Nytårstalen

Forsinket forsæt

Fredag aften havde jeg fornøjelsen at være aftenens festtaler, da Sct. Georgs Gildet havde nytårsgildehal. Her er manuskriptet - med det store forbehold, at jeg sjældent holder mig til det. Når jeg taler, lytter jeg meget til tilhørernes reaktioner - og lægger så lidt til og trækker noget fra, så det forhåbentlig bliver en morsom oplevelse. Og for resten begynder jeg altid med en anekdote eller noget andet, som relaterer sig til den konkrete situation, så jeg begyndte med en historie om nogle sproglige misforståelser i forbindelse med et fyrværkeri i Nuuk.

-------

Så er det værste overstået. Vintersolhverv. Nu bliver dagene gradvist længere igen. Aktuelt er dagen allerede tiltaget med 17 minutter her på kanten af Limfjorden – og nu går det stærkt. To til tre minutter i døgnet – og jeg så faktisk de første spæde erantis i jorden her til middag. Krokusserne har længe været undervejs – for slet ikke at tale om hasselbuskene, der har blomstret livligt siden slutningen af november…

Og selv om nogen måske føler, at det er lang tid siden, så har det næsten lige været sommer – for vinteren kom sent i år. Først den 19. november var det blevet så koldt, at blomsterne skulle i vinterkvarteret på værkstedet.

I gruppen brugte vi en af de allersidste rigtige sommerdage til en gruppetur til Livø. Det blev en herlig tur – og for mit vedkommende et gensyn med den smukke ø, som jeg første gang besøgte allerede i slutningen af 60’erne med mine forældre og Sct. Georgs gildet i Farsø. Vi sejlede derover med en fiskekutter – og det, jeg nok bedst husker, var Farsø-spejdernes tidligere tropsfører, Hans Lundsgaard, der efter indtagelse af det meste af en flaske whisky gav den som galeonsfigur på turen hjem med fiskekutteren.

Senere – i 1971 – var vi på sommerlejr på Livø. Måske den bedste sommerlejr i mit liv. Lejren var lidt improviseret, og vi havde ikke det store program, men til gengæld Livø næsten for os selv. Så vi indrettede latrin med hul i jorden og en rafte at skide på på Livøs højeste punkt med udsigt mod Thisted – aldrig i mit liv har jeg skidt så smukt et sted. Vi døbte latrinet Pisselhøj toiletstation.

Dagene gik uden det helt vilde program. Vi lå på strandengen over mod løgstør – og der blev badet hver eneste dag, for det var en god sommer. Og så gik tiden ellers med at se på naboerne, som var en af de første danske ø-lejre, hvor hippierne rendte rundt uden tøj på. Og som små drenge med en livlig fantasi var det jo et spændende syn med alle damerne, der rendte rundt og svingede patter. Det var frisindede tider – og der var nok at se på, så efter den sommer var vi i hvert fald i stand til at snakke med om patter – vi fik et forbløffende indblik i den kvindelige anatomi – sådan rent udvortes i hvert fald.

Drenge blev til mænd – som man siger – og i 1. Farsø fortsatte vi de følgende år med at besøge andre af Limfjordens øer på sommerlejrene. Året efter var det Fur. Vi havde et par kærrer, som vi vandrede derudaf med oppakning og telt. Turen til Fur var lige så løst struktureret som turen til Fur – så igen gik det mest med badning. Vi var kun syv mand afsted – og så to lederere. En af dem, Alex, havde sin Triumph Herald med – og hele første farsø trop kunne snildt være i Triumphen, når vi skulle til købmanden.

Når vi ikke badede, klatrede vi i bjerge. Vi havde godt med tovværk og så nogle pløkker, som vi havde stjålet fra den nedlagte Nibe-Hvalpsund-bane. Det var ved at blive enden på alting. Mens vi klatrede løsnede en temmelig stor sten sig – og den ramte mig. Heldigvis i maven og ikke i hovedet. Vi havde nok været lidt uforsigtige, men det gik jo godt – og så snakkede vi ikke mere om den ting. Havde det været i vore dage, så var det sikkert endt helt anderledes med krisepsykologer og hvad ved jeg. Men sådan var det ikke dengang. Det man ikke døde af, blev man som regel klogere af. Hvis man ikke vil høre, må man jo føle.

Denne livsvisdom har jeg altid haft med i bagagen. Nogle år senere gik troppens sommerlejr til Venø. Igen en herlig vandretur med kærren til Struer – og så over med færgen. Vi lå på stranden lige på den anden side. Limfjorden var fyldt med muslinger, så dem spiste vi med stort velbehag lavet over bål. Dengang var bakterier ikke opfundet, men vi vidste da godt, at vi skulle holde os fra de muslinger, som ikke åbnede sig i kogelagen. Det var der en af de små spejdere, der ikke rigtig troede på, så han spiste en – og tilbragte natten med den frygteligste mavepine. Så havde han lært det…

Jeg fungerede som tropsassisten og havde dengang ansvaret for maden. Så hans mavepine var dybest set mit ansvar. Men jeg tog det roligt – for jeg vidste jo, at han var blevet klogere. Og sådan har jeg altid haft det. Man ved først, at den varme pande er varm, når man har sat fingeren på og brændt sig.

Det var ikke ligefrem curling-pædagogik, der blev praktiseret i min barndom. Faktisk var jeg uden for pædagogisk rækkevidde. For pædagoger var slet ikke opfundet dengang. Jeg har aldrig gået i børnehave eller fritidshjem – men altid været henvist til at beskæftige mig selv, når jeg ikke gik i skole. Den evne lever jeg højt på den dag i dag – og jeg får det altid dårligt, når jeg hører om nutidens unges problemer. Deres problemer er helt sikkert samfundets skyld – men der er en vej ud af moradset. Tag sagen i egen hånd – og form dit eget liv. For du kan jo godt, hvis der ikke er nogen, der hjælper dig. Og selv om det gør ondt, så lærer du af det – og så er der også en dag i morgen. Og den bliver bedre – for dagen tiltager jo med to til tre minutter om dagen den kommende tid.

Så nu skal blomsterne snart i jorden igen. Godt nytår…

---------

P.s. Det kniber lidt med opdateringen af bloggen i øjeblikket. Det skyldes almindelig travlhed både med arbejde, rotter på værkstedet og mit bryggers-projekt. Men jeg har et stort nytårsforsæt om at skrive noget mere på bloggen. Det nytårsforsæt kniber det lidt med - som det så ofte sker for nytårsforsætter.