mandag den 26. oktober 2015

Op i r....

Træls!

Automobilet fotograferet med mobilen, som stadig
trænger til at få renset optikken.
Jeg beklager den noget folkelige overskrift, men mere præcist kan det næppe beskrives.

Dina og jeg var en tur i Brovst i formiddags og skulle dreje til venstre. Netop som jeg var begyndt at dreje, bankede en yngre bilist, der helt åbenlyst havde glemt sin førerhund, op i bagenden af bilen med fuld fart.

Uheldigvis var jeg på grund af forskrækkelsen lidt i tvivl om, hvorvidt Dina havde taget skade, så vi fik ringet 112, mens jeg satte mig om på bagsædet og støttede hendes hoved.

Det viste sig heldigvis, at der ikke var sket nogen skade bortset fra chokket, men 112-opkaldet udløste altså den helt store alarm med først paramediciner, så en ambulance efterfulgt af en brandbil og en redningsvogn med frigørelsesudstyr samt en indsatsleder fra brandvæsenet. Som prikken over iet fulgte en politibil med tre polititjenestemænd og fuld udrykning helt fra Aalborg, så om ikke andet fik vi da reddet dagen for beboerne i den ellers fredelige Kirkegade i Brovst.

Det, jeg ikke helt forstår ved dette kæmpemæssige opbud af Falck-folk, var, at ingen af dem var i stand til at tilkalde en kranbil, så min bil kunne komme på værksted - uagtet at de alle bar Falck-uniformer, og jeg har behørigt Falck-abonnement. Det var ikke deres opgave, for de var ansat i beredskabet, hævdede de. Så må de sgu (undskyld mig) lade være med at gå i Falck-uniformer. Det er da lige til at blive forvirret af for en halvgammel mand som undertegnede.

Men jeg fik da så ringet til Falck - og så kom der sør'me et fejeblad fra et mekanikerværksted i Pandrup - og slet ikke en Falck-bil. Man må altså have mig undskyldt, hvis jeg synes, at tiderne er af lave, når man ikke længere kan stole på, at en Falck-uniform betyder, at folk er ansat hos det redningskorps, som ellers altid har været noget af det mest tryghedsskabende i det danske samfund - måske bortset fra Zonen, som det hed i min barndom.

Og så pisser det mig altså fuldstændigt af, at man skal forklare adressen i telefonen til en eller anden københavnsk analfabet. I gamle dage i Farsø ringede man altså bare til Zone-Jensen, som kendte hver eneste lille genvej i Strandby-Farsø kommune.

Men nu futter jeg så rundt i låne-Corsa fra Uggerhøj i Aalborg, mens jeg venter på, at Astraen bliver repareret. Det var vist kun noget plastik, der havde taget skade - i modsætning til den unge mand, der nok bliver nødt til købe en ny bil til sin mor.

Og med den oplevelse i bagagen kunne jeg så mandag aften sætte mig på skolebænken på et større genopfriskningskursus i førstehjælp - men det vender jeg tilbage til en anden gang...

Ingen kommentarer: