Spe, spæ, spot, skam, skændsel, skandale

Dengang der var originaler til...

Det officelle foto fra første
 skoledag i gymnasiet.

- Spe, spæ, spot, skam, skændsel og skandale. Ordene spruttede ud af munden på studielektor Slej sammen med en veritabel byge af spyt, mens den formastelige sproglige student in spe modtog sin røffel for en elementær kongruensfejl i engelsk.

Det kunne være en scene fra Det forsømte forår, men lektor Slej var ingen lektor Blomme, så det var venligt ment.

Slej holdt både af eleverne og sproget i alle dets finurlige detaljer. Når lejlighed bød sig, gik naturen over optugtelsen, og han brillerede med fantastiske allitterationer og sproglig originalitet - gerne med inspiration fra både Cicero og Shakespeare.

Jeg mødte Slej i 1975. Statsministeren hed Anker Jørgensen, og Vietnamkrigen var lige slut. På hitlisterne hærgede Abba og Bamses Venner. Trompetbukser var højeste mode, og jeg var netop begyndt på VHG. For resten var 1975 også det internationale kvindeår, men mere om det senere.

Det var ikke meget, vi gik i skole til at begynde med. For der var hedebølge i Danmark. Varmerekorden fra 10. august 1975 på 36,4 grader står stadig, så vi fik varmefri ved middagstide.

Bloggeren og Jørgen Jørgensen til studenterfesten
 tre år senere hjemme på Postbakken i Farsø.
Foto: Ulla Rosengren Bach

Det passede mig fint. Efter ti års ørkenvandring på Farsø Skole og en middelmådig realeksamen var det kun noget modvilligt, at jeg indfandt mig på gymnasiet. Men det skulle nu hurtigt vise sig, at der var en verden til forskel fra folkeskolens noget rutineprægede pædagogiske præstation og det engagement, som jeg mødte på VHG.

Sommeren 75 gik på hæld. Efterhånden blev vi gymnasieelever på fuld tid.

Der var nok at fordybe sig i, men forholdet mellem lærere og elever var noget helt andet, end vi kendte fra folkeskolen.  Vi blev betragtet som voksne, tænkende mennesker – og det forventedes, at man kunne danne sig en mening om mange ting.

Blandt andet i faget oldtidskundskab, hvor vi 1.c’ere havde selveste rektor Ussing. Umiddelbart en tør hund, men jeg glemmer aldrig en følelsesladet diskussion, hvor han argumenterede for skønheden i vokalen A. Når man kom fra landet, betød A jo jeg – og at der skulle være noget særlig skønt ved A, var nok lidt hinsides en førsteårselevs fatteevne. Men jeg glemmer aldrig Ussings tydelige og distinkte udtale med tryk på begge A’erne i enden af Nausikaa fra Odysseen.

Latinlæreren hed Weisberg. En farverig skikkelse, der hver dag pendlede fra Århus i en Renault 4 på gule plader. Hans store interesse var film – og de latinske verber og grammatiske finurligheder blev ofte illustreret med eksempler fra filmverdenen. I stedet for Ciceros taler og de puniske krige læste vi Asterix på latin, og jeg har siden altid tænkt på Weisberg og i øvrigt været taknemmelig for latinundervisningen, når jeg læser om de gæve gallere.

Ulla Rosengreen Bach malede det tidstypiske "Den store
 flugt" til skolens rygerum - for sådan et havde
man jo i de gode, gamle dage. Nu er det lavet om til
 IT-lokale. Sic transit gloria mundi!
Foto fra VHG's hjemmeside.

I geografi havde vi Harmsen – tidligere befalingsmand i Gaza og fuld af soldaterhumør. På en geografi-ekskursion ødelagde han turen for pigerne. Toiletforholdene var lidt primitive, og inden brugen advarede han meget mod røvsnapperne, der angiveligt skulle husere på egnen.

Vi var unge og usikre på det sexuelle område, så det var lidt af et chok at møde Palle Rønde Møllers fortolkninger af klassikerne i dansktimerne. Han var altid mand for en uartig udlægning af selv det mest uskyldige børneeventyr. Vi var ikke altid enige, men der var nok noget om skurvognssnakken alligevel.

Klassen var jo en typisk sproglig pigeklasse – to drenge og 19 piger – så jeg fik rykket mine grænser for blufærdighed adskillige gange i de tre år.

I gymnasiet skulle vi jo også lære fransk. Opgaven var lagt i hænderne på en helt ung og nyuddannet adjunkt Jørgen Jørgensen, der også var vores klasselærer – en opgave, han klarede fint. Aldersforskellen mellem os elever og Jørgen var nu heller ikke så stor. Det er gået op for mig, efterhånden som jeg selv er blevet ældre og ældre.

Fransk blev aldrig mit stærkeste fag. Jeg fandt nok den franske udtale lidt for affekteret og var i øvrigt overbevist om, at engelsk var verdenssproget. Sjovt nok har jeg altid klaret mig på engelsk i Frankrig uden de store problemer, mens mine beskedne franskkundskaber har været nyttige i mange jobsammenhænge og blandt andet åbnet mange døre i Canada. Men stadig taler jeg helst kun fransk, når jeg er beruset.

I lighed med Slej var Jørgen Jørgensen aktiv i Teaterkredsen – og han fik da også overtalt et par stykker fra klassen inklusive undertegnede til at deltage. Det fik store konsekvenser for mig – og arbejdet i Teaterkredsen er med et filmisk udtryk ”Mine aftener i Paradis”.

Min første sceneoptræden var til skolefesten i 1976. Vi opførte helt i tidsånden en revy med kvindeåret som tema. Som jeg husker det, var revyen en kæmpeopsætning – og alle gode kræfter var i spil. Den gik hjem. Højdepunktet var en operationsscene som optakt til en sang om Florence Nightingale. Den mandlige overlæge opererer, assisteret af kvindelige assistenter. Det kulminerede til hele idrætshallens store latter, da lægen – vistnok dansk- og engelsklærer Thomsen – trækker en medisterpølse ud af maven på patienten.

Samme Thomsen var i øvrigt også en af skolens originaler, der ved festlige lejligheder optrådte med sækkepibe.

Til skolefesterne dansede vi lancier. Jeg var en klovn til det, men høstede stor anerkendelse for nogle år siden som informationschef i Nuuk kommune, fordi jeg kunne lære borgmesteren de grundlæggende trin inden en middag i Kongehuset.

Arbejdet i teaterkredsen førte helt naturligt til plads i Hebe-bestyrelsen og endda formandsposten i 77-78. Mange minderige koncerter var jeg med til at arrangere i den forbindelse – blandt andet husker jeg det ganske eksotiske kvindeorkester Shit & Channel, som de hed dengang. Det vakte stor opsigt, at kvinderne - Anne Linnet og kompagni - selv bar gearet ind. Normalt var det ellers bestyrelsens tjans.

Når sandheden skal frem – og det skal den jo – så tog Teaterkredsen og Hebe meget af min tid. I perioder var jeg næppe den mest effektive gymnasieelev. Det havde sin pris. I sommeren 1978 var tre skønne år forbi med en hæderlig, men ikke prangende samfundssproglig studentereksamen.

Problemet var dog til at overse. Tiden var en anden. Adgangsbegrænsning var der ikke meget af, og vore dages eksamenshysteri var der slet ingen, der havde fantasi til at forestille sig.

Men foreningsarbejdet lærte mig en hel masse praktiske ting, som man ikke kan læse sig til. Jeg lærte at stå frem foran store forsamlinger, jeg lærte at argumentere og rejse penge til projekterne, og jeg lærte at stå i spidsen og organisere. Det er såmænd ikke så ringe en ballast i livet – og det har været evner, som jeg har haft glæde af hele mit voksne liv.

Jeg ville ønske, at politikerne også kunne fatte, at livet er meget mere og andet end flotte eksaminer. Det drejer sig mere om dannelse end uddannelse, og her spiller skolens sociale liv en uvurderlig betydning. Det afgørende er ikke, hvad man lærer – men at man lærer og bliver ved med det. ”Semper tiro” som skolens gamle motto lyder.

Tak til VHG fordi jeg måtte komme forbi på livets lange landevej.

Artiklen er et bidrag til Vesthimmerlands Gymnasiums årsskrift 2014-2015, som er redigeret af Jørgen Jørgensen, der i øvrigt gik på pension med udgangen af sidste skoleår efter 42 års virke på VHG.