søndag den 23. november 2025

Det går fremad, men...

Projektdagbog

Det går fremad, men ikke så hurtigt, som jeg havde håbet. Tidsplanen er skredet lidt, for jeg havde satset på at være færdig med alt det store malerarbejde her i weekenden.

Men jeg mangler fortsat vestvæggen samt småtingene - loftsbjælker, gulvlister og et par vindueskarme. Jeg har deadline torsdag, så jeg skal til at have fingeren alvorligt ud af hullet.

Det var loftet, der drillede. Nedvaskning og afdækning tog meget længere tid, end jeg havde regnet med - og det blev også til et par overspringshandlinger. Jeg er ikke særlig vild efter at male loft. Det er besværligt, når man fra naturens side er skabt med ringe højde. Så det bliver den rene stroppetur op og ned ad stigen i ofte akavede stillinger.

I løbet af ugen måtte jeg også bruge et døgns tid på at reparere LP-reolen, som ikke er skabt til de tunge plader - og som har truet med at falde fra hinanden gennem flere år. Det er en elegant og spinkel designer-sag af fabrikatet Quadrant, som matcher Bang og Olufsen ganske godt. Den er nu forsynet med en håndfuld vinkelbeslag inderst inde, hvor man ikke kan se det - og så håber jeg, at den holder.

CD-reolerne er også kommet op. De hænger endnu ikke helt lige, men det kan løses - og det haster ikke så meget.

Jeg skal være færdig med alt malerarbejdet torsdag, hvor elektrikeren kommer for at installere de sidste af de nye kontakter og hjælpe med at hænge lamper op. Den slags er nemlig heller ikke nogen spidskompetence, når man er ringe af vækst - og i øvrigt er blevet alvorligt langsynet på de gamle dage. Jeg kan simpelthen ikke se og nå de små skruer i installationerne samtidigt.

Aftensmaden søndag stod på fjerdedags-gule ærter. Torsdag lavede jeg 30 kuverter i Sct. Georgs Gildet i Aalborg. Den lækre søbemad faldt i god jord sammen med blandt andet hjemmesprængt nakkekam. Jeg fik da også kun ros for maden. Men det er nu ganske unødvendigt - for jeg elsker at lave mad til mange mennesker. Det er en slags passion for mig - og det skal jeg naturligvis ikke have tak for. Fornøjelsen er helt på min side.

Ingen kommentarer: