mandag den 21. januar 2013

Pølsesnak

Hjemmelavet medister

Mandagens store projekt var hjemmelavet medister. Vi har en lang tradition for hjemmelavet medisterpølse i familien, men det var første gang, jeg selv prøvede det.

Gang i den hjemlige pølsefabrik.
Den direkte anledning var vores gamle food processor, som gik i stykker for en uges tid siden. I weekenden blev der derfor investeret i en ny køkkenmaskine, som bare kan det hele - næsten! I hvert fald er der også kødhakker og pølsehorn med - og så var der ikke langt fra tanke til handling. Hjemmelavet medisterpølse, ganske simpelt...

Den hjemmelavede medisterpølse er en tradition fra barndommen. Når vi slagtede gris, var det altid far, der stod for at lave medisterpølse - efter en meget sindrig og kompliceret opskrift, så vidt vi kunne forstå. I hvert fald smagte pølsen dejligt - og det er efterhånden mange år siden, at jeg har smagt den.

Taget i betragtning at det mit første forsøg udi
pølsemageriets forunderlige verden, er det da lykkedes
meget godt.
Nu er jeg lidt handicappet af, at jeg faktisk ikke kender fars opskrift - og jeg måtte derfor sjusse mig lidt frem. Smagsmæssigt lykkedet det helt godt, men øvelse gør mester, så det bliver endnu bedre næste gang, er jeg sikker på. Pølsen haltede lidt, fordi jeg - i den bedste mening - havde sparet på melet. Det viste sig at være en dårlig ide, fordi pølsen manglede lidt struktur. Ja, for nu at sige det lige ud - den var lidt slatten.

Men her er opskriften. Først hakkede jeg et kilo nakkekød og 200 gram spæk to gange. Derefter rørte jeg en fars, hvor jeg tilsatte to spiseskeer hvedemel, to æg, fire revne løg, salt, peber, knust muskatnød, ingefær, allehånde og et par kopper grøntsagsbouillon.

Farsen blev kørt i tarme - og der mangler måske også lidt håndelag, men efter den første halve meter så det nu helt hæderlig ud, om end der var rigeligt med luft i tarmen - om jeg må sige det på den måde. Men det er vigtigt ikke at stoppe pølsen for hårdt, for farsen udvider sig, når den bliver stegt - og så ender man bare med revnet pølse. Det ser ikke så godt ud.

Hjemmelavet medister med stuvet hvidkål. Det smager!
Pølsen blev stegt - og selv om jeg punkterede den for at lukke luften ud, revnede den alligevel et par steder. Men øvelse gør mester - og det skal nok komme. Steges cirka fem minutter på hver side.

Medisterpølse kan serveres med mange forskellige former for garniture. I dag blev det stuvet hvidkål - og det er nu heller ikke så ringe.

Så alt i alt et vellykket mandagsprojekt - med et vist potentiale for forbedring.

6 kommentarer:

Birgitte Hansen sagde ...

Hej Jesper
Jeg mener at far brugte opskriften fra Gyldendals store kogebog (tror jeg nok den hedder). Den er med gul ryg. Hilsen Birgitte

Jesper Hansen sagde ...

Hvis det er rigtigt, har jeg faktisk ramt nogenlunde plet i første skud. Jeg fandt bogen på Dinas værelse - og eneste afvigelse er 150 gram kartoffelmel i stedet for hvedemel. Krydderiblandingen er også ramt flot, men bogen siger nellike i stedet for allehånde samt to spiseskeer sukker. Jeg overvejede faktisk at give den et par dråber sødemiddel. Hilsen Jesper

papagreenfoto sagde ...

Hej Jesper

hakkede kødet 2 gange !! , ja det vel et spørgsmål om temperement , personligt er jeg til grovhakket medister og der skal hverken kanel-allehånde el. nelliker i

Jesper Hansen sagde ...

Hej Kokholm
Jeg er sådan set ikke uenig med dig. Det smager også godt - men nu var det lige min fars gamle opskrift, jeg gik efter mandag...
Vi ses forhåbentlig snart...
Jesper

papagreenfoto sagde ...

Hej Jesper

snart ? , der er måske planlagt en tur herop ? ;-)

Jesper Hansen sagde ...

Jeg sender en e-mail med detaljerne...