Luft under vingerne IX

Onsdag fløj det danske flyvevåbens S-61 helikoptere deres sidste tjeneste. Det er en passende anledning til at se nærmere på denne legendariske helikopter her i min lille serie om flyene i mit liv.
Min historie om S-61 begynder i 1966:
Den 7. september 1966 blev en af de dage, som står mejslet i min bevidsthed – akkurat som den første månelanding, murens fald og 11. september. Den 7. september sank færgen Skagerak ud for Hirtshals – og samtlige ombordværende blev reddet – ikke mindst takket være de moderne S-61 helikoptere, som det danske flyvevåben havde anskaffet otte af året forinden.
Jeg var dengang ikke andet end en bette knægt i Farsø. Netop begyndt i anden klasse, ulveunge, indehaver af et elektrisk Märklin-tog og umættelig interesseret i flyvemaskiner. Blandt andet de smarte S-61 helikoptere, som vi somme tider kunne være heldige at få et glimt af, når de i lav højde fløj langs Limfjorden.
Den 7. september var en ganske almindelig dag, hvor jeg havde været i skole om formiddagen. Da jeg kom hjem til frokost, havde min far, der på det tidspunkt arbejdede på Farsø Sygehus, ringet. Vi skulle tænde for radioen, for en af Norges-færgerne var i alvorlig havsnød ud for Hirtshals – og sygehuset var i lighed med landsdelens øvrige sygehuse sat i beredskab.
Hvad der derefter skete, er det stof, legender er skabt af. Alle 144 ombordværende på motorfærgen Skagerak – på en nær – blev reddet i god behold. De 69 blev fløjet i land med en af de fem S-61 helikoptere, som deltog i redningsaktionen.
At man kunne overleve et færgeforlis i rum sø i ekstremt dårligt vejr, var på det tidspunkt temmelig utænkeligt, men S-61 helikopterne satte nye standarder for overlevelse til søs. Aviser, radio og TV var de følgende dage fyldt med reportager fra redningsaktionen. I skolen tegnede vi drenge masser af dramatiske tegninger med helikoptere. For selv om det kun var 69 ud af 144, som blev reddet via luften, var det besætningerne på helikopterne, som var heltene.
Og vi var mange, der i vores drengehjerter havde en drøm om at blive S-61 pilot. Denne drøm havde jeg også – og jeg skulle da også nå at få min part – men herom senere.
Helikopterpiloternes heltestatus blev cementeret yderligere i de kommende år gennem en række spektakulære redningsaktioner – og ikke mindst, da en af flyvevåbnets S-61’ere - U-281 - forulykkede i Vadehavet i 1968. Alle fem ombordværende, hvoraf kaptajnen og telegrafisten også havde været med i Skagerak-aktionen, blev dræbt – og understregede dermed, at jobbet var hamrende livsfarligt Jeg tror nu ikke, at det gjorde drømmen om at blive helikopterpilot mindre – snarere tværtimod.
Drømmen var i hvert fald ikke glemt i 1972. Her skulle min mor hjælpe ved et weekend-arrangement på flyvestation Værløse, som dengang husede redningseskadrillen. Hun blev derfor med den tids afslappede forhold til brændstofforbrug i forsvaret hentet med en S-61 i Farsø og i øvrigt fløjet tilbage dagen derpå.
Jeg selv var på spejdertur den weekend – og vi var så heldige at se helikopteren med min mor komme flyvende. Og det kan nok være, at der blev dømt lystløgner og pralhals, da jeg stilfærdigt påstod, at det var min mor, som S-61’eren fløj rundt med deroppe.
Årene gik – og en tiltagende nærsynethed tvang mig til at droppe enhver drøm om en fremtid som pilot.
Skæbnen ville det imidlertid sådan, at jeg i 1993 fik arbejde i Grønland – og det var på den tid helikopterland.
Da flyvevåbnet i 1966 havde købt otte S-61 helikoptere, benyttede staten sig af muligheden for et storkøb og havde anskaffet tre S-61 helikoptere til Grønlandsfly, som var ejet af Den Kongelige Grønlandske Handel, Grønlands Landsråd, SAS og Kryolitselskabet Øresund.
Grønlandsfly skulle sidenhen gå hen og blive verdens største civile operatør af S-61, og man kan med rette sige, at det moderne Grønland er bygget af S-61. Helikopterne blev af uvurderlig betydning for samfærdslen og kommunikationen i det store, øde og vidtstrakte land – og i mangel af byggekraner har et hurtigt sling med helikopter gjort mange anlægsprojekter nemmere.
Da jeg for første gang ankom til Søndre Strømfjord/Kangerlussuaq, skulle jeg videre til Sisimiut – og dengang i 1993 foregik det med helikopter. Det var altså drengedrømmen om at flyve S-61, der pludselig gik i opfyldelse – som passagerer ganske vist, men alligevel glædede jeg mig som et lille barn juleaften.
Men det kan nok være, at jeg blev betænkelig ved situationen, da det først blev alvor. For en helikopter larmer altså. Det ved enhver, som har set en – men det er naturligvis endnu værre indvendig.
Alting ryster og dirrer. I højttalerne forsøger en stewardesse at forklare sikkerhedsprocedurerne, som man nu engang skal ved passagerflyvninger, men det er næppe muligt at høre, hvad hun siger.
Så kommer det store øjeblik, hvor vi majestætisk hæver os op i luften - og så sker det, som jeg ikke lige er forberedt på. For at få fart på den store maskine, vipper den næsen nedefter, så rotoren blæser bagud i stedet for nedad.
Vi tager et par ordentlige dyk og kigger direkte ned i jorden gennem cockpittet – for der er ikke andet end et tæppe mellem piloterne og passagererne. Jeg når faktisk lige at tænke, at hvis det her vipperi fortsætter de næste tre kvarter, så vil jeg blive alvorligt søsyg.
Så galt gik det nu ikke. Da der først var kommet fart på, fløj vi faktisk meget stabilt derudaf. Og jeg kan garantere, at det er en fantastisk oplevelse at flyve helikopter. I modsætning til almindelige fly flyver en helikopter nemlig i lav højde over jorden – og som nyankommen til Grønland var det jo fantastisk at stryge hen over fjeldene og se rensdyrflokkene i det, som skulle blive mit hjem de næste fjorten år.
Jeg er så betaget af S-61, at da jeg for nogle år siden forsøgte mig som kunstmaler, var et af de første billeder en helikoptersilhuet, der flyver ud i solnedgangen. Kunstmalerdrømmen blev hurtigt lagt på hylden, men ikke billedet, som fortsat hænger i min spisestue.
Især i mine første år i Grønland fløj jeg meget med S-61. Jeg husker særlig tydeligt en tur fra Paamiut til Qaqortoq i maj med OY-HDO. Varmeapparatet fungerede ikke, og det var dæleme koldt. Det var en lang tur – godt to timer uden mulighed for at gå på toilettet. Det kunne de fleste af passagererne ellers godt trænge til, efterhånden som kulden indvirkede på blæren.
Resultatet blev da også, at da helikopteren landede i Qaqortoq, havde stewardessen næppe mere end åbnet døren, før femten mand myldrede ud for at lette presset – direkte på heliportens asfalt.
Sjovt nok har jeg fundet et billede af netop OY-HDO, som lander i Qaqoroq. Billedet har jeg lånt fra en særlig hjemmeside, som er blevet publiceret i anledning af det grønlandske luftfartsselskabs 50 års fødselsdag. Siden kan varmt anbefales alle med interesse for flyvning i Grønland.
Det er vel blevet til en små hundrede ture med S-61 i Grønland. Men efterhånden som der er bygget lufthavne i de fleste byer, er behovet for store helikoptere faldet til fordel for fastvingefly. Grønlandsfly, der nu til dags hedder Air Greenland, har således kun to tilbage – og det er efterhånden meget bekosteligt at holde dem i luften.
S-61 har sit navn simpelthen fordi, den forlod tegnestuen på Sikorsky-fabrikken i 1961. Helikopteren var som den første i sin klasse udstyret med jet-motorer, som giver en betydelig mere stabil drift af helikoptere end stempelmotorer. Med en topfart på 210 MPH var den i sin tid også verdens hurtigste helikopter.
Air Greenland-udgaven har plads til 25 passagerer, marchhastigheden opgives til 220 km/t og rækkevidden er 600 km.
S-61 har vist sig at være en meget sikker helikopter – også selv den bruges under meget vanskelige forhold som i Grønland. Det danske flyvevåben har som sagt mistet en – og så vidt jeg lige har kunnet finde ud af, har Grønlandsfly mistet tre stykker – de to af ulykkerne med dødelig udgang.

Ha' det
Jesper

Billedtekster - i rækkefølge nedefter:
1. Bloggeren i Nordlandet ved Nuuk i 2005 sammen med Grønlandsflys ældste S-61, OY-HAF, der stadig flyver den dag i dag.
2. Flyvevåbnets tre sidste S-61 ved afskeden onsdag den 16. juni på flyvestation Karup.Foto: Flyvertaktisk Kommando/Laura Aggernæs.
3. HAF i Nuuk sammen med to EH-101 fra den canadiske kystvagt.
4. På udflugt til indlandsisen nær Kangia i bunden af Nuuk Kangerlua 22. august 2003.
5. Typisk indretning af kabinen i Air Greenland S-61. Foto: Air Greenland.
6. OY-HDO i Qaqortoq heliport. Foto: Air Greenland