søndag den 25. marts 2012

Sortmejse















Vi har fået en spændende, ny beboer i haven.
De seneste dage har et sortmejse-par vist stor interesse for en af vores fuglekasser. Det er ikke den helt store ornitologiske sensation, da sortmejsen er ganske almindelig i Danmark - men da vi ikke har haft sortmejser før, synes jeg da alligevel, at det er ganske spændende.
Sortmejsen er Danmarks mindste mejseart, 10 - 11 cm lang. Den ligner mest af alt en affarvet musvit, men har en karakteristisk hvid nakkeplet, der tydeligt ses på billedet - og så mangler sortmejsen musvittens karakteristiske sorte bugstribe.
Den er som sagt ganske almindelig i Danmark med over 100.000 ynglepar. De holder mest til i granskove og plantager, så det er da en lille smule skægt, at vores sortmejsepar af alle steder har valgt fuglekassen i bøgetræet.
Parret bruger i øjeblikket en del tid foran fuglekassen. Jeg tror, at hannen allerede har indrettet sig i kassen - og prøver nu med lokkende triller at lokke hunnen til en lille hyrdetime i reden. Sådan kan det i hvert fald godt se ud - og det er faktisk på grund af sangen, at jeg opdagede, at der var sortmejser i mosen. For de lokkende kald er temmelig karakteristiske. Blandt ornitologer kaldes den for cykelpumpen, fordi dens kald angiveligt skulle lyde som en gammel cykelpumpe. Nu ved jeg desværre ikke lige, hvordan en gammel cykelpumpe lyder, men det er i hvert fald en let genkendelig og meget simpel, ensformig sang, som jeg har let ved at skelne fra havens øvrige fuglestemmer.
Nu venter vi selvfølgelig spændt på, om der kommer unger ud af anstrengelserne. Skulle det ske, følger jeg op på sagen her på bloggen.

Ingen kommentarer: