søndag den 30. september 2007

Nærkontakt med marsvin

I eftermiddags var vi ude at pilke. Det skal vi i øvrigt ikke kommentere nærmere, men efter flere timers febrilsk sejlen rundt efter gode fiskesteder nærmede vi os betænkeligt den hjemlige naust og besluttede lige at prøve en sidste gang.
Vi var inde over en grund lige uden for huset, og der var heller ingen fisk her. Men det havde nu sin forklaring. For vi havde ikke ligget stille mere end et par minutter, før der dukkede et marsvinepar op lige ved siden af jollen. Vi holdt forbindelsen i en halv snes minutter, inden de stak snuden mod Ryø. Jeg har ofte været tæt på store hvaler både i Grønland og ved Lofoten, og jeg har da også set marsvin i atlanten efter store skibe, men det var faktisk første gang, jeg har været i nærkontakt med levende marsvin. Store hvaler eller små hvaler - oplevelsen og dyrenes adfærd er stort set den samme. Det er dybt fascinerende, giver hjertebanken og lykkefølelse. Så har det været en god dag - også selv om fangsten begrænsede sig til en sej på et par kilo og en undermålertorsk. Sidstnævnte endte i øvrigt sine dage i gabet på en svartbag, der snuppede sådan 25 centimeter torsk i en mundfuld for næsen af kollegerne. Der var ikke noget at sige til, at fuglen bagefter svømmede rundt og så lidt punch-drunk ud.
Jeg havde desværre ikke kameraet med på turen, så du må nøjes med en illustration fra www.hvaler.dk.
Og så kan jeg jo lige benytte lejligheden til at fortælle, at marsvin hedder nisa på norsk og niisa på grønlandsk. Ordet er det ene af de tre ord, som nordboperioden (ca. 1000 - 1400) har efterladt i det moderne grønlandske sprog. De to øvrige er:
2. Kuanneq, der betyder kvan.
3. Sava, der betyder får. På norsk hedder får fremdeles saur.
Eftersom 400 års samkvem kun har efterladt tre ord i det grønlandske sprog, må man antage, at forbindelsen mellem nordboerne og grønlænderne kun har været sporadisk, men den diskusission overlader jeg med glæde til ærkæologerne, der bestemt ikke er enige i den sag.
Efter denne etymologiske forelæsning tror jeg, at det er på tide at gå i seng.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: