Jeg har egentlig villet skrive en kommentar til det norske kommunalvalg i flere dage, men har lige så stille ventet på en afgørelse her i Tromsø. Imidlertid var valgresultatet her i kommunen så grumset, at den siddende rød-grønne koalision (AP+SV) ikke har flertal. AP (Socialdemokraterne) gik markant frem, mens SV (sådan et fodformet, økologisk, venstresnoet og gulerødsspisende parti a la SF) gik voldsomt tilbage. Situationen blev ikke mere klar, da et af AP's medlemmer helt klart snød vælgerne og to dage efter valget skiftede til SV - en rigtig ulv i fåreklæder. I skrivende stund forhandler AP med SV og RV (En gang kommunistyngel - et rigtig gammeldags, marxistisk-leninistisk valgforbund, som er meget stort her på grund af universitetet) på den ene side og med Venstre (svarer til de radikale) og Kristeligt Folkeparti (forklaring skulle være unødvendig) på den anden side.
I Tromsø blev det altså ikke til det systemskifte, som mange havde troet og håbet på. Både Fremskridtspartiet og Høyre (de konservative) havde fremgang, men ikke så meget, at de kunne vælte AP af pinden som det største parti. Men Fremskridtspartiet er helt klart nummer to med godt 20% af stemmerne.
Det er interessant, at Fremskridtspartiet i hele Nordnorge er enten det største eller næststørste parti. I en enkelt kommune nåede partiet over 50% af stemmerne. Som avisen Nordlys skrev: - Fremskridtspartiet er Nordnorges nye folkeparti. I øvrigt var Fremskridtspartiet det absolut største her i Straumsbukta afstemningskreds med godt 90 stemmer ud af de afgivne stemmer, hvilket svarer til en tredjedel.
Der er ingen tvivl om, at partiets politik med modstand mod det bureaukratiske systemnorge, et krav om en bedre ældreforsorg og mere asfalt på vejene taler til den selvstændige bonde- og fiskerbefolkning, som er træt af, at alle skattekronerne går til infrastrukturprojekter i Syd og socialhjælp til alverdens flygtninge, som "snille" Norge så gerne vil tage sig af. Folk heroppe har også svært ved at se fornuften i at øge CO2 beskatningen i et land, hvor stort set al elektricitet kommer fra vandkraft. Det vil være bedre at bruge nogle ressourcer på at nedsætte CO2 udslippet i for eksempel Kina, mener Fremskridtspartiet snusfornuftigt.
Når alt dette er sagt, skal det for fuldstændighedens skyld med, at selv om mange af disse synspunkter til forveksling ligner synspunkter fra Dansk Folkeparti, så er det norske Fremskridtsparti på grund af den generelle venstresnoning i norsk politik ikke særligt yderligtgående og ligner mere et dansk midterparti. Partiet minder politisk på mange måder mere om de nu hedengangne Centrumdemokrater.
Pudsigt nok har mange norske politikere begået Nyrups gamle fejl og udråbt Fremskridtspartiet til ikke-stuerent. Det må være hårdt for dem, når de i dag sidder og forhandler med fremskridtsfolkene i blandt andet de to største byer, Bergen og Oslo, hvor det i skrivende stund ser ud til at blive en fremskridtsmand, der overtager borgmesterkæden i Bergen.
Jeg vender tilbage, når der en gang sker noget afgørende her i Tromsø.
Jesper
Cycling instead of running
17 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar