Intet interesserer mig mindre end damehåndbold, men det har ikke undgået min opmærksomhed, at Danmark endnu en gang har deltaget i et VM uden at vinde - på trods af at håndboldpigerne har charmeret seerne, blevet nationens darlings og har gjort det så godt, at der ligeledes endnu en gang blev tændt håb om medaljer. Men sådan skulle det heller ikke gå denne gang.
Det giver mig anledning til at gentage, hvad jeg sagde for nogle år siden, mens jeg endnu boede i Norge: "Håndbold er et spil for bonderøve. Derfor har Danmark rimelig succes med spillet - men af samme grund må nordmændene nødvendigvis vinde..."
søndag den 18. december 2011
Håndbold
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/18/2011 10:19:00 PM
1 kommentarer
lørdag den 17. december 2011
Røget mørbrad
Røget mørbrad er noget af tidens mest populære pålæg - og med en røgeovn i baghaven er det oplagt selv at lave det. Så det har jeg så gjort i den forløbne uge.
Lørdag morgen var det så tid at prøvesmage produktet - var det lykkedes?
Ja, det mener jeg. Mørbraden har en flot gylden overflade, den er mør og smager fantastisk. Jeg var lidt bange for, at den måske ville blive lidt tør i det - for det bliver mørbrad jo nemt, men det er bestemt ikke tilfældet, så den kan jeg godt være bekendt at sætte på julens frokostborde.
For de teknisk interesserede kan jeg oplyse, at mørbraden er saltet i en 7% lage i halvandet døgn og tørret i to døgn. Den er røget over bøgesmuld i cirka 16 timer ved 25 - 35 grader.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/17/2011 09:41:00 AM
0
kommentarer
fredag den 16. december 2011
Cineast
Torsdag aften fik jeg en helt ubeskrivelig lyst til en biograf-tur.
Det er bestemt ikke noget, der sker hver dag - så det var bare med at komme af sted. Så vidt jeg lige husker, er det faktisk 10 år siden, at det sidst skete. Det var storfilmen Pearl Harbor, der lokkede - og sikkert også årsagen til, at jeg er noget træt af at gå i biografen, for den film var ærlig talt lidt af en skuffelse sammenlignet med den fantastisk flotte flyverfilm Tora Tora Tora fra 1970.
Jeg har ellers i mine yngre dage holdt meget af biograf-mørket. Jeg blev nærmest flasket op med det i teenage-årene, hvor jeg havde et fritidsjob som kontrollør i Farsø Bio, der forlængst er revet ned - og i årene i Aalborg var jeg da en flittig gæst i biograferne både af lyst og rent professionelt.
Men nu skulle det altså være. Allerhelst havde jeg set Tintin i Spielberg-fortolkningen, men den slags betragtes åbenbart som børnefilm og vises derfor kun om eftermiddagen. Så ud af et udbud af mig ubekendte film, hvoraf jeg faktisk vil betegne de fleste som børne- eller ungdomsfilm, endte valget på jadakkernes nye epos Den sidste rejse, der er lanceret som en genopdagelse af den forlængst datoudløbne Jydekompagniet.
Filmen har fået helt fantastisk dårlige anmeldelser, så der var sådan set ingen tvivl om, at det måtte være en film netop for mig.
Og hvad skal jeg sige? Tjaaah, det er i hvert fald en højst alternativ komedie med de to muntre gutter i en temmelig sort tjubang-historie. Filmen har et umiskendeligt strøg af instruktøren Lasse Spang Olsens morbide trang til at aflive persongalleriet brat og voldsomt. Egentlig ikke så ringe med gode referencer til jydebrødrenes hidtidige karriere, men skæmmet af et sparebudget, der nok gør filmen mere velegnet til TV end det store lærred og biografmørket - og det er temmelig sikkert også det gustne overlæg bag. Men OK, der er lavet film med 100 gange så stort et budget, som er mere kedelige - og jeg tror nu nok, at det nemt kan blive en vane at komme i biografen igen.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/16/2011 05:21:00 AM
1 kommentarer
torsdag den 15. december 2011
Stor skallesluger
Det er ikke fordi, årstiden ligefrem indbyder til at kigge på fugle i den helt store stil. Det er koldt, blæsende og ikke mindst regnvejr - og så er det altså mere hyggeligt at sidde inden for med fødderne oppe og ild i brændeovnen.
Men onsdag eftermiddag fik vi da et glimt af solen - og jeg tog en tur ned til Ulvedybet for lige at se, hvad den lokale natur har at byde på netop nu.
Der var selvfølgelig masser af fugle, især ænder, svaner, gæs og forskellige vadefugle. Men når vejret er lidt uroligt, foretrækker de ofte at ligge lidt væk fra kysten, hvor brændingen ikke er så voldsom, så set fra en fotografisk vinkel bød dagen nu ikke på det helt store.
Dagens mest spektakulære oplevelse var nok en stor flok stor skallesluger. Ud for dæmningen var der mellem 20 og 30, vil jeg gætte på. Som ynglefugl er den ikke særlig almindelig, men til gengæld har vi mange vintergæster i blandt andet Limfjorden. Og når de netop holder til foran dæmningen, er der nok også en god forklaring. DOF's hjemmeside konstaterer lakonisk, at den store skallesluger ikke er uden kulinarisk sans. I Danmark lever den således af ål - og netop ud for dæmningen er der en del ål. Faktisk har egnens eneste tilbageværende ålefisker i sæsonen sine åleruser her.
Nu er de gode folk i Dansk Ornitologisk Forening jo så ubetinget glad for fugle, at de ikke vil skrive, at den store skallesluger tager brødet ud af fiskernes mund, men det er jo nok det, som der alligevel står mellem linjerne, men vi skal jo alle være her - både ål, fiskere og den store skallesluger.
Forresten er de norske fiskere heller ikke særligt begejstret for den store skallesluger. Det norske navn for fuglen er laksand - og det siger jo nok noget om fuglens forfinede kulinariske tilbøjeligheder.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/15/2011 06:37:00 AM
0
kommentarer
onsdag den 14. december 2011
Lofoten - mellem fjelde, hvaler og klipfisk...
Jeg er netop begyndt at modtage bestillinger på mit nyeste foredrag, som handler om Lofoten.
Her er et uddrag af beskrivelsen:
En rejse til Lofoten er en odysse mellem fjelde, hvaler og klipfisk – og det oplevede Jesper Hansen, da han i 2000 boede på de forblæste øer i godt et halvt år i forbindelse med et ophold på Lofoten Folkehøjskole. Her blev det til rensdyrjagt med de lokale samer, masser af nætter i den fri natur på jagt og fiskeri og ikke mindst det traditionelle torskefiskeri i en ægte nordlandsbåd, som nedstammer direkte fra det klassiske vikingeskib.
Lofoten er en samling øer ud for den norske vestkyst. Her er klimaet mildt, men blæsende og regnfuldt – og her har man siden Arilds tid produceret verdens bedste klipfisk.
Jeg havde premiere på foredraget for en måneds tid siden i en fyldt sognegård i Farsø - og det virkede som om, foredraget blev godt modtaget.
Læs mere her, ring eller skriv for at høre nærmere og få et godt tilbud.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/14/2011 11:49:00 AM
0
kommentarer
Fra spindoktorens Twitter...
Er til stort kaffebord i ministerens kaffeklub. Der er det hele - både rævekager og lækager...
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/14/2011 11:33:00 AM
0
kommentarer
mandag den 12. december 2011
Rosenkål
De seneste ugers hårde vestenvind har været lidt hård ved rosenkålene - flere af planterne er væltet - og her i weekenden besluttede vi derfor at bjærge høsten.
Det er nu ikke fordi jeg tror, at der kunne være sket det helt store ved at lade dem blive siddende en tid endnu. Rosenkål er hårdfør - og lidt frost og blæst tager de såmænd ingen skade af. Men med sidste uges nattefrost bliver jeg også nødt til at tænke på risikoen for, at der måske kunne komme en hare eller et rådyr ind i haven - og føle sig fristet af de lækre og energifyldte bladknopper.
Jeg har tidligere på efteråret haft besøg i rødkålen - og naboen mente dengang helt bestemt, at det var et rådyr, som lige havde nappet lidt rødkål til dyreryggen. Det er nu ikke fordi jeg har beviser i den anledning. Jeg har aldrig set andet end hans køer i nærheden af baghaven - men han siger, at han flere gange har oplevet rådyr i sin have.
Indtil videre har jeg nu ikke set andre rådyr på parcellen end det, som ligger i fryseren. Men da rosenkål jo er en glimrende garniture til netop dyreryg - og det i øvrigt i skrivende stund står på menuen for nytårsaften - tænkte jeg, at det måske var en ide at få bjærget rosenkålen nu, mens vejret er til det.
Det er forresten lidt af et pillearbejde - sådan at høste rosenkål. Heldigvis er vi to til det - og så er det jo ingen kunst.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/12/2011 11:21:00 PM
0
kommentarer
søndag den 11. december 2011
Sild i lange baner
Årets sidste møde i Øland Sildelaug bød ikke overraskende på sild i lange baner.
Jul er jo traditionel sildetid - og hvad en mand ikke kan gøre, det kan de mange, så ved fælles hjælp tilbereder man sild til de mange julefrokoster, så laugets medlemmer og deres venner og bekendte ikke skal døje med fabrikkernes massefabrikerede sild.
Her blev der tilberedt kryddersild, saltsild og marineret stegt sild med kærlig mandehånd til julen. Specielt den stegte sild, selvfølgelig paneret i rugmel, er lidt af et hit - og der blev stegt på livet løs hele den første del af mødet.
Denne sildeaften - hvor der naturligvis ikke var nogen, som kom for silde - sluttede med et forsvarligt måltid naturligvis bestående af sild og lidt brændevin af den stærke fra Aalborg samt en masse god mandesnak. Herefter kunne laugsbrødrene så gå hver til sit med masser af gode sild under armen til den forestående højtid.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/11/2011 08:32:00 PM
0
kommentarer
Muuuh...
Forleden morgen var jeg i gang med at tænde op i røgeovnen nede i baghaven, da dagen gryede sådan lidt op ad formiddagen.
Mens jeg nussede med morgenpligterne, fik jeg selskab af en af naboens køer, der nysgerrigt iagttog den smågale mand og hans roden rundt.
Koen stod forsagt og genert og gemte sig bag laden, men nysgerrigheden var alligevel for stor til, at den kunne lade være med at titte betuttet frem.
Nu forstår jeg ikke helt, hvorfor dette smukke eksemplar af et af vore vigtigste husdyr er så genert. For hun er da et rigtigt pragteksemplar med våd mule, et sørgmodigt blik og vakre krøller på vinterpelsen - en rigtig model, som helt sikkert kan gøre sig på et dyrskue, hvis noget sådant ellers findes mere.
Og selv om en ko er et endog meget stort dyr, var jeg helt tryg ved dens tilstedeværelse. For koen er et beskedent og fredeligt dyr, der næppe kan gøre andet end en flue fortræd - og som kan passe sig selv, bare der er lidt græs at gumle på. Hyggeligt er det med sådan lidt selskab - og når det endelig skal være, foretrækker jeg så absolut selskabet fra en godmodig ko, der ikke stiller de store krav om opmærksomhed - og ej heller larmer meget mere end et fredsommeligt muuh. Det kan nabolagets hunde virkelig lære noget af.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/11/2011 06:28:00 AM
6
kommentarer
lørdag den 10. december 2011
Svanegang
Vinterens komme har gjort livet lidt sværere for fuglene. For det må unægtelig være lidt af en overraskelse for en af årets svaneunger at opdage, at vandet lige pludselig er stift.
Her har man hele sommeren svømmet rundt i det stille søvand i Farsø sø - overlevet angreb fra sultne gedder og uvorne møgunger, lært at undvige glubske rovfugle og måger - og så en morgen kan man pludselig ikke længere svømme rundt.
Så er det godt, at en erfaren svanemor kan lægge sig i spidsen og svømme i konvoj med ungerne gennem isen. For svanen skal jo - ligesom avisen - ud.
Jeg fandt dette sjove billede af en svanekonvoj - svaneunger i gåsegang fristes man til at sige - forleden formiddag i Farsø. Der var et tyndt lag nyis på søen - og fuglene var unægtelig lidt forvirrede over den ny situation. Men da en knopsvane kan blive helt op til 40 år, er der ingen tvivl om, at svanemor har prøvet det før - og derfor med kendermine kan føre svællingerne, som ungerne også kaldes, sikkert gennem isen.
Svaneparret i Farsø sø har i år haft stor succes med ynglen. Der blev i forsommeren udklækket hele ni svællinger, og indtil videre er der kun to, som er gået til de evige svaneagre. Svaneparret i søen er det første i en årrække - og de flotte fugle nyder derfor stor opmærksomhed i byen.
Knopsvanen blev for nogle år siden kåret som Danmarks nationalfugl i en afstemning foranstaltet af Danmarks Radios Poul "Dus med dyrene" Thomsen.
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
12/10/2011 10:01:00 AM
0
kommentarer