Skadefryd

Da jeg stod op tirsdag ved fem-tiden, var der et vældigt leben i busken ud for bryggerset. Det var to husskader, der var i gang med at molestrere busken fuldstændigt og levede således fuldstændigt op til myten om "den tyvagtige skade".
Men i virkeligheden er der nok snarere tale om skadefryd. For de to husskader er helt sikkert et par, som er i fuld gang med at bygge rede. Husskaden er et intelligensvæsen, og den forstår udmærket, at man kan brække tørre grene af en busk ved at tage fat med næbbet og så demonstrere imponerende flyvefærdigheder ved at vrikke frem og tilbage. Det er der helt ærligt ikke mange fugle, som kan.
Og foråret er jo en "frydefugl" tid for fuglene. De danner par og skal snart give generne videre til en ny generation af små husskader - kort sagt enhver fugls drøm om en normal og rolig familietilværelse.
Skadeparret er sammen om at bygge reden og holder normalt sammen hele året - også uden for yngleperioden. Hvis en skade af en eller anden grund forsvinder fra sit territorium, samles en række bejlere til et såkaldt skadegilde, hvor de konkurrerer om den ledige plads under megen skrig og skrål.
Navnet skade er afledt fra oldnordisk skate, som betyder en lang, spids genstand. Navnet har altså ikke noget at gøre med ordet skade i betydningen defekt.

Ha' det
Jesper

Hvidvinget måge

Isbjørnen i det grønlandske nationalvåben er et stærkt symbol, men egentlig ikke det helt logiske valg. For isbjørnen er ikke noget specielt grønlandsk. Der findes jo også isbjørne i andre dele af Arktis - Canada, Alaska, Svalbard og Rusland. Ja, sågar på Island kan man støde på en isbjørn i ny og næ.
Hvis de grønlandske politikere virkelig havde ønsket noget helt specielt grønlandsk, skulle de have valgt den hvidvingede måge. Det er nemlig den eneste dyreart, som kun findes i Grønland og ikke nogen andre steder.
Den hvidvingede måge minder mest af alt om en gråmåge, men er lidt mindre og kan kendes på vingespidserne, som er helt hvide. Fuglen yngler i kolonier på fuglefjelde op til 100 meters højde. Føden er hovedsagelig småfisk som ammassat (lodde), som den fanger fra havoverfladen - og som alle grønlændere holder den meget af sortebær (revling) i sæsonen.
Selv om den hvidvingede måge er helt speciel for den grønlandske fauna, må den lide den tort, at dens engelske navn er "Icelandic Gull". Denne misforståelse skyldes, at det første videnskabeligt studerede eksemplar af racen var en vildfaren fugl, som var endt i Island på det tidspunkt, hvor Linnés taksonomi blev udviklet.
Det grønlandske nationalvåben med en stående isbjørn er fra 1989 og tegnet af den grønlandske kunstner Jens Rosing som en videreudvikling af isbjørnen fra det danske rigsvåben. Men hvor isbjørnen i det danske rigsvåben pænt følger heraldisk tradition, valgte Rosing til alle heraldikeres rædsel at følge naturen og lade isbjørnen hæve den venstre pote. For i virkelighedens verden er isbjørnen nemlig det, som vi lidt nedsættende kalder kejthåndet. Den detalje diskuterede de længe i de lange vinteraftener på Grønland dengang i '89.
Måske de i stedet skulle have diskuteret, om ikke den hvidvingede måge er et bedre motiv? Det ville da have været ganske kækt og mindre traditionelt med en måge i våbenet.

Ha' det
Jesper

Slaget ved Helgoland

Søndag var årsdagen for slaget ved Helgoland. Denne sømilitære mindedag markerer det sidste søslag, som den danske marine har været involveret i. Det skete i 1864 og er noteret som en sejr i tabellen, men som så ofte i dansk krigshistorie var det en operationel sejr, der ikke kunne bruges til noget som helst på det strategiske plan.
For allerede den 18. april var skanserne ved Dybbøl faldet. Den danske befolkning var krigstræt og på tidspunktet for slaget var der allerede indgået aftale om våbenhvile med virkning fra den 12. maj, men på grund af den tids dårlige kommunikations-teknologi var det ikke nået frem til enhederne i Nordsøen. Krigen endte som bekendt senere på året, da våbenhvilen sluttede og Jylland blev løbet over ende af de preusssiske tropper. Der sluttedes våbenstilstand 20. juli og ved fredskonferencen i Wien måtte Danmark den 30. oktober afstå Holsten og Sønderjylland, så den jysk-tyske grænse endte ved Kongeåen.
Slaget ved Helgoland var et led i bestræbelserne på at opretholde en dansk blokade af de nordtyske havne. Blokaden blev håndhævet af den danske nordsø-eskadre under ledelse af den senere viceadmiral Edouard Suenson. Nordsø-eskadren talte blandt andet Fregatten Jylland, der i dag er Ebeltofts flotteste turistattraktion. Omhyggeligt renoveret og dokket i et stort oplevelsescenter, der nok er et besøg værd.
Jeg har altid interesseret mig for maritimt håndværk og har været på Fregatten Jylland adskillige gange, siden jeg som dreng ofte kom i Ebeltoft, hvor min mormor og morfar boede.
I weekenden var vi til familiefest på Hotel Ebeltoft Strand, som ligger lige ved siden af Fregatten Jylland. Da vi søndag formiddag skulle forlade Molbo-hovedstaden, skete det til tonerne af hornmusik og eksersits fra en til lejligheden hidkaldt deling marine-soldater. Ej heller medlemmer af den lokale marineforening med ordner og faner manglede.
For Slaget ved Helgoland var som sagt en sejr - og en sådan "finest hour" bør selvfølgelig fejres. Der har jo ikke været så mange sejre, så det gør noget. Nederlaget i 1864 førte til gengæld til en en åndelig revolution i Danmark. Vi fik andels-bevægelsen, hedeselskabet og folkehøjskolerne i årene efter - og dermed blev det danske velfærds- og videnssamfund sådan set grundlagt. Og så fik vi jo en lille fjer i hatten igen, da tyskerne pænt måtte levere Sønderjylland tilbage i 1920. Men det er en helt anden historie...

Ha' det
Jesper

Røget renhjerte

Torsdag spiste jeg frokost sammen med kollegerne i Tromsø. En fin lille afskeds-sammenkomst som foregik på "Emmas Under" - et af Tromsøs gastronomiske fyrtårne.
Her - som så mange andre steder - er tidens dogme lokale råvarer, som på godt pædagogisk norsk hedder "kortreist mat".
Som hovedret faldt jeg for en lokal specialitet, som jeg faktisk har prøvet en gang før for en halv snes år siden: Røget rensdyrhjerte, her garneret med en fin salat med en tynd, sød flødedressing og rødbeder.
Det smagte fint - og min eneste anke var sådan set tjeneren, som i mangel af fornuftig arbejde vimsede omkring bordet hele tiden og partout skulle fortælle os, hvad det var, vi spiste. Jamen Herregud - det kunne man da se på tallerkenen. Sværere er det da ikke. Forresten er der en pudsig tendens til på moderne high-end restauranter, at tjenerne skal være klædt som kokke med langt forklæde og kokkeskjorte. Det bliver man imidlertid ikke kok af, og hun måtte gå den tunge gang til køkkenet for at få svar på et spidsfindigt spørgsmål om den chokoladekage, som vi nød til dessert. Hehe...
Jeg har som sagt fået røget rensdyrhjerte før. Det var dengang i 2000, hvor jeg var med en samisk familie på "reinsamling". Det har jeg fortalt lidt om tidligere her på bloggen, men jeg har i mellemtiden fundet nogle billeder fra turen, som også fortæller lidt om røgeprocessen.
Samerne er jo oprindeligt et nomadefolk, som bor i telte. Teltet minder om en tipi, men det hedder altså en lavvu på samisk - og det er bestemt dårlig stil at kalde det for en tipi.
Midt i lavvuen er der et ildsted til madlavning, og røgen siver ud gennem en åbning i toppen. Det udnytter man til at anbringe for eksempel et rensdyrhjerte i røgåbningen - og så går hele røgeprocessen helt af sig selv. Samlet omkring ildstedet ser vi min værtsfamilie fra 2000 - pudsigt nok hed de Hansen til efternavn. Lokaliteten er et sted på Hinnøya - Norges største ø, som ligger klemt inde mellem Lofoten og fastlandsnorge.
Det sidste billede har jeg mest medtaget for kurøsitetens skyld, men her ser vi bloggerens sovepose og så den riffel, som spillede en væsentlig rolle i historien, som jeg fortalte i januar.


Ha' det
Jesper

Dørtræk

Jeg har fået min bil tilbage efter tyveriet i påskeferien - oven i købet i relativ uskadt stand.
Det skal jeg selvfølgelig være taknemmelig for, men oplevelsen er alligevel til at overskue. For bilen vil for mig aldrig blive den samme igen - snavset og med en forkert duft af fremmede mennesker, som den er. Heldigvis er jeg ved at være færdig med jobbet i Norge, og bilen bliver sat til salg i morgen.
Men jeg - og politiet - undres alligevel. Her gik vi og troede, at bilen var blevet eksporteret til Østeuropa - og så blev den fundet på Andøya nede i nærheden af Lofoten. Parkeret og pænt aflåst foran sygehuset i Andenes og nærmest den stik modsatte vej af Østeuropa. Andøya ligger nærmest ude i Nordatlanten - fjernt fra al ting.
Endnu mere forbløffende er det, at skurkene på cirka 10 dage har præsteret at køre 3.000 km - og det vel at mærke i en noget anden kørestil end min egen. Jeg synes da selv, at jeg kører frisk til den, men jeg har analyseret tallene fra kørecomputeren. I de to første år af bilens levetid er der kørt 35.000 km med et gennemsnitligt forbrug på 5,6 liter diesel pr. 100 km svarende til cirka 17,8 km/l. Tyvene har brugt 434 liter diesel til at køre de 3.000 km, hvilket svarer til et forbrug på 14,5 liter pr. 100 km eller 6,9 km/l. Sagt med andre ord svarer det vel til, at de har kørt hele vejen i første gear med speederen i bund!
Det har eddermaneme været dørtræk, så det klodser - sagt sådan lidt vulgært. Dørtræk er et godt dansk ord for det engelske dirt track og har altså ikke noget at gøre med, at det trækker ind ad døren. Det er mit indtryk, at udtrykket er sådan lidt på retur, men det kan man læse mere om i Nyt fra Dansk Sprognævn, som viede en hel artikel til ordet i nr. 2 sidste år.

Ha' det
Jesper

Foto: Wikimedia Commons

På spring

Alting grønnes i disse dage, hvor løvet og sommeren står på spring.
Det er en forunderlig tid, hvor omgivelserne skifter udseende så hurtigt, at man knap kan følge med.
Den ultimative bebuder af lyse og varme tider i Danmark er bøgen, der netop springer ud i de samme dage, som den europæiske del af verdenskrigen i sin tid sluttede. Det er så symbolsk, at det næsten virker arrangeret.
Tirsdag morgen tog jeg til Nordnorge - og må derfor vente et par dage med at se bøgen fuldt udsprunget. Men som det ses er vores store bøg midt på parcellen godt i gang. Af en eller anden grund kommer hækbøgene altid lidt senere.
Bøgen er jo en del af den danske nationale bevidtshed - udødeliggjort af Adam Øhlenschläger i nationalsangen "Der er et yndigt land". Men bøgen er også roden til ord som bog og bogstav. I vikingetiden skrev man breve ved at tage et passende stykke af en bøgegren og skærer runer i den. På gammel dansk hed bøgen bog - og en sådan runestav blev altså en bogstav - heraf betegnelsen for skriftsprogets mindste elementer. Og fordi bogstaver nu er indholdet, får vi ordet bog, som er spredt fra de nordiske sprog til de angelsaksiske med ordet book. I de engelsktalende lande hedder et bogstav ellers letter - ordet som er blevet deres for brev.
Vi skal lige have med, at bog også er det danske ord for bøgens frugter. De kan være mere eller mindre talrige. En fælles betegnelse for bøgens og egens frugter er olden - og når der er mange af dem, så taler vi om et oldenår. Det er endnu for tidligt at sige, om 2010 bliver et sådant. Men oldenår var gode år for bønderne - for tidligere ernærede bonden sine grise ved at lade dem gå løse rundt i skovene og rode olden. Og på et oldenår blev fedegrisen ekstra stor.
Det skal vi ikke bekymre os om nu. Blot nyde at sommeren er på vej - og at landet i de kommende dage bliver klædt i det smukkeste lysegrønne løv.

Ha' det
Jesper

Endnu et entreprenør-projekt

Faste læsere af nærværende blog vil vide, at jeg har en hemmelig last - jeg er skabs-entreprenør.
Denne tilbøjelighed giver sig udslag i, at jeg kaster mig over større jord- og stenarbejder uden at have den mindste faglige forudsætning for at udføre arbejdet korrekt - og altid med ømme muskler og værkende ryg til følge. Men tilfredsstillelsen ved at kunne sige "færdigt jordarbejde" har langt overskygget kroppens advarselssignaler.
Jeg har hele vinteren gået og puslet med en ide om at indrette en større del af baghaven til urtehave og kartoffelrækker ved ganske enkelt at fræse græsplænen op. Men da først sneen var smeltet, og vi kom i gang med jorden, stod det klart, at det var en dårlig ide. Jorden er simpelthen for dårlig og fyldt med sten og byggeaffald. Men for et par uger siden sad jeg så i min gamle havestol og nød de første stråler af forårssolen. Og pludselig kunne jeg se, hvordan den skulle skæres. Baghaven skråner svagt mod øst og naboens gårdsplads, hvor den slutter i et stendige. Hvorfor ikke anlægge urtehaven ved at fylde god jord oven på den dårlige, så den blev en terrasse, hvor jordoverfladen flugter med overkanten af stendiget?
Nu er der ikke så langt fra tanke til handling, når først den lille entreprenør vågner, så jeg fik fat i 25 kubikmeter muldjord. Det lyder ikke af meget, men det er faktisk et helt lille bjerg, når det skal flyttes i en trillebør - og det er altså nødvendigt, da det ikke er muligt at komme til i området med større maskiner.
Så jeg har knoklet som en lille hest hele weekenden, og konturerne til min urtehave begynder at tegne sig. For et skrivebordsmenneske som mig er det en fantastisk tilfredsstillelse at se, hvordan man kan skabe store resultater ved simpelt muskelarbejde. I første omgang handler det om at få cirka 40 kvadratmeter klar i løbet af en uges tid, så vi kan få kartoflerne i jorden. Dernæst skal jeg selvfølgelig være færdig med opfyldningsarbejdet - cirka 40 kvadratmeter yderligere..
Når det så er sket, skal hele arealet selvfølgelig befæstes og der skal anlægges adgangsvej. Hvis ellers jeg kan få fat i nogle billige (læs: gratis) kampesten, er min plan at lave befæstningen som et stendige. Adgang skal ske gennem ad en kampestenstrappe i den vestlige del af diget samt en kørerampe ovre ved drivhuset og kompostbeholderen. Det vil blive smadderflot og kræve masser af muskelarbejde det meste af sommeren - så det ser jeg frem til med stor fornøjelse.

Ha' det
Jesper

Explozione gigante

Da jeg stod op i dag, blev jeg mødt af en voldsom værthushørm i køkkenet og bryggerset.
Det kunne der for så vidt ikke have været noget mærkeligt i, hvis altså det ikke lige var fordi, jeg vidste, at vi ikke har rørt spiritus her i huset i flere dage.
Et hastigt kig i vinkælderen, der i al enkelhed kun er afskærmet fra bryggerset med et forhæng, afslørede kalamiteten. På gulvet lå en afskudt prop - og gulvet klistrede i øvrigt voldsomt. Proppen kom fra en flaske Moscato D'Asti, som åbenbart havde givet efter for det indre tryk i nattens løb.
Moscato D'Asti er en sød, men glimrende alkoholsvag, mousserende vin, der afkølet er velegnet til frugt og desserter. I folkemunde også kendt under det mere nedsættende udtryk Spumante. I modsætning til normale mousserende vine er proppen ikke sikret med ståltråd - og det er åbenbart en svaghed. I hvert fald har jeg aldrig før oplevet, at en flaske vin sådan har proppet sig op - helt af sig selv.
Nu skal man jo ikke græde over spildt mælk, men når det er vin, så er det jo en helt anden sag, så jeg ærgrer mig da lidt. Flasken var en gave, og den havde været en passende ledsager, når vi om føje tid skulle have premiere på en forhåbentlig givtig jordbærhøst af egen avl.
Men omvendt kan man jo så glæde sig over, at der er saft og kraft i italiensk vin. Ustyrlig som en italiensk togproducent, som de nok ville sige hos DSB...

Skål og godmorgen
Jesper

CPH

På store og dyre filmprojekter har man en medarbejder, der alene har til opgave at sørge for continuity. Det vil sige, at vedkommende skal sikre, at en person i en scene for eksempel ikke lige pludselig skifter mellem at være barhovedet og så bære hat. Funktionen er vigtig, for continuity-fejl kan være ganske generende.
Det er tydeligt, at den ellers meget roste TV2-serie CPH om livet i Københavns Lufthavn er en rigtig lavpris-produktion, hvor man overhovedet ikke har bekymret sig om continuity.
Jeg har ikke haft lejlighed til at se serien som helhed - og ved derfor ikke om det er et generelt problem, men det var ganske skæmmende i søndagens afsnit. Her skulle man blandt andet følge en kvinde med flyskræk på hendes første flyvetur fra København til Gøteborg.
Vi ser kvinden gå ombord i et SAS-fly af MD-80-typen. Så klippes der til take-off fra CPH, hvor vi ser en Airbus A-340. Efter et kort interview ombord i det flyvende fly klippes der til landingen i Gøteborg/Landvetter (GOT), hvor det sørme er en Boeing 737, der lander. Endelig ser vi kvinden forlade flyet, der nu som ved et trylleslag er forvandlet til en MD-80 igen.
Er de forvirret, kære seer, ja, så er der ikke noget at sige til det.
Det er simpelthen for dårligt af TV2 og Nordisk Film, at man ikke har styr på den slags detaljer. Useriøst - helt ud i den blå luft...

Ha' det
Jesper

Foto: Arne V. Petersen, Københavns Lufthavne A/S

Verdensarven

Sidste søndag var jeg på en fantastisk sejltur på Ilulissat Isfjord, der ikke uberettiget er optaget på UNESCO's verdensarv-liste. Selv om man måske skulle mene, at jeg efterhånden har set de isfjelde, jeg skal se, kunne jeg ikke lade være med at bruge kamaraet flittigt - vel vidende at fotos slet ikke kan gengive denne fantastiske isverden. Isfjeldene er store - kæmpestore - og farverne er et mangfold af hvide, grønne og blå nuancer tilsat lidt gråt, brunt og sort.
Det er en verden for sig selv, som skal opleves - ikke på en computer, men i virkeligheden og gerne på en dejlig forårsdag, hvor solen brænder fra en skyfri himmel. I mangel af ord vil jeg lade billederne tale for sig selv...



















Ha' det
Jesper