Oktoberhaven

Nu falmer skoven, men der er fortsat liv i haven

Stolt kavaler er en rigtig efterårsblomst. Hele foråret og sommeren
gror den bare med nogle ikke særligt kønne planter, der bliver
halvanden meter høje. Men de seneste 14 dage har de blomstret
på livet løs - og det er da også blevet til mange buketter.

Søndag bød på fornuftigt udevejr - og kalenderen var sådan nogenlunde tom, så det blev til en tur i haven med lugejernet. Det var tiltrængt, for det er alt for længe siden, jeg har haft fingrene i jorden.

Det er umiskendeligt efterår, men vi mangler lidt frost til at dæmpe væksten, så luges skal der fortsat. Men egentlig er der meget pænt - og der er da stadig en masse blomster i både georginer og stolt kavaler blandt andet...

Det er mit indtryk, når jeg kører rundt, at 2016 har været et
 godt år for isbegonierne. I hvert fald har jeg aldrig haft så stor
og så længe blomstrende en isbegonie som denne her ved hoveddøren.

I min planteskole har jeg denne selvsåede benved - og det er jo en busk,
der udmærker sig ved nogle helt fantastiske efterårsfarver, der nærmest
 modsiger den gamle efterårssang med den falmende skov.

Og så er det ved at være tid at høste rødbeder. Heldigvis
 er de ikke alle lige så store som denne kolos størrelse 42.

Dagens ord LXXVIII

Skidt og kanel

Voergård slot byder på mange gode historier - og
 forklaringen på skidt og kanel.

Så lærte man også noget i dag...

Søndagsturen gik til Voergård Slot nord for Dronninglund. Det gamle, men flot velholdte slot er fyldt med ting og sager fra især Frankrig. Det er en historie i sig selv, som guiden fortalte en masse om.

Men det mest interessante var nu, at guiden kunne berette om livet på Versailles, der nok er en meget stor bygning med et utal af værelser, men som bare har den skavank, at der ikke er toiletter. Så ved Louis XIV's mange fester sked man i en spand bag en skærmvæg. Det lugtede ikke så godt, så derfor strøede man kanel på skidtet - og derfra har vi så talemåden "Det er svært at skille skidt fra kanel".

Og det skulle være ganske vist.

Kaprifolien blomstrer fortsat

Et hurtigt prøveskud

Egentlig er billedet bare et prøveskud, men det tåler da alligevel at blive delt.

Her til morgen larmede en gærdesmutte på altanen uden for kontoret. Det er sket før, uden at jeg har haft kameraet ved hånden, men i dag besluttede jeg, at nu skulle det være. Jeg skulle arbejde ved pc'en hele dagen, så måske var der en chance for, at den lille charmetrold ville dukke op igen.

Så jeg hentede kameraet, indstillede blænde og lukketid og tog et hurtigt foto for at tjekke, at alt var i orden. Det blev i øvrigt dagens eneste billede, for gærdesmutten var smuttet for i dag.

Blomsten er en kaprifolie, som man ellers ser mest til om sommeren, hvor den for resten også spreder en fortryllende duft om sig. Kaprifolierne står som skygge- og læplanter ved mit lille lysthus - en pergola-agtig konstruktion under altanen.

Det har egentlig aldrig været meningen, at kaprifolierne skal ses fra kontoret, men i år og specielt i sensommeren er de vokset ret voldsomt, så de nu dækker en stor del af altanen sammen med en masse humle.

Det er noget sjusk, som jeg skal have gjort et eller andet ved i løbet af vinteren, men indtil frosten kommer, kan jeg så nyde de smukke kaprifolieblomster og ikke mindst de flotte røde bær efter sommerens mange blomster.

Kampen mod bananfluerne

De skal dø, skal de...

Balsamico er en effektiv bananfluefanger...

Den seneste tid har vi været plaget af bananfluer i hobetal i køkkenet. Det har udviklet sig til en kamp på liv eller død. For det er noget skab, der bare skal udryddes.

Bananfluernes jordefærd. Glasset med balsamico tømt
på et kaffefilter for illustrationens skyld.

Bananfluer slipper man nok aldrig helt af med, men de skal dæl'me holde sig i skindet - og det kneb det altså med i sidste uge. Årsagen er sandsynligvis, at vi er midt i høsten. Køkkenet har bugnet med blommer, æbler, hindbær, tomater og andre lækkerier fra haven. Og bananfluerne har sværmet omkring de søde frugter, som fluer om en... nåh ja, du ved, hvad jeg mener...

Heldigvis har vi Google - og det skortede ikke på gode råd. Det nemmeste var at stille et glas med lidt vineddike tilsat et par dråber sulfo. Et andet råd lød på balsamico tilsat sulfo, men det er jo dybest set også to sider af samme sag, for balsamico er blot fin vinaigre, der er reduceret til en tyk, sort og lettere klæbrig væske.

Men det skulle komme an på en prøve, så jeg stillede to portvinsglas frem med henholdsvis vineddike og balsamico - begge dele tilsat en dråbe sulfo til at fjerne overfladespændingen. Allerede i løbet af en halv dags tid var flueplagen reduceret markant - og der lå en bunke bananflue-lig i bunden af begge glas. Med der var heller ingen tvivl om, at der lå mange flere døde fluer i balsamicoen, så den lille djævelske plageånd har åbenbart også dyre vaner...

Men rådet er klart og effektivt. En sjat balsamico tilsat en dråbe sulfo tager bananfluerne nemt, hurtigt og uden brug af gift. Det er da næsten til at blive helt økologisk af...

Balsamico er det mest effektive, men vineddike kan
nu også godt være med i en snæver vending.

Klitmøller

Lørdag i Udkantsdanmark

Lørdagen gik ikke helt som tænkt, men det var da alligevel en dejlig dag...

Dina var med ganske kort varsel blevet indkaldt til en undersøgelse på Thisted Sygehus lørdag formiddag - og det var egentlig helt fantastisk, for da hun i sin tid var ved lægen, fik hun efter en måneds sagsbehandling på det fine, men uproduktive universitetshospital i Aalborg en indkaldelse til samme undersøgelse i midten af december på Aalborg Sygehus Syd.

Hun brokkede sig selvfølgelig herover - og fik at vide, at der var kort ventetid i Thisted. Og det viste sig at holde vand. Få dage efter - i torsdags - var der besked om, at hun kunne komme til lørdag. Den slags oplevelser bekræfter mig i, at centralisering, store enheder og faglige miljøer ikke er til patienternes bedste i sygehusvæsenet.

Men håndsky og belært af tidligere erfaringer med det danske sygehusvæsen satte vi god tid af til besøget på Thisted Sygehus, og så bestilte vi ellers bord til en frokost på Vesløs Kro klokken 12.30.

Til vores store overraskelse kom Dina til med det samme - og det hele tog mindre end et kvarter - så da vi kørte fra sygehuset, var der to timer til frokost. Beregnende som konen er, mente Dina, at så kunne vi da lige smutte til Hanstholm og købe tørfisk, der som bekendt er en stor lækkerbisken, når man kommer fra Grønland.

Jeg valgte den lidt længere tur via Klitmøller, hvor jeg ikke har været i mange år, men som i vore dage er blevet lidt af et in-sted for kulturpersonligheder og sportstosser.

Byen er blevet offer for den såkaldte udvikling. Oprindeligt et traditionelt fiskerleje ved Vestkysten med fiskerkuttere på stranden, men i dag et miljø hærget af surfere fra den ganske verden, hvorfor Klitmøller har taget navneændring til det helt i gennem usmagelige, men turistvenlige navn Cold Hawaii. Stadig er der enkelte jollefiskere, men Klitmøller ser i hvert fald ikke længere ud som i min ungdom.

Surferne er overalt i deres uklædelige våddragter og VW-transportere og væk er fiskerne, som ellers gik og bødede garn og var til at få en snak med om vejr, vind og fiskeriets ugunstige skæbne - og så måske med en frisk rødspætte i posen med hjem. Købt for et par høkerbajere og uden myndighedernes utidige indblanding.

Så lagde vi vejen gennem de storslåede vidder i Thy Nationalpark til Hanstholm og en hurtig handel i en fiskebutik, hvor det også blev til en pose grønlandske skalrejer og en varmrøget ørred til mandens aftensmad.

Og så gik turen ellers til Vesløs Kro, hvor Jørgen diskede op med dejlig  dansk smørrebrød: Fiskefilet, leverpostej, ribbenssteg og æg helt som hos Hovedstadens fornemme Ida Davidsen. For det kan de altså også godt klare på Vesløs Kro, og det endda til udkantspriser. Regningen lød på 165 kroner. Et tilsvarende måltid ville næppe kunne klares hos Davidsen (se prislisten her) for under 500 kroner.

Jeg er så taknemmelig for at bo i Udkantsdanmark...

Trolderier med oksekød

Sprængt oksebryst med peberrodssovs og æblekage

Bjarne og Palle laver rigtig mormor-æblekage.

Der skete ting og sager på Øland fredag aften. Udendørs havde KFUM-spejderne i Jammerbugt rollespils-turnering, og skoven var fyldt med hekse, feer, trolde og elvere samt en smuk prinsesse i den grusommes varetægt.

På det indre plan i det gamle skolekøkken var der også trolde, der eksperimenterede med de gode, gamle opskrifter, som er gået i arv fra generation til generation.

Sprængt oksebryst og peberrodssovs er fine sager og en
rigtig trylleret, der kan få de fleste mænd til at gøre
 hvad som helst.

Det var Ølands navnkundige sildelaug, som holdt møde - og menuen stod på lækkerier fra den gamle kogebog. Intet mindre end sprængt oksebryst med peberrodsovs og efterfølgende æblekage. Det er god, gedigen og robust dansk mad, som vor mormor lavede den - og som i vore dage kun bliver lavet af mænd, der jo er vore dages svar på den gamle kogekone.

Kvinderne har forlængst forladt kogekunsten i en sanseløs jagt på alt, hvad der er nyt og spændende - og set i bladene. De svælger i sushi, kikærter, humus, salat og andre vederstyggeligheder, så når der skal rigtig mad på bordet, må mændene jo træde til.

Men mændene på Øland er bestemt ikke blinde for udviklingens milde vinde - og på rådslagningen mellem retterne blev der helt i tidsånden anledning til at diskutere ledelses-strukturen i det gamle laug. Kort fortalt gik denne manøvre ud på at lette ledelsen for byrder - akkurat som ude på arbejdspladserne i det moderne samfund, hvor arbejdet også har det med at flytte sig nedad til manden på gulvet.

Æblekage som vor mormor serverede den.

Retfærdigvis skal det med, at Oldermanden er en travl mand - og han har gjort det godt i mange år, så viljen til denne turn-around var stor. Man er vel blandt brødre - og vi skal jo allesammen være her. Takket være stor forståelse for kollektivets behov blev en truende ledelseskrise afværget, og fremover er oldermanden befriet for bekymringer om at købe ind og alt det der. Altså lige bortset fra når der er sild på bordet. For den slags fine sager sorterer stadig direkte under oldermanden. Det afspejler nye tider, men også respekt for det gode, gamle sildehåndværk, hvor opskrifterne går i arv fra oldermand til oldermand - akkurat som blandt trolde, hekse og elvere.

Forresten var det også oldermanden, der havde leveret det sprængte oksebryst til dagen. Den slags er et stort arbejde, for først skal kødet sprænges i dagevis og efterfølgende koges i adskillige timer - siden skal det spises...

Oldermanden havde brugt ugen på at lave sprængt oksebryst,
så det var helt fortjent, at han tog for sig af lækkerierne.

Falkeblik

Tårnfalken på jagt

Jeg har længe haft et godt øje til tårnfalkene, som jeg ser dagligt fra bilen, når de "muser" langs landevejene.

Musen er fanget - og der er lige tid til
en hurtig bordbøn inden måltidet.

Ofte står de på samme steder - og det burde egentlig ikke være helt umuligt at få et godt foto, men alligevel har det knebet. Dels er de lidt sky og flygter som oftest, inden kameraet kommer frem - og desuden kan det godt være svært at få ordentlige billeder, når man fotograferer mod den lyse himmel.

I dag kom jeg dog på skudhold af denne tårnfalk nede ved Ulvedybet. Afstanden var mindre en 10 meter, men det er også en ganske lille fugl på sølle 35 cm. Og dagens skarpe sol var altså svær at danse med. Men det er i hvert fald mine hidtil bedste fotos af den røde flyver.

Tårnfalken har jo falkeblik, som man siger. Øjne er ganske store og dominerer ansigtet, men det allersmarteste er, at tårnfalken kan se ultraviolet lys. Det er smart, fordi mus markerer territoriet med urin - og musetis lyser altså ultraviolet. Så når musen markerer sit territorium, er den med til at afsløre sig selv over for en af vore bedste musejægere.

Det skete også, mens jeg fotograferede. Desværre fik jeg ikke fotos af selve fangsten på grund af en forbipasserende bil, men falken fløj væk fra og satte sig små 30 meter væk med sit bytte, mens den vogtede over, at der ikke var nogen, der havde set den.

Entreprenørdalen

Et symbol på virkelyst

Jeg har altid været dybt fascineret af Entreprenørdalen i Nuuk. Dette virvar af skure, containere, byggematerialer, kasserede maskiner, nye og gamle snescootere, skinnende firehjultrækkere og rustne kassevogne er simpelthen noget af det mest livsbekræftende, der findes. Et godt eksempel på at hvor der er vilje, er der vej.

Byplanlæggere hader Entreprenørdalen - simpelthen fordi den ikke er planlagt. Det pragtfulde anarkistiske kaos blev til i tressernes og halvfjersernes Grønland, hvor der var plads til initiativ, snilde og opfindsomhed - og hvor enhver, der ville det give den spirende grønlandske nation en hjælpende hånd kunne tjene penge. Her var der ikke så meget snak, for håndværkerne og småentreprenørerne var handlingens mænd.

Her blev man bedømt på det, man gjorde - og ikke på, om man gik i fint tøj. Det var indhold frem for overflade - og det er Entreprenørdalen i en nøddeskal.

Her bliver der ikke ryddet op mere end til husbehov - for Herregud... Tingene skal jo nok flyttes eller bruges en gang. Meget af byggeriet er gamle barakker og containere - for når man mangler plads, så er det som regel noget, der haster - og plads behøver jo ikke at koste en bondegård.

I de gode, gamle dage blev livet også levet i Entreprenørdalen. Her blev drukket bajere, spillet kort og kopuleret, men hvor gjorde man forresten ikke det i gamle dage?

Entreprenørdalen ligner endnu sig selv, men civilisationen er så småt begyndt at holde sit indtog med blandt andet punkthusene på Jagtvej. Men endnu kan man se, hvordan livet blev levet i Nuuk, dengang en mand var en mand - og en bøsse var noget, man brugte på jagt. Og så er Entreprenørdalen simpelthen gefundenes fressen for en fotograf. Der er motiver over alt - både til nær og fjern, hvor fjeldene danner sin helt egen kulisse til dette mylder af menneskelig virkekraft.

Jeg synes sgu, at man skulle frede Entreprenørdalen, inden det er for sent.

Billederne er taget, da jeg var i Nuuk for et par uger siden.

Æblebrændevin

Julesnapsen i støbeskeen

Nu skal æblesnapsen trække en måneds tid i vinkælderen - og så skal der smages... Det lidt særprægede lukke-arrangement med en rejespand
 skal holde æblerne nede under vodkaen, så de ikke bliver iltet.

Søndag var sådan en rigtig efterårsdag med byger. Heldigvis var der vindstille - og jeg begyndte så småt at forberede haven til den tilstundende vinter.

Men som min allerførste embedsgerning denne søndag satte jeg årets julesnaps over. Det er flere år siden, at jeg sidst alvorligt har eksperimenteret med brændevin, men i år skal det altså være - og drømmen er at lave en æblesnaps med et touch af calvados.

Jeg tog tre æbler - discovery af egen avl - og skar dem i mindre stykker. Jeg tilføjede et par kanelstænger og lidt stjerneanis. Og så for at give calvados-præget tilføjede jeg et par spåner egetræ. Det hele blev overhældt med billigste Jeltzin-vodka fra Fleggaard.

Egetræet er lidt af et eksperiment, som er inspireret af de store især oversøiske vinproducenter, der normalt lagrer vin på ståltanke. Her tilsætter man et par solide egeplanker, så vinen får et præg af at være lagret på egefade. Hvis de kan gøre det, så kan jeg vel også...

Nu skal hele herligheden trække en måneds tid, smages til eventuelt med lidt honning og så hældes på et par flasker. Og så er håbet, at resultatet bliver godt og kan forsøde den i forvejen ellers så søde juletid.

Centraliseringens kolde vind

Alt skal væk i Udkantsdanmark

Løhde lød lystig, da hun fjernede
 demensudredningen fra Udkantsdanmark.
Hun blev støtte af Rigshospitalet,
der ligger tæt på Løhdes nordsjællandske
 valgkreds. Foto: Folketinget

Mandag var en uendelig trist dag. Branden på Svinkløv Badehotel berørte os dybt. Velsagtens fordi det var drømmen om at vende tilbage til de gode, gamle dage, der brast.

Hotellet med sit fravær af mobiltelefoner og fjernsyn, og hvor al maden blev lavet i hånden, var en oase, hvor man kunne pjække fra modernitetens ulidelige ligegyldighed og finde ro i sig selv, i en bog eller en god samtale.

Mandag var også dagen, hvor sundhedsminister Løhde fremlagde regeringens demensplan. Løhde er en fin repræsentant for spindesidens spøjse speedsnakkere – et underligt kvindefærd, som partiet Venstre på mystisk vis er så rig på. 

Planen er skåret over den samme læst, som alle andre reformplaner i dette land er skåret over – uanset om regeringen er rød eller blå. Der skal centraliseres, og der skal samles specialister i et såkaldt fagligt miljø.

Løhde lød lystig, da hun orgastisk proklamerede, at hun ville samle demensudredningen i Danmark:

 – Vi skal have en højere kvalitet og samle det på få centre med specialister som neurologer, geriatrikere og psykiatere samlet på et sted, mente ministeren og fik pudsigt nok opbakning af en specialist fra Rigshospitalet – en institution, der samler på den højeste kundskab på sundhedsområdet og i øvrigt har sat nye standarder for svindel med forskningsmidler.

Det lyder tillokkende med alle de specialister i alskens sygdomme, men jeg stoler altså ikke på politikere, der forlanger kvalitet. Vi bør vende hele vort billede af sygdomsbehandlingen om og søge efter specialister i mennesker i stedet for specialister i sygdomme. Det er det, som det gamle system med familielægen praktiserede så glimrende – inden vi fik kvalt de praktiserende læger med krav om dokumentation og præstationskrav, så den almindelige samtale med patienterne efterhånden er blevet umulig.

Det lokale kendskab og kendskab til menneskene betyder meget mere end præstationskrav til antal behandlede patienter – og måske bliver folk slet ikke syge, hvis lægen har tid til at lytte.

Da min gamle mor begyndte at skrante, nægtede hun på et tidspunkt yderligere behandling, fordi behandlingen ikke kunne foregå i de hjemlige og vante omgivelser, men krævede gentagne transporter til det store og fine universitetshospital i Aalborg. Min gamle mor ville – som hun sagde – ikke flyttes rundt som en sæk kartofler, men bare have lov at komme hjem og dø i fred.

Jeg tror ikke på myten om, at centralisering fører til et bedre liv for vore ældre, der bruger den sidste tid i taxaer og ambulancer på vej fra sygehus til sygehus i stedet for vante og trygge omgivelser, og jeg gruer for min tid, når det nye supersygehus i Aalborg Øst står færdigt. Tilværelsen som kartoffelsæk er ikke tillokkende.

Også på politiområdet raser centraliseringens kolde vinde. Politiet skal samles i store efterforskningscentre, som effektivt kan tackle enhver form for kriminalitet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis politiet var til stede ude i samfundet, ville der slet ikke være kriminalitet at opklare, fordi det bliver taget i opløbet. Den gamle landbetjent var guld værd – og for resten ganske billig i drift. Så når politidirektøren har skumle planer om at centralisere, kan det umuligt være sparehensyn, der er motivet.

Nej, det er nok det samme som på Rigshospitalet. Jo større, jo bedre – og så kan man jo også nemmere gemme sig, når man svindler med forskningsmidlerne.

Lad og gentænke velfærdsstaten – og flytte institutionerne og de ansatte ud blandt de mennesker, som de skal de skal tjene. Både læger og politi præsterer bedre, når de er i øjenhøjde med befolkningen.

Lad os tænke i mennesker og varme hænder – for uanset om vi taler om sygdom eller kriminalitet, så lindrer en kærlig hånd mere end noget andet. 

Artiklen er bragt første gang i "På Kanten" i Nordjyske Stiftstidende 30. september 2016.