Min fedeste bil
Kommunen i Nuuk - Kommuneqarfik Sermersooq - har netop sat en 36 år gammel Toyota Land Cruiser HJ61 til salg.Den bil kender jeg bedre end de fleste. Det var min firmabil i årene 2000 - 2007. Jeg var meget glad for den, for det var virkelig kram - og jeg er helt sikker på, at den nok skal blive solgt, selv om den har mange år og mange kilometre på tælleren. For det er en rigtig drengerøvsbil med en politisk ukorrekt 4,2 liters dieselmotor, der sandsynligvis ikke kan slides op.Lyden af den store motor var en del af oplevelsen, men det var nu også ret betryggende at vide, at den store, tunge bil havde kræfter nok til det meste. Jeg har en enkelt gang i Dødemandssvinget i Nuussuaq været i autoværnet med den i glat føre. Det gik voldsomt ud over autoværnet, mens bilen ikke havde så meget som en skramme.Jeg overtog Land Cruiseren i 2000 efter Nuup Kommuneas navnkundige driftsleder Stanislaw Waclewic, der blandt andet havde ansvaret for vejvæsen og snerydning - og derfor havde brug for en bil, der kunne køre altid og overalt. Da han fik en ny Land Cruiser, blev bilen malet om til civil - fra gul til bordeaux - og den tjente mig, informationschefen, trofast de næste syv år.Efter at jeg forlod Nuuk i 2007 gik den tilbage tilbage til Materielgården og blev igen malet om til den gule vejvæsen-farve.Jeg nåede at køre omkring 70.000 kilometer i den. Da jeg afleverede bilen, stod tælleren på 269.000 km. I dag 18 år efter har den i følge salgsopslaget rundet 506.100. Så uden at have set den i den nuværende stand vil jeg da gætte på, at der er mindst lige så mange kilometer tilbage i bilen - i hvert fald for den rette køber med hænderne skruet rigtigt på.Mindsteprisen er sat til 45.000 kroner. Bud skal være afleveret senest 12. februar kl. 12.00.Jeg har altid holdt øje med min gamle øse, når jeg er i Nuuk. For et par år siden fik jeg et billede af den foran Brugsen.
Appeal not upheld
8 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar