker, bare man lige husker, at de grønne asparges endelig ikke skal have mere end 30 sekunder i blandingen af halvt smør, halvt vand.Så stod den på marineret langtidsstegt kalvecuvette. Den slår aldrig fejl. Tre til fire timer ved 70 grader til en kernetemperatur på 57 grader. Det kan tygges med øjebrynene. Hertil en vaskeægte sauce lavet på en fond af urter fra bunden af køleskabet, et stykke bacon, marinaden og stegesaften fra bradepanden. Reduceret til næsten ingenting og vendt i en roux og tilsat en dl fløde. Det virker - hver gang.Til kødet serverede jeg ostegratinerede rodfrugter. Det er også en klassiker i mit køkken. En time i ovnen, mens man spiser forretten.Desserten var den velkendte hokkaido-sorbet, som jeg nu har haft på menuen i et par år. Denne gang serveret på en bund af blomme i madeira - en rest fra 2024, da jeg ikke lavede blomme i madeira sidste sommer, hvor de blå blommer ikke rigtig levede op til kravene.Både velkomstboblerne og hvidvinen til forretten var klassikere her i huset. Giersbergers crémant d'Alsace og Mâcon Azè. Rødvinen var fra øverste hylde - eller faktisk nederste hylde. Jeg er bagud med vinkælderen, fordi jeg så dårligt tåler alkohol, efter at jeg har fået diabetes. Så den første flaske blev en oldgammel Faustino 1 fra 2005 (flaske no. 104116), som blev fulgt af samme type fra 2008 - og herefter lidt løssluppen druk med blandt andet en Bourgogne pinot noir fra 2016.Da vennerne var gået, sluttede min kusine og jeg som altid af med lidt gin og tonic...





Ingen kommentarer:
Send en kommentar