søndag den 20. maj 2018

Klippe-ti-klop

Rideskolen - og så heste i gadebilledet

Da jeg i sin tid kom til Grønland, var Rideskolen blandt slagfærdige håndværkere i slyngelstuerne den humoristiske benævnelse af sygeplejeskolen i Nuuk, men tiderne har ændret sig, så det udtryk er næppe gangbart længere. Til gengæld er landet nu beriget med hestepiger - og den slags fandtes altså ikke i hverken Nuuk eller Sisimiut for 25 år siden.

Pinsesøndag var jeg ude og hænge tøj på tørresnoren, da jeg pludselig hørte den fra Østerby så velkendte klippe-ti-klop-lyd af heste.

Det havde jeg ikke lige forudset her i den sydlige del af Sisimiut, selv om jeg har bemærket, at der går en flok heste i en fold nede ved lystbådehavnen. Så kameraet skulle lige hentes - og da var det næsten for sent, så det blev kun til et par skud af ryggen af de ridende piger...

Hestene i Sisimiut er islandske heste, der som bekendt er hårdføre og kan klare stort set alle klimatiske udfordringer. Der har været islandske heste i Grønland i mange år. Som arbejds- og rideheste har islænderne gennem generationer tjent fåreholderne i Sydgrønland, men de seneste år er der også kommet heste til både Nuuk og Sisimiut af mere rekreative årsager.

Nu er ridning ikke en hobby for hvem som helst - og slet ikke her i Sisimiut. Det er ikke er helt billigt at holde heste her nord for polarcirklen. Al foderet skal jo sejles ind, men til gengæld har jeg hørt, at byens få kartoffelavlere nyder godt af gødningen, når først det importerede hø har været en tur gennem hesten.

Jeg synes, at det er hyggeligt med heste i gadebilledet - og så minder lyden jo om Øland...

lørdag den 19. maj 2018

Portræt af en prof...

Bent Fabricius-Bjerre

God bog!
Vi kender ham fra musikken til Matador, Olsenbanden og ikke mindst popbagatellen Alley Cat fra 1960: Bent Fabricius-Bjerre, der gennem gennem generationer har skabt danske ørehængere - og som samtidig har vist betydelige evner som både iværksætter og musik-købmand.

Og det er ikke mindst hans store, men enkle forståelse for kulturen som vare, der gør Bent Fabric til et menneske, der interesserer mig. Jeg deler hans professionelle og ukrukkede tilgang til kulturen - og jeg beundrer hans forståelse for både genremæssige og tekniske krav, som gør, at musikken skal tilpasse sig mediet og sammenhængen. Det er ikke kunst for kunstens skyld, men kunst, der skal bruges til noget.

Det passer mig fint - og det gør også meget langt hen ad vejen Bent Fabricius-Bjerre til en ener i Danmarkshistorien. En ener som har været nærværende i samtiden - men som også er styret fri af tidernes dogmatik og især den vulgærmarxistiske bølge, der hærgede dansk kultur i sidste halvdel af forrige århundrede.

Min favorit i Fabricius-Bjerres bagkatalog er helt bestemt den lidt mindre kendte musik til den norske dukkefilm Bjergkøbing Grand Prix. Det morer mig meget, at det er en dansker, der har komponeret et af de væsentligste bidrag til den moderne, norske kulturarv.

Jeg har netop læst Danni Travns biografi fra 2014 om Bent Fabricius Bjerre. Det her skal ikke være en anmeldelse af en halvgammel bog, men jeg vil da godt anbefale den alligevel. Specielt bogens første del, der fylder cirka halvdelen af de godt 300 sider, er velskrevet og flydende. Anden og tredje del, der blandt andet handler om erhvervsmanden Bent Fabricius-Bjerre og også hans tre koner falder lidt af  i både cadence, tempo, suspense og formidling. Måske fordi det er svært for en journalist at sætte sig ind i, hvordan erhvervslivet faktisk fungerer i et samfund, hvor de fleste er opvokset med, at kultur kun kan overleve med offentlig støtte.

Den sidste del af bogen skæmmes også lidt af et par overflødige venne-interviews. Det er faktisk temmelig uinteressant, hvad komponistens venner mener om ham, for hvad skal de egentlige sige andet end skamros?

Jeg har haft bogen liggende i flere år. Da jeg købte den, kom jeg aldrig rigtigt i gang, fordi der er en fæl slå-fejl på den allerførste side. Her står der, at Bent Fabricius-Bjerres oldefar havde rank af oberst. Rank? Måske, men det hedder altså rang af oberst.

Jeg frygtede, at bogen ville være fyldt med pinlige fejl, men ret skal være ret. Det er faktisk bogens eneste fejl, så det var godt, at den alligevel røg i kufferten til de lange vinteraftener i Sisimiut.

Bogen er som sagt - sine fejl til trods - læseværdig og underholdende...

Blind høne

Lidt heldig har man da lov til at være...


Forleden skulle jeg gøre lidt reklame for et fødselsforberedelses-kursus. Jeg var på den, for jeg kunne ikke finde et foto til blikfang. Jeg rodede længe i arkivet, men den gik altså ikke...

I min kvide gik jeg over på sundhedsklinikken ved sygehuset, hvor børnesygeplejerskerne holder til. Jeg håbede, at de måske havde en sut eller nogle bleer eller noget helt tredie, som jeg kunne bruge på en eller anden måde.

Jeg var svineheldig, simpelthen... For en af sygeplejerskerne, Ina, var temmelig gravid - og så skulle der bare lidt overtalelse til. Hun sagde ja, trak blusen op - og på mindre end fem minutter havde jeg min illustration i hus.

Svineheld - eller måske endnu et eksempel på, at selv en blind høne kan finde korn...

fredag den 18. maj 2018

Hip hurra og tillykke

Fødselsdag på Øland

Kusinen og fødselaren. Foto: Henrik Jespersen
Set fra vejen tager haven sig flot og frodig ud.
 Foto: Henrik Jespersen
Man taler ikke om kvinders alder, men jeg skal ikke undlade at nævne, at fruen i huset på Øland, Hjemmestyret, torsdag havde en fødselsdag af de mere runde.

Selv mente Dina, at det skulle forbigås i stilhed - og i den henseende var det ganske formålstjenligt, at jeg er i Grønland i øjeblikket. Men helt undgå opmærksomheden kunne fruen alligevel ikke. Vi har jo Interflora...

Engelsk græs er en både flot og taknemmelig plante.
Padderokkerne er også taknemmelige, men det er vi
 ikke så glade for. De kan bare vente, til jeg kommer
 hjem. Så bliver der krig... Foto: Henrik Jespersen
I øvrigt var min kusine så flink selv at komme forbi med en buket blomster - og gemalen, Henrik, fik et fint billede af de to midt i blomsterfloret. Det blev også til et par billeder fra haven, der vist snart trænger til en kærlig hånd (læs: masser af knofedt...), men det får nu vente til juli, når jeg er hjemme igen.

I mellemtiden kan jeg glæde mig over billederne af de blomstrende rhododendron og magnolia-træet foran huset. Det gror tilsyneladende ganske godt i den alt for tidlige danske sommer.

Tilbage til sagen: Tillykke til Dina...
Det har taget nogle år, men nu er magnoliaen så stor, at den blomstrer
 for alvor - så når jeg kommer hjem, skal der ryddes omkring den,
 så den rigtig kommer til sin ret næste år. Foto: Henrik Jespersen
Rhododendron svigter aldrig på denne årstid. Foto: Henrik Jespersen

torsdag den 17. maj 2018

Pølsevognen i Sisimiut

Civilisationens glæder

Det er en almindelig antagelse, at i Grønland bor man i igloer, og der går isbjørne i gaderne.

Det passer selvfølgelig ikke. Faktisk er det et ganske civiliseret samfund, og naturligvis er der også en pølsevogn i Sisimiut, så man til frokost kan få en ristet med håndtag og med blod, bæ, rå og ristet løg, åkander og så videre. Og selvfølgelig med negersved til...

Folkene bag pølsevognen tager i øvrigt det med vognen ganske alvorligt. Den flytter nemlig rundt efter behov. Ved frokosttid på hverdage holder den på hovedgaden foran sygehuset - midt mellem byens to handelstorve. I aften- og nattetimerne i weekenderne holder pølsevognen til i værtshuskvarteret ved Tuapannguanut, så en tørstig nattevandrer kan få sulten stillet. Og så er pølsevognen naturligvis til stede ved alle større begivenheder i byen.

Det er sikkert også derfor, at foretagendet hedder Sumiippa Grill. Det betyder "hvor er grillen?". Og det giver altså lidt mere mening end Havnens Pølser - eller hvad pølsevogne rundt i Kongeriget ellers hedder. For resten er der også en havnegrill i Sisimiut - selvfølgelig.

onsdag den 16. maj 2018

Enden er nær

Gråender

Så går vinteren endelig på hæld - enden er nær. De første gråænder er dukket op i gadebilledet, men endnu er der fortsat is på søerne, så de må tage til takke med alt godt fra havet.

Det går også fint i tidevandszonen, hvor der er masser af søgræs og andet godt til den vegetariske and. Den grønlandske gråand er en anelse større end den europæiske - og så trives den fint i saltvand. Nogle kirtler ved næbbet gør den i stand til udskille salt fra føden.

Det med størrelsen erfarede jeg i sin tid i Nuuk, hvor vi havde et stort andehusprojekt i byens søer - og her viste det sig, at normale danske andehuse ikke faldt rigtigt i de grønlandske ænders smag. Vi fik bygget nogle større - og så lykkedes det.

I Hasseris skulle være gilde...

Festen jeg ikke deltog i

Mens jeg sidder her i det grønlandske og passer vagten, muntrer de gamle spejdere i Aalborg sig - og jeg kan da ikke sige mig helt fri for, at den fest ville jeg nu gerne have været med til.

Men dengang ej, sagde Tordenskjold - og i stedet deltog min gamle skole-, spejder- og fotokammerat Per Lyngby, som har sendt mig et par billeder fra festen.

Årsagen til den festlige sammenkomst var 8. gildes 60-års fødselsdag. Den slags fejrer man i vore kredse, der altså ikke nødvendigvis må forveksles med de finere kredse, med en såkaldt gildehal, hvor vi som regel også møder frem i smoking eller lignende stift puds.

Festen var begunstiget med herligt sommervejr i Hasseris, så velkomsten foregik uden for Gildeborgen med bobler i glasset og besøgende fra de øvrige Sct. Georgs Gilder i Aalborg. Det er også forklaringen på, at der er kvinder på billederne - for i 8. Gilde holder vi mandfolk os ellers for os selv.

Jeg kan kun se til heroppefra, men jeg løfter kaffekoppen og sender en skål til gildebrødrene og gildet.

mandag den 14. maj 2018

Polarsol

Solen er så rød...

Endnu er der et par uger til, at midnatssolen indfinder sig her i Sisimiut - lige nord for polarcirklen, men allerede nu er det ved at være lyst det meste af døgnet.

Fredag aften gik solen ned ved 23-tiden.  Det skete i nordvest bag ved Præstefjeldet. Det er blot et af flere høje fjelde omkring Sisimiut, så når midnatssolen kommer, får vi den desværre aldrig at se. Men netop nu i midten af maj får vi altså nogle ganske spektakulære solnedgange ved midnatstide.

I dag, mandag den 14. maj, går solen ned kl. 23.19 - og så står den op igen allerede klokken 3.46.

Fjeldene på nederste foto ligger cirka 60 km syd for Sisimiut næsten på polarcirklen - og de er altså belyst af den røde aftensol kort før midnat.

søndag den 13. maj 2018

Gæs(ter) fra Canada

Gåsetræk

Søndag morgen var anderledes. Der var larm i luften...

Det er canadagæssene, der ankommer. Det mindes jeg ikke, at have oplevet tidligre, men canadagåsen betragtes da også som en relativ ny art i Grønland. De kommer antageligt fra - som navnet siger - Canada, hvor de trives godt. Fuglene i Grønland er sandsynligvis en del af fødselsoverskuddet.

De yngler gerne i de fugtige moser i Vestgrønland - og dem er der masser af øst for Sisimiut, hvor det isfri område er næsten 200 km bredt. Men de skal tage sig i agt, skal de. For der er jagttid på canadagås. Fra midten af september til november er der fri jagt på den store og kødfulde gås, der i øvrigt formodes at tage ynglepladser fra den langt mindre grønlandske blisgås, hvor bestanden er sølle 30.000 styk.

I Danmark betragtes canadagåsen som en decideret invasiv art - og det er spørgsmålet, om ikke også det på sigt vil blive tilfældet i Grønland. Men indtil videre tager vi den fra den positive side og betragter larmen søndag morgen som et sikkert forårstegn.

Ulvetider og bjørnetjenester

Disneyficering af samfundet

Jeg holder meget af Grønland og grønlændere. Især holder jeg af grønlændernes usentimentale, men dybt indsigtsfulde forhold til naturen – også selv om det er under pres af den europæiske og amerikanske sentimentale og disney-agtige holdninger.

Tag nu for eksempel isbjørne. Et brutalt og imponerende rovdyr, der er skabt til isfyldte farvande, hvor den mæsker sig i spækfyldte sæler. Det er et dyr, som der står respekt om – og en grønlandsk fanger, der skyder en isbjørn er pr automatik storfanger, piniartorsuaq, hvilket er forbundet med stor ære og prestige.

Og selv om dyreværnsorganisationerne tager sig til hovedet, og isbjørnen er blevet til et symbol i debatten om global opvarmning, holder grønlandske politikere hovedet koldt og opretholder fortsat jagtkvoter på den store bamse.

Men ikke nok med det. I modsætning til deres danske kollegers pladdersentimentale holdning til de danske ulve, er de grønlandske politikere og myndigheder klare i mælet, når isbjørnene trænger sig ind på menneskenes enemærker. Den går ikke – et livsfarligt rovdyr og småbørn i bymæssig bebyggelse er simpelthen uforeneligt. Og lykkes det ikke at skræmme isbjørnen væk, er det kort proces. Bum – og isbjørnen er skudt.

Nu skal det prægtige dyr jo ikke gå til spilde, så når først dyrlægen har sagt god for, at bjørnen er fri for trikiner, bliver dyret fordelt til alderdomshjem og børnehaver, hvor kødet ryger i suppegryderne. En meget grønlandsk og praktisk løsning på problemet. Det smager for resten ganske udmærket, skulle jeg mene, selv om jeg kun en enkelt gang har spist isbjørnekød. Det var så til gengæld i en ualmindelig lækker og mør røget variant.

Nu tror jeg ikke ligefrem, at ulvekød bliver et hit på danskernes tallerkener, men jeg er sikker på, at en sådan konsekvent holdning fra myndighedernes side til vilde dyrs hærgen vil kunne løse mange af de problemer, som de danske ulve volder.

Men dybest set handler den danske ulvedebat om selve samfundskontrakten. Borgerne finder sig i høje skatter og et gennemreguleret samfund, mod at staten tager ansvaret for borgernes sikkerhed. Det er den kontrakt, som ulveelskende miljøpolitikere har skabt tvivl om. Den slags skaber grobund for selvtægt - og hvis ikke politikerne lytter til borgernes ønske om tryghed, kan man frygte, at trangen til selvtægt vil brede sig til andre områder. For selvtægten er et symbol på et samfund, der knager og brager i fuger og bånd.

Jeg har i øvrigt noteret mig, at det i den danske ulvedebat er blevet fremført, at man slet ikke må skyde ulve i Danmark, for det er forbudt, siger de nede i Bruxelles. Det var vist ikke lige det, der var tanken, da danskerne i sin tid stemte sig ind i EF - og det er den slags ideer, der skaber selvstændighedsbevægelser og Brexit.

Her i Grønland forstår man slet ikke, at danskerne finder sig i, at udefrakommende blander sig i dansk jagtpolitik - og det er da også værd at notere sig, at Bruxelles-politikernes intolerante holdning til sælfangst var et af de væsentligste argumenter i 1982, da Grønland stemte sig ud af EF.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 11. maj 2018