onsdag den 17. oktober 2012

Aftensang

Nu er jord og himmel stille

Godnat...
Ved min fars bisættelse for nogen tid siden skulle der synges "Nu er jord og himmel stille". Denne smukke, gamle aftensang findes af uransagelige årsager ikke i Den Danske Salmebog, og jeg skulle derfor lave et sangblad til bisættelsen.

Nu har jeg jo sunget sangen adskillige hundrede gange i mit efterhånden halvlange liv, så jeg kan teksten mere eller mindre udenad - men for nøjagtighedens og dovenskabens skyld ville jeg lige finde teksten på nettet, så jeg kunne kopiere den.

Det blev en lidt længere rejse, sådan som det ofte sker. For med skam at melde kendte jeg intet til hverken sangens oprindelse eller historie - eller sagt på en anden måde: Jeg har i hvert fald aldrig rigtig tænkt over det - men har blot sunget med, når det har været tid.

Jeg blev derfor lidt overrasket, da jeg fandt ud af, at sangen i sin tid er skrevet af den gode, gamle svenske forfatter og drukmås Carl Michael Bellman (1740-1795). Bellman er prototypen på den kunstneriske bohemetype, der hele sit liv måtte slås med økonomiske problemer. Han gik fallit og måtte en tid leve i landflygtighed i Norge - langt fra kreditorerne og sit elskede Stockholm, men havde en lang produktiv periode under kong Gustav III's protektion. Da kongen blev skudt i 1792, måtte Bellman leve sine sidste år som umyndiggjort.

Nogle vil måske mene, at det var en lidt trist skæbne, men selv mente Bellman, at der ikke var meget sjov ved en gravsten, der fortæller, at her hviler en mand, der havde orden i sin økonomi. Hans budskab er livsglædens. Livet skal leves, for vi ved aldrig, hvornår døden banker på - og det gjorde han så i fulde drag. Som han skrev i epistlerne: "Her ligger jeg i rendestenen - og kigger på mine gamle sko."

Bellman er uløseligt knyttet til Stockholms Gamlastan - og på restauranten "den Gyllene Freden" skrev han sine eller rettere Fredmans epistler. I en årrække kom jeg jævnligt i Stockholm - og "Den Gyllene Freden" er blandt mine favorit-værtshuse. Stedet er i dag ejet af Det svenske Akademi - og man gør en ære i at bevare stedet, som det har set ud gennem århundreder. Værtshuset stammer helt tilbage fra den tidlige middelalder - og væggene formelig emmer af Bellman.

Bellman er lyriker - skriver smukt, indlevende og præcist. Aldrig fordømmende, aldrig moraliserende og aldrig medfølende - men skildrer følelser, mennesker og stemninger, som de er. Og det er vel denne evne til meget præcist at sætte ord på en stemning, der gør, at denne boheme og drukmås skriver en følsom aftensang til benefice for alle de kommende generationer. Ord, der går lige i hjertet.

Den danske tekst til "Nu er jord og himmel stille" er skrevet af den århusianske journalist og forfatter Marinus Børup (1891 - 1959). Han havde læst teologi, men efter at have været løjtnant under første verdenskrig blev han journalist og var i en lang årrække litteraturanmelder ved Jyllands-Posten. Han havde oprindeligt en tilknytning til KFUM, men skrev en del værker til FDF, der med sin udbredte orkestervirksomhed tog forfatteren til sig. Børups hovedværk er "Steno, Hans Livs Historie", der er en versificeret biografi. Teksten til "Nu er jord og himmel stille" skrev Børup i 1938 - og gled dermed ind i den danske sangskat.

"Nu er jord og himmel stille" er indspillet afskillige gange. Blandt de mest spillede er nok Niels Henning Ørsted Pedersens jazzificerede indspilning fra 70'erne, men jeg har her fundet en korudgave på YouTube. Lad være med at kigge på billederne, for det er noget bras, men nyd sangen alligevel...

3 kommentarer:

Karsten Hjorth Larsen sagde ...

Tak for indlægget; Bellmann, der kan man bare se - vi synger den ofte i Odd Fellow Logen i Struer, som den dejlige sangbare og i ørefaldende melodi det er, men her er komponisten tydeligvis i vores sangbog forkert angivet til "Weyse"

JowDeet sagde ...

Den sang har alle dage også været min absolut farvorit aftensang ved bålet. Den var med til at give en fantatisk stemming rundt om bålet, når der rent faktisk kunne høres køers kalden, blandet med bålets knitren. Det bedste er at der kan ikke høres andet, ingen biler, og ingen mobiler (fandtes rent faktisk ikke) bare total natte stilhed, fantastisk.

Jesper Hansen sagde ...

Hej Hjorth - ser man det. Weyse er nok lidt tvivlsom. Dels er han lidt yngre, og dels boede han i København hele sit voksne liv. Men han blev i 1830 medlem af det Kungliga Musikalska Akademi, så han har helt sikkert kunnet sin Bellman...
Jesper