Ølhunden glammer...

Weekendens pletskud

Blandt billederne fra lørdagens Ren Ø-dag var
 også dette herlige billede af en rigtig ølhund...

Ren Ø-dag på Øland

Så er Øland pudset op til sommeren

Børnene er selvfølgelig med på Ren Ø-dagen - og det
er bare et ekstra krydderi, når affaldet kan bruges til at lege bryllup.

Det blev til et par godt fyldte trailere med henkastet affald, da Øland Beboerlaug holdt sin årlige Ren Ø-dag lørdag den 2. april 2016.

Godt 50 øboere benyttede lejligheden til en frisk forårstur i det dejlige vejr for at samle affald. De fleste var familier, og det glæder formanden for Øland Beboerlaug Svend Åge Jørgensen.

- Det er selvfølgelig træls, at det overhovedet er nødvendigt at rydde op, fordi folk smider affald ud af bilerne, når de kører. Men jeg glæder mig over, at øboerne altid bakker op om arrangementet og møder talstærkt op. Og når børnene er med, lærer de jo også, at vi alle sammen skal passe på den dejlige natur på Øland, siger formanden.

Svend Åge Jørgensen har stået i spidsen for arrangementet i mange år, og han konstaterer, at det går den rigtige vej.

- Det er ikke så slemt som tidligere. Folk er også flinke til at samle noget op til hverdag, når de er ude – og affaldet ligger især på de veje, som folk ikke bruger så meget til trave- og cykelture.

Svend Åge Jørgensen oplyser, at det især er øldåser og flasker samt affald fra burgerrestauranter, der ligger i grøftekanterne på Øland.

Se billeder fra årets Ren Ø-dag.

Imellem Esbjerg og Fanø

Sømandssang og sildelaug

Røget ising serveret som bakskuld.

Det var ingen aprilsnar, men martsmødet i Øland Sildelaug var altså flyttet til den 1. april. Normalt foregår møderne den sidste fredag i måneden, men i år faldt det så uheldigt, at sidste fredag i marts var langfredag. Og langfredag er en meget upassende dag til den slags aktiviteter, der praktiseres i sildelauget.

Fotografen er ikke meget for slagskygger,
 men den her er da meget sjov...

Så det blev 1. april i stedet. En herlig dag, hvor nogle slog gækken løs, og hvor vejret forsigtigt antydede, at foråret er godt i gang.

Fremmødet var næsten fuldtalligt, og oldermanden bød på en forret bestående af røget ising serveret som bakskuld og som hovedret lammekølle med kartofler, brun sovs og uvist af hvilken årsag også salat. Det er blevet sådan en moderne uskik, at al god mad skal følges af kaninføde - og i dette tilfælde også noget saltet, gammel mælk, der sælges i handelen under navnet feta.

Forretten var som sagt røget ising serveret som bakskuld. Bakskuld er en herlig ret fra vestkysten, hvor man siden 1700-tallet har serveret saltet, tørret og røget ising, der traditionelt nydes med en øl og mindst to dramme - bortset fra Ringkøbing-området, hvor missionen har tag i folk. Her serveres bakskuld med kaffepunch, så man ikke kan se, at det er alkohol, der drikkes.

Ising hører til flynder-familien og hed også dabs eller skulder. Ising blev dengang fanget på kroge påsat liner, der var flere 100 meter lange, deraf navnet langline. Det var fiskerkonerne på Esbjerg Havn, der i det 1700 århundrede satte agn på langlinerne, og kom disse i bakker med 400 kroge. Derfra navnet bakskuld.

Nu var de røgede isinger fra den lokale fiskepusher ikke ligefrem tørrede, men blot røgede. Det forbindrede os dog ikke i at servere dem som bakskuld. Det vil sige lunet på panden i smør og med rugbrød og remoulade.

"Og det var sandelig ingen spøg
imellem Esbjerg og Fanø."

Det gik festligt for sig, for måltidet blev naturligvis indledt med afsyngelsen af den gamle sømandssang "Imellem Esbjerg og Fanø" om skipperen Las' grufulde endeligt i det oprørske hav og skyllet ned med kaffepunch. Sangen var lidt af en magtdemonstration. Der er et betydeligt personsammenfald mellem Øland Sildelaug og Øland Karlekammerkor, så mange af laugsbrødrene har en veludviklet og malmfuld sangstemme - og gamle sømandssange hører til korets repertoire.

Efter fisk, øl og dramme, stod den på kølle med tilhørende rødvin. I ganske rigelige mængder endda, så snakken gik lystigt. Især en opgave pressede sig på i den forbindelse. Der skulle udnævnes en ny giftblander efter at Guld-Børge var trådt ud lauget efter mange års virke.

Børge var giftblander af første grad, men indtil videre kan Hardy nu smykke sig med titlen giftblander af anden grad. Så må vi jo se, hvad det fører til. Vi har i hvert fald store forventninger til den ny giftblander.

Det blev lidt senere end normalt - det er jo sommertid med meget mere - inden aftenen sluttede med Ølandssangen, og vi drog mod hjemmets arne... Eller hvad hun nu hedder...

Hardy kan nu kalde sig giftblander af anden grad.
Inspirationen kommer blandt andet fra O.P. Anderson.

"Kragen" ved tilsyneladende ikke helt, hvad man bruger en dild til...

Lammekølle i moderne udgave med salat, Sønder Økse-kål og tzatziki.

Migrant fra Mellemøsten

Chukarhøne på springtur

Egentlig troede jeg, at det var lidt af en ornitologisk sensation, da dette særprægede stykke fjerkræ dukkede op på parcellen forleden.

Fuglebogen gav i hvert fald ingen hjælp, men lidt søgen på nettet endte i noget, der måtte være en slags stenhøne, der er en slægt i fasanfamilien. Den kunne da også godt minde lidt om en fasanhun, men dog mere farvestrålende.

Den dukkede op igen i dag, men det var nu stemmen, der afslørede den. For på trods af farverne er den temmelig godt camoufleret. Men stemmen var som en forkølet kalkun og meget karakteristisk.

For resten var det heller ingen sensation. Belært af erfaringerne ringede jeg lige til smeden, der straks bekræftede, at den sandsynligvis kom fra hans volierer. Ræven havde været på besøg og havde nuppet chukar-hønsene, men en af dem var altså heldig og undslap Mikkels tænder.

Og nu går den altså rundt nede i baghaven og på naboens mark.

Chukarhøns er meget almindelige i fangenskab her i landet, men den kan sagtens klare sig i naturen. Chukarerne findes naturligt i det østlige del af Middelhavsområdet over Mellemøsten til Mongoliet og det vestlige Kina.

Lærkevej...

På tur langs Fugleflugtslinien...

Bomlærken sang, så man kunne se helt ned til drøbelen...

Hele morgenen og formiddagen er gået i felten med kameraet på en luftig andenpåskedag med let solskin. Det var koldt, men givtigt.

Mit primære mål var sanglærkerne - men som det ses, kom jeg hjem med en bomlærke. Sanglærkerne sang ellers, så det var en lyst.

Turen gik over Ulvedybet til Danserholmene. Herefter et smut i Lille Vildmose, der som bekendt er større end Store Vildmose, og så sluttede jeg af med at besøge hejrekolonien ved Kokkedal.

Det var ikke alt, der var lige så vellykket som bomlærkebillederne. Primært fordi jeg ikke kunne komme tæt nok på. Alligevel bringer jeg blandt andet billedet af gærdesmutten og spidsanden - simpelthen fordi det er første gang overhovedet, at jeg har fået billeder af de to arter.

Red.anm. kl. 19.00: Artiklen er ændret, så det klart fremgår, at det er en bomlærke og ikke en sanglærke. 

"Jeg ved en bomlærkerede, men siger ikke mere..."

Svanerne udveksler hjertensvarm kærlighed.

Der ruges på livet løs i fiskehejrekolonien.

Fiskehejre på sengekanten.

Her er mit livs første gærdesmutte-foto. De sidder
sjældent stille længe nok til at man kan nå at stille skarpt.

Skeænderne lettede for næsen af mig.

Og det er så mit første billede af spidsand. Det er vist nok
 også første gang, at jeg ser en spidsand
- og jeg måtte lige have fuglebogen til hjælp.

Tårnfalk - lidt langt væk - i Lille Vildmose nær Højmosen.

Fasanens farvestrålende fjerdragt er faktisk glimrende camouflage.

Skå'ehatten

Påskefrokost i familien

Annes nye skå'ehat.

Påskelørdag havde min kusine inviteret til påskefrokost på Østvildsund Kro. Det var en passende anledning til at slippe af med lidt gammel gæld.

For flere år siden lovede jeg nemlig Anne at reparere hendes skå'ehat - en trædims, som man blandt andet kan bruge, når man stopper strømper.

Masurbirk på knivskæfte.

Jeg har arbejdet på sagen sådan on-off sidenhen, og det endte faktisk med, at jeg besluttede at lave en ny i stedet for at reparere den gamle. Den lille ny skulle selvfølgelig være i eget design, så det blev til en fin lille sag med skaft af rensdyrtak og masurbirk og et nyt hoved af bøgetræ. Hovedet er drejet, og da jeg ikke selv har en drejebænk, måtte jeg have hjælp til det udefra. Jeg ville egentlig gerne have haft hovedet i masurbirk, men desværre havde jeg ikke en klods i den rigtige størrelse - så det endte altså med bøg.

Familien til påskefrokost.

Masurbirk har sit navn efter Mazurien, et sumpområde i Polen, der er rig på blandt andet birk, men er i virkeligheden bare en genetisk variant af birk, som også findes i her i landet. Masurbirk hævdes at være det nok dyreste og mest eftertragtede råtræprodukt i Skandinavien. Det bliver også kaldt "Nordens mahogni", og prisen kan nemt løbe op i 30.000-50.000 kroner kubikmeteren. Jeg køber af og til nogle små klodser, som jeg bruger til blandt andet knivskæfter. På billedet af knivskæftet ser man tydeligt det flotte mønster i masurbirken, som gør det meget eftertragtet til blandt andet geværskæfter og møbelindlæg - og presser prisen voldsomt op. Man kan læse mere i Naturstyrelsens publikation "Skovens skæve eksistenser".

Forresten blev det en hyggelig påskefrokost med sild, fiskefilet, rejer, mørbradbøf og ost - helt efter bogen - og efterfølgende kaffe i det fri på det højeste punkt på Mors, Selgjerhøj, der når op i hele 89 meters højde.

Kunstplagiater og klimakteriekunstnere

Langfredags shitstorm

Buutis vrede, men rimelige indlæg på Facebook.

En kunstner-wannabe på Mors, Lilli Pedersen, kan se frem til en meget lang fredag i shitstormens øje på Facebook.

Lilli Pedersen, der i følge sin Facebook-profil er uddannet køkkenleder, er angiveligt kunstneren bag plakaten til dette års påskeudstilling i Kulturhus Sydvestmors. Plakaten forestiller en person, der krammer en isbjørn - og det har bragt den grønlandske kunstner Buuti i harnisk, for det er en kopi af et billede, hun malede i 2002 i forbindelse med de daværende Arctic Winter Games i Nuuk.

- Jeg er chokeret... En udstilling er åbnet med et plagiat af et af mine billeder....hvorfor skal vi finde os i at såkaldt kreative mennesker skal plagiere vores billeder? Det gør mig vred, skrev Buuti torsdag aften på Facebook.

Buutis indlæg på Facebook er i nattens løb blevet delt adskillige gange, så jeg spår Lilli Pedersen en træls dag, hvor hun får travlt med at forklare sig.

Jeg har ikke ondt af hende. Det er simpelthen for dumt, det hun har gjort - og jeg håber da, at det ender med en klækkelig erstatning. Dybest set handler det om ophavsret, men det er da kun glædeligt, hvis vi også får sat spørgsmålstegn ved det betimelige i, at alle mulige kvinder i klimakteriet bliver hyldet som kunstnere i snart sagt et hvilket som helst dansk forsamlingshus. Det er da i orden at male som terapi, men hvorfor skal det dog deles med os andre - og når det så oven i købet er plagiater, så er der en anledning til at få sat en stopper for galskaben.

Buuti har en god sag. Jeg kan huske, da billedet blev lavet. Det indgik i en serie med isbjørnebilleder, der blev fremstillet i forbindelse med de arktiske vinterlege i Nuuk i 2002 - og et eller andet sted i mine gemmer har jeg vist også et postkort med motivet.

Buuti, der i øvrigt også bærer efternavnet Pedersen, er en af de mest veletablerede grønlandske kunstnere og har udstillet i Grønland, Danmark, Tyskland, Island,Sverige, Finland, Færøerne og Frankrig. Hun er formand for KIMIK, som er den grønlandske kunstnersammenslutning.

Sagen bliver ikke mindre underholdende af, at udstillingen på Mors blev åbnet af regionsrådsformand Ulla Astman. Hun har efter min mening alle dage været en klam fidus, så hendes medvirken bekræfter bare den gamle talemåde: Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er....

Se Buutis Facebook-profil.

Red. anm. 25. marts 2016 kl 00:20: En forståelsesmæssig formulering er ændret. I øvrigt er billedet nu fjernet fra kunstudstillingens hjemmeside. Morsø Folkeblad og Nordjyske Stiftstidende omtaler sagen i lørdagsavisen.

Påskefugle

Skærtorsdag morgen på Skallerne

Tip til påskefrokosten

Lakserøget sild

Lakserøget sild med røræg og ramsløg-pynt. Så fås det
ikke bedre til påske.

Læsere af bloggen vil vide, at jeg har hang til koldrøget - også kaldet lakserøget - sild. Desværre er de svære at få fat på i Danmark. Gennem de seneste 20 år har de kun været til at skaffe med få, spredte mellemrum.

Men netop nu - op til påske - rygtedes det her til eftermiddag i kenderkredse, at  hver Rema 1000-butik var blevet benådet med 10 bøtter lakserøget sild fra Tenax. Turen gik fluks til Rema i Brovst, hvor jeg indkøbte fire bøtter til eget brug - og varskoede Birger (Oldermand i Sildelauget - en sand kender) om, at nu er det altså nu, der skal handles, hvis den private påskefrokost skal reddes.

Jeg kan nu ikke vente til påskefrokosterne. Så hjemkommet med de nysindkøbte sild, gik jeg straks i gang - og har netop fortæret fire herlige stykker smørrebrød med lakserøget sild, røræg af gode landæg og pyntet med de første spæde, hvidløgsstærke ramsløg-spirer fra haven.

Så nu har jeg det godt - og påsken kan bare komme an. Jeg har lakserøget sild i køleskabet, så det kan slet ikke gå galt...

Vi vil have røde bøffer

Grønlandske landmænd satser på kvæg

Det grønlandske landbrug er inde
i en spændende udvikling.

 - Det begyndte egentlig bare med, at vi havde lyst til røde bøffer.

Sådan fortæller Malene Egede om baggrunden for, at hun sammen med sin mand, Kaava, og sønnen Miki nu driver en mindre kvægdrift på deres fåreholdersted i Igaiiku i Sydgrønland. De har 28 dyr af galloway-racen, der stortrives i det ellers til tider barske grønlandske klima.

Det er nok de færreste danskere, der ved, at interessen for kvægdrift er stigende i Grønland, ligesom mange eksperimenterer med avl af kartofler og andre grøntsager. Det er det varmere klima i Sydgrønland, der er baggrunden for den nye vækstbranche, men landbrug i Grønland er faktisk ikke noget nyt.

Det begyndte allerede i år 975. Det var islandske Erik den Røde, der efter at være dømt fredløs rejste mod vest til det, som han døbte Grønland. Med sig havde han en flok nybyggere og kvæg – og de slog sig ned blandt andet i området ved Igaliku, hvor de oprettede bispesædet Gardar.

Vikingerne var dygtige bønder, der havde succes med kvægavlen og med at dyrke byg. De byggede vandingsanlæg og klarede i det hele taget tilværelsen ganske godt. I Igaliku kan man den dag i dag se resterne efter en kostald, der har rummet flere end 100 dyr.

Klimaet var dengang varmere end i dag, men da det blev koldere i 1400-tallet, var det slut med det grønlandske eventyr – og nordboerne vendte gradvist tilbage til Norge og Island.

Hans Egede mødte udelukkende en grønlandsk inuit-befolkning, da han i 1721 tog til Grønland for at missionere blandt nordboerne. Det blev som bekendt starten på Grønlands nyere historie, der begyndte med, at det dengang dansk-norske rige grundlagde en række handelssteder, såkaldt kolonier.

I 1782 slog norske Anders Olsen sig ned i Igaliku og grundlagde Grønlands første fåreholdersted blandt andet ved at genbruge nordboernes gamle marker og også mange af stenene fra deres bygninger. Sidenhen har fåreholdererhvervet været en væsentlig del af det sydgrønlandske erhvervsliv og kultur – og der findes i dag cirka 40-45 fåreholdere i Sydgrønland. Bestanden af avlsdyr har i mange år ligget temmelig stabilt på omkring 20.000, men ser nu ud til at falde.

Årsagerne til faldet er blandt andet en generelt dårlig økonomi i erhvervet og behov for strukturtilpasninger. Den grønlandske landbrugskommission opgjorde i 2014 investeringsbehovet til at ligge på cirka 191 millioner kroner. Investeringerne omfatter blandt andet nye maskiner og stalde.

Selv om klimaet er blevet varmere, er der fortsat udfordringer. I Igaliku gik det for eksempel galt, da et stort isfjeld for nogle år siden strandede i bugten ved bygden. Kulden fra isfjeldet sænkede sommerens gennemsnitstemperatur i bygden med flere grader og ødelagde kartoffelhøsten.

Der er et stort behov for kunstvanding
 i det grønlandske landbrug.

Sommeren sidste år var rekordvarm, men bød til gengæld på tørke. Det ramte fåreholderne hårdt. Mange steder var høsten af græs til ensilage 40 procent af normalen. Naalakkersuisut, det grønlandske selvstyre, måtte derfor skride til en støtteordning til importeret vinterfoder. Men også her drillede vejret. Tidligt islæg i fjordene gjorde, at den danske marine måtte træde til med isbrydning for at få foderet ud til fåreholderne.

Sommeren 2015 var lidt af øjenåbner for mange – og det blev klart, at kunstvandingsanlæg er en forudsætning for fortsat landbrugsproduktion i Grønland.

Uddannelsen af de grønlandske fåreholdere foregår på forsøgsstationen Upernaviarsuk nær Qaqortoq. Uddannelsen tager tre år og omfatter foruden teori også praktik i enten Norge eller Island. I det hele taget har de grønlandske fåreholdere et tæt samarbejde med Island – og man benytter blandt andet det islandske avlsprogram Fjärvis i fåreavlen.

Den grønlandske landbrugskommission foreslår, at uddannelsen tilpasses det nye og varmere klima, sådan at eleverne får mulighed for at specialisere sig i enten husdyrhold eller planteavl. Desuden anbefaler kommissionen, at eleverne får mulighed for en længerevarende uddannelse, så de ender enten som agronom eller hortonom.

Agurker produceret i Grønland.

Det er for resten en spændende oplevelse at besøge forsøgsstationen Upernaviarsuk. Her bliver fremtidens grønlandske landbrug grundlagt med spændende forsøg. Det er lidt ligesom troldmandens værksted,  og det er en imponerende oplevelse at stå med udsigt til isfjelde og spise grønlandsk producerede jordbær.

Forsøgsstationen har også stor succes med agurker produceret i drivhus. En agurk fra Danmark koster i Grønland cirka 25 kroner – og Brugsen i Qaqortoq tager fornuftigvis næsten samme pris for lokalt producerede agurker. Da man undgår dyr luftfragt, er det en rigtig god forretning.

Udover jordbær, agurker og tomater fra drivhusene har forsøgsstationen også succes med blandt andet salat og gulerødder dyrket på friland – og det peger i høj grad på fremtidige forretningsmuligheder for det grønlandske landbrug.

Kartoflerne fra Sydgrønland er i øvrigt et kapitel for sig selv. De er sygdomsfri – antageligt på grund af jordens særlige beskaffenhed. Gennem de senest år er produktionen steget, men produktionen er stærkt svingende på grund af vejrforholdene med risiko for både kulde og tørke i den korte vækstperiode. I 2010 blev det til 140 tons, men kun 47 tons året efter. Den grønlandske landbrugskommission mener derfor, at det er for risikabelt kun at satse på kartofler alene. Kartoffelavlen bør derfor være i kombination med husdyravl.

Og så er vi tilbage ved familien Egede i Igaliku. Det, der startede som en lyst til røde bøffer, er ved at udvikle sig til et erhverv.

Oprindeligt startede man med fire jersey-køer, som man overtog fra Upernaviarsuk. Men det var ingen succes, fortæller Malene Egede:

- Det var jo malkekvæg – og som grønlændere er vi opvokset med importeret langtidsholdbar mælk. Så den friske mælk faldt faktisk ikke i god smag. Men vi har altid haft lyst til at eksperimentere – og har haft både heste, gæs, ænder og kalkuner i tillæg til vores 600 moderfår. Derfor købte vi i 2012 otte galloway – syv kvier og en tyr.

Bestanden er nu er blevet til 28 dyr. Det skal gerne blive til flere, for økonomien er meget bedre i kvæg end i får, mener Malene Egede.

- Galloway er velegnet her i Grønland. Den har to lag uld og klarer sig fint i kulde. Den er nøjsom og kan sagtens klare sig i lang tid med bevoksningen i fjeldet. Og så er det alt andet lige nemmere. Udbyttet fra en ko svarer til cirka 20 lam, forklarer Malene Egede

Det er hun ikke ene om at mene, for rundt omkring i Sydgrønland dukker kvæget op flere og flere steder. I 2014 blev der slagtet 25 dyr på slagteriet i Narsaq, Neqi A/S, der netop er blevet moderniseret og udvidet, og som også importerer lam fra New Zealand for at holde produktionen kørende. De fleste andre kvægavlere satser på dexter-racen, der er lige så nøjsom som galloway-kvæget, men også noget mindre af vækst.

Rigtigt grebet an er der store muligheder i fremtidens grønlandske landbrug. Udover at bidrage til den til tider vaklende grønlandske økonomi i form af sparet import, er det også vurderingen fra den grønlandske landbrugskommission, at landbrugsproduktionen kan få betydning for turismen i form af ”bondegårdsferie” og ikke mindst udviklingen af grønlandske specialiteter. Her er der for resten også muligheder for tangproduktion i de grønlandske fjorde.

Det grønlandske landbrug står over for store muligheder i takt med klimaændringerne, der i Grønland bedst kan betegnes som klimaforbedringer. Men ude i horisonten lurer ulven også. Mange mener, at en eventuel kommende uranudvinding ved Narsaq kan spænde ben for distriktets fødevareproduktion.

Det bliver spændende at følge udviklingen i de kommende år.

Artifklen var første gang trykt i Nordjyske Stiftstidende 20. marts 2016.

Book et foredrag om grønlandsk landbrug.