Anoraksi

Demokratisk og bekvem beklædning

Den blå Kansas-anorak er et stærkt
symbol på de sunde værdier
 i Produktions-Danmark.

Hvad blev der egentlig af anorakken? Det spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg for et par måneder siden sad og kiggede på et foto af 3. real b fra Farsø skole i 1975.

Det er i år 40 år siden, at han tog realen med, som man sagde dengang. Og det var derfor, at jeg kiggede på det gamle sort-hvide klassebillede.

Dengang gik alle unge med anorak. Det var nærmest anoraksi. Anorakkerne fandtes i mange variationer. Hjemmesyet af fløjl hvis det skulle være rigtig fantasifuldt, men ellers gik det nu også an med en købeanorak.

På skolebilledet bærer jeg sådan en khakifarvet lærredsanorak med kængurulomme fra SpejderSport. En klassisk, praktisk anorak med hætte – som skabt til det danske vejrlig og det, der er værre, hvad der også helt præcist er historien bag dette fornuftige klædningsstykke.

Anorakken er en grønlandsk opfindelse. Eminent i sne og kulde. Ordet anorak er et af de få grønlandske ord, der er gået ind i sproget næsten over alt i verden. Anorak er afledt af det grønlandske ord anori, der betyder vind. Det siger meget præcist, at vi taler om et stykke tøj, der er godt i blæsevejr – en ægte vindstopper - en vindjakke, som er vellykket, fordi den er lukket fortil.

Efter realen kom en årrække med gymnasium og universitet. Dengang i slut-halvfjerserne og de spirende firsere var vi en hel generation, som gik i blå Kansas-anorakker uden hætte, men i stedet med en fin rød snøre i halsen. Egentlig et stykke arbejdstøj skabt til fiskere og andre, der arbejder udendørs, men det faldt fint ind i tidens sværmerier for Mao og proletariatets diktatur. Det var højeste mode ikke at bære modetøj.

Med yuppie-firserne var det slut med solidaritet med arbejderklassen. Efter nogle år på smarte spejlcafeer og mondæne diskoteker blev generationen magelig, borgerlig og sat. Nu var det helt andre friværdier, der var på dagsordenen, og anorakken forsvandt ud af bybilledet.

Dog ikke helt for mit vedkommende. Jeg flyttede til Grønland – og deroppe er en hvid anorak fint tøj, der bruges ved festlige og højtidelige lejligheder. Nærmest en kombination af habit og smoking, men unægtelig noget billigere.

En grønlandsk festanorak kunne i halvfemserne erhverves for cirka 300 kroner, som jo er noget billigere end et fint sæt tøj. Så jeg vil påstå, at anorakken udover at være praktisk også er et meget demokratisk stykke tøj – for her har alle råd til at være med, når man skal være fin.

Den lave pris er også praktisk, for grønlandsk tradition foreskriver, at festanorakken helst skal sidde temmelig stramt. Eftersom jeg voksede med opgaven, nåede jeg at ”slide” hele tre anorakker op i de næsten femten år, jeg boede på verdens største ø.

Nu sad jeg så med småvåde øjne og kiggede på billedet af den gamle realklasse og savnede mine gamle anorakker.

- Det skal dæl’me være løgn, tænkte jeg. Så turen gik til tømmerhandlen i Brovst efter en blå Kansas-anorak i afdelingen for arbejdstøj.

Sådan en havde de ikke lige på lager og kunne heller ikke rigtig huske, hvornår man sidst havde solgt en blå anorak med rød snøre i halsen. Men et opslag i et katalog viste, at den kunne skaffes.

Der var lige det med størrelsen. Tømmerhandlen hedder XL, men når sandheden nu skal frem, endte vi efter lidt opmåling med, at den rigtige størrelse snarere var XXXL.

Så nu er den blå anorak tilbage i min garderobe. Og når jeg nu går rundt og flasher den på gågaden i Brovst, leger jeg med tanken om, at den igen bliver et hverdagssyn i gadebilledet – måske endda højeste mode. Det kunne da være både hyggeligt og sjovt, hvis tidens trend starter i Brovst– i stedet for København og  Paris. Og så er den blå anorak for resten et godt symbol på alt det sunde, som vi står for her i Produktions- Danmark.

Publiceret første gang i Nordjyske Stiftstidende 7. august 2015.