Rygeost

Fynske toner i røgeriet

Fynsk rygeost fra Øland.

Her i huset holder vi meget af ost.

Specielt er jeg glad for gode, gamle, fuldfede Danbo-variationer. Dina er noget mere varieret i sin smag. Til daglig ikke for stærk ost, måske lidt brie eller camenbert og altid åben for smagsvarianter. Kræsen er hun bestemt ikke, når vi snakker ost.

Der var derfor ikke langt fra tanke til handling, da hun i fjernsynet havde set, hvordan man laver fynsk rygeost. Det skulle naturligvis prøves - og da osten skal røges, slap jeg ikke for at blive part i sagen.

Sådan en såkaldt friskost fylder mig ellers med den dybeste væmmelse. For friskost er egentlig ikke andet end et pænt ord for voldsomt fordærvet mælk, hvor vallen - bare ordet smager grimt - er hældt fra. Men da jeg jo ikke behøver at spise det, hoppede jeg alligevel med på vognen.

Som basis bruger hun kærnemælk og skummetmælk - to affaldsprodukter fra danske mejerier. Det hensættes ved stuetemperatur i et døgns tid, hvorved det klumper voldsomt sammen under en intens bakteriel proces - og adskiller sig fra vallen. Denne herlighed sies - og klumperne formes til ost, som yderligere skal stå et døgns tid på en si, for at få den sidste valle væk.

Resultatet minder om ost - omend jeg måske nok mener, at vi skal arbejde lidt med processen. Osten bør - efter min æstetiske fornemmelse - blive mere cremet i stedet for det lidt klumpede resultat, der kom ud af anstrengelserne. Jeg vil nok forsigtigt prøve at foreslå, at vi skal prøve et par andre opskrifter, før vi lægger os fast på metoden.

Selve røgningen er til gengæld ikke det store problem. Jeg anbringer osten i røgekammeret og fyrer op med en blanding af tørt og vådt halm - lige nøjagtig så meget som der kan være i pejsen. Det giver en voldsom fed røg - og vips, når halmen er brændt ud efter et par minutter, er osten røget. Som det kan ses på billedet, får osten en fin, lysebrun overflade - og er hermed lige til at spise. Altså for dem, som nu bryder sig om den slags.

Danskerhad

En dum myte om Grønland

Den nedlagte bygd Qorqut ligger mellem Nuuk
og det jernholdige område ved Isua.

Forleden hørte jeg i et af DR’s utallige telefon/Facebook/SMS-programmer en herre, som fortalte, at der er danskerhad i Grønland.

Jeg bliver så træt, når jeg hører den slags. Jeg troede egentlig også, at udtrykket hørte til en fjern fortid. Jeg har boet i Grønland i fjorten år og har aldrig stødt på noget, der bare tilnærmelsesvis ligner danskerhad. De grønlændere, jeg kender, holder usigeligt meget af både ribbenssteg med sprød svær og rødkål, frikadeller, leverpostej og Dronningen. Folk med så sympatiske tilbøjeligheder kan simpelthen ikke være danskerhadere.

Udtrykket kommer fra en fjern fortid, hvor mange danskere, der ikke lige kunne klare mosten i Danmark, tog til Grønland for at begynde på en frisk. Mange af dem var ikke lige de skarpeste knive fra skuffen – og ofte havde de kun begrænsede sociale kompetencer. Derfor blev de mod forventning ikke ”den store mand i Grønland” og vendte desillusionerede hjem.

Når fiaskoen skulle forklares, var det såkaldte danskerhad en nem begrundelse, som nok kunne få empatien til at samle sig i vort lille land. For er der noget, vi er enige om, så er det, at danskere er så rene i sjælen, at had til vor nation må bero på en total misforståelse.

Ofrene for det såkaldte danskerhad kunne ofte illustrere deres oplevelser på verdens største og dejligste ø med et blåt øje. For mens der i Grønland ikke findes danskerhad, så findes der en udbredt træthed og lede ved danskere, der taler ned til grønlænderne og vil lave om på den fine grønlandske kulturs leveregler.

Sjovt nok går denne lede oftere ud over københavnere end jyder – og det er jo en velkendt kendsgerning, at en københavner i Hirtshals eller Hanstholm nok også render ind i et par øretæver, hvis de begynder at fortælle den danske kystbefolkning, hvordan de skal leve – oven i købet i deres egne værtshuse. Så på den måde adskiller Grønland sig faktisk ikke fra den jyske vestkyst.

Personligt vil jeg - hårdt presset og uden for referat - heller ikke udelukke, at jeg ind i mellem har vendt det blinde øje til og endda frydet mig, når en af disse kong-gulerods-typer har fået en dragt prygl uden for et grønlandsk værtshus. Så kan de jo lære det, kan de.

Danskerhads-debatten dukker også op en gang i mellem, når danskerne ikke altid kan forstå, at Grønland ikke altid giver udtryk for taknemmelighed over alle de penge, som danskerne sender til Grønland. Især i den seneste tids debat om de grønlandske råstoffer, hvor mange danskere mener, at vi har en ret til den grønlandske undergrund, bare fordi vi sender økonomisk støtte den fjerne del af kongeriget. Hvis den argumentation skulle holde, burde Danmark vel også have retten til undergrunden i alle de afrikanske stater, som har modtaget ulands-bistand.

Den ide er hermed givet videre til Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. Samme herre deltog for resten også i radioprogrammet om de grønlandske råstoffer. Den fik ikke for lidt på retorikken og kineserskrækken. Sådan er Dansk Folkeparti – og det skal de have lov til.

Det er alligevel lidt besynderligt, at Dansk Folkeparti er så bange for Kina og kineserne. For sådan som jeg hører det, er der ikke den stor forskel på politikken i Folkerepublikken – og så Dansk Folkepartis drømme om fremtidens Danmark.

I Kina må man ikke tale kritisk om fædrelandet. Lige som Dansk Folkeparti har det kinesiske kommunistparti et yderst pragmatisk syn på statsmagtens begrænsning. Kina har styr på de religiøse fanatikere, blandt andet i Tibet. I Kina er kriminaliteten nærmest ikke eksisterende, fordi politiet og retssystemet slår hårdt ned på kriminelle og asociale. For resten er de fleste kinesere flittige, beskedne, nøjsomme og arbejdsivrige – sådan som danskerne og Dansk Folkeparti gerne ser vort lille land.

Men i det hele taget er den danske debat om råstofjagten i Grønland temmelig trættende. Danmark har jo haft sin besøgelsestid – men har ikke udnyttet mulighederne. Så jeg kan godt forstå, at grønlænderne nu har taget kajakken i den anden hånd og søger udenlandske samarbejdspartnere.

Det er temmelig dumt, når Lars Løkke Rasmussen pludselig foreslår, at den grønlandske råstofudvinding skal lægges i hænderne på et statsligt selskab.

Man skal altså være mere end almindelig politisk tonedøv, når man mener, at det er en farbar vej. Efter alle danske erfaringer med både DONG og DSB må det stå klart for alle, at danske statslige selskaber er totalt uegnede til noget som helst. Og det var da en Guds gave til befolkningen, at man i sin tid var så klarsynet, at olien i Nordsøen blev overdraget til Mærsk. For havde det været DSB, der skulle udvinde olien, lå den stadig dybt begravet under Nordsøens vande, mens pengene fossede ud af statskassen til italienske leverandører.

For resten må man også spørge, hvor Lars Løkke Rasmussen var i 2004, da det Jersey-baserede selskab London Mining (Det er det selskab, som danske politikere og medier for nemheds skyld kalder ”kineserne”) fik rettighederne til Isua – det område, hvor selskabet nu vil bygge den meget omtalte jern-mine til 14 milliarder kroner.

I 2004 havde Grønland stadig hjemmestyre – og i henhold til den dengang gældende lovgivning var Grønlands undergrund et fællesanliggende. Allerede dengang kunne Lars Løkke Rasmussen – uden at krænke hjemmestyreloven – have kørt et statsligt selskab på banen. Men det skete ikke. Hvorfor?

Der er mange udenlandske aktører på banen i spillet om de grønlandske råstoffer. Men det er ikke for sent for danske virksomheder. Så det er bare med at komme i gang – i stedet for at forsinke den grønlandske råstofudvinding med trivielt politisk drilleri i Folketinget. 

En forsinkelse vil give dybe skår i samarbejdet i Rigsfællesskabet. Det vil være synd. For Grønland har viljen til samarbejde – men har ikke råd til at vente på, at det danske rundkredspædagogiske demokrati bliver færdig med alle de akademiske diskussioner. Lad os komme i gang – NU. 

Offentliggjort første gang i Nordjyaske Stiftstidende 26. januar 2013.

Hele svineriet

Til torskegilde i sildelauget 

Torsk til sildelauget.

Så er året skudt i gang i Øland Sildelaug. Det skete fredag aften med maner - med et rigtigt torskegilde.

Det var selvfølgelig kogt torsk med hele svineriet - og dertil passende mængder af øl og brændevin.

Opskriften er velkendt, så der er sådan set ikke så meget at sige - men jeg har lovet lige at lægge et foto eller to på bloggen, så de afbudsramte laugsbrødre kan se, hvad de gik glip af. Det være hermed gjort.

Kogt torsk med hele svineriet betyder, at
torsken serveres med et tilbehør af sennepssauce, hakkede rødbeder og
 æg, kapers, baconstykker og peberrod.

Den skønneste morgen

Urimeligt smukt vejr

Det var den skønneste morgen i dag. I nattens løb havde rimtågen svøbt træer og buske i et prægtigt klæde af rimfrost - og det derude skinnede om kap med det pureste guld i morgendæmringens røde solskær.

Det var fuldstændigt vindstille - vindmåleren stod helt stille på 0,0 m/s - og det frøs sådan omkring de 8 grader her på parcellen. Det svingede meget - for ovre i skoven viste bilens termometer faktisk 12 frostgrader, men det er vist en detalje udelukkende af akademisk interesse.

For hvad betyder et tal, når morgenen bare er skøn? Jeg kunne ikke lade være med at tage en stribe billeder - vel vidende at de aldrig kan gengive virkeligheden. Jeg håber, at jeg ikke var den eneste, der havde tid til at nyde den skønneste morgen i hundrede år...

Alting har sin pris

Gratis betyder, at der er en anden, der betaler for dig...

Nem Konto gør de nemt for myndighederne at
overvåge borgerne. Vil vi finde os i det?

Det er godtnok ikke sjovt at være bankmand i øjeblikket. Efter en lang række spektakulære krak kan branchens anseelse ligge på et meget lille sted.

Bankernes dårlige rygte er godt hjulpet på vej af medierne, fordi journalisterne har øjnet en mulighed for at slippe for bundplaceringen i troværdighedsbarometrene.

Helt galt er det gået, efter at Danske Bank har annonceret, at man ikke længere vil arbejde gratis, men vil lægge et gebyr på almindelige bankkonti – altså sådan en konto, som alle danskere skal have for at få løn og offentlige ydelser udbetalt.

Den offentlige mening udstødte et ramaskrig – og politikerne rasler med regelsabelen. For i den offentlige mening er det altså en del af de danske menneskerettigheder at have en gratis bankkonto.

Det er noget sludder, for der er intet i denne verden, der er gratis. Alting har sin pris. Gratis betyder bare, at der er en anden – sikkert et godtroende fjols – der betaler for dig. Det gælder for bankydelser – lige så vel som for al offentlig service.

Der er nu en gang arbejde forbundet med at administrere en bankkonto – og så er det vel ikke andet end almindelig rettidig omhu at tage sig betalt for dette arbejde. Jeg er helt sikker på, at DR’s demonstrerende fallent-aktionærer foran retten er helt enig med mig i, at det nok havde været en god ide, hvis de krakkede banker havde bekymret sig lidt mere om indtjeningen.

Nu er det jo en god dansk tradition for smed at rette bager, men det er ikke bankerne, der er problemet. Det er politikerne, fordi de troede på, at der virkelig er ting, der er gratis – og derfor pålagde alle danskere at have mindst en bankkonto – den eufemistisk benævnte Nem Konto – til løn og offentlige ydelser. Dybest set gik det bare ud på at vælte den offentlige sektors ekstreme overadministration over på bankerne – og det er regningen herfor, der nu skal betales.

Nem Konto er et voldsomt anslag mod den personlige frihed og i virkeligheden et udtryk for politikernes og embedsværkets sygelige mistillid til den danske befolkning. Det eneste, der er nemt med en Nem Konto, er nemlig at overvåge danskerne. Det burde dog være en menneskeret frit at udveksle penge, tjenesteydelser og gaver – uden at der sidder en offentlig snager og følger med i det.

Her i Nordjylland har vi en udpræget tradition for at handle kontant. Det er et godt og sundt princip, men det er en torn i øjet på en blodsugende offentlig sektor, der ikke kan leve med, at befolkningen kan klare sig selv.

I det hele taget bør vi vende tilbage til gamle dages kontant-principper. Jeg er ved at græde, når jeg ser en gammel mand gå fra Brugsen med uforrettet sag, bare fordi han ikke kan huske sin såkaldte pin-kode. Hvordan har vi kunnet skabe et samfund, der behandler vore ældre borgere så uværdigt?

At basere et samfund på elektroniske systemer er tåbeligt. Vi så det for et par uger siden, da NEM-ID pludselig ikke kunne bruges på grund af en virustrussel.. IT-systemerne gør samfundet sårbart og kan nemt lammes af terrorister eller naturkatastrofer – og derfor vil det være rettidig omhu fra landets ledende politikere, hvis de sørger for, at det stadig er muligt at leve i dagens Danmark uden at være afhængig af noget skrøbeligt elektronik.

Så lad os stoppe alt det kontohalløj og udbetal løn og pensioner i kontanter akkurat som i gamle dage – og så lade det være op til den enkelte selv at bestemme, om pengene skal i banken eller under hovedpuden.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 25. januar 2013.

Ravnkilde

En kilde til begejstring

85 liter klart kildevand i sekundet.

Onsdag eftermiddag var jeg til møde i Århus - og som altid, når jeg er ude at køre lidt længere ture, sørgede jeg for at komme hjemmefra i så god tid, at der blev tid til en afstikker fra motorvejen.

En herlig vinterdag i skoven.

Det var en herlig vinterdag. Vindstille og fem graders frost - og perfekt til et tur forbi Rebild Bakker. Oven i købet blev der også tid til en rask lille travetur ned til Ravnkilde.

Ravnkilde gør ikke meget væsen ud af sig,
men er et spændende sted.

Jeg har altid været dybt fascineret af netop denne kilde, der ikke gør det store væsen af sig, men faktisk er et imponerende naturfænomen. Der er større, mere spektakulære og mere vandgivende kilder i området, for eksempel Blåkilde, men Ravnkilde er og bliver den mest spændende.

Her - for foden af Rebild Bakker - ligger den nærmest ubemærket i skovbrynet og spytter 85 liter krystalklart og rent 7 grader varmt kildevand ud - hvert eneste sekund, døgnet rundt, året rundt. Det giver godt 2,6 millioner m3 vand om året - nok til at dække vandforbruget i 65.000 danske husstande. Det er altså ret imponerende.

Vandtemperaturen er konstant - og kilden har sit eget lille mikroklima. Her findes der både planter og insekter, som ikke findes mange andre steder i landet - blandt andet en lille arktisk vårflue, der er meget almindelig både i Arktis og i Alperne, men altså en sjældenhed i Danmark.

Ravnkilde løber ud i Kovadsbækken.

Ravnkilde løber over en lille skovvej og ned over en mark, inden den løber sammen med Kovadsbækken, der er et af Danmarks reneste bækløb. Bækken er yngleplads for blandt andet havørreder og den i Danmark ret sjældne, men flotte kildeørred, der er nært beslægtet med fjeldørred. 

Her fældede jeg bævreasp i spejdertiden.

Rebild er en del af barndommens land. Jeg har været på spejderture i området adskillige gange - og i salig Jens Hvass' tid var det kutyme, at spejderne gav en hånd med i naturplejen i det fredede område. Sådan er det ikke længere - nu er jobbet overtaget af får.

Hulvejen slynger sig ned gennem Rebild Bakker.

Fra arkivet: Ilulissat 1994

Verdens største hundeslæde

Verdens største hundeslæde.

Jeg var lige i arkivet for at finde et helt andet billede, da jeg faldt over disse fotos.

Jeg havde glemt alt om dem - og har ingen som helst anelse om, hvem personerne er - bortset fra at det er unge iluliarmioqqer fra mit første besøg ved den verdensberømte isfjord, der nu har status som verdensarv. Det var i foråret 1994 - og før verden gik af lave med klimaforandringer og civilisation. Jeg husker det faktisk som rasende koldt og klart - og som alle gæster på stedet var jeg imponeret over den klare luft, hvor man kan se længere end de godt 100 km til Disko over en totalt isbelagt Diskobugt.

Den nordgrønlandske slædehundeby gjorde sig dette år bemærket, fordi man havde bygget verdens største hundeslæde.

Hundeslæden uden for Ilulissat lufthavn.

Bag initiativet stod den italienske ildsjæl og turistmand "Silver", der driver firmaet Ilulissat Tourist Nature.Han havde - såvidt jeg lige erindrer - allieret sig med en ungdomsklub til byggeriet. Jeg kan ikke huske, at jeg mødte Silver ved den lejlighed, men jeg har da mødt ham senere. Han er et ganske hyggeligt selskab - taler lidt bedre grønlandsk end jeg. Det fungerer - men er langt fra perfekt.

På Ilulissat Tourist Natures hjemmeside kan man læse, at slæden var 21.55 meter i længde og opstanderen 2.92 meter høj. Slæden havde en vægt på ca. 1,750 kg. og kunne medtage omkring 103 personer. Det tog 260 hunde 50 sekunder at trække slæden 110,9 meter - og dermed var verdensrekorden hjemme.

Bemærk at ungerne har skøjter på. Det er
 ikke særlig almindeligt i Grønland.

Sandsynligvis var min daværende arbejdsgiver, KNI Detail A/S (nu: Pisiffik), sponsor på hundeslæde-projektet. Under alle omstændigheder er billederne taget i forbindelse med en reportagerejse til Ilulissat, hvor jeg samlede historier til virksomhedens personaleblad.

Dengang var det forbundet med store problemer at drive supermarked i Ilulissat. Byen ligger i islæg-området og kan ikke modtage skibe i vinterhalvåret, så en af artiklerne i personalebladet handlede om hylde-management - altså hvordan man får supermarkedet til at se ordentlig ud, selv om vareudbuddet er begrænset som i Sovjet.

Stolte og glade unge iluliarmiut.

En af de ting, jeg husker med rædsel fra turen, var øllerne. De var datoudløbne - sejlet til Ilulissat før islægget - og sandsynligvis havde de også fået frost. De smagte mere særpræget end godt - men der var ikke andet for end at knibe ballerne sammen og se glad ud.

Jeg husker også, at jeg hver dag spiste i restauranten på Hotel Hvide Falk. Men uanset hvad jeg valgte fra spisekortet, var garnituren sukkerærter og babymajs. Det var nemlig de eneste frostvarer, der var tilbage i byen.

Glæde over verdensrekorden.

Siden er der jo sket store ting. Klimaet er blevet varmere - og forsyningerne kommer i højere grad med fly. Det er tre år siden, at jeg sidst var i Ilulissat. Det var også ved forårstide - og der mærkede vi ikke noget til varemangel, så det er en tydelig effekt af klimaforbedringerne, som man kalder det på de breddegrader.

Pølsesnak

Hjemmelavet medister

Mandagens store projekt var hjemmelavet medister. Vi har en lang tradition for hjemmelavet medisterpølse i familien, men det var første gang, jeg selv prøvede det.

Gang i den hjemlige pølsefabrik.

Den direkte anledning var vores gamle food processor, som gik i stykker for en uges tid siden. I weekenden blev der derfor investeret i en ny køkkenmaskine, som bare kan det hele - næsten! I hvert fald er der også kødhakker og pølsehorn med - og så var der ikke langt fra tanke til handling. Hjemmelavet medisterpølse, ganske simpelt...

Den hjemmelavede medisterpølse er en tradition fra barndommen. Når vi slagtede gris, var det altid far, der stod for at lave medisterpølse - efter en meget sindrig og kompliceret opskrift, så vidt vi kunne forstå. I hvert fald smagte pølsen dejligt - og det er efterhånden mange år siden, at jeg har smagt den.

Taget i betragtning at det mit første forsøg udi
pølsemageriets forunderlige verden, er det da lykkedes
meget godt.

Nu er jeg lidt handicappet af, at jeg faktisk ikke kender fars opskrift - og jeg måtte derfor sjusse mig lidt frem. Smagsmæssigt lykkedet det helt godt, men øvelse gør mester, så det bliver endnu bedre næste gang, er jeg sikker på. Pølsen haltede lidt, fordi jeg - i den bedste mening - havde sparet på melet. Det viste sig at være en dårlig ide, fordi pølsen manglede lidt struktur. Ja, for nu at sige det lige ud - den var lidt slatten.

Men her er opskriften. Først hakkede jeg et kilo nakkekød og 200 gram spæk to gange. Derefter rørte jeg en fars, hvor jeg tilsatte to spiseskeer hvedemel, to æg, fire revne løg, salt, peber, knust muskatnød, ingefær, allehånde og et par kopper grøntsagsbouillon.

Farsen blev kørt i tarme - og der mangler måske også lidt håndelag, men efter den første halve meter så det nu helt hæderlig ud, om end der var rigeligt med luft i tarmen - om jeg må sige det på den måde. Men det er vigtigt ikke at stoppe pølsen for hårdt, for farsen udvider sig, når den bliver stegt - og så ender man bare med revnet pølse. Det ser ikke så godt ud.

Hjemmelavet medister med stuvet hvidkål. Det smager!

Pølsen blev stegt - og selv om jeg punkterede den for at lukke luften ud, revnede den alligevel et par steder. Men øvelse gør mester - og det skal nok komme. Steges cirka fem minutter på hver side.

Medisterpølse kan serveres med mange forskellige former for garniture. I dag blev det stuvet hvidkål - og det er nu heller ikke så ringe.

Så alt i alt et vellykket mandagsprojekt - med et vist potentiale for forbedring.

Overblik

Knivskarpe luftfotos

Østerby 2012. Bemærk mine kartofler.

I de gode, gamle dage var kortlægning rent håndværk - tilsat en god gang geometri. Arbejdet foregik i felten med målepinden - og det var i øvrigt en militær videnskab.

Sådan er det ikke længere. Nu er kartografernes vigtigste redskab de såkaldte ortofotos - altså luftfotos af landskabet. I Danmark er arbejdet med den fotografiske kortlægning lagt i hænderne på det store ingeniør-firma COWI. Firmaet gennemfotograferer med fly det danske landskab hvert andet år - og det er der kommet en spændende hjemmeside ud af.

Firmaet har nemlig gjort optagelserne offentligt tilgængelige på hjemmesiden www.kortal.dk. Her kan man finde grundoptagelserne - lige fra U.S. Airforces første fotografering af landet i 1954. Billederne er gjort tilgængelige, så man kan lægge dem oven i hinanden og dermed nemt følge udviklingen.

Det er også en videnskab, hvor der er sket store tekniske fremskridt - ikke bare formidlingsmæssigt, men også på opløsningen.

Østerby 1954

Jeg har lavet et par screendumps, der viser udviklingen. På det øverste billede ser vi det lille hus på Øland, som det tog sig ud sidste år. Billedet er så skarpt, at jeg alene på kartoffeltoppenes størrelse kan afgøre, at det er taget i midten af maj.

Til sammenligning ser vi det samme billed-udsnit fra 1954. Teknikken er sort-hvid - og opløsningen er bestemt ikke imponerende.

Men kortal.dk er en spændende hjemmeside for alle historisk interesserede - og det er flot gjort, at firmaet stiller fotomaterialet gratis til rådighed for alle interesserede. Nå, ja, gratis og gratis. Det er gratis at kigge, men skal man bruge fotoet til et specifikt formål, så skal der betales - og det er vel fair nok, at firmaet på denne måde gør reklame for sine produkter. Og i modsætning til for eksempel Google-maps og andre tilsvarende tjenester er COWI's hjemmeside lynhurtig og nem at bruge.

Fotos: Scrrendumps fra www.kortal.dk 

Gourmet-guf til fuglene

Hjemmelavede mejsebolde

Det er især mejsefuglene, der nyder
godt af vinterens gourmet-guf.

Når man laver oksehale-suppe eller fond bliver der en del fedt i overskud. Det er guf for fuglene i den kolde vintertid.

For nogen tid siden producerede jeg en større portion fond og sky af knoglerne fra en kvart ko, som jeg havde fået fat i. Oven på fonden blev der dannet et solidt lag fedt, som nemt skummes af, når suppen er blevet kold, og fedtet stivnet.

I stedet for bare at smide det væk, producerede jeg fuglefoder af fedtet. Fugle har god brug for fedt her i den kolde vintertid.

Jeg rørte fedtet op med en forsvarlig mængde solsikkekerner og en lige så forsvarlig mængde vildtfugleblanding. Det har altid været min erfaring, at fuglene generelt er lidt hurtigere til at spise solsikkekernerne i vildtfugleblandingen - og jeg har derfor gjort det til en vane at blande de to fodertyper halvt om halvt.

Musvitterne kan komme til overalt.

Men altså - foderet og fedtet røres sammen ved stuetemperatur - og fedtet kan faktisk absorbere store mængder fuglefrø. Herefter hældte jeg blandingen på små urtepotter, som jeg i forvejen havde bundet et stykke ståltråd i, så de kan hænge.

Det blev vel til en halv snes urtepotter. Resten af blandingen - jeg havde virkelig meget af det - hældte jeg i små bøtter. Det meste af det røg i fryseren, hvor det nu står klar til brug.

Urtepotterne skal hænge vandret, så der ikke
kommer til at stå vand i foderet.

Urtepotterne med ståltråd bruger jeg til at hænge op i nogle af havens træer, så fuglene kan spise ugenert. Dem uden ståltråd bruger jeg til at lægge direkte på foderbrættet.

De første par dage - det var i det milde vejr omkring nytår - var der ikke den helt store interesse for det hjemmelavede gourmet-guf, men jeg skal love for, at der er kommet gang i foderet, nu hvor vinteren rinder i grøft og i grav, som Skjoldborg sagde.

Denne urtepotte hænger i buksbommens tætte
vinterløv, så fuglene kan have lidt privatliv for katten og spurvehøgen.

Torsdag var en herlig dag. Frost, vindstille og solskin. Jeg brugte en god times tid bevæbnet med kamerastativ og tele til at forevige successen. Det er især de vævre og adrætte mejsefugle, der benytter sig af tilbuddet, men jeg så da også både en rødhals og skovspurv i urtepotterne.

Jeg hænger urtepotterne op i nærheden af en gren, for at gøre det lidt lettere for fuglene at komme til. Urtepotterne hænger vandret for at undgå, at der lægger sig regnvand på toppen. Det vil få foderet til at rådne alt for hurtigt.

Bemærk i øvrigt, at fedtet skal være usaltet.

Blåmejseparret skal lige blive enig om, hvem der skal først til fadet.

De hjemmelavede mejsebolde hænger blandt andet i de nøgne æbletræer.

Rejseholdet på arbejde

Et tidsbillede

Ølpause i det grønne...

Der var en gang, hvor danskerne stadig var vikinger. Det var dengang, danskerne levede på de brune bodegaer, hvor en mand var en mand - og enhver snak om folkesundhed hørte hjemme i det private rum.

Det var også dengang, at den daglige bajer - eller to - var en del af menneskerettighederne. Det var i 1968, ungdomsoprøret spirede og formerne stod for fald, men det var før de klæbrige marxister satte sig samfundet.

Når man ser billedet her i dag, tror man det næppe. Men det er faktisk Rigspolitiets rejsehold på arbejde. Billedet stammer fra opklaringsarbejdet - eller rettere en pause i opklaringsarbejdet - efter at man har anholdt den dengang meget omtalte Volvorøver. Man er i gang med en rekonstruktion i marken - så at sige - og trænger til en lille pause. Man sætter sig i solen, tager sin bajer og tobak op af tasken. Bajerne åbnes med et pop, flasken sættes til munden, hovedet lænes tilbage og en halv bajer skylles ned i første drag. - Aah, så er det værd at være til...

Det er hygge, det er dansk, det er et billede på et samfund, der ikke findes mere. Desværre. Nu har en voldsom alkohol-forskrækkelse jo bredt sig - uden hensyn til, at alkohol faktisk er en del af folkekarakteren, og at håndbajeren har været en del af danskernes hverdag lige siden vikingetiden.

Jeg fandt billedet i natbordets stak af ulæste bøger, som jeg i øjeblikket arbejder seriøst på at få has på. Billedet er fra erindringsbogen Rejseholdet af Eigil V Knudsen fra 2001 - året før rejseholdet blev nedlagt, fordi der gik management i det danske politi.

Bogen er en hurtig læst erindringsbog, hvor man får et gensyn med nogle af de mange - i øvrigt ofte brutale og grimme - forbrydelser, der optog danskerne i 60'erne og 70'erne. Blandt andet altså også sagen om Volvorøveren, der var på avisernes forsider i 1968 - og i øvrigt var med til at inspirere Balling til Olsen-banden.

Volvorøveren, finnen Matti Markkanen, nåede at begå syv bankrøverier, inden han blev taget. På billedet ses han yderst til venstre. Tilnavnet fik han, fordi han altid brugte stjålne volvoer som flugtbil. Det var ret smart, fordi volvomodellerne var et par centimeter smallere end politiets Ford Zephyr - og røveren kunne derfor smutte fra politiet, fordi han fandt et led eller nogle træer, hvor kun volvoerne kunne komme igennem.

I marts 1968 var det slut, og Markkanen blev anholdt. Efter et længere opklaringsarbejde endte sagen med en dom på seksten års fængsel til den højtbegavede, men kriminelle matematik-nørd. Foruden de syv bankrøverier med et samlet udbytte på godt en million kroner blev han også dømt for 20 indbrud, 50 tilfælde af biltyverier samt nogle tilfælde af smugleri.

Foto: Fra bogen "Rejseholdet" af Eigil V. Knudsen. Gyldendal 2001.

Dagens ord LVII

Streng straf

Man lærer, så længe man lever. Det måtte jeg endnu en gang sande, da jeg læste dagens udgave af Jyllands-Posten. I en artikel om det søde og mindre søde liv under det islamiske diktatur i dagens Teheran fortæller avisen om drakoniske sanktioner mod blandt andet Irans banksektor på grund af landets atompolitik. Den lader vi lige stå et øjeblik: 

Drakonisk

Egentlig troede jeg, at det var en trykfejl - og at der måske skulle have stået dramatisk. Men nej, et tjek i ordbogen viser, at ordet er helt i orden. Det hedder drakonisk, og ordet betyder streng blandt andet i sammenhæng med straf. Ordet er afledt af den græske lovgiver Drakon, der i 621 f.kr. fik nedskrevet de ellers kun mundtlige love.

Så blev jeg så klog...

Gråspurven

Menneskets bedste ven

Jeg har altid haft lidt veneration for gråspurve. En gang var det Danmarks talrigeste fugl, men den er blevet fortrængt af skovspurven. Bestanden er halveret siden 70'erne og tæller i dag cirka en halv million ynglepar.

Gråspurven har alle dage været tæt knyttet til menneskene - og den er udbredt over det meste af verdenen.

Gråspurvehun på foderbrættet.

Men den tætte tilknytning til menneskene er også blevet dens skæbne. Man kan med en vis ret påstå, at gråspurven er blevet et offer for den stigende miljøbevidsthed. I hvert fald skyldes nedgangen blandt andet mangel på ynglesteder, fordi den tidligere gerne byggede reder på utætte lofter og lignende. Det store fald i bestanden kommer umiddelbart efter 70'ernes oliekriser, hvor man begyndte at isolere husene i højere grad end tidligere.

Også landbrugets effektivisering har spillet ind. Gråspurven har altid holdt af overskuddet fra agerbruget. Den har snuppet spildt korn og frø, som der tidligere var rigeligt af. Jeg husker det for eksempel tydeligt i min barndom, hvor der holdt store flokke af gråspurve til rundt gårdene og foderstofforretningerne.

Et tredje problem for gråspurvene har været, at danskerne er flyttet i parcelhuse. I de fine velordnede parcelhushaver er der flere bær - og de mange buske favoriserer skovspurvene.

Jeg er lidt stolt af, at vi har temmelig mange gråspurve på parcellen. Det er tegn på, at vi her på egnen lever mere i pagt med vore forfædre, end så mange andre danskere gør - også selv om det lille hus på Øland og også alle naboernes huse er isoleret efter alle kunstens regler.

Da vi flyttede ind, var det ellers skovspurven, der dominerede, men i takt med at jeg har ryddet ud i havens buske og træer, er der faktisk kommet flere gråspurve til - og det synes jeg er hyggeligt. For det giver mindelser om en svunden tid - barndommens land, om man vil.

Holger Pedersen Gissemand, som jeg omtalte i forrige indlæg, havde forresten stor succes i 1912 med visen "Kærlighed er en løjerlig gråspurv".

Billederne er fra fuglebrættet fredag.

Hannen er kraftigere farvet end hunnen. Gråspurven kendes især
på det store grå felt siden af hovedet. Her har skovspurven en mørk plet.

Ta' den, Henning G...

Gammel dansk humor

"Som ung ville hun gerne til Aalborg, men så kom hun galt af sted, og så var der jo ikke noget at ta' til Aalborg efter..."

Holger Pedersen Gissemand (1888-1930) i monologen "Jeg står og vrøvler".

Luft under vingerne XVIII

Der findes smukke fly, der findes grimme fly, ja, der er næsten ingen grænser for de tillægsord, der kan hæftes på et fly - alt afhængig af smag. Og efter min smag hører BAe146 til i gruppen af smukke fly. Jeg vil endda gå så vidt som til at påstå, at BAe146 faktisk ser temmelig sexet ud.

En smuk profil.

Hvorfor jeg lige får sådanne associationer, kan være svært at forklare, men flyet er altså temmelig velproportioneret med en flot regelmæssig, lidt spids næse og nogle næsten smilende cockpit-ruder. Med til billedet hører også, at flyet er højvinget - noget man kun sjældent ser ved civile jetfly.

Konstruktionen af et fly er altid udtryk for et kompromis, der skal tilgodese mange forskellige ønsker og krav. Når vi taler om civile fly, spiller brændstoføkonomien ofte ind - og det taler normalt imod højvingede fly. Når vingerne anbringes på flyets ryg i stedet for bugen, stiger luftmodstanden. Til gengæld får man et fly, der ikke stiller så store krav til landingsbanernes beskaffenhed - og det er den egenskab, der havde størst betydning, da BAe146 i sin tid blev konstrueret.

BAe146 fra Blue 1. Bemærk det sexede smil...

Flyet er bygget til regional trafik - og bærer da også betegnelserne AVRO RJ-85, 1RJ-100 eller RJ-115 alt efter størrelse. RJ er en forkortelse af Regional Jet. AVRO er en forkortelse af A.V. Roe and Company. AVRO er i dag fusioneret ind i det selskab, der hedder British Aerospace, men var i sin tid firmaet bag 2. verdenskrigs navnkundige Lancaster og ikke mindst den kolde krigs utroligt flotte deltavingede strategiske bomber Vulcan.

BAe146 var i mange år rygraden i færøske Atlantic Airways flåde. Her er der ingen tvivl om, at det netop har været flyets evne til at lande på forholdsvis korte landingsbaner, der har været dets væsentligste egenskab. Alle, der har prøvet at lande på de små atlantøers eneste flyveplads, Vagar, vil give mig ret i, at det kan være en temmelig respekt-indgydende oplevelse, for ikke alene er banen temmelig kort, men det kniber ærlig talt ofte også med ordentligt vejr på de kanter, så der skal bremses, skal der. Voldsomt, endda. Frem til 2011 var landingsbanen på sølle 1250 meter, men den er nu udvidet til 1799 meter. Længste bane i Kastrup er det dobbelte - 3600 meter. Banen i Aalborg er 2654 meter.

To BAe146 fra Atlantic Airways på Vagar.

Ligesom forsvarets Hercules og verdens førende større STOL-fly, Dash 7, har BAe146 fire motorer, så der kan fyres godt op under kedlerne, når der skal lettes fra en kortere bane.

Det er efterhånden en del år siden, at jeg har været passagerer på BAe, men jeg erindrer det som - flyets størrelse taget i betragtning - et forholdsvist komfortabelt fly. Det er blevet til en del ture til og fra Færøerne. Udover Atlantic Airways har jeg også fløjet BAe146 med finske Blue 1.

BAe146 blev produceret i perioden 1981 til 2003. Da flyet var beregnet til blandt andet mindre, bynære lufthavne, lagde man også i konstruktionen vægt på et lavt støjniveau, og det har da også i salgsøjemed tilnavnet Whisperjet. I alt blev der produceret 391 eksemplarer.

Indtil 2011 var landingsbanen på Vagar kun
1250 meter og en hidsig oplevelse. Den er nu udvidet
til 1799 meter.

Af disse er 14 eksemplarer gået til ved ulykker og hændelser. Blandt andre Atlantic Airways OY-GRC, der i 2006 kørte ud over landingsbanen i Stord uden for Stavanger. Ved ulykken dræbtes tre passagerer og et besætningsmedlem. OY-GRC er det eneste af de fly, jeg gennem tiderne har fløjet med, som jeg med sikkerhed ved, er forulykket. Jeg har aldrig systematisk ført logbog, og har derfor ikke helt overblik over de enkelte fly - men muligvis og ikke helt usandsynligt har jeg nu også fløjet med SE-DMA - den MD-87, som SAS mistede i Milano i 2001 ved selskabets værste ulykke nogensinde.

BAe146 er fortsat i drift både hos Blue 1 og Atlantic Airways. Færingerne er dog begyndt en modernisering af flåden - og opererer nu også Airbus A319.

Fotos: WikiPedia

Den lille, blå mejse

10 gram tittebøe

Det er lang tid siden, at vi sidst har været på besøg på fuglebrættet. Men i dag skinnede solen - og i hvert fald denne blåmejse stillede sig beredvilligt op foran kameraet.

Blåmejsen er jo en af vore mindste fugle - den vejer sølle ti gram. Dens sang er ret nem at kende - og den synger allerede nu. Det lyder sådan noget i retning af tittebøe-tittebøe...

Dagens blåmejse...

Frokost

Lidt afveksling i hverdagen

Der laksehygges sammen med Per Bangs
medarbejder Martin Juul Drejer. Foto: Per Bang.

Jeg har de seneste par måneder lånt et skrivebord på NOVI i Aalborg i forbindelse med et projekt, jeg arbejder med. Det er min gode ven, Grønlandsfareren Per Bang, der gæstfrit har åbnet dørene for mig i sit firma PBANG++.

I dag kvitterede jeg for gæstfriheden ved at byde på en lille frokost med et par af husets lækkerier. Så i stedet for at gå i NOVIs kantine og spise et par tørre sandwich-boller, blev det til rigtig, god gammeldags kontorhygge med lidt røget laks, røget hellefisk og en fortryllende æggerøre lavet på smedens landæg. Da smedens høns jo har det med at tage på springtur til min have, har jeg sådan set også en lille aktie i æggene.

Det blev til et hyggeligt afbræk i den daglige trummerum - og således fyldt op med gode sager kunne vi fortsætte til dagens næste punkt på dagsordenen, der var borgmester Henning G. Jensens nytårskur. 

Det var 16. og sidste gang, den hyggelige Aalborg-borgmester mødtes med det lokale erhvervsliv. Det blev et tilbageblik - og ligesom Dronningen havde han da også en hilsen til Grønland. Blandt andet mindedes han i sin halvanden time lange tale et besøg på Mutten i Nuuk - og hvis jeg tænker rigtig godt efter, tror jeg også, at jeg husker et par ting sammen med ham fra min tid i Nuuk, men det er nu en helt anden snak.

Snigløb

Julen er forlænget

Julestjernen lyser for Dinas mor.

Forleden slog jeg ganske bombastisk fast, at julen her i huset slutter helligtrekongersdag - den 6. januar.

Og det ville sikkert også have været tilfældet, hvis altså det ikke lige var fordi, at Dina - hjemmestyret - har snigløbet mig på det groveste.

Helt ærligt må jeg indrømme, at det først var i dag, at jeg i et øjebliks klarsyn opdagede, at de berømte grønlandske julestjerner i vinduerne ikke var pillet ned, sådan som vi ellers plejer at gøre.

Det foreholdt jeg Dina - sammen med en kommentar om, hvad naboerne da ikke måtte tænke... Men begrundelsen var sådan set god nok. Dinas nu afdøde mor ville have fyldt rundt i år. Helt nøjagtig den 26. januar - og det var sådan for at mindes mor, at hun synes, at julestjernerne skulle have lov at hænge lidt tid endnu.

Så nu ved du det altså - hvis din vej falder forbi det lille hus på Øland - at det ikke er sjusk og dovenskab, men med velberåd hu, at vi fortsat har julepynt i et par af vinduerne.

Helligtrekongersaften

Grønlandsk humor

Min søde kone...

Egentlig burde jeg være lidt beskæmmet, fordi jeg må indrømme, at min kone holder af at forskrække de små børn i landsbyen.

Men da det ikke er ondskab, der ligger bag, er jeg slet ikke spor flov - men morer mig til gengæld. Og det lykkedes faktisk også Dina at overraske mig ret voldsomt her til aften.

Grønlandsk helligtrekongers-humor.

Baggrunden er en grønlandsk tradition, hvor børn klæder sig ud på helligtrekongersaften. De sminker sig også gerne, så de ser frygtelige ud - gerne i stil med de kendte tupilakker, der er en slags grønlandske voodoo-dukker, der skal kalde ulykker og andet skidt ned over ens fjender.

Jeg må sige, at det lykkedes Dina temmelig godt at se frygtindgydende ud - og efter hvad hun bagefter kunne berette fra en besøgsrunde hos naboerne, havde hun også vakt vild opsigt over alt, hvor hun kom frem. Ærlig talt - et smukt påfund på en småkedelig søndag aften midt i mørketiden.

Finito

Plads til værkstedshumor

Skovværktøjet og bamsedragten er
på plads lige inden for døren.

Så er jeg efterhånden ved at være færdig med ombygningen af værkstedet. Jeg har sådan set længe været næsten færdig, men stik mod planen nåede jeg ikke at få alt (lortet..?) stillet på plads inden nytår.

Det var der nu en god undskyldning for. For det tjente ikke det helt store formål at rydde op på værkstedet, før jeg havde pillet julelysene af træerne i haven. Og her i huset slutter julen altså først den 6. januar, så det var en ganske velvalgt dag til arbejdet.

På hjørnet af arbejsbordet er der sandelig
også blevet plads til kaffemaskine.

Og når sandheden skal frem, så er jeg faktisk ikke helt færdig. En del af fidusen ved ombygningen er jo at have et frostfrit rum til planter, grøntsager, syltetøj, saft og så videre, som vi producerer i løbet af sommeren. Netop rødbederne, rødkålen og alle de andre gode sager er endnu ikke flyttet over i værkstedet - men det kommer i løbet af ugen. Så mangler der egentlig kun en afsluttende støvsugning - og så er rummet klar til forårets og sommerens mange projekter.

Arbejdsbordet er min fars gamle skrivebord.

Der mangler forresten også en anden ting. Jeg drømmer om en lille såkaldt skole-høvlbænk til mine små husflidsarbejder - og har da også været på kig efter den i Gul og Gratis, men har endnu ikke haft held til at finde en. Når det lykkes, er værkstedet perfekt - også selv om det sandsynligvis kræver en rokade eller to.

Her ved det gamle spisebord er der plads til, at
mændern' kan ordne verdenssituationen.