En ordentlig gynter med fjer på

Skeænder og skestorke

Jeg har altid været fascineret af skeænder og skestorke. De er udstyret med et gigantisk næb, som det er svært at holde øjnene fra.

Næbbet er det, som i gammeldags slang benævnes en gynter - som man siger, om en person, der har en stor næse. Det er i følge ODS afledt af güntje, der er en gammel betegnelse for en kande med tud.

Det store næb er praktisk, når fuglene søger føde - plankton, dafnier og lignende, som sies ud af vandet med næbbet. Typisk ses skestorke stå foroverbøjet med næbbet i vand, mens de manisk svinger hovedet fra side til side.

Men hvis vi lige ser bort fra næbbet, er både skestork og skeand flotte fugle. Jeg jagtede dem i sidste uge og fik et par gode fotos af skeænderne. Det blev også til et enkelt foto af en flok skestorke i Ulvedybet, som normalt altid ankommer her på egnen først i april omkring min fødselsdag for at yngle.

De fleste opfatter skestorke som hvide, men ser man godt efter, er yngledragten faktisk meget farvestrålende med en gulorange hals. Farven forsvinder i løbet af sommeren - og så må vi vente endnu et år, før vi kan se det flotte syn.

Også skeanden - hannen - er flot i yngledragten. En overset skønhed vil jeg sige - for det er altså næbbet, der tager opmærksomheden.

Nederst har vi en fasankok. De ses overalt i øjeblikket, men de er også flotte i yngleperioden, hvor de skal gøre indtryk på hunnerne. Efter ynglesæsonen falmer de noget, men den tid, den sorg. (Billederne er klikbare).