No business like snow business

Sneblind - eller privilegieblind

I øjeblikket er medierne - både de redigerede og de såkaldte sociale - fyldt med brok og klager over snerydningen i det danske land.

Det gør mig træt. Det er altså privilegieblindhed. Jeg har boet adskillige år i Grønland og Norge - og der er der ikke nogen, der hyler over en smule sne. Tværtimod. Man nyder det.

Men danskerne er efterhånden totalt degenererede og ude af stand til at klare sig selv uden den socialistiske velfærdsstats omklamrende forsorg. Hvis sneen er i vejen, så er der altså ikke andet for end tage en skovl og så gå i gang. Eller eventuelt frem med skiene, som er et glimrende transportmiddel i snevejr.

Men det er man for doven til. Også for doven til at køre med ordentlige dæk. Her minder jeg om Norge, hvor man kommer bagerst i Falck-køen, hvis man kører snefast på sommerdæk. Her er der ingen nåde eller kære mor.

Tilsyneladende er det største problem for degeneraterne, at cykelstierne ikke bliver ryddet. Pjat. Det er livsfarligt at cykle, når der er sne - uanset om cykelstierne er ryddet eller ej. Som mennesker har vi også selv et ansvar, så når cyklisterne vælter i sneen, er de selv ude om det. Så bag i køen med dem også - sammen med Tesla-ejerne. En Tesla er skabt til Californien - og ikke til Norden. Så også bag i køen med dem.

Jeg elsker for resten at køre i sne. Bilen bliver dejlig lydløs, når der er sne under dækkene. Så når mor-staten advarer mod unødig udkørsel, kører jeg gerne ud og mosler lidt i sneen. Bare for sjov - men naturligvis på vinterdæk. Jeg elsker det.

Billedet øverst af Dina - og de øvrige fotos - stammer fra vinteren 1997-98, hvor vi i Nuuk i løbet af sæsonen fik 535 cm sne. Det var en god vinter.Og der er masser af steder i både Grønland og Norge, hvor man får meget mere sne på en normal vinter. Så stop lige klynkeriet.