Drama på meget tynd is

Grønlands-fiktion

Sådan ser virkelighedens Tasiilaq ud - en topografisk udfordring.

Danskernes uvidenhed om Grønland er en af de store udfordringer i Rigsfællesskabet. Derfor er det på papiret en rigtig god ide, at DR i øjeblikket viser den svenske thriller-dramaserie ”På tynd is”, der foregår i Østgrønland.

Alligevel er jeg ikke imponeret. For serien trækker store veksler på den grønlandske virkelighed og især Østgrønland, der er ”Udkants-Grønland” i en grad, der ikke tåler sammenligning med de udkants- og vandkantsudfordringer, vi kender her i Nordjylland.

Handlingen udspiller sig under et ministermøde i Arktisk Råd, der foregår i den østgrønlandske by Tasiilaq med 2.000 indbyggere.

Det går galt helt fra begyndelsen, hvor vi ser den svenske udenrigsminister og hendes rådgiver på vej til Østgrønland. Rådgiveren er i tæt kontakt med kæresten hjemme i Stockholm, der er gravid og netop har været til scanning hos jordemoderen.

Piteraq i Tasiilaq april 2013.

Som andre i samme situation bliver der udvekslet fotos og skypet på livet løs. Enkelt og genkendeligt og hverdag i Europa. Der er bare den lille hage ved scenerne, at der i virkelighedens verden ikke er mobildækning af betydning i Østgrønland – og da slet ikke uden for bymæssig bebyggelse.

Det fortsætter, da rådgiveren er kommet om bord på olieefterforskningsskibet. Der bliver udvekslet kærlige bemærkninger og kæresten, der selvfølgelig er ansat i det svenske sikkerhedspoliti, ser, hvordan skibet bliver kapret af terrorister via skype-forbindelsen. Det kan ikke lade sig gøre, for det er der simpelthen ikke båndbredde nok til i Grønland – og så koster internetforbindelserne en bondegård.

I kraft af mit arbejde har jeg mange gange deltaget i Skype-møder med grønlandske samarbejdspartnere – og som regel slår vi billederne fra og nøjes med lyden, fordi det grønlandske internet ikke har kapacitet nok.

For et par år siden interviewede jeg en ph.d., der havde lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt grønlandske unge. Hun undrede sig over, at hun ikke fik svar fra respondenterne i Østgrønland – og kontaktede derfor en af dem på fastnettelefonen. Her fik hun at vide, at hvis hun ville have svar fra Østgrønland, var det mest smarte nok at tage dertil – for hendes spørgeskema fyldte så meget, at det ikke kunne lade sig gøre at maile det…

På tynd is er præget af action – og tingene sker hurtigt. Alt for hurtigt til Grønland. For afstandene og vanskelighederne i infrastrukturen er sløjfet med et pennestrøg.

For eksempel i første afsnit, hvor en kvindelig (kvindelig selvfølgelig, for det er en svensk serie) politikommissær ankommer til Tasiilaq få timer efter, at terroristerne har slået til. På papiret kan turen gøres på fire til fem timer, men realiteterne er, at sådan går det sjældent. Sidst jeg rejste fra Nuuk til Tasiilaq gik der tre dage, før det var godt vejr begge steder, så det var muligt at flyve. Men heldigvis for TV-producenterne var det åbenbart godt vejr både i Nuuk og Tasiilaq, da serien skulle optages…

Næsten samtidig ankommer den kvindelige hovedperson fra Säpo til Tasiilaq – helt fra Stockholm – og i øvrigt mod ordre. Det er pudsigt, som heltene i politiserier altid er utilpassede autister, der ikke forstår selv den mest simple ordre.

Men tilbage til den udfordrende grønlandske geografi: Et andet eksempel er det kaprede skib, som søværnet finder i nattens mulm og mørke i området ud for Ittoqqortoormiit. Allerede om morgenen ser man skibet stævne ind til Tasiilaq. Der er næsten 500 km mellem de to byer, så skibet har altså tilbagelagt 300 sømil på fem til seks timer. Det svarer til en fart på 50 knob. Det er altså hurtigere end de fleste speedbåde kan sejle.

I øvrigt må det betegnes som lidt af et held, at søværnets inspektionsfartøj Knud Rasmussen er i nærheden, netop som begivenhederne tager fart. Serien foregår om vinteren, og det er kun sjældent, at islægget tillader regelmæssig inspektion i de østgrønlandske farvande på det tidspunkt.

Det er også besynderligt, at forskningsskibet kan sejle ind i havnen i Tasiilaq, for den østgrønlandske havn er normalt lukket af is om vinteren. Ifølge Royal Arctic Lines fartplan for i år vil første skib anløbe Tasiilaq i begyndelsen af juni.

Nok om det. Den er også gal med kulissen, for det er slet ikke Tasiilaq, der ses på billederne. Byen ligger fantastisk smukt, men er også voldsomt topografisk udfordret med store højdeforskelle – og lidt af en udfordring at komme rundt i. Der er heller ikke så voldsomt mange biler – og en kortege med seks til syv limousiner svarer ikke til mit billede af en by med en lidt miserabel vognpark, der i øvrigt primært består af firehjulstrækkere.

Det forstås naturligvis, at man er nødt til at bruge en kulisse til optagelserne, men der er altså også sjusket med kulisserne. I en af de første scener ser man en færdselstavle – trekanten med spidsen nedad, som betyder ubetinget vigepligt. I kulissen er den rød og gul, sådan som det kendes fra Sverige, mens færdselstavlen overalt i det danske kongerige har hvid baggrund.

Det er enten sjusk eller mangel på research. Det gør sig også gældende i nogle scener, der angiveligt skal foregå foran butikken. Den hedder i virkeligheden KNI Pilersuisoq, men i fjernsynet har man valgt at kalde den for Nivertoq – det vestgrønlandske ord for købmand.

Fruen i helikopteren bound for Tasiilaq. Der er altså
ikke så meget plads som i TV-serien.

På butikkens facade står der blandt andet Velkommen og Welcome – og så på grønlandsk ”Tikidluarit”. Det er åbenbart folkene bag På tynd is ubekendt, at dette ord ved den grønlandske retskrivningsreform i 1975 skiftede stavemåde til ”Tikilluarit”. Det er i øvrigt et vestgrønlandsk ord, som næppe findes på facaden i en østgrønlandsk by. Her vil man skrive det på østgrønlandsk – og så hedder det ”Diggidduari”.

Det er ikke så kendt i Danmark, men virkeligheden i Grønland er, at der er temmelig stor forskel på det vest- og østgrønlandske sprog. Forskellen er mindst lige så stor som mellem dansk og svensk. Jeg har en gang været i Tasiilaq sammen med min hustru, der taler vestgrønlandsk – og hun opgav det simpelthen og slog over i dansk. Det var et fremmedsprog for begge parter, men det gav trods alt mening.

En af kulisserne viser hotellet i Tasiilaq, hvor udenrigsministrene holder møde. Det er frit opfundet til lejligheden. Det lokale hotel hedder Hotel Angmagssalik efter Tasiilaqs gamle navn (Ammassalik er i dag navnet på den ø, hvor Tasiilaq ligger). Hotel Angmagssalik har 40 værelser. Jeg nævner lige værelsesantallet, fordi jeg selv har arbejdet i godt tre år for Arktisk Råd og i den forbindelse også har været med til at arrangere rådets ministermøder. Der er normalt cirka 400 deltagere i sådan et møde – og det kan derfor overhovedet ikke komme på tale at holde Arktisk Råds ministermøder i Tasiilaq eller på den grønlandske østkyst.

Derfor virker det ganske patetisk i en af scenerne, hvor Nicolas Bro vil have taget et gruppebillede, fordi det er 20 år siden, at Arktisk Råd vedtog en eller anden traktat i Tasiilaq. Det har ingen som helst forbindelse til virkeligheden.

Det skal også med, at der aldrig er vedtaget traktater i regi af Arktisk Råd. Hvert ministermøde slutter med en som oftest ikke bindende udtalelse, der kaldes en deklaration.

På et tidspunkt i serien bliver to Sirius-folk skudt. Det er også lidt besynderligt, for Sirius holder normalt til i området nord for Ittoqqortoormiit i den nordøstgrønlandske nationalpark og kommer slet ikke i nærheden af beboede områder. Og så på snescooter. Det er selv i Danmark almenviden, at Sirius bruger hundeslæder – ganske enkelt fordi de mere driftssikre i det barske klima.

Jeg tvivler i øvrigt på, at man sådan kan overliste Sirius-patruljen. Forløberen for Sirius, Den Nordøstgrønlandske Slædepatrulje, kontrollerede under anden verdenskrig området med kun otte mand mod Sirius-patruljens 12 mand. Det er et område på størrelse med Frankrig og Tyskland tilsammen, men alligevel lykkedes det aldrig den tyske værnemagt at få fodfæste i Nordøstgrønland trods adskillige forsøg.

Serien holder sig heller ikke for fin til at gribe myten om, at der render isbjørne rundt i gaderne i de grønlandske byer. Jeg har selv boet i Grønland i femten år – og jeg har aldrig set en levende isbjørn i Grønland.

Isbjørnen går til angreb på en bil med den svenske og danske udenrigsminister. Angiveligt er den sulten, fordi serien i sin politiske korrekthed postulerer, at isbjørnene kommer ind til byerne, fordi de sulter. Sandheden er mere nuanceret. De kommer nok snarere til byerne, fordi det er lettere at finde føde her end så mange andre steder – og så er isbjørne altså meget nysgerrige. Den grønlandske avis AG kunne forleden meddele, at fangerne i Ittoqqortoormiit i år har skudt 10 isbjørne indtil nu. De var alle fede og i god stand, fortalte den lokale jagtbetjent til avisen.

Politistationen i Tasiilaq spiller en central rolle i handlingen. Den bliver ledet af politichef Enok, som det hedder i rulleteksterne. I virkelighedens verden er Tasiilaq en del af det politidistrikt, der dækker den grønlandske hovedstadskommune, Kommuneqarfik Sermersooq, og lokalpolitistationen ledes normalt af en politiassistent – men det lyder selvfølgelig bedre at kalde ham politichef.

Alle katastrofesituationer i Grønland ledes fra en moderne kommandocentral på politistationen i Nuuk, hvor man har et kriseberedskab bestående af folk fra politiet, beredskabet, sundhedsmyndighederne og selvstyret, som kan samles på få minutter.

Den svenske serie er altså fyldt med fejl. Det kan man til en vis grad leve med, fordi det er fiction, men da serien postulerer at være en aktuel kommentar til klimadebatten, vil jeg også stille spørgsmålstegn ved selve præmissen for På tynd is.

De arktiske udenrigsministre skal mødes i Tasiilaq for at vedtage et moratorium, der skal forbyde olieefterforskning i Arktis. Det hedder så, at hvis man ikke gør det, vil indlandsisen smelte og verden vil bryde sammen.

Den globale opvarmning skal naturligvis tages alvorligt, for det er et globalt problem – og netop derfor betyder olieefterforskning og udvinding i Arktis næppe særligt meget. Problemet ligger i al den olie, der udvindes alle mulige andre steder end netop i Arktis.

Erfaringerne fra tidligere viser, at råstofudvinding i Arktis på mange måder er marginal. Omkostningerne er simpelthen for store – og derfor vil oliereserver i Arktis nok være det allersidste, man vil gribe til, hvis verden en dag løber tør for olie.

Dermed ikke sagt, at en eventuel olieefterudvinding i Arktis ikke er problematisk. Men det er snarere hensynet til faunaen, floraen og det lokale miljø, der her skal tages.

I øvrigt har TV-seriens grønlandske selvstyreforkvinde ret, når hun siger, at det slet ikke er noget, man skal bestemme udefra. Et tilsvarende moratorium, som vil forbyde al erhvervsvirksomhed nord for polarcirklen har i mange år stået øverst på Greenpeaces dagsorden – og det viser jo blot, at Greenpeace i sin indstilling til de arktiske folk er betydeligt mere patroniserende end tidligere tiders imperialister. Erfaringen i Grønland er, at Greenpeace aldrig fører noget godt med sig.

Jeg har som sagt arbejdet i nogle år i Arktisk Råd. Og det er min umiddelbare vurdering, at et sådant forslag aldrig nogensinde vil komme til afstemning.

Arktisk Råd er en konsensusorganisation, hvor alle vedtagelser tages i enighed – og beslutningerne er altid klappet af inden møderne. Så jeg giver ikke fem potter lunken olie for den konflikt i TV-serien.

Jeg har i øvrigt noteret mig, at man ikke ser Arktisk Råds logo nogen steder i kulisserne. Jeg har ikke undersøgt årsagen, men det er da tænkeligt, at man fra begyndelsen har indset, at På tynd is er ren fantasi – hinsides virkelighedens verden.

Når alt dette så er sagt, skal det med, at jeg nok alligevel fortsætter med at se På tynd is. For de medvirkende grønlandske skuespillere gør det betydeligt bedre end både de danske og svenske kolleger. Troværdigt og med ægte grønlandsk lavmælthed.

Specielt er jeg begejstret for Angunnguaq Larsen i rollen som politiassistent (chef) Enok. Han rammer den grønlandske lavmælthed og tålmodighed lige i plet. For tålmodighed og stille eftertænksomhed er en dyd i Grønland, som ikke må forveksles med mangel på handlekraft, når det virkelig gælder – og det vil jeg godt vædde en politikasket på, at vi får at se længere fremme i serien.

Artiklen er første udkast til en kronik til Nordjyske Stiftstidende 16. marts 2020. Det er "Directors Cut", for den endelige udgave blev af pladshensyn forkortet til cirka det halve.