søndag den 28. oktober 2007

Crash-8

Så gik det galt med en af SAS Dash-8 Q400 igen. Og igen slap alle fra uheldet uden skrammer. Det burde give stof til eftertanke, når man som jeg har fløjet med typen cirka 80 - 100 gange, men egentlig tror jeg ikke, at jeg ville være nervøs for at flyve Dash-8 Q400 den dag i dag, hvis det altså ikke lige var fordi, flyet er grounded. Det heldige udfald af nødlandingerne viser, at SAS-piloterne er knalddygtige og ved, hvad de gør. Og jeg har nu altid haft den holdning, at hvis piloten tør flyve, så tør jeg altså også. Det er trods alt piloten, der sidder forrest og skal tage skraldet.
Historisk set er det også fuldstændigt enestående, at en flytype rammes af så mange tilsyneladende ens uheld over så kort en tidsrække, som tilfældet er. På den baggrund er det fuldstændig hyklerisk og usagligt, når en række danske politikere nu falder over trafikministeren og SAS, blot for at score points i den standende valgkamp. Jeg har siden jeg var en lille knægt interesseret mig for flyvning, og jeg har altså svært ved at se, at man har kunnet handle meget anderledes, end tilfældet har været. Folkene i SAS og Luftfartstilsynet har nu nok mere forstand på de grejer end en radikal levebrødspolitiker og en campingspladsejer fra Dansk Folkeparti.

Ingen kommentarer: