Danica Gin

Den gode smag og smagsdommeriets overdrev...

Tre slags gin linet op til prøvesmagning.

Jeg blev begavet med en flaske gin til jul. Den glade giver var min søster - og som hun har for vane, var det en gave lidt udover det almindelige.

Det var nemlig en flaske dansk gin, der sjovt nok hedder Danica og stammer fra bryggeriet og mikrodestilleriet Braunstein i Køge.

Fredag aften efter ribbensstegen var der stemning for en gin og tonic - og hvorfor ikke tage hul på den nye flaske? For GT er sådan set mit eneste forhold til gin. Jeg er ikke sart - alle slags gin kan bruges, og med tonicvand og is som dominerende elementer er råvaren jo også nærmest ligegyldig.

Konklusionen blev, at Danica Gin skal
 drikkes rent - og ikke er egnet til Gin og Tonic.

Alligevel - nu det var en lidt speciel gin - ville jeg gå lidt mere systematisk til smageriet. Jeg fandt en flaske Bombay Sapphire og en flaske Tanqueray i barskabet. Det var dem, der stod nærmest, men et eller andet sted har jeg altså også en flaske Beefeaters. Men to slags må være nok, mente jeg, til et forsøg på komparativ analyse af den danske gin.

Grundlæggende er gin ikke andet end enebærbrændevin. Opfundet i 1600-tallet i Holland, hvor den kaldes Genever. Det er blevet forvansket til det engelske gin, som angiveligt har holdt imperiet oppe i dets højtidsstunder - og det var da også i Indien, at engelskmændene opfandt GT. For i Indien var der malaria, og tonic indeholder kinin, der modvirker malaria - så drinks med tonic var et stort hit blandt de engelske kolonister.

Herudover ved jeg, at verdens bedste gin angiveligt stammer fra Plymouth i Sydendland, at Tanqueray i Storbritannien betragtes som et lidt intellektuelt mærke i lighed med cigaretmærket King's herhjemme - og at Bombay Sapphire er et næsten nyt produkt lanceret i 1987 netop med henblik på at blive blandet i Gin og Tonic. Brandet ejes af Bacardi, der med den blå flaske har skrevet reklamehistorie - og hvem kender ikke Bombay Sapphires markante og elegante blå flaske?

Det var altså min paratviden, og nu sad jeg så i fredagsbaren med tre små glas gin foran mig og skulle prøve at formulere en eller anden mening om forskellen mellem de typer gin.

Jeg lagde ud med Tanqueray, og jeg kan ikke sige meget andet, end at den smagte af gin. Så kom turen til Bombay Sapphire - og det var en helt anden oplevelse. Næsten ubehagelig og stærk i smagen som gammeldansk, vil jeg sige. Nogle vil måske sige barbersprit, og den skarpe smag af kvan slår i hvert fald i gennem. Men det er jo egentlig indlysende nok, at når Bombay er udviklet til at spille sammen med Tonic, så skal der være mere smæk på smagen. Bombay indeholder også 11 forskellige krydderier mod Tanquerays fire - og så er der ikke kvan i Tanqueray.

Efter Bombay kom turen til Danica Gin og igen en helt anden smagsoplevelse. Nærmest intetsigende blid sammenlignet med Bombay Sapphire - og til at drikke rent uden de store problemer. Lidt feminin i det var min tanke. Danica er fremstillet på spiritus af korn, rosenkronblade, de bedste krydderier og rent, dansk kildevand. Rosenkronblade! Så jeg har nu nok ret i mine anelser om, at denne gin er feminin.

(Den var i øvrigt god nok. Jeg har tjekket Danicas hjemmeside - og det er meningen, at den skal drikkes rent for eksempel til mad.)

Så kom turen til Gin og Tonic: Normalt blander jeg det 1:3 - og det gav slet ikke mening med Danica Gin. Tonicen, der selvfølgelig er fra Schweppes, overdøvede fuldstændig gin-smagen. Så den fik en ordentlig sjat oveni - og vi var på noget, der ligner 50/50, før jeg kunne smage ginen. Det er farlige sager, for Danica Gin holder altså næsten 45 procent i alkohol.

Konklusionen på det hele er, at Danica Gin skal på bordet sammen med snapsen, næste gang vi byder på frokost - og så holder vi os til Bombay, Tanguray eller Beefeater, når vi skal have GT her i huset.

Men i øvrigt kan det være nok med al det smageri. Spiritus skal jo ikke drikkes for morskabs, men for virkningens skyld, siger den gamle viking. Og hvis man får meget gin, kan man jo bare gå i Ginseng, kan man...

Kernebideren

Fugle omkring brættet

Kernebider.

Det er måske lidt trivielt for læserne, men bær over med mig.

Jeg tænker på alle de fotos, som jeg lægger på bloggen af fugle på foderbrættet. Men det er altså en kilde til evig morskab for mig at lave billederne. Det er jagten på det ultimative fuglefoto, der lokker - og for hver 20 billeder jeg tager, er der altid mindst et, som har noget af det rigtige i sig.

Så jeg bliver ved lidt endnu. Fredag var en god dag. Stort set ingen vind og klart frostvejr. Sådan en dag giver trængsel på foto-foderbrættet. Især kernebideren holder jeg af i øjeblikket. Den er lidt større end de andre fugle, og så har den et imponerende næb, som kan trykke med en kraft svarende til40 kilo.

Kernebiderne er standfugle, men vi ser dem kun sjældent om sommeren. Til gengæld flokkes de gerne om foderbrættet her ved vintertide - og jeg har da stort set dagligt besøg af et par stykker.

Solsortemor.

Gråspurv.

En lidt forpjusket blåmejse.

Bogfinkehan.

Sneflokke kommer...

Til pølserne på rækkerne...

Udsigten til stabilt og varigt vintervejr stemmer sindet mildt. Også selv om der skal ryddes sne...

Egentlig var det tanken at gå en ordentlig tur i skoven og nyde den nyfaldne sne. Men det var altså ikke lige dagen, for der var jagt. Jeg forlagde udflugten til Blokhus, hvor der ikke var så forfærdelig meget sne, men mågerne flokkedes i luften som snefnug...

Under alle omstændigheder er udsigten mod baghaven et smukt syn på denne tid...

Wrooom

Drengedrømme på højt plan

Forskellen på drenge og mænd er som regel prisen på deres legetøj.

Det blev endnu en gang bevist, da jeg onsdag var inviteret forbi Aalborg Mini-Racing Klub på Karlskogavej. Her blev der leget med modelracere på højt plan.

Ikke fordi sådan en bil er specielt dyr. Den kan erhverves for under 1.000 kroner. Men selve banen rykker altså i forhold til Scalextric-banen på drengeværelset.

Klubben har en enorm bane anbragt i en fabriksbygning med tilhørende værksted og pitstop-bar. Man kan køre 8 biler samtidigt på den 44 meter lange bane, hvor farten på langsiden er i omegnen af 60 km i timen.

Det var et fint sted at fotografere - og det var egentlig også anledningen. Jeg fik mit foto og lidt til - og mon ikke jeg vender tilbage til stedet en gang, når der skal være konkurrence også... De små biler er i hvert fald ganske fotogene...

Skovtur

I skovens dybe, stille ro...

For en gangs skyld har vi ikke haft blæst i dag. Det skulle udnyttes.

Valget stod mellem at kløve brænde eller gå en lang tur i skoven med kameraet. Turen sejrede, og jeg kaldte det efteruddannelse.

For det var bestemt ikke den mest indlysende dag at fotografere.
Skoven var mørk og stille. Der er vel nogen, som kunne finde på at kalde det dystert. Oven i halvmørket lå disen tæt som gule ærter, og fuglene var bestemt ikke særligt aktive. Bortset fra en flok småfugle og et gåsetræk, en enkelt musvåge og så rundt omkring skovduernes karakteristiske vingeklapren.

Her er en håndfuld fotos fra dagens høst - uden yderligere kommentarer.

Forsinket nytår

Truttelut

Fredag aften var vi til nytårsgildehal med de gamle spejdere. Det foregik i krypten under Hasseris kirke og er en god, gammel tradition, som det ikke er nødvendigt at skrive en masse om.

Men nu havde jeg tilfældigvis kameraet med, så jeg kunne da lige så godt tage et par billeder. Og det blev blandt andet til dette fornøjelige billede af Dina. Hvad hun selv mener om billedet, ved jeg ikke i skrivende stund - men det finder jeg jo nok snart ud af...

Forsinket julekort

Et ekstra pift

Oppe i Øland Skov ligger Skovridergården - en smuk gård i gule mursten fra 1940 i tidstypisk dansk arkitektur. Beliggenheden omgivet af træer giver gården et vist eventyrpræg, der passer ind i enhver julefortælling om nisser og andet godtfolk.

Skovridergården er bolig for skovejeren, Mette Glarborg, og hun er ikke blind for mulighederne. Så da julen nærmede sig blev der pyntet op efter alle kunstens regler. Det fik jeg nogle gode billeder af i juleferien, men det ville jo være flottere og et klart ekstra pift med sne på.

Chancen bød sig i allersidste sekund næsten. Fredag dryssede sneen ned det meste af dagen - og jeg tog igen forbi Skovridergården ved skumringstide. Det kom der et par rigtige julekort ud af - så jeg tøver ikke med at bringe et forsinket julekort her på siden - tillige med et par billeder fra før sneen faldt mildt over Øland.

Frosties

Vinterbilleder fra Øland

Der var ikke så mange fugle at se i dag, men ved Bjerget vraltede
denne knortegås rundt og nippede til det frosne græs.

Så er det endelig blevet rigtig vinter med frost og sne.

Uanset om man kan lide det eller ej, er  der efter det varme efterår noget befriende over frosten og den pivende østenvind. For det er tegn på, at tingene alligevel ikke er helt af lave - og vi kan få lidt vinter som sædvanlig. Og frost er netop, hvad vi har brug for netop nu, så planterne stopper væksten og utøjet fryser ihjel. Så sent som i juledagene fik jeg et myggestik - og det er altså ikke meningen, at man skal have den slags om vinteren...

Smukt ser det også ud med frosten. Allerede mandag begyndte isen at lægge sig på fjorden og i går kom så Ulvedybet med. Det skete faktisk på lige godt to timer... Ret fascinerende....

I dag fik vil lidt sol. Dagen er også tiltaget med mere end et kvarter, og det kan mærkes om eftermiddagen. Så det blev til en tur rundt på Øland med kameraet i dag. Her er lidt af dagens fotografiske høst.

Ulvedybets udløb i Gjøl Bredning er stadig isfrit.

Klik på billedet, så det bliver større. Så kan du se, hvor det er taget...

Vi har mange svaner på overvintring i øjeblikket.

Fasankokken har fået funklende ny yngledragt og spankulerer
 nu bare rundt og venter på, at damerne får øjnene
 op for hans herligheder.

Som kæmpeæg ligger ensilage-rullerne fortsat på markerne med saftigt
vinterfoder til kreaturerne. Men da kvæget har gået ude indtil
for et par dage siden, har der ikke været det store aftræk.

Ulvedybet frøs til på et par timer i går - og i
 formiddags fik isen så et drys sne og det hvide look.

Pommes Anna

Verdens bedste kartofler

Selv om finishen ikke er perfekt, ser et pommes Anna-tårn
 alligevel flot ud, når retten serveres.

Kartoffelskiverne lægges tæt i lag akkurat som tagsten.
 Der krydres og pensles med smør mellem hvert lag.

Nytårsaften fik vi pommes Anna som tilbehør til krondyrs-mørbraden.

Pommes Anna er helt bestemt min favorit, når der skal laves kartofler - og jeg vil lige dele opskriften, for det er ikke så svært, men det kræver tid og i bogstaveligste forstand måske også lidt knofedt.

Læg lagene skiftevis den ene vej
og den anden vej, så de ligger helt tæt.

Pommes Anna er kartoffelskiver, der er gratineret i smør under pres, så de efter afkøling er en forholdsvis kompakt masse, som man kan skære.

Det laver man ved at beregne rigeligt med kartofler og endnu mere rigeligt med smeltet smør. Kartoflerne skrælles og skives på et mandolinjern. Pas på fingrene. Der smutter nemt en negl eller to - det er det, jeg ovenfor kalder knofedt.

Kartoffelskiverne lægges omhyggeligt i et fad i tagmønster. Først den ene led, pensles så med smør, så den anden led og påny pensling samt lidt salt, peber og hvidløg og så videre.

Når alle kartoflerne er lagt i fadet, lægger
man et stykke bagepapir over.

Når man er færdig med kartoflerne, lægges et stykke bagepapir oven på og det hele trykkes godt sammen med et andet fad. Så skal kartoflerne i ovnen ved 200 grader i 45 minutter. Kartoflerne tages ud, køles af og sættes i køleskab til dagen efter.

Oven på papiret stiller man en skål
 til at presse kartoflerne sammen.

Inden serveringen skærer man kartoffelmassen i passende stykker - eller stikker dem eventuelt ud med en udstikker, så man får en søjle af kartoffelskiver. Jeg valgte nytårsaften sidstnævnte løsning, der i øvrigt giver en del overskudsmateriale, der så kan bruges som nem mad dagen derpå.

Kartoffelsøjlerne eller blokkene anbringes på et stykke bagepapir i en bradepande og bages i cirka en halv time ved 200 grader, til de er gyldne på overfladen. Søjlerne løftes over på tallerkenen med en paletkniv - og er klar til anretning.

Når kartoffelmassen er kølet af og stivnet, kan man
 skære eller stikke portionsanretninger ud, som bages yderligere en halv
 time i ovnen umiddelbart inden servering.

Et godt bette måltid...

Nytårsmenuen

Terrine af foie gras med salat, friske figner,
 cornechoner og reduceret balsamico.

Så er vi klar til at gå til bords.

Så er nytårsaften overstået - sådan godt og vel.

Aftenen forløb glimrende og helt efter planen. Vi var et lille beskedent selskab beståede af smedens og så os selv - altså fire mennesker i alt. Jeg havde planlagt en menu bestående af fem retter, som skulle spises i tiden mellem Dronningens nytårstale og midnat.

Det lykkedes ret godt. Vi satte os ved bordet ved syvtiden og var færdige et kvarter i midnat, men så havde der selvfølgelig også været tid til at lave maden og ikke mindst strække benene mellem retterne.

Jørn er en ørn til at anrette.

Damerne strakte benene, mens Jørn - altså smeden - og jeg var i køkkenet. Vi er i forvejen vant til at samarbejde i et køkken, når vi er i sildelauget - og Jørn er en sand kunstner udi anretning. Forresten er han også mesterbager, så han selvfølgelig medbragt et hjemmebagt overflødighedshorn til midnatstimen.

Til nytårstalen drak vi Champagne - min favorit Veuve Durand fra Aldi, der for det første er til at betale og for det andet smager mange gange bedre end mange mousserende vine i samme prisklasse.

Vi lagde ud med en terrine af gåselever. En dåse bloc de foie gras (presset gåselever) var råvaren, som jeg et par dage forinden havde fundet frem og delt let med en gaffel. Det blev lagt i en form sammen med lidt andesky, salt og peber samt en sjat Armagnac, hvorefter alt luft blev presset ud af massen. Derefter sat i køleskabet i et døgns tid for at trække. Så blev terrinen sat i ovnen i et vandbad ved 150 grader, som man slukker for med det samme - og når ovnen en halv times tid senere er kølet af, er terrinen færdigbagt. Den skal herefter tilbage i køleskabet og trække et par dage mere inden brug.

Terrinen blev serveret med lidt salat, cornechoner og friske figner. Det hele blev dryppet med en dressing af reduceret balsamico.

Hertil drak vi et par flasker Gewürtztraminer fra Alsace fra en kasse, som jeg købte, da Metro havde ophørsudsalg. Gewürtztramineren er angiveligt det bedste valg til netop foie gras - og under alle omstændigheder har den en perfekt balance mellem det tørre og det søde, som gør, at de fleste mennesker holder af den.

Vi kørte videre med Gewurtztramineren til anden ret, der var kammuslinger i hummersuppe. Det er ren convenience-food, for jeg laver den med en færdig hummersuppe fra Royal Greenland, der spices op med en sjat cognaq og en sjat fløde. Det tager ikke mange minutter at lave. Kammuslingerne dumpes i, når man slukker for suppen, så de kun lige bliver pocheret. Hvis de koger med, bliver de seje.

I løbet af aftenen fik vi besøg af flok efterskolepiger, der
 havde fået bevilget udgang i anledning af nytåret.

Tredje ret var vinbjergssnegle - og det hører også til en af de nemme retter, hvis da ellers man har bestik og tallerkner til snegle. Det har vi ikke, så jeg ristede nogle skiver toastbrød i hvidløgssmør og serverede sneglene herpå. Canapé-stikkere gjorde det ud for sneglebestik.

Til sneglene drak vi en drøntør sherry af PX-typen fra Malaga - en såkaldt seco anejo fra Gomara. For det meste er PX-sherry meget sødt, men netop den her er tør og velegnet til store mængder fed hvedløgssmør,

Aftenens kødret var mørbrad fra kronhjort. Hurtigt stegt på pande med pommes Anna, lidt rosenkål af egen avl, østershatte og en sauce af stegeskyen med lidt fløde. Hertil fik vi et par flasker Saint-Emilion Grand Cru fra 2007, som jeg en gang er blevet begavet med. Oprindelsen taget i betragtning var det en forbløffende let og frugtduftende vin.

Femte og sidste ret var en klassiker fra firserkøkkenet - den berømte friturestegte camenbert. Som oftest serverer jeg en catering-version, men denne gang var den lavet fra bunden med trekanter af Le President som var dobbeltpaneret og stegt i rygende varm rapsolie i cirka 30 sekunder. Det dur og smager fedt, da osten ikke var helt ny. Den blev serveret med solbærsyltetøj - og vi nød et glas af Oscar Davidsens ultrafede solbærrom hertil.

Så ringede rådhusklokkerne og vi kunne gå ombord i overflødighedshornet ledsaget af spansk Cava. Det var trods alt sidst på aftenen, men til gengæld røg der så et par flasker indenbords.

Således mætte og tilfredse kunne vi konstatere, at nok en vellykket nytårsaften var i hus.

Kammuslinger med hummersuppe.

Vinbjergsnegle på toast ristet i hvidløgssmør.

Mørbrad af krondyr med pommes Anna, rosenkål og østershat.

Fritteret camenbert med solbærsyltetøj.

Så er det nytår og på tide at sætte ild til overflødighedshornet.