Sten og glashuset...

Sten og glas har en nærmest magnetisk tiltræknings-kraft på hinanden.
Det måtte jeg sande lørdag eftermiddag, da jeg lige ville smide en sten ud af haven. Stik mod alle kendte naturlove tog stenen et flot 90 graders herresving fra den forudbestemte bane, hvorefter den med usvigelig sikkerhed bankede direkte ind gennem en af drivhusets ruder. Jeg har aldrig set noget lignende - men det var som om en overnaturlig hånd greb stenen og sendte den på tværs af kasteretningen og placerede den præcist midt i ruden.
Newton opdagede i sin tid tyngdeloven ved at få et æble i hovedet - og jeg er sikker på, at jeg nu er på sporet af en endnu større kraft, der med taoistisk sikkerhed forener sten og glas - akkurat som yin og yang.
Murphys lov siger, at alt, hvad der kan gå galt, skal gå galt - og det måtte jeg sande, da jeg skulle udbedre skaden. For jeg kørte på genbrugspladsen og fandt et stykke glas, der næsten passede - men da jeg lige skulle skære det til, revnede det - selvfølgelig.
Så mandag måtte jeg en tur i Jem & Fix for at købe et stykke rigtigt drivhusglas - og det er nu på sin plads i drivhuset. Hvis du ikke lige kan se det, så er det glasset uden grøn algebelægning...

Femårs-planen

Jeg har en plan - og ligesom i det gamle Sovjet er det en rigtig femårs-plan.
Det var sådan en ide, jeg fik for flere år siden - lidt inspireret af noget, jeg så i Barnaby. Den TV-serie er jo indbegrebet af engelsk idyl og såmænd også havekultur. Og noget af det mest engelske, der findes i den forbindelse er æble-espalieret og rhododendron-bede.
Samtidig trængte den del af haven, der ligger syd for huset til en voldsom opstrammer - og det skulle helst være sådan, at der ikke var det helt store arbejde med det. Så et stort rhododendron-bed blev anlagt og beplantet, efterhånden som jeg kunne skaffe planterne til en fornuftig pris.
Nu er turen så kommet til æble-espalieret, som skal erstatte hækken med fjeldribes ud mod vejen. I efteråret rev jeg hækken op og plantede fem æbletræer - og her i weekenden har jeg så sat pæle og wirer til espalieret, som æbletræerne skal formes efter. Og det er selve opbygningen af dette, som kommer til at tage tid, for det foregår ved, at man beskærer æbletræerne, så grenene kommer til at vokse i etager langs wirerne. Man kan kun lave en etage om året - og for at få hækken op i halvanden meters højde, vil der altså komme til at gå fem år - mindst!
Det er egentlig lidt dumt, for i mellemtiden vil haven være særdeles åben ud mod vejen, hvor alle og enhver kan kigge ind til os på terrassen. Og det er samtidig vestvendt, så vi kommer nok også til at døje en del med vinden i de kommende år. For at tage toppen af dette problem har jeg plantet en midlertidig hæk af hurtigtvoksende rødel bag ved æbletræerne - og nu glæder jeg mig egentlig bare til løvspring, så jeg kan se, om ideen holder vand.
Ellers er vi så småt i gang med havesæsonen. Krokus og erantis er ved at være færdig, men påskeliljerne og tulipanerne står på spring for at tage over. I weekenden er nogle af krukkerne blevet fyldt med stedmødre - og jeg har da også sat zittauer- og rødløg.
Det er dejligt sådan at få jord under neglene - og med et æble-espalier at se frem til - om en fire til fem år - er der såmænd arbejde nok at tage fat på.
God sommer.

Parisertoast

Almindeligvis dækker begrebet "parisertoast" over et ualmindelig tarveligt stykke fastfood bestående af to skiver toastbrød med skinke og ost i mellem, som varmes i en plastikemballage i en til formålet fremstillet lille ovn. Denne såkaldte parisertoast er især populær i klubber og værtshuse, hvor man ikke har de store køkkenfaciliteter og markedsføres af blandt andet Tulip og Steff Houlberg.
I virkeligheden er det en dansk fastfood-variation af det, som franskmændene kalder Crocque Monsieur - og som er en fransk cafe-specialitet.
Her i huset laver vi også parisertoast - men det er nu noget helt andet. Jeg har nemlig døbt min egen variation over den velkendte pariserbøf "parisertoast" - vel vidende at det nemt kan misforstås.
Min parisertoast blev til for mange år siden, hvor jeg i en periode havde en mani med at skulle have smeltet ost på alting. Den er nem at lave, smager fantastisk og kan godt være lidt periodisk vanedannende.
Man tager et stykke ristet toastbrød og smører det med 75 gram mager hakkert oksekød - eventuelt tatarkød - og giver det et drys salt og peber. Ovenpå smører man et tyndt lag sennep og belægger derefter hele herligheden med et par skiver fuldfed, mellemlagret Danbo. Det sættes i ovnen ved 200 grader i tre minutter cirka - til osten er godt smeltet, men bøfkødet stadig rødt i bunden. Så nemt er det - og en himmerigsmundfuld af et mellemmåltid er klar til at blive serveret.
I en periode var jeg forresten tosset med hvidløg - og dengang plejede lige at røre kødet med et par fed knust hvidløg - men det er jeg nu gået bort fra igen...
Den velkendte pariserbøf har i øvrigt heller ikke meget med Paris at gøre, men er i virkeligheden blot en dansk variant over Bøf Lindstrøm - en af perlerne i det svenske køkken.

Ja, vi elsker dette landet...

Som oftest overgår virkeligheden fantasien.
Da jeg gik i gymnasiet i Aars i 70'erne, havde jeg i hvert fald aldrig nogen sinde forestillet mig, at jeg 35 år senere skulle stå i sognegården i den lille by og blive rørt til tårer, fordi man sang den norske nationalsang "Ja, vi elsker dette landet...". Og selv for få år siden, da jeg boede i Norge og gik til 17. maj-parader havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at nogle mennesker i en lille, lidt søvnig dansk provinsby kunne synge dette norske helte-epos med styrke og pondus nok til at røre et helt fjeldmassiv.
Men det var rent faktisk, hvad der skete torsdag formiddag, da jeg skulle fortælle om Lofoten i Aars Kirkecenter. Ved sådanne lejligheder er det altid tradition både at indlede og slutte med en sang eller to fra Højskolesangbogen. Og her havde arrangøren i al sin visdom fundet på, at det kunne være passende at indlede med den norske nationalsang.
Det gav mig i øvrigt to små udfordringer eller benspænd om vil - udover at min stemme var lidt grødet til start. Ved formiddagsarrangementer er tiden som oftest knap - og aktuelt havde jeg her kun en time til foredraget. Sangen har otte vers, der hver tager cirka et minut at synge, så det var jo klart, at jeg blev nødt til at korte lidt i foredraget. Og jeg blev da også nødt til at korte endnu mere, da denne skønne sang jo også var en god anledning til at indlede med lidt improviseret snak om Norge i al almindelighed - og ikke mindst den 17. maj.
Blandt andet kunne jeg kun udtrykke mit ønske om, at vi i Danmark havde lige så stor respekt for vort fædreland som nordmændene - men jeg kunne også bringe den stærkt kuriøse oplysning, at det hører med til en ordentlig nationaldags-fejring, at man spiser pølser. På den norske nationaldag spises der godt 16 millioner pølser i broderlandet. Det giver fire pølser pr mand, men det skal naturligvis ses i lyset af, at vore norske brødre i gennemsnit konsumerer 100 pølser pr indbygger om året. Det tilsvarende tal for Danmark er 44, så det er egentlig uretfærdigt, at vi her i landet har for vane at betegne vore sydlige naboer som pølsetyskere. "Pølse-" er dog en betegnelse, som nordmændene med rette gør sig fortjent til.
Det var mit indtryk, at de cirka firs tilhørere havde en god formiddag - og hvis der var nogen, som måske synes, at foredraget gik lidt stærkt, så er der altså en god forklaring.
Jeg har naturligvis fundet "Ja, vi elsker dette landet" på YouTube. Det er ikke stor poesi, men ligesom både "Der er et yndigt land" og andre nationalsange en summarisk gennemgang af landets og folkets fortræffeligheder. Men til gengæld er jeg helt sikker på, at alle bloggens læsere vil give mig ret i, at der er svung over melodien, som er skrevet af Rikard Nordraak i 1864. Teksten er af Bjørnstjerne Bjørnson.
Indspilningen er en typisk forhastet TV-version, hvor der kun er plads til første og sidste vers.

Blændende landing

Onsdag sidst på eftermiddagen forulykkede et fly af typen KZ VII Lærken under landing i Aalborg Lufthavn.
Piloten blev blændet af den lave sol og satte flyet ned cirka 300 meter fra landingsbanen og ramte derfor et par af pælene med indflyvningslys. Ulykken var ganske udramatisk - og piloten kunne selv kravle ud af flyet. Til Nordjyske Stiftstidende fortalte han, at uheldet skete med lav fart, og flyet skal nok komme på vingerne igen.
Forinden skal det nu nok lige have en grundig inspektion af havarikommissionen, for flyulykker er ikke noget, man spøger med. Det sås også tydeligt af antallet af brandbiler, ambulancer og ikke mindst politi på ulykkesstedet - og forresten også et betydeligt opbud af fotografer og pressefolk. Når et fly forulykker, er det den store knap, der bliver trykket på - og lufthavn og myndigheder fik på den måde trænet beredskabet.
Jeg kom tilfældigvis forbi ulykkesstedet cirka 25 minutter efter - og som det ses af det midterste billede blev operationerne i lufthavnen genoptaget efter få minutter.
KZ-flyet er i øvrigt lidt af en seværdighed i sig selv. KZ, Kramme og Zeuthen eller Dansk Aero Industri er den eneste betydende flyproducent, der har været i Danmark. Firmaet eksisterede fra 1937 til 1954 og nåede at udvikle en halv snes flytyper. De fleste blev kun produceret i ganske få eksemplarer, men netop KZ VII Lærken var lidt af en succes. Flyet blev fremstillet i rigtig serieproduktion - og det blev til hele 56 fly af typen.
Ti af flyene blev købt af flyvevåbnet umiddelbart efter krigen og brugt til først skoleflyvning, siden forbindelsesflyvning, inden udfasningen i 1976. Det forulykkede fly var et af dem, og det er produceret i 1948. Det bærer i dag betegnelsen OY-ATM, men hed i sin tid O-619. Ejeren restaurerede flyet i begyndelsen af 90'erne, og det fremstår i dag i den oprindelige bemaling. Danish Civil Aircraft Register har et par billeder fra restaureringen, som fandt sted på Vesthimmerlands Flyveplads i Aars. Det sort-hvide billede er fra 1975 og viser flyet i Kastrup, mens det stadig var aktiv i flyvevåbnet.

Foto: Undertegnede og DCAR/Niels Helmoe Larsen

Sørøg

Natten til mandag var det koldt i Nuuk. Minus 26,7 grader blev der målt - og det er faktisk den næstlaveste temperatur, der nogensinde er målt i den grønlandske hovedstad.
Det fortæller DMI på sin hjemmeside, hvor det også afsløres, at kulderekorden for Nuuk er på minus 27,3 grader. Interessant taget i betragtning at den danske kulderekord er på minus 31,2. Det er vel de færreste danskere, som tænker på, at det kan blive koldere i lille Dannevang end i Nuuk.
Den tredjelaveste temperatur i Nuuk er på minus 26,6 og fra 4. marts 1997. Jeg husker det selv ganske tydeligt. Fra midten af februar og den første uge af marts var det bitterligt koldt netop i 1997. I flere uger blev den lille hovedstad holdt i et jerngreb af kulde. Ikke fordi det gjorde os så meget - de fleste i Nuuk er trods alt mere eller mindre vant til frostgrader, men alligevel...
Men specielt en begivenhed i de dage mindes jeg nu med stor fryd. Byen havde besøg af en større delegation fra den internationale presse. Virkelig Gentlemen of the Press som færdedes hjemmevant både på de bonede gulve og i byens natteliv. Ikke noget problem i det, men i samarbejde med søværnet havde vi arrangeret en sejltur i Godthåbsfjorden med inspektionsskibet Hvidbjørnen. En ren opvisningstur, der skulle vise den internationale offentlighed, at det ikke kan betale sig at stjæle fisk i de grønlandske farvande. Og en kærkommen mulighed for søværnet til at demonstrere, at man behersker de arktiske farvande til fuldkommenhed.
Så vi var ikke mere end lige kommet ud af havnen, da skipper besluttede at arrangere en lille redningsøvelse. Havarirullen foreskriver i den forbindelse, at gæster ombord på skibet skal samles på helikopterdækket. Så den fine flok af journalister måtte altså ud af messens varme og stille til mandtal på helikopterdækket i et par og tyve graders frost og en stiv nordenvind. Under normale omstændigheder får man en overlevelsesdragt og redningsvest udleveret, men nu var det jo kun en øvelse. Nej, hvor de gode skriverkarle frøs - klædt i pæne habitter og med tynde sko, som de var. Nogen af dem var nogle godt tørstige karle med en i forvejen pæn blåviolet ansigtskulør, men jeg skal da love for, at de allesammen nåede at blive godt blå i kraniet, inden skipper efter ti minutter forbarmede sig over dem - og afblæste øvelsen. Hehe, så kan de jo lære det - altså at klæde sig ordentligt på i Grønland.
Havet omkring Nuuk er isfrit hele året på grund af havstrømmene. Der sker derfor det, når lufttemperaturen falder ned under 17 graders frost, at havet begynder at dampe - akkurat som en kop varm te i koldt vejr. Fænomenet kaldes sørøg - og er et godt fysisk varsel om, at der ikke er den helt store grund til udendørs aktiviteter.
Som regel oplever man det i Nuuk-området et par dage i februar hver vinter. Det er ret fascinerende, fordi man jo på den måde kan fotografere frost, så man på billedet kan se, at det er rigtig dejligt koldt derude. Og det er altså det, som nuummiutterne (folk fra Nuuk) har oplevet de seneste dage.
Fotoet er fra 2003, så vidt jeg lige husker. Et eller andet sted i mine gemmer har jeg også billeder fra den famøse tur med Hvidbjørnen i 1997, men jeg kan desværre ikke lige finde dem i skrivende stund. Hvis de dukker op, skal jeg nok bringe dem her på bloggen.

Christian Michael Rottbøll

Da jeg forleden skrev om Børglum Kloster og klostermøllen, modtog jeg en mail fra en af bloggens faste læsere, Ole Anker.
Han gjorde mig opmærksom på en lille detalje ved møllen, som jeg ganske vidst har hørt tidligere, men som jeg i skyndingen fuldstændig havde svedt ud. Normalt står stillestående møller med vingerne i X, men møllen ved Børglum står med vingerne i korsform.
Det har den gjort siden 26. september 1942, hvor sønnen på Børglum, Christian Michael Rottbøll, på tysk foranledning blev skudt af det danske politi i København. For denne ugerning blev en skydeglad dansk kriminalassistent belønnet med en dusør på 300 kroner af Københavns daværende politidirektør - og historien er unægtelig en plet på dansk politis historie.
Rottbøll blev begravet ved Børglum den 4. oktober 1942 - og i Børglum klosterkirke findes der en mindeplade for ham.
Christian Michael Rottbøll var en af pionererne i den danske modstandsbevægelse. Han deltog i den finske vinterkrig og tog efter tyskernes besættelse af Danmark til England, hvor han blev trænet i SOE. Den 17. april 1942 vendte han med faldskærm tilbage til Danmark, hvor han tog fat på at organisere modstandsbevægelsen i Nordjylland. Desværre blev han angivet af en stikker og flygtede til København, hvor han blev taget og skudt af det danske politi. Christian Michael Rottbøll blev kun 25 år.
Samme dag blev møllen stillet i kors - og har altså stået sådan siden for at hædre denne virkelige danske helt. Tak til Ole Anker, fordi han mindede mig om den historie.
Det er en tankevækkende fortælling, som er mere aktuel end nogensinde i en tid, hvor den danske statsminister og hendes følge af små Frits Clausevitser fra Folketinget prøver at knytte Danmark stadig tættere til EU og ikke mindst den tyske kansler. Hvis vi ikke snart siger stop, kan den dag snart komme igen, hvor dansk politi på tysk foranledning skyder danske statsborgere. Skammeligt.

Foto: Undertegnede og Niels Clemmensen

Hyldemor

Hyld er en rigtig forårsbebuder - og allerede nu i midten af marts er bladknopperne bristefærdige.
Måske er det derfor, at folketroen altid har tillagt hylden en særlig træånd - en dryade, træets sjæl - der kaldes for hyldemor.
Hyldemor betragtes ofte som identisk med Freja, der var frugtbarhedens gudinde i den nordiske mytologi - og som den dag i dag er en levende del af vores forestillingsverden, for eksempel i Sverige hvor man betragter himmelfænomenet kornmod som et fysisk bevis på, at Freja er ude for at tjekke årets høst.
Da hylden samtidig har klare medicinske effekter - blandt andet mod snue - har den en særlig plads i vores bevidsthed, som gør det nærliggende at besjæle træet. Hyldesaft har en beviselig lindrende effekt mod forkølelse - og blandt de mest klippefaste i troen kan mange sygdomme undgås med hyldete. Under alle omstændigheder er hyldemor navnet på et underligt eventyr af H.C. Andersen, hvor hyldemor bor i en tepotte - og forresten bliver serveret som lindring for en lille dreng, der er forkølet.
Hyldemor var forresten - men indlysende nok - også navnet på et orkester, der holdt til i Christiania-miljøet i slutningen af 70'erne.
Her i huset holder vi også af hyldesaft - for uanset om det virker eller ej, smager det godt. Og så hylder vi selvfølgelig hylden som den forårsbebuder, den nu er. Billedet er taget søndag nede i baghaven.

Birkens fald

Jeg holder meget af træer - og det smerter mig altid dybt at fælde et træ med mange år på bagen.
Men af forskellige årsager kan det nu være nødvendigt. Dels er træ en ressource, der skal bruges, dels kan træer blive syge og dø - og dels kan træer stå i vejen, fordi de enten er selvsåede eller plantet af mennesker, der havde andre planer end undertegnede.
Den sidste årsag var grunden til, at et af havens birketræer i dag måtte lade livet. Det stod mellem brændeskuret og den store bøg. Kronen på birken ragede godt op i bøgens krone på en uskøn måde - og desuden stod træet i vejen ud for døren til brændeskuret, så væk måtte det.
Enten skulle det være nu - inden løvspring - eller også skulle det vente til efteråret. Men med tanke på, at stødet skal fjernes, fordi jeg gerne vil have en række fliser, netop hvor træet stod, blev det altså i dag.
Efter årringene blev birken cirka en snes år - hvilket hænger meget godt sammen med, at det sikkert er plantet i forbindelse med, at de forrige ejere ryddede op på grunden og moderniserede huset i 1997. Træet havde en mærkelig uharmonisk stamme - og der var en meget kraftig misfarvning af årringene i femårsalderen, så jeg har en mistanke om, at det har været angrebet af en eller anden svampesygdom omkring årtusindskiftet.
Nu er træet væk - og det værste arbejde med at fjerne stødet venter. Men det kan i hvert fald vente til hen på sommeren.
Bemærk forresten, hvor præcist træet er fældet mellem brændeskuret og taks-busken. Helt tabt håndelaget har man jo trods alt ikke...

Dagens ord L

Ordet er "moget". Dette fine, jyske dialektord havde sneget sig ind i min forrige artikel om forårets rablende rengøringsvanvid, og måske er der enkelte af bloggens læsere, der ikke helt har forstået meningen - eller har troet, at det var en stavefejl.Det er det ingenlunde. Moget betyder på godt jysk "beskidt" - og jeg har altså aldrig set så beskidt vand, som da jeg rensede mit køkkenbord.
Moget giver god mening, hvis man tænker på møg - det er simpelthen tillægsformen af møg. Udtrykket er beslægtet med "at muge", der jo betyder "at fjerne staldgødning" og tillægsordet "myg", der betyder blød og fugtig. Og med tanke på staldgødning er det jo en ganske præcis beskrivelse, hvad enhver, som har trådt i en kokasse med bare tæer, kan bevidne.
Men det var altså ikke en stavefejl, da jeg forleden skrev, at vandet var moget...