lørdag den 8. marts 2025

Hejrer og klipfisk

Dialogmøde

Min gamle klasse- og fransklærer på Vesthimmerlands Gymnasium, Jørgen Jørgensen, har en stærk poetisk åre og er også en stor spøgefugl - på størrelse med en hejre, vil jeg mene.

Han blev inspireret af både historien om hejrerne ved dæmningen og den foregående historie om sildelaugets klipfisk - og har sendt mig et bud på, hvad hejrerne måske talte om lørdag eftermiddag efter sidste fredags sildelaugsmøde med klipfisk på menuen.

For fuldstændighedens skyld skal det med, at Jørgen er opvokset i Halvrimmen og egnen her omkring er hans svar på Barndommens Gade.

På det første foto er det tydeligt at se, de fire sølvhejrer (hunner tror jeg) står og (h)jadrer om fætteren (fiskehejren) ude til venstre.

Hejre 1: Hvad har han nu været ude at lave?

Hejre 2: Lave og lave! Det er så meget sagt. Han gør sig vist mest som køkkenskriver!

Hejre 1: Der kom i al fald sådan nogle mærkelige lyde fra ham. Ba-ca-la-o eller noget i den stil. Tror du, det er grønlandsk?

Hejre 3 (bryder ind i samtalen): Nej, nej. Ved I ikke det? Bacalao er en ret, de spiser meget i Portugal. Det er klipfisk med pikant tilbehør. Bl.a. skal der masser af hvidløg i.

Hejre 4 (vil også gerne med i samtalen): Så har han garanteret været ude med brødrene i Øland Sildelaug igen. De dyrker deres mave som en Gud, har jeg hørt.

Hejre 1: Så er jeg med. Han ser også godt pyntet ud.

Hejre 2: Ja, de har garanteret set dybt i brændevinsflasken, mens de har kokkereret. Hvis jeg kender dem ret.

Hejre 3: Det siges, at konerne bliver nødt til at hente dem i bil efter sådan et møde i sildelauget.

Hejre 4: Og det bliver altid silde, inden de hæver mødet.

Ingen kommentarer: