Det grønne Nuuk

Træer, buske og kunstgræs

Denne gruppe piletræer i Kolonihavnen er
 kommet til, siden jeg flyttede fra Nuuk i 2007.

Der er for mig ingen tvivl om, at Nuuk er blevet en grønnere by, siden jeg flyttede fra den grønlandske hovedstad i 2007.

Små træer og buske er blevet mere dominerende i bybilledet, og der er sørme også kommet mange flere ænder i byens mange småsøer. Hvis man har sans for dramatik, vil det være nærliggende at kalde på de store overskrifter og påstå, at det er følgen af den globale opvarmning og andre vederstyggeligheder. Jeg vil da heller ikke afvise, at klimaændringerne har givet det grønne Nuuk en hjælpende hånd, men jeg tror helt ærligt, at den væsentligste årsag er en større bevidsthed om og interesse for det grønne.

En typisk Nuuk-have på Søndre Hernnhutvej.

Flere og flere husejere synes, at det er sjovt og spændende med lidt småtræer og buske foran huset, og kommunen ser ud til at følge den tendens. Der er blandt andet blevet plantet en klynge træer på parkeringspladsen ved kolonihavnen. Det pynter og det er da sikkert også med til at give byens mange krydstogtturister indtrykket af en pæn og velordnet by.

Fodboldbanen ved Atuarfik Samuel
Kleinschmidt på Lyngby-Taarbækvej.

Men den mest markante ændring til det grønnere er nu idrætspladserne, der tidligere var rene grusbaner. Nu er der kunstgræs på banerne - og kunstigt eller ej: Det pynter - og så er det sikkert også bedre at spille fodbold på.

Om det så er en fordel eller ej, skal jeg lade være usagt. For en del år siden fik det danske 92-landshold i fodbold i hvert fald bank på stadion i Nuuk af de lokale fodboldspillere, som havde meget mere styr på bolden en regnvejrsdag på en mudret grusbane. Det var nu ret underholdende...

Det store piletræ ved havestuen i
Hans Egedes Hus har nu altid været der.

Fodboldbanen i Nuussuaq har nu fået kunstgræs...

Det grønlandske nationalstadion var tidligere en grusbane, som gav
 det grønlandske landshold en voldsom hjemmebanefordel.

En dejlig sensommeraften

Nu er jord og himmel stille...

"Så kom den tid, vi længtes mod..."

Alt er klappet og klart til en god aften med bål-paella.

Onsdag aften holdt Sct. Georgsgilderne i Aalborg det årlige træf for byens spejderledere.

Det er en hyggelig aften, hvor lederne for en gangs skyld ikke skal lede, men kan hygge sig sammen, skabe netværk og udveksle ideer på tværs af korps og grupper.

Aftenen begyndte med en tur i trætoppene i Klatreparken ved Aalborg Zoo - og herefter samledes vi i haven bag Gildeborgen i Hasseris, hvor Henrik og jeg havde tændt op i bålet til en gang bål-paella. Vi er jo ved at have en vis rutine i den operation, så det gik let og smertefrit med at bespise den store flok.

Nu er spejdere jo høflige mennesker, så der var kun ros til maden, men skal jeg være helt ærlig og ubeskeden, så smagte det altså også tossegodt.

Det var en herlig sommeraften, hvor vejret var med os - og det var helt i overensstemmelse med de faktiske kendsgerninger, da vi sluttede med den obligatoriske "Nu er jord og himmel stille...".

Værs'go' - der er serveret...

Fascinerende Nuuk

Fortid og nutid brydes i #colourfulnuuk

Blandt Nuummiut kaldes byen ofte Nuuk York. Det forstår man,
når man ser byens skyline - her de nye punkthuse på Tuapannguit.
Bagved skimtes blokkene på Radiofjeldet. Nedenfor ligger Kolonihavnen
 - en pittoresk bydel, der kan føre sin historie helt tilbage til Hans
Egede, der grundlagde det moderne Nuuk i 1728.
Oprindeligt var Nuuk en sommerboplads.

Nuuk er på mange måder en fascinerende blanding af gammel og nyt. Et syndigt rod af byggestil, der afspejler en rivende og bevægende historie.

Jeg boede i Nuuk fra 1995 til 2007 og opdagede det nærmest ikke, men når man så vender tilbage efter nogle år, er det som om, at alt det nye er ved at få overtaget - og uanset at byggestandarden måske ikke var så god tidligere, synes jeg nu alligevel, at man måske bør fare med lempe - og satse lidt mere på byfornyelse end nybyggeri.

Da jeg lørdag besøgte Qinngorput cirka 10 km fra centrum, hvor der er blevet bygget i næsten asiatisk tempo, siden vi flyttede i 2007, bemærkede jeg blandt andet, at man ikke hilser på hinanden - og altså heller ikke mig - i den nye bydel. Det er bare ikke i orden.

Men fortsat byder byen på masser af fotografiske muligheder, hvor fortid og nutid støder sammen.

Her er foreløbig et par billeder fra første gennemsyn, som Ulla, der er direktør i Business Nuuk, har bedt mig om at tagge  #colourfulnuuk. Det være hermed gjort.

I øvrigt er min fotografiske favorit Entreprenørdalen. Den vender jeg tilbage til en af de kommende dage.

Forrest kirkegården i Nuuk, så lidt traditonelt enfamiliebyggeri
på Nordre Herrnhutvej og i baggrund nogle 70'er-blokke
på Lyngby-Taarbækvej.

Blokkene på Radiofjeldet har byens bedste udsigt. Desværre er de
 stort set ikke blevet vedligeholdt siden midten af 90'er og trænger ærlig
talt til en kærlig hånd.

Husene i Myggedalen var oprindeligt et uniformt GTO-typehusbyggeri
fra 50'erne, men efterhånden har ejerne fået sat et voldsomt personligt
præg på byggeriet gennem utallige til- og ombygninger. Romantisk
ser det ud - og turister tror gerne, at sådan boede grønlænderne
i de gode gamle dage. Men det er som sagt fra 50'erne.
Tidligere boede grønlænderne i tørvehytter.

Entreprenørdalen er et kapitel for sig. Et monument over 60'ernes og
70'ernes Klondike-okonomi, hvor en mand var en mand og så videre.
 Men velfærdsstatens tårnhøje punkthuse for enden af Jagtvej
 trænger sig på...

I Qinngorput bygges der fortsat. De bagerste huse er cirka 10 år
 gamle. Brugsbygningen til højre blev indviet for et par uger
 siden - og bag fotografen ligger mindst lige så mange nybyggede
 huse. I 90'erne og begyndelsen af nullerne lå Dina og jeg ofte i telt i 
weekenderne for at fiske og samle bær og svampe i dette område.

Hjem igen

Efter endnu en nat...

Om få timer går turen hjemover igen med Air Greenlands lille røde flyver fra Nuuk International Airport. Vejret ser ikke ud til at volde problemer på hjemturen. Både her i Nuuk og Kangerlussuaq står den klart vejr, frisk vind i Nuuk og vindstille i Kangerlussuaq. Netop nu - klokken 3.30 er temperaturen i Nuuk 1,9 og i Kangerlussuaq -1,6.

Det har været en flot nat med masser af nordlys i timerne lige før midnat, så jeg var lige ude med kameraet, men har selvfølgelig været noget hæmmet af byens lys og en næsten fuld måne - og så den kendsgerning, at jeg ikke har stativ med mig...

Gildehuset i Godthåb

Afvikling og udvikling

Velkommen til nye grønlandske spejdere...

Gildebror Flemming Enemark fikser de
elektriske installationer i det splinternye køkken.

For et par år siden solgte Sct. Georgsgildet i Nuuk det gamle gildehus.

Huset var stort og gammelt og rummede utallige minder om hårdt arbejde og festlige stunder. Huset var rammen om et gildeliv, der næppe fandtes magen i hele Kongeriget, og det fungerede samtidig som den grønlandske hovedstads spejderhus. Det hele blev holdt sammen af mange ildsjæles arbejde - ikke mindst i tiden omkring det årlige tivoli, der var Nuuks byfest og et arrangement, der sikrede penge til det grønlandske ungdomsarbejde, så det var da med blanke øjne, bæven i stemmen og stort vemod, at beslutningen om at sælge huset blev truffet.

Pavillonen er suppleret med en
container til at opbevare spejdergrejet.

Tiderne er skiftet, og gildet tæller i dag kun en lille halv snes gildebrødre, der fortsat brænder for spejderideen, men som også realistisk indså, at huset var ved at blive en byrde. Det var en gammel tyskerbarak af mere eller mindre gedigne materialer, som krævede et vist vedligehold i det barske grønlandske klima.

Så da lejlighed bød sig, og man fik et tilbud, man ikke kunne sige nej til, blev huset solgt til kommunen for en passende mængde kontanter - og en arealtildeling på næsten samme beliggenhed.
Nogle af de penge, man fik for det gamle gildehus, er derfor blevet investeret i en pavillon, der størrelsesmæssigt bedre passer til gildet og spejderne - og i disse dage er man godt i gang med at færdiggøre arbejdet med det nye gildehus, som jeg besøgte her i weekenden.

Den store sal i det nye hus, der vil blive
rammen om både gildehaller, fester og ikke mindst
gruppemøderne for spejderne.

Det ser godt ud - og specielt glæder jeg mig over, at det nye hus virker noget nemmere at vedligeholde. Et hus må aldrig blive målet i sig selv, men skal netop være rammen om andre aktiviteter - og derfor skal man helst ikke spilde for meget tid på vedligeholdelsen.

Oven i købet er beliggenheden tæt ved stadion og de kunstgræsbeklædte baner en oplagt chance for fortsat at skaffe penge til ungdomsarbejdet. Selv om næsten alt tivoli-grejet er solgt, har man beholdt popcornsmaskinen og en candyfloss-maskine. Ved det nyligt afholdte GM i fodbold solgte tre gildebrødre på en weekend for 10.000 kroner af disse i øvrigt ikke særligt sunde og efter min smag ej heller særligt velsmagende delikatesser...

Det er min overbevisning, at Nuuk-gildet gjorde det eneste rigtige, da man solgte huset - og det er min overbevisning, at de nye og noget mindre rammer skaber et godt grundlag for fortsat spejderaktivitet i Nuuk.

Her ses det nye gilde- og spejderhus i Nuuk på skråningen ved stadion,
hvor der netop er blevet lagt kunstgræs. Til venstre i billedet
 det gamle gildehus.

Charoen Porn

En grønlandsk thai-restaurant

Bemærk, at jeg drikker Faxe Kondi til maden. Jeg var ikke i humør til vin,
 og Kondi er nok den mest populære sodavand i Grønland. Mobilfoto

Thailand har altid været et af de foretrukne feriemål for folk i Grønland - i hvert fald så længe tilbage, som jeg kan huske.

En sælsom blanding af svinekød og kongerejer. Mobilfoto

Derfor virkede det også ret naturligt, da den altid hittepåsomme Svalberg for flere end 20 år siden åbnede thai-restauranten Charoen Porn, som Nuuks første etniske restaurant. Svalle, som han kaldes, var kommet til Grønland nogle år forinden og arrangerede alt fra enkeballer til Miss Grønland-konkurrencer, og var forresten gift med en thai-kvinde, så det var vel kun, hvad man kunne forvente fra den kant.

Charoen Porn var en succes fra første dag. Et eksotisk pust i en arktisk hverdag, men også en restaurant, der tog de grønlandske råvarer til sig - og hvor man kan få blandt andet moskus i adskillige østen-inspirerede varianter.

Charoen Porn er også et fast element, når jeg besøger Nuuk. Maden er rigelig, veltillavet og efter grønlandske forhold relativt overkommeligt rent prismæssigt. Personalet kommer fra Thailand, så det er både høfligt og ganske nydeligt at se på i deres ålestramme silkekjoler.

Selv om Svalberg for længst har forladt skuden og nu er bosat i Thailand, holder konceptet fra halvfemsterne fortsat. Det prøvede jeg lørdag aften, hvor jeg efter en relativ hård uge bare skulle have lidt aftensmad helt alene.

Jeg lagde ud med Pho Pie Gung, der efter kortet skulle være to dybstegte kongerejer. Det viste sig, at rejerne var svøbt i en form for svinerillette med dej uden om lige som forårsruller og så friturestegt. Det smagte ret neutralt, men hjulpet på vej af den tilhørende søde palmesauce var det en herlig forret.

Nua Phad Nam Manhoy - gryderet på thaisk. Mobilfoto

Hovedretten var en af mine traditionelle favoritter: Nua Phad Nam Manhoy, der vel nærmest er en thai-gryderet. Tynde skiver af oksekød i østerssovs med masser af champignons og sprøde grøntsager. Og så risen, der altid er i orden på Charoen Porn, som jeg plejer at spise med masser af soya-sauce.

Jeg ved ikke, hvad det lige nøjagtig er, men soyaen på Charoen Porn er altså bare lidt bedre end den normale købesoya.

Således mæt og tilfreds sprang jeg desserten over og slentrede i den smukke solnedgang over Akia mod den ventende seng på Avannarliit.

Så kom sneen

Gedigent møgvejr

Modsat Danmark, der fortsat vånder sig under sensommerens hedebølge, har vi haft et rigtigt gedigent møgvejr i Nuuk, hvor den første seriøse sne faldt i nat.

Heldigvis lover vejrudsigten, at vejret gradvist vil blive bedre i løbet af dagen - og det skal angiveligt blive både vindstille og skyfrit til natten.

Vintervejret er en grel modsætning til torsdag, hvor det var et flot vejr med sol og vindstille. Jeg var torsdag eftermiddag til rejsegilde på den nye anstalt for domfældte (grønlandsk betegnelse for fængsel). Et gigantisk byggeprojekt til 400 millioner kroner for 8.000 kvadratmeter. Anstalten skal sikre, at forvaringsdømte grønlændere fremover kan opbevares i Grønland.

Nu skal der relativt grove voldsforbrydelser til, for at man bliver dømt til forvaring efter det grønlandske foranstaltningssystem (Det hedder ikke straf), så anstalten skal ikke alene sikre, at de dømte bliver på stedet. Det har også været et vigtigt tema at beskytte forbryderne mod hævnaktioner. Blandt andet er fængselsgården med megen snilde indrettet, så man ikke kan skyde derind fra omliggende fjelde.

Anstalten ligger i øvrigt i et om sommeren vidunderligt område med en fantastisk udsigt mod Sermitsiaq. Selv om det ikke er planen, at der skal være tremmer for vinduerne i den nye anstalt, inspirerede et bindejernsdepot mig imidlertid til dette foto:

Aurora Borealis igen...

Nordlyset svigter aldrig i september-Nuuk

Jeg var - som de fleste mænd i min alder - lige en tur oppe for at besøge toilettet ved halvfiretiden. Og så var der selvfølgelig nordlys.

Henset til omstændighederne havde jeg ikke den store lyst til at rigge til med stativ og det store grej, men et par fotos blev det da til alligevel. Og det skal læserne da ikke snydes for...

Snespurven

Dagens Grønlandsbilleder

Denne lille snespurv holdt mig ved selskab, da jeg
spiste frokost på Karen og Harrys terrasse.

Selvstyre-siloen i den blå time. I baggrunden til venstre ses
Hjortetakken med begyndende sne på toppen.

Lang dags rejse

Tilbage i Grønland for en kort bemærkning

Dagens bedste billede var nok denne snehare, der
tror, at den kan skjule sig.

I Kangerlussuaq mødte jeg min gamle ven, brandinspektør
Knud Pedersen fra Nuuk.

Mandag fløj jeg til Nuuk - og det blev godt nok en lang dag.

Start hjemmefra klokken fem, afgang fra Aalborg kl. 6.20 og ankomst til Nuuk 15.45 lokal tid, altså 19.45 dansk tid. Mellemlandinger i CPH, Kangerlussuaq og Maniitsoq.

Det er lang tid siden, jeg har haft et længere ophold i Kangerlussuaq, men denne gang havde jeg fem timer, så jeg tog en taxa op til Tacan i håbet om at få nogle moskusokse-fotos. Jeg så da også tre stykker, men de var alt for langt væk til at fotografere. Ærgerligt, men vejret var fantastisk. Tre graders frost, vindstille og høj sol. Rigtig grønlandsk septembervejr.

Nu skal jeg lige have styr på tidsforskellen. Det plejer at tage et par dage, før man vågner til normal tid igen. Jeg er i Nuuk for at dække en byggekonference, men jeg håber da på lidt sjov i den kommende weekend - og måske et par fotos af havørne, hvaler eller hvad der nu måtte byde sig til.

Indlandsisen i det fjerne...

Man skal kigge godt efter for at finde moskusokserne, men de er der...

Der er så småt begyndt at komme sne på fjeldtoppene.