Galskaben regerer

Op på lakridserne

Foto: videnskab.dk

Det skulle jo ske. Videnskaben advarer mod at spise lakrids, for der er noget farligt indeni.

Torsdag morgen modtog landets medier en pressemeddelelse fra videnskabsportalen videnskab.dk, hvor det oplyses, at der er noget farligt i lakrids – og at der bør indledes kampagner, som skal advare den brede befolkning om faren ved at spise for meget lakrids.

Jeg er træt af eksperter og videnskabsfolk – og jeg ønsker dem hen, hvor lakridset gror. Verden ville være et meget nemmere sted at bo, hvis disse glædesbekæmpere kunne holde deres kæft. Men det sker ikke. For de er vilde efter at sætte dagsordenen i medierne, så de kan få nye bevillinger til deres som regel ligegyldige forskning.

Historien om lakridsen skal nok brede sig i de kommende dage, når først morgen-tv og Aftenshowet får sat gang i den med interviews med verdensfjerne forskere, der er hamrende ligeglade med, at os, der betaler deres løn, faktisk godt kan lide lakrids – og mindst lige så hamrende ligeglade med, at der noget farligt inden i.

Så skal vi også have nogle interviews med andenrangs skuespillere, der i mangel på anstændigt arbejde har gjort det til et levebrød at mene noget i TV om alskens ting. Så kommer der sikkert også en kok, som demonstrerer, hvordan man kan lave lakrids uden lakrids. Det smager måske ikke så meget af lakrids, men det gør ikke så meget, for det er sjovt at samle urter i skoven til sagerne.

Vi skal nok også få politikerne på banen med krav om, at lakridsposer forsynes med store advarsler om, at der er noget farligt inden i. Vi skal også lige have indført et forbud mod, at børn under 18 år må købe lakrids, hvis de ikke er ifølge med voksne og ikke kan vise legitimation, EU-pas, coronaattest og MitID-app.

Og på et tidspunkt går det så EU i det. For EU holder sig aldrig tilbage, når det drejer sig om at genere almindelige borgere. Så der skal sikkert nedsættes en lakridskommission, der skal komme med en forordning, der bestemmer, at lakrids frem over kun må sælges i sorte neutrale poser, så man ikke kan se, hvad der er i poserne – og at poserne ikke må stå frit fremme i selvbetjeningsbutikker, men anbringes bag forhæng på linje med tobak.

Men EU er nok ikke den største fare her og nu. For ting tager tid i EU. Det er efterhånden en del år siden, at unionen proklamerede, at den ville afskaffe sommertiden. Men indtil videre er der ikke sket en hujende vind i den sag. Men der skal nok blive brændt et par millioner Euro af om året på et lakrids-sekretariat – og der ryger nok også en regnskov eller to på betænkninger om problemet.

Det skal nok også komme frem, at lakrids er et af de helt store klima-problemer, fordi lakridsmisbrugerne får tynd mave og afgiver metan i ukontrollable mængder. Så lakrids modvirker den grønne omstilling.

Og så er der jo problemet med dyrkningen af lakridsroden, hvor der sikkert sker udnyttelse af fattige kvindelige landarbejdere i Afrika. Så hvis vi fortsat skal tillade lakrids, skal det i hvert fald være fairtrade-mærket og fremstillet af kvinder på virksomheder finansieret med mikrolån.

Vi vil også se velmenende og hændervridende eksperter i aftenshowet, der råder forældrene til at tage en snak med børnene om farerne ved lakrids – og tage spørgsmålet op med de andre forældre på skolens forældremøder, så skolen kan få en lakrids-politik.

Det er tiderne. Galskaben regerer – og ingen kender efterhånden grænserne for utidig indblanding og bekymring for andre menneskers velbefindende.

Helt ærligt – jeg er så hamrende ligeglad med, om lakrids er farligt. Jeg spiser det alligevel – akkurat som kanel, gåseleverpostej, røget ål, god uøkologisk vin og skæve agurker, for det smager jo godt – og jo mere eksperterne advarer imod det, jo bedre smager det.

På kanten, Nordjyske 13. januar 2023