Vorherres eget festfyrværkeri

Godt nytår

Så er årets sidste historie skrevet og afleveret til avisen - om vinterbadere i Blokhus - så nu kan nytårsfreden sænke sig over det lille hus på Øland.

Vorherre fejrede nyårets komme med en prægtig solnedgang, så jeg forstår slet ikke, at der er nogen, der synes, at fyrværkeri er flot. Spild af penge, siger jeg bare. Solnedgangen er gratis.

Jeg har ikke de vilde planer for nytårsaften. Kongens tale skal jeg naturligvis høre, men jeg springer både oplæg og nedlæg fra kommentatorerne over. Til gengæld kan det godt være, at jeg snupper Kong Kristian en ekstra gang på stereoen. Det er en god sang med lidt udansk smælder i teksten - gotens hjelm og hjerne brast. Det kan jeg godt lide.

I køleskabet ligger en havtaskehale. Den skal på panden vendt i rugmel og følges af lidt rosenkål og hummersauce. Det er en ordentlig svend, så jeg tror næppe, at jeg kan spise mere. Men ellers har jeg lidt hokkaido-sorbet stående i fryseren, hvis det skal være.

Jeg holder mig næppe vågen til rådhusklokkerne, så hermed ønsket om et godt nytår til alle. 

Ostegratineret østers

En lille nytårshapser

Nytåret er højsæson for østers i de små hjem. De fleste spiser skaldyrsspecialiten med et dryp citron eller vinaigrette, men selv foretrækker jeg dem helt naturel. Saften, der ret beset ikke er andet end havvand, er det rene nektar - en gudedrik, der angiveligt også skulle være sund og nærende.

Det er jeg ligeglad med. Sundhed er ikke afgørende for mig - bare det smager godt, er jeg tilfreds.

Men jeg er naturligvis ikke blind for, at det bestemt ikke er alle, som er vilde med rå skaldyr. Så da jeg forleden havde brug for en lille velkomsthapser, valgte jeg at gratinere nogle af de østers, jeg havde indkøbt til nytårsaften.

Det er smaddernemt, når først østersen er åbnet. Oven på dyret lægges en lille klat creme fraiche med hakket hvidløg og hakket frisk dild. Ovenpå igen en tyk skive godt modnet danbo. I ovnen under grillen i fem minutter til osten bliver gylden og værs'go'.

Det kan altså også noget, som det er moderne at sige, når man mangler ord, men gerne vil sige noget positivt.

Under alle omstændigheder er ideen hermed givet videre, hvis nogle af nytårets gæster ikke er inkarnerede østers-spisere - eller hvis man har lyst til at prøve noget nyt.

Smeg for skillingen

Årets julegave

Jeg har i mange år givet mig selv en julegave. Det gør det lidt nemmere, for så behøver jeg ikke at være så beskeden i juleønskerne. Det har gennem årene beriget mig med mange sjove og dyre ting til køkkenet - for jeg elsker at lave mad og sætter pris på det rigtige værktøj.

I år slog jeg alle rekorder og gav mig selv et Smeg-komfur. Det er sandsynligvis det dyreste komfur, jeg kommer til at eje i mit liv, men bare rolig - jeg gjorde en god handel, for det var en demo-model, som efter lidt forhandling endte på en ganske fornuftig pris. Sådan er det jo i Nordjylland. Her skal man ikke tage prislappen for andet end en hensigtserklæring.

Smeg er køkkengrejets svar på Bang & Olufsen. Man betaler pænt meget for en ting, der i princippet ikke kan andet end tilsvarende billigere modeller. Men jeg er æstetiker og betaler gerne lidt ekstra for designet. Og jeg er godt tilfreds med nyanskaffelsen.

Egentlig ville jeg gerne have et gaskomfur, men det er pladsen i køkkenet ikke til. Så det blev induktion i stedet for - og det har været en god oplevelse. Det er utroligt nemt at styre temperaturen så præcist, at der ikke sker ulykker, selv om jeg glemmer at have et konstant øje på for eksempel risengrøden.

Et Smeg-komfur står på ben i modsætning til traditionelle komfurer, så det er nemt at gøre rent under komfuret.

Så jeg måtte til at lægge fliser i bunden af komfur-nichen. Jeg fik lidt hjælp af mureren og hele nichen står nu knivskarp - nymalet med acrylfuge og med fliser på siden. Det kostede gratis, for jeg har et stort lager af fliser ovre i værkstedet.

Julegaven blev taget i brug allerede inden juleaften, men fik sin store ilddåb juleaftensdag. Jeg var i gang fra morgenstunden, for der skulle laves æggestand til frokostens røgede ål - en anden af mine juletraditioner.

Om eftermiddagen kogte jeg andefond på en håndfuld andelår af dem, de fleste supermarkeder har haft tilbud på op til jul.

Jeg gad ikke stege en hel and og nøjedes med et confiteret andelår, men sovs skal der til - og uden fond ingen sovs.

Kødet fra andelårene kan så blive til en andedagsret. Jeg har nemlig en ide, der skal testes i løbet af juledagene, men det vender jeg tilbage til.

Juleaften sluttede med ris a l'mande uden mandelgave - og så lidt hyggekrimi fra Brokenwood på norsk TV. Et glimrende punktum for en god dag med en god julegave.

Glædelig jul

Dagen før dagen

Med dette foto af en af havens gamle juleroser skal der lyde en glædelig jul til alle bloggens læsere.

Julerosen står ude under den store taks. Der har den stået i adskillige år efterhånden - og er et levende eksempel på et af min fars gamle haveråd - bare lad den stå i fred, så skal den nok blomstre. Det er i øvrigt en sandhed, der gælder i mange af livets forhold.

Status på året er, at det er gået nogenlunde som sidste år - altså ganske udmærket. Jeg er begyndt at mærke lidt alderdomsskavanker - gammelmandssukkersyge og angst for at stå på stiger - men er så vidt vides fortsat ved mine nogenlunde fulde fem.

Jeg har også nået pensionsalderen, men har ingen aktuelle planer om at lægge op. Den, der har evnerne, har også pligten - og jeg er for resten deadline-junkie, der har det svært ved en tilværelse uden deadlines.

Julefridagene er et godt eksempel. Jeg har nu brugt fire dage på at tage mig sammen til at støvsuge bilen og få den vasket - uden held. Sådan er det bare.

Juleaften tilbringer jeg i det bedste selskab, jeg kender - mit eget. Og jeg glæder mig da en lille smule til en dag i køkkenet. Madlavning er mit zen. Jeg slår hjernen fra og arbejder meditativt med hænderne. Det er faktisk ret lækkert, så der er ingen, der skal have ondt af, at jeg sidder alene i morgen aften.

Jeg vil hygge mig med julemaden og glæde mig over min julegave til mig selv - et nyt komfur.

Glædelig jul til alle. Juullimi pilluaritsi.

Inderst inde er vi alle ens

Barnetro

Naja Christiansen fra Ilulissat har fundet dette foto fra begyndelsen
 af 60erne. Den lange sorte bygning er GTO-bygningen, hvor de
danske håndværkere spiste hver dag. Ved den lille bygning med
stativet med tørrede fisk var der et lokum nedenunder. Foto: Privat

En barndomserindring fra Ilulissat minder os om julens glade budskab. Vi er mennesker – og vi er alle ens uanset hudfarve og etnicitet.

- Jeg har et minde fra min barndom i Ilulissat, som jeg aldrig nogensinde glemmer. Det minde vil jeg gerne dele med andre, for det er del af min livserfaring.

Det fortæller Naja Christiansen, der har boet i Danmark i mange år, men som var barn i Ilulissat i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne, hvor der var gang i byggeriet over alt i Grønland. For det mestes vedkommende med danske håndværkere, der kom til Grønland for en kort periode – og boede i GTO-lejrene – barakkerne.

- For en lille pige som mig kendte vi ikke så meget til danskerne. Vi så dem, men snakkede ikke med dem – og de interesserede sig vel heller ikke så meget for os, når det kom til stykket, siger Naja Christiansen.

- Men vi var da lidt nysgerrige – og når vi var på legepladsen ved skolen, snakkede vi da også om de danske håndværkere, som hver dag kom og spiste til middag og aften i GTO-bygningen lige ved siden af skolen. Lige ved siden af var der et lokum – indrettet som alle andre lokummer i Ilulissat på den tid. Det vil sige, at der var en lem under lokummet, så hundene kunne rydde op.

- Jeg var omkring 8 til 9 år gammel i 1961 eller 1962. En dag så vi en dansk håndværker, som kom løbende hen til lokummet. Han var helt tydeligt alvorligt trængende.

Så nu havde børnene foran skolen en helt enestående chance – og den skulle bruges.

- Vi børn blev hurtigt enige om at undersøge hans afføring, for at se om det lugter lige så meget som vores – og hvad der især var interessant, om det måske var lysere end vores, fortæller Naja Christiansen.

- Så stod vi og kikkede og var spændt på at se det, der skulle komme ned, samtidig med at vi jagede hundene væk med en pind.

- Ned kom en tynd og ildelugtende pølse frem. Det var en stor skuffelse. Vi troede, at danskernes afføring var lysere og ikke lugtede ligesom vores.

Naja Christiansen glemmer aldrig den oplevelse.

- Den stakkels mand havde sikkert dårlig mave. Føj - det stank altså fælt, siger hun.

Historien var oprindeligt tiltænkt Sermitsiaqs juleavis, men passede ikke rigtig i den store sammenhæng. Men jeg synes ikke, at bloggens læsere skal snydes for den, for her passer den fint.

Da jeg talte med Naja om historien, fandt jeg ud af, at hun havde været veninde med Dina i barndommen i Ilulissat. Naja kvitterede med et foto, der blev taget i Vejle i 2019 i forbindelse med julehilsen til Grønland. Det billede er jeg glad for - så det blev en lille uventet julegave. Tak for det.

Du er velkommen til at dele historien.

Harevælling

Julemad

Her ved juletid bliver der spist tonsvis af grønkål - i hvert fald her i Nordjylland. Og altid i den vendsysselske udgave.

- Det smager tossegodt, siger de i Vendsyssel - og jeg er ikke uenig. Men jeg tillader mig lige at minde om, at grønkål også kan tilberedes på andre måder. Så lørdag aften lavede jeg grønlangkål - stuvet grønkål - der stærkt nedsættende af vendelboerne betegnes som harevælling.

Da jeg var barn i Farsø, kendte jeg ikke andet. Vi var immigranter til Nordjylland - og den vendsysselske variant lærte jeg først at kende, da jeg flyttede til Aalborg for godt og vel 45 år siden.

Men grønlangkål smager også godt - og er i øvrigt lidt lettere at have med at gøre i en lille husholdning, hvor jeg som regel laver mad til et par dage ad gangen. Det er nemt at lave. En opbagning tilsættes lidt kogevand fra skinke eller hamborgerryg, en ordentlig sjat fløde og en pose frosset grønkål tilsættes. Det hele får et opkog og smages til med salt, peber og sukker.

Til gengæld gør jeg lidt mere ud af de brunede kartofler. De fleste danskere laver dem på henkogte små kartofler, der fås billigt i glas på denne årstid. Den slags skodmad er mit liv altså for kort til. Jeg laver altid brunede kartofler af aspargeskartofler, der bevarer fastheden, selv om tilberedningen er lidt hårdhændet.

Aspargeskartoflerne koges med skræl i letsaltet vand, pilles og vendes så i smeltet sukker og rigeligt med smør. Det koster lidt ekstra arbejde, er temmelig meget dyrere - men smagsoplevelsen er altså meget bedre, så det ofrer jeg gerne. Det er jo ikke millioner, vi taler om.

De brunede kartofler er lidt af en sukkerbombe, så jeg sprang den ellers obligatoriske kage over, da jeg så lørdagens bagedyst i fjernsynet. Det plejer jeg elles at blive seriøst kagesulten af - hvis jeg da ikke taber appetitten forinden over Timm Vladimirs grimme tatoveringer. Den slags mennesker bør slet ikke få adgang til madprogrammer i TV.

Gå aldrig ned på udstyr

Reklamegaver

Jeg er en stor beundrer af de mennesker, som producerer reklamegaver. De er ustoppelige i deres iver efter at opfinde ting, som jeg ikke vidste, at jeg har brug for.

Forleden blev jeg begavet med en såkaldt champagne-stopper. Det er en dims, som kan sættes på en champagneflaske, så man kan gemme sjatterne - uden at det går ud over det liflige bobler.

Dimsen er ret smart. Den er forsynet med en prop af silikone, som sættes ned i flaskehalsen. Når man lukker dimsen, udvider silikonen sig og lukker flasken helt tæt. Lukkeanordningen er samtidig et lille greb, der låser proppen helt fast til de øverste riller i halsen. Det er dæl'me da smart. Husk på, at trykket i en champagneflaske svarer til trykket i et lastbildæk.

I mine yngre dage var det ren teori. Tidligere kunne jeg ikke drømme om at åbne en flaske champagne, crémant eller cava uden også at tømme den. Men på mine smågamle dage som aldersrentenyder er jeg blevet lidt af en svagpisser og tager ikke fra som tidligere - så den skal jeg nok få brug for, selv om jeg ikke vidste, at jeg manglede den.

Jeg prøvede at google champagne-stopper - og det viser sig, at der efterhånden er et hav af versioner på markedet i forskellige prisklasser og designs. Jeg hæfter mig blandt andet ved, at franske Laguiole har den i sortimentet. Det bliver nok næste nyanskaffelse i huset, for det er også Laguiole, der har produceret min champagne-sabel, som jeg har haft i en del år. Dog skal det med, at champagne-stopperen naturligvis ikke kan bruges til en flaske, der er åbnet med sabel - men det skal nu ikke stoppe mig.

Man må aldrig gå ned på udstyr. 

Julebag, julegrød og julefrokost

Den snigende jul

Tirsdag blev en lang dag, hvor jeg skrev lige fra morgenstunden og til sent på aftenen. Men mellem flykatastrofer og voldsom død blev der også tid til at klare den årlige julebagning.

Det blev ganske vist ikke til det helt vilde. Da jeg fandt kagedåsen, lå der stadig småkager fra sidste jul. Det var en påmindelse om, at jeg skal styre mig, skal jeg. Men lidt skal der altså bages, for jeg elsker jo at stå i køkkenet. Så det blev lige til en bageplade med korenderkager og en anden plade med politisk ukorrekte jødekager - begge dele mine favoritter i småkageafdelingen.

Nu, hvor jeg havde gang i kanelsukkeret, blev det også til risengrød til aftensmaden - og så var bunden sådan set lagt til aftenens idrætspriser, der blev uddelt i Brovst-hallen. Så jeg styrede mig og sagde nejtak til alle hanboers livret - gratis mad på kommunens regning. Se her.

Jeg havde også brug for en klat risengrød til onsdagens julefrokost for min gruppe i Sct. Georgs Gildet. Det er en gammel tradition, at jeg lægger hus til julefrokosten - og i de gode gamle dage diskede jeg op med adskillige juleretter, for dengang kunne vi tage for os af både mad og drikke.

I år var det lidt mere beskedent. Hjemmelavede julesild fra Sildelauget, fiskefileter, lidt røget laks, grønlangkål med medisterpølse samt ris a'lamande.

Inden vi gik til bords, blev det også til lidt julehygge i den fine stue, hvor jeg godt nok ikke er helt på plads endnu. Vi testede den kvansnaps, som jeg satte i gang efter min tur til Grønland i foråret 2024. Den er godt på vej, men den skal nok stå et par år mere i vinkælderen, før den er helt på plads.

Man bemærker på fotoet, at der ikke er glas på bordet. Vi er jo gamle spejdere, så vi genbrugte naturligvis de glas, som vi drak af i den fine stue. Finere skal det nemlig ikke være, når spejdere går til bords.

Så kom julestjernen op

Jul på Øland

Onsdagens første gerning i den årle morgen var - helt som planlagt - at få Dinas  julestjerne op i vinduet ud mod Nørremarksvej, så alle kan se, at her holder vi de grønlandske traditioner i hævd. Den burde allerede have været hængt op i weekenden, men da var jeg jo i Vejle til Julehilsen til Grønland.

Det blev også til grønlandske julestjerner i spisestuen og på biblioteket, men så bliver det nok heller ikke til mere julepynt i år - bortset fra det, der fortsat hænger fra sidste år.

Onsdag var en herlig dag uden vind overhovedet, så jeg tog lige en pjækketur fra stueprojektet og fik rigget strøm til juletræet uden for døren. Det er ved at være for stort, men jeg kvier mig ved at sætte saven i det - for jeg har haft det, siden det var lille og kunne stå i en urtepotte. Og så er det ædelgran, som man jo ikke skal kimse af i en tid, hvor plastikgranerne vinder frem.

Jeg fik også plantet påskeliljeløg i en del af krukkerne. Efter bogen er det lidt sent, men det plejer nu at gå endda. Så nu venter jeg spændt på foråret. Hvis det nuværende vejr fortsætter, ser vi nok de første erantis omkring nytår.

I stuen har jeg fået TV og stereoanlægget op at køre. Der var lidt udfordringer med grammofonen. Den er forbundet med anlægget via en såkaldt RIIA-forstærker - og jeg havde helt glemt, at der var noget med en stelforbindelse, så i første omgang kom der kun brum ud af det. Men nu spiller det - og grammofonen blev genindviet med Rare Bird og As Your Mind Flies By fra 1970. Det er symfonisk rock, som jeg kan lide det - så der blev spillet endog meget højt torsdag aften.

Nu er jeg i gang med at pakke CD'er ud. Det er et stort arbejde, for de er fyldt med murerstøv - og mange af dem har 30 år eller flere på bagen uden nævneværdig rengøring. Så hver æske skal op i hånden og tørres af. Det tager tid - også fordi jeg opdager mange CD'er, som jeg helt havde glemt eksistensen af. Også temmelig mærkelige indspilninger - blandt andet en koncert med Procul Harum og Radiosymfoniorkesteret, som jeg overhovedet intet erindrer om.

Consummatum est

Indflytning

I dag flyttede jeg ind i stuen igen. Det er fuldbragt, fristes jeg til at sige med bibelsk patos.

Men det holdt hårdt. Elektrikeren var ikke blevet færdig inden weekenden, så planen skred i sidste øjeblik - og det var først omkring midnat i går, at jeg blev færdig med fodlisterne.

Til gengæld var der fuld fart på fra morgenstunden, da Sofia fra Sofias Rengøring i Saltum dukkede op. På mindre end to timer havde hun vasket hele stuen, støvsuget og gjort klar til at jeg kunne begynde at rykke ind.

I de næste to timer, mens jeg baksede med møblerne, gjorde hun så resten af stueetagen rent. Der var dæl'me fart på. Men vi brugte heller ikke tiden på unødig snak. Sofia kommer fra Polen og taler Stanislawsk, så det bliver ikke til så meget hyggesnak, som jeg ellers nemt forfalder til.

Nu skal jeg så i gang med at tilslutte TV, stereo, hænge billeder og gardiner op - og jeg nåede heller ikke at pletmale.

Men den allerførste opgave i morgen bliver nu at få hængt de grønlandske julestjerner op. De skal normalt op natten til første søndag i advent, men da var jeg i Vejle. Så de skal op som det allerførste. Det skylder jeg Dina, som kigger mildt bebrejdende på mig fra sin lille himmel, tror jeg nok.

Jeg bliver også nødt til at arbejde. Jeg har forsømt lokalavisen den seneste uge, så onsdag planlægger jeg at tage et ordentligt ryk - og så må pletmalingen og det andet vente til weekenden. Det går såmænd nok - bare jeg får julestjernerne tændt i morgen tidlig.