Fra den royale front
Sjældent er jeg blevet så flot modtaget, som da jeg mandag eftermiddag var et smut i Skagen. Fra Bunken og opefter stod folk langs vejen med dannebrogsflag og vinkede. Jeg kvitterede med et royalt vink - velvidende at det nu nok var kongeparret, der var anledningen til den flotte modtagelse.Jeg var i Skagen for at hilse på min gamle ven Alfred, der om aftenen var inviteret til reception på kongeskibet. Alfred havde valgt en helt særlig måde at komme til Skagen på.Han er tidligere Sirius-fup, og han var sejlet fra Nibe til Skagen ombord på Slædepatruljens gamle patruljefartøj Arnaq, der i sin tid var stationeret på Ella Ø. Nu hører båden hjemme i Nibe - ejet af skibstømreren Ole Stephansen, der var med på den to døgn lange tur til Skagen.Arnaq er det, som vi i Grønland kalder en nummerbåd - en lille trækutter, som kom til Sirius som ny i 1966. Motoren siger duk-duk-duk, sådan som en gammel fiskerbåd skal sige. Arnaq var ved Sirius frem til 1997 og går på en god dag 6 knob.Alfred har et helt særligt forhold til Arnaq. Da han i 1970 kom til Daneborg, blev han dagen efter sendt til Ella Ø i to måneder for at reparere motoren, hvor stemplerne var brændt. Det var han den helt rigtige mand til, for før militærtjenesten var han uddannet maskinarbejder på Hundested Motorfabrik.Da Kong Frederik har et særligt forhold til Sirius, fik Ole og Alfred den ide at invitere kongen på fisketur i Arnaq, nu hvor han alligevel var i Nordjylland. De to skrev til kongehuset, der venligt meddelte, at det havde hans majestæt desværre ikke tid til i et presset program, men kong Frederik var så glad for det flotte tilbud, at der fulgte en invitation til mandag aftens reception ombord på Dannebrog.Så blev der taget kontakt til havnemyndighederne i Skagen, der bevilgede en kajplads ved den kaj, hvor Dannebrog lå. Det var et sjovt syn. På den ene side Dannebrog stor og mægtig - og på den anden side Arnaq lille og undseelig.Alt dette - historien om Alfred, Arnaq og også Kong Frederik bliver til en artikel i Sermitsiaqs juletillæg til december, så min historie her på bloggen er bare en teaser.Da jeg nu var i Skagen, var det egentlig min plan at spise aftensmad på en af fiskerestauranterne på havnen. Men der var alt for mange mennesker på grund af det royale besøg, så jeg kørte hurtigt hjem over Tversted og Hirtshals-motorvejen til et par håndmadder på gårdspladsen i den stille aften.Men det var nu heller ikke så ringe. For i køleskabet lå en røget ål, som jeg købte i Hvalpsund, da jeg søndag middag spiste frokost på Havnens Røgeri.Jeg fik da også et glimt af Mary og Frederik i Skagen. Kongen var iført orange dynevest - og jeg tænkte på filmen Tilbage til fremtiden. Kendere af filmen vil vide, hvad jeg mener.
Donating blood after the main racing season
16 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar