søndag den 29. maj 2016

Langhårede kartofler

Hvor der er vilje, er der vej

Kartoffelhuset i Tasiilaq. Billedet er bragt med tilladelse fra Ole, der 
administrerer Facebook-gruppen "Os der har været i Østgrønland".
I Facebookgruppen "Os der har været i Østgrønland" fandt jeg forleden dette herlige foto fra Tasiilaq i sommeren 1993 - altså samme år som jeg flyttede til Grønland.

Det viser kartoffelhuset, hvor handelen (KGH/KNI) opbevarede byens kartofler, som netop er kommet ud i lyset efter den lange vinter - formodentlig for at spirerne skal brækkes af, inden kartoflerne bliver solgt i butikken.

Det er helt fantastisk billede, der siger en masse om kartoffelplantens livskraft. På trods af et halvt år eller mere under forholdsvis tempererede forhold i mørke spirer kartoflen med en fantastisk livskraft. Hvor der er vilje, er der vej.

Billedet fortæller også lidt om, hvor svært det kan være at handle med kartofler i Grønland. Planten tåler som bekendt ikke frost, men under disse opbevaringsforhold i tiden mellem sommerens sidste skib og forårets første skib har det næppe været til at undgå, at kartoflerne fik lidt frost og derfor blev søde. En gammel kartoffel, der har spiret, er heller ikke ligefrem en delikatesse.

Det her foregik på Østkysten, hvor forholdene var lidt mere primitive - og fortsat byder på mange eksotiske forskelle fra livet på den grønlandske vestkyst.

Tasiilaq april 2013.
Jeg blev i 1993 ansat i det dengang nyoprettede KNI Detail (nu Pisiffik) og med hovedkontor i Sisimiut skulle vi revolutionere den grønlandske detailhandel. Opgaven viste sig sværere i virkeligheden end på papiret, for Tasiilaq var bestemt ikke det eneste sted, hvor der var problemer med forsyningerne. Ideen var, at KNI's forretninger i de største grønlandske byer - og det indbefattede ikke Tasiilaq - i princippet skulle være på linje med danske supermarkeder på service og sortiment.

Midlerne var blandt andet et forsøg på at hente varer i Canada i stedet for Danmark. Det gik slet ikke, men til gengæld havde vi stor succes med blandt andet at indføre butiksslagtere i de store byer.

Delikatesseafdelingerne fornyede hele frokostmarkedet, og det gik hårdt ud over de små private grillbarer. Det hele var jo finansieret af det offentlige og var sikkert både konkurrenceforvridende og hamrende økonomisk uansvarligt, men kendsgerningen er, at store byer som Nuuk og Sisimiut i dag har et detailhandelsniveau, der bortset fra priserne ikke afviger væsentligt fra Danmark. I Nuuk er konkurrencen endda så hård, at der er nu er kommet en rigtig discountbutik - og priserne må forventes at blive mere normale.

Jeg forlod da også KNI Detail i foråret 1995, for udsigten til som informationschef at skulle ud og forsvare et underskud i en offentligt ejet virksomhed på, så vidt jeg husker, 80 millioner kroner var hverken tillokkende eller mulig. Dertil var der begået for mange dumheder undervejs.

Tasiilaq april 2013.
Tasiilaq er fortsat trængt. Da jeg besøgte byen i 2013, havde jeg blandt andet remoulade med i kufferten, for gode bekendte havde fortalt, at denne hverdagsartikel ikke var til at opdrive på Østkysten.

De seneste år har jeg jo interesseret mig for det grønlandske landbrug. Siden 1993 er der nemlig sket en god udvikling på det område - og det er sandsynligvis en del af løsningen på de grønlandske forsyningsproblemer og ikke mindst det eksorbitant høje prisniveau på friske grøntsager. På grund af det mildere klima er der sket en betydelig vækst i kartoffelavlen, som de seneste år har ligget på over 100 tons om året i Sydgrønland, men der findes faktisk en kartoffelavler så nordligt som i Qeqertarsuaq (Godhavn) på Diskoøen cirka 400 km nord for polarcirklen.

1 kommentar:

Farmer sagde ...

Dette med grøntsagsavl er en spændende positiv sideeffekt af det mildere klima. Det kunne være rigtig interessant, hvis det udviklede sig yderligere.

Avlen finder sted så nordligt, at mange skadedyr og bladsvampe sikkert ikke er at finde, og dette kan i høj grad gavne produktionen.