mandag den 12. november 2018

Fugleflugtstid

Tusmørkedage

De seneste ugers tusmørkedage er ikke lige sagen for fuglefotografen, men når der så kommer et sjældent hul i skylaget, er det med at komme af sted.

Det er ikke stor kunst, men gode stemninger - ikke mindst af viberne, der netop nu er ved at samle sig til efterårstrækket og turen til varmere himmelstrøg. Men viben er også en såkaldt vejrfugl, der i milde vintre sagtens kan klare sig i Danmark og derfor først trækker væk, når det bliver rigtig koldt. Så hvem ved? Måske bliver viberne her julen over...?

Her er lidt fugle fra den seneste uges tid...




lørdag den 10. november 2018

Helge Ingstad

Den norske sysselmand i Nordøstgrønland

Fregatten KNM Helge Indstad på grunden. Fregatten er opkaldt efter
 den norske polarforsker og eventyrer Helge Ingstad, der var
 sysselmand i Nordøstgrønland under
den norske besættelse 1931-33. Foto: Kystverket

Ulykken lukkede Stureterminalen ved Bergen,
 der distribuerer olie og gas for en halv milliard kroner
i døgnet. Foto: Kystverket
Forleden var den norske fregat KNM Helge Ingstad tæt på at forlise efter at have sejlet ind foran en supertanker nord for Bergen. Den tre milliarder dyre og 137 meter lange fregat blev grundsat i skærgården - og nu foregår der en omfattende redningsaktion for at redde det dyre skib.

Skibet er opkaldt efter den norske eventyrer og polarforsker Helge Ingstad, der også er en del af Grønlands historie. Han var nemlig sysselmand (guvernør, rigsbefuldmægtiget, landshøvding) i Nordøstgrønland (Eirik Raudes Land på norsk) under den norske besættelse af området 1931-33.

Helge Ingstad. Foto: NBL
Den 27. juni 1931 blev det norske flag hejst på fangstationen Myggebugten (Myggbukta) syd for Daneborg, hvor Sirius-patruljen nu holder til, af fangstmændene Hallvard Devold, Thor Halle, Eilif Herdal, Søren Richter og Ingvald Strøm. Området nord for Scoresbysund blev proklameret norsk. Det skete vistnok på privat initiativ, men den norske regering bakkede op og udnævnte Helge Ingstad til Sysselmand i Eirik Raudes Land.

Ingstad opholdt sig på det tidspunkt i Norge og kom først til Nordøstgrønland året efter og overvintrede i Antarctichavn (mellem Myggebugten og Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) vinteren 1932-33 sammen med sin fem mand store stab. Med båd og hundespand besøgte de fangstmænd og "sørgede for lov og orden" i det besatte område.

Besættelsen endte den 5. april 1933, hvor den Internationale Domstol i Haag kendte okkupationen ulovlig og stadfæstede dansk suverænitet over hele Grønland, hvorefter Ingstad og hans stab måtte vende tilbage til Norge, hvor han blev sysselmand på Svalbard.

Helge Ingstad, der er født 30. december 1899, var uddannet jurist og arbejdede i nogle år som selvstændig advokat, men drog i 1926 på et fire års ophold som pelsjæger ved Hudson Bay i Canada. Her skrev han bogen "Pelsjægerliv". Senere skrev han også bogen "Øst for den store bræ" om tiden i Nordøstgrønland.

Karrieren som sysselmand og administrator sluttede endegyldigt i 1935, og han kastede sig over polarforskningen på fuld tid, når vi ser bort fra krigsårene, hvor han arbejdede for Røde Kors. Mest kendt i den store sammenhæng er han for opdagelsen af vikingebopladsen L'Anse aux Meadows på Newfoundland. Opdagelsen blev det endegyldige bevis på, at vikingerne var de første europæere i Nordamerika - lang tid før Columbus.

Mindeplade for Helge Ingstad i Antactichavn.
 Foto: Wikipedia
Helge Ingstad døde i 2001 og er den sidste af de store norske polarhelte, som alle skolebørn i Norge lærer om og lærer at beundre. Derfor var Helge Ingstad også det naturlige navn til en af de fem fregatter, som den norske marine tog i brug for en halv snes år siden. De øvrige fregatter hedder Fridjof Nansen, Roald Amundsen, Otto Sverdrup og Thor Heyerdahl.

onsdag den 7. november 2018

Paradisæblevej på Øland

Anders And i Nordjylland

"Milde milevandring!" Anders And kommer til Nordjylland.
Foto: AA45/Egmont

Lige over for min lille parcel på Nørremarksvej på Øland ligger der en lille grusvej, som fører ned til en ejendom på Østerbyvej.

Vejen har ikke noget navn, men jeg har altid kaldt den Paradisæblevej, fordi der på den ene side står en række paradisæblebuske. Kælenavnet er selvfølgelig skabt med kærlig reference til Anders And, der som bekendt bor på Paradisvej 111 i Andeby.

Paradisæblevej på Øland.
Ved nærmere eftertanke er det nok en fejl, at jeg aldrig har foreslået Jammerbugt kommune at gøre Paradisæblevej til grusvejens officielle navn. Det ville være en flot cadeau til den populære and, der i denne uge gæster Nordjylland - og hvem ved; måske kunne vi endda have været så heldige, at vi havde fået en lille plads i den historie, som bærer ugens Anders And-blad?

UAKK...Det skal nok ende galt...
Foto: AA45/Egmont
Kort fortalt er historien i følge Egmonts pressemeddelelse, at Anders And sikkerhedslander i Aalborg Lufthavn på grund af teknik på vej hjem fra charterferien. På Hjallerup marked køber han og ungerne et skattekort. Med skattekortet i hånden og med Grønspættebogen som guide tager de rundt i Nordjylland til blandt andet Klitmøller og Skagen for at lede efter skatten. Historien hedder "På skattejagt i Vendsyssel", uagtet at Klitmøller ligger i Thy.

Det er en sjov og tiltalende ide at sende Anders And til vores dejlige landsdel og i øvrigt et godt pr-stunt, der har sikret den koleriske and solid omtale i medierne - de lokale især, forstås.

Normalt falder jeg ikke for let gennemskuelig pr, men i det konkrete tilfælde vil jeg nu gøre en undtagelse. Når bladet udkommer torsdag morgen, skal jeg helt sikkert tidligt på tanken og sikre mig et eksemplar - og som undskyldning kan bilen jo få en tiltrængt vask i dagens an(d)ledning.

Jeg har altid været vild med Anders And. I min barndom abonnerede jeg ligefrem på bladet, der på toppen i 1972 blev solgt i et ugentligt oplag på 220.000. Måske fordi både jeg og andre danskere kan se sig selv i den koleriske and, der med stor energi og lidet held udlever sine mange gode ideer.

Anders And har haft stor indflydelse på min generations sprog. Udtryk som "kinamands chance" og "milde mammon" er faste elementer i vort fælles vokabolarium. Gode gamle ord som kålhøgen (Fru Kålhøgen er en bifigur) og knarvorn (Knarvorn er Anders' nabo) bliver holdt i live af tegneserien.

I gamle dage i 70'erne var kritikken af Anders And massiv fra det marxistiske klerasi - og kulturradikale pædagoger i hønsestrik diskuterede alvorligt i den sort-hvide TV-avis tegneseriernes skadelige indflydelse på den opvoksende ungdom.Heldigvis delte mine forældre ikke denne opfattelse - og blade som Anders And, Fart og Tempo, Tintin, Asterix og Basserne er solide bidrag til, at jeg er den person, jeg er.

Så jeg glæder mig til torsdag morgen og det nye nummer af Anders And. Og så vil jeg tage mig sammen og skrive til kommunen, så Paradisæblevej kan blive et officielt navn.

mandag den 5. november 2018

Noget om rundkørsler

Trafikalt set

Fiskerbyp Kaajallattariaa
Efter tre års (antagelig meget grundigt) udvalgsarbejde har Sted- og vejnavneudvalget i den grønlandske hovedstadskommune, Kommuneqarfik Sermersooq, besluttet at navngive Nuuks 11 rundkørsler.

Baggrunden var en principbeslutning i kommunalbestyrelsen allerede i 2015. Efterfølgende er borgerne blevet inddraget, og udvalget har også måttet bruge energi på at fastslå, hvad en rundkørsel hedder på grønlansk. Udvalget endte på ordet Kaajallattariaq frem for Nerngallak, meddeler avisen Sermitsiaq.

Sted- og vejnavneudvalget har også foranstaltet en afstemning blandt interesserede borgere. 41 procent fandt det mest naturligt at navngive rundkørslerne efter deres placering, hvilket stadfæster almindelig dagligdags tale i den lille hovedstad.

Nu kan man mene, at denne begivenhed næppe er omtalen værd her på bloggen, men rundkørsler har været en del af mit arbejdsliv i de 12 år, jeg var informationschef i den gamle Nuup Kommunea - og jeg vil derfor alligevel vove et øje og fortælle lidt mere om Nuuks rundkørsler.

Allerførst bliver vi nødt til at se lidt på den færdselsretlige tilstand i Grønland. Den første grønlandske færdselslov kom i 1966. Inden da var forholdene reguleret i de kommunale politivedtægter.

Mit grønlandske kørekort.
Den grønlandske færdselslov blev revideret i 1992, hvor der blandt andet blev indført en bestemmelse om, at man som fastboende i Grønland skulle have grønlandsk kørekort - og altså ikke kunne nøjes med det danske. Bortset herfra var der ikke taget særlige hensyn til de grønlandske forhold, og færdselsloven indeholdt ikke bestemmelser om for eksempel snescootere. Bemærkelsesværdigt var også, at blandt andet reglen om tvungen brug af sikkerhedssele ikke blev indført i Grønland. Baggrunden herfor var et skøn fra justitsministeriets side, da den generelle hastighedsgrænse i Grønland dengang var 40 km/t.

Tæt trafik i den grønlandske hovedstad.
En af de store ændringer i perioden 66-92 var indførelsen af hajtænder og en ændring af reglerne for rundkørsler til de regler, vi kender i dag, hvor man skal holde tilbage for trafikken inde i rundkørslen. Det førte som bekendt til, at rundkørslerne i Danmark skød op som paddehatte - og også i Nuuk fattede man interesse for denne regulering af trafikken i større kryds.

Den første rundkørsel i byen ligger i forstaden Nuussuaq (nummer 5 på nedenstående kort) og blev anlagt i begyndelsen af 90'erne - jeg erindrer ikke hvornår nøjagtigt - kort før jeg kom til byen i begyndelsen af 1995.

Rundkørslen blev længe en udfordring, fordi de lokale bilister simpelthen ikke kendte reglerne for at køre i en rundkørsel. Stort set hver morgen gik trafikken mellem Nuussuaq og Nuuk i stå i rundkørslen. Det stod på i flere år.

På et tidspunkt endte sagen på informationschefens skrivebord - og vi forsøgte at skrive os ud af sagen med annoncer i ugeavisen og indslag i lokalradioen og -TV. Det skete i et tæt samarbejde med politiet, der barslede med en ide om en større aktion, hvor politiskole-eleverne skulle udstationeres i rundkørslen en morgen og simpelthen tage en snak med de usikre bilister. Ikke noget med bøder, bål og brand, men simpelthen vejledning og god service fra ordensmagten.

Det var en god ide, og den blev sat i værk en morgen. Resultatet var mildest talt nedslående - for nu ikke at kalde det en gedigen fiasko, for det viste sig, at på trods af en grundig briefing, var politieleverne også usikre på reglerne - og vejledningen medførte åbentlyst endnu mere forvirring og kaos. Jeg husker det stadig. Jeg var stået tidligt op for at fotografere det gode initiativ - og aftalen var, at jeg efterfølgende skulle deltage i en debriefing på politistationen. Da jeg kom ind i mødelokalet, var der en ledende politimand, der hvæsede: - Det her skriver du fandeme ikke noget om!

Tiden gik - og efterhånden fik bilisterne det lært. Men der var fortsat udfordringer i trafikken, for før 1992-færdselsloven med hajtænderne og de danske vigepligtsregler, brugte man i Grønland generelt den almindelige højrevigepligt, så uanset vejenes størrelse holdt man generelt tilbage for al trafik fra veje til højre.

Før der blev rundkørsel...
Det gav specielt gnidninger i et kryds, hvor 400-vejen, Nuussuaq-vejen og Sipisaq Kujalleq (passet) mødes i udkanten af Nuuk. Krydset var i 1996 blevet bygget om til et T-kryds med både helleanlæg og hajtænder, så Nuussuaq-vejen og 400-vejen blev den gennemgående vej. Men mange bilister glemte at se til venstre, når de kom fra passet, fordi højrevigepligten fortsat sad i blodet. Det kostede i øvrigt også kommunen en bil (min daværende tjenestebil - en Toyota Tercel), da en nyansat medarbejder fra kysten på en af sine første arbejdsdage drønede ud i T-krydset uden at se til venstre.

Senere i forbindelse med anlæggelsen af Issortarfimmut blev dette kryds derfor også lavet til en rundkørsel.Så rundkørslerne var kommet for at blive - og er i dag et velkendt og velfungerende indslag i trafikken i Nuuk. På nuværende tidspunkt er der 11 rundkørsler i Nuuk-området, der består af bydelene Nuuk, Nuussuaq og Qinngorput - og rundkørslerne ligger som perler på en snor på den efterhånden ti kilometer lange køretur fra den ene ende til den anden i det ellers forholdsvist lille bysamfund.

Lysreguleringen ved Hotel Hans Egede kan
anes i billedets nederste højre hjørne.
Nu vi er i gang, vil jeg lige omtale lysreguleringerne i Nuuk. I mange år var der kun en, og den betjente en fodgængerovergang i Nuuk downtown ud for Hotel Hans Egede. Det var ikke et kryds, men lysreguleringen sikrede en nogenlunde civiliseret adskillelse af den gående og kørende trafik på det meget befærdede sted.

Det første rigtige lyskryds kom i 2003 i krydset Rinksvej-Aqqusinersuaq. Et par dage efter indvielsen var jeg til møde i Oslo med mine nordiske hovedstadskolleger - og jeg husker endnu latteren og forbløffelsen, da jeg fortalte om denne begivenhed. Men også lyskrydsene er kommet for at blive - og efter at jeg flyttede fra Nuuk i 2007, er der da kommet yderligere et par stykker i centrum.

I Nuuk var der 1. januar 2018 indregistreret i alt 5.171 motorkøretøjer. Jeg har ikke kunnet finde tallet fra 1995, hvor jeg som sagt flyttede til Nuuk, men sammenholdt med tallene fra Grønland som helhed, er der nok tale om en fordobling i perioden frem til nu.

Det skal også lige med, at færdselsloven fra 1992 blev erstattet af en ny i 2008, hvor promillekørslen blev afskaffet, hvor det blev påbudt at bruge sikkerhedssele og der blev forbud mod at tale i mobiltelefon under kørslen. Den nye færdselslov regulerer også kørsel med snescootere, ligesom der blevet krav om ansvarsforsikring og registrering af snescootere og ATV'er.

Her er de 11 rundkørsler:

Artiklen er en kladde, som trænger til en kærlig redigering - og sikkert også er al for lang. Men jeg fik lyst til at bidrage lidt til Nuuks lokalhistorie... Kommentarer modtages gerne.

søndag den 4. november 2018

Stilleben

Vernissage

Det sker ikke så ofte længere, at jeg går til ferniseringer, men når det nu sker i Gjøl og jeg var inviteret af kunstneren selv - og jeg i øvrigt havde tid til det - skulle det alligevel have en chance.

Det var en af mine gamle kolleger fra de glade dage i reklamebranchen - Danny Heinricht - der lørdag eftermiddag både fejrede åbningen af Kunstlade Gjøl med en udstilling af egne billeder og udgivelsen af digtsamlingen "Lyde høres bedst i stilhed".

Det foregik med fuld jazzmusik, vin i glassene, pølse og ost - og så en masse god snak med spændende mennesker. Det var hyggeligt og afslappet. Så afslappet at jeg dårligt nok fik set kunsten, men nu er der jo ikke langt til Gjøl - i følge Nordjyske landsdelens svar på Gentofte - så jeg kan jo altid komme forbi en anden god gang. Og under alle omstændigheder inspirerede de kunstneriske omgivelser mig til fotoet øverst - sådan lidt meta-kunst.

Snakken gik som sagt. Det skyldtes ikke mindst, at jeg mødte en anden gammel kollega fra reklamebranchen, tegneren Ole Flyv Christensen, som jeg ikke har set i nok 30 år. Så der var lige et par ting, der skulle opdateres...

Tak til Danny for en hyggelig eftermiddag.

tirsdag den 30. oktober 2018

Big brother

Egyptiske kampvogne på Øland

Jeg ved ikke lige, hvad meningen er med galskaben, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på en gruppe egyptiske kampvogne, jeg en gang så på Tahrir-pladsen i Kairo, da Geodatastyrelsen mandag rykkede ind på Øland.

Det var fine, gule og nyvaskede biler med et telt monteret på taget - akkurat som den egyptiske hær monterer telte over tårnet på kampvognene for at værne mod solen, der på de kanter må betragtes som en væsentlig fjende.

På geodætbilerne handler det nu nok mere om at beskytte mod regn, der som bekendt er mere hyppig end sol på vore breddegrader.

Som sagt - jeg ved ikke, hvad meningen er, men det er helt sikkert noget big brother-noget, der handler om at overvåge os. Jeg bliver i hvert fald skeptisk, når statslige myndigheder rykker ind med kameraer og fotovogne. Staten vil sandsynligvis være helt sikker på, at vi ikke gemmer et par kvadratmeter jord under gulvtæppet, når ejendomsskatten skal beregnes.

mandag den 29. oktober 2018

Den første sne

Et drys af vinter

Natten til søndag bød både på årets første nattefrost og det allerførste diminutive snedrys.

Det var nu ikke den store overraskelse, for det samme er for længst sket længere mod nord i Grønland og Nordnorge, så adskillige gæsarter, sjaggere og fjeldvåger er så småt ved at indfinde sig her i vinterkvarteret. Nu mangler vi bare silkehalerne...

Frosten tog pusten fra pelargonierne, begonierne og georginerne, så nu venter en større tørn i haven med at få disse herlige blomster bjerget og bragt til vinterkvarteret på værkstedet.

Men søndagen krævede også en tur i skoven i det friske vejr. Bare en gåtur - ikke en fototur, så derfor havde jeg heller ikke telen med. Det var en skam, for pludselig stod der en prægtig dåhjort midt på vejen. Det imponerende bladformede gevir mindede om, at han sikkert har haft en fornøjelig tid i parringssæsonen, men nu er det slut med den slags sjov, så han luntede ud på rapsmarkerne for at få lidt huld til vinteren...




Afskaf sommertiden

Overtro på linie med troen på den flade jord og tandfeen

Som en lille protest undlod jeg at stille
havemøblerne tilbage natten til søndag.
Der skal ikke herske tvivl om, at EU og al dets væsen og ikke mindst flommeeuropæerne i Bruxelles bestemt ikke er min kop morgente.

Men ret skal være ret: Jeg blev foretagendet lidt mildere stemt, da kommisionsformand Juncker i et kort øjebliks klarsyn tog initiativ til at afskaffe tidsskifte-cirkusset, hvor vi to gange om året skifter mellem normaltid og den såkaldte sommertid.

Men hvor længe var Jesper i baronens seng? 

Junckers forslag blev straks og øjeblikkeligt sendt til hjørne med et velturneret spin og et forslag om, at vi nu skal have sommertid hele året. Så nu diskuterer politikerne på livet løs, om vi skal have sommertid eller normaltid – i stedet for at få løst det grundlæggende og basale problem med de to årlige tidsskifter.

Selv om der tilsyneladende er god vilje i EU, så ligger det meget tungt her i landet. Forleden forklarede transportminister Ole Birk Olesen til Altinget.dk, at en overgang til normaltid vil betyde, at der om foråret og sommeren vil blive en time mindre til at spille fodbold udendørs på anlæg uden lamper.

Det argument er simpelthen så forvrøvlet, at man glimrende forstår, at DSB og andre områder under Olesens ressort ikke fungerer. For det første kan vi ikke indrette samfundet af hensyn til nogle få fodboldtosser, og for det andet ændrer sommertiden ikke på dagens længde. Uanset om vi har sommer- eller normaltid er dagen fortsat cirka 18 timer her i Nordjylland ved midsommer. Et målebånd bliver jo heller ikke længere af, at man skærer ti cm af den ene ende og flytter dem hen til den anden ende.

Desværre er Olesen ikke alene om tyrkertroen på tidsskiftets blændværk. Hos de konservative er holdningen, at det slet ikke er noget, vi skal beslutte her i landet. ”Hvis man åbner op for det, kan alle landene jo beslutte noget forskelligt, så Danmark og Sverige lige pludselig kan være i forskellige tidszoner,” siger den konservative Merete Scheelsbeck til Altinget.dk. Så meget for de konservative dyder som Gud, Konge og Fædreland. I det parti er man åbentlyst klar til at ofre Fædrelandet og dansk suverænitet til den europæiske blandemaskine.

I øvrigt er Scheelbecks argument også mod bedre vidende. For det er slet ikke noget problem – jeg vil endda sige tværtimod, hvis den svenske del af Asien fik sin egen tidszone. Jeg vil minde det konservative blålys om, at Kongeriget Danmark gennem århundrede har fungeret fint med tre forskellige tidszoner. På Færøerne er man en time efter og i Grønland fire timer efter dansk tid. Jeg har boet femten år i Grønland, og det har nu aldrig været et problem med forskellige tidszoner.

Sommertid er noget middelalderligt blændværk og overtro på linie med troen på den flade jord og tandfeen. Det har simpelthen ingen berettigelse i et moderne oplyst samfund med moderne og oplyste borgere.

Man siger, at befolkningen har de politikere, som den fortjener. Jeg roder fortsat i min samvittighed for at finde ud af, hvad jeg har gjort af onde ting, siden jeg skal straffes med sådan en flok bovlamme politikere i Folketinget.

Politikerne snakker – og der sker absolut intet. Det viser folkestyrets forfald og demokratiets massive krise, hvor der er plads til både uvidenhed, ignorance og løgne for at undgå at tage den eneste naturlige beslutning: Afskaffe de to årlige tidsskifter, der bare bidrager til dårlig nattesøvn, frustration, forbandelser og forvirring.

Nordjyske Stiftstidende 28.oktober 2018

søndag den 28. oktober 2018

Vild med sild

Når sild bliver kunst

O. P. Anderson-sild.
Øland Sildelaug har - som navnet forsigtigt antyder - et nært og følsomt forhold til sild. Det blev afsløret på fredagens møde, hvor lauget nød en enkel treretters menu i anledning af vinterens snarlige komme.

Snapsenes størrelse er altid en god anledning til debat.
Første ret var naturligvis sild - og når ansvaret for retten var lagt i hænderne på Årets Sild, tidligere ceremonimester Peter, var silden nærmest ophøjet til kunst. Flot så det i hvert fald ud, da den velkomponerede, men alligevel klassiske forret med stor respekt for traditionerne blev sat på bordet.

Peter havde døbt anretningen O.P. Anderson-sild efter det navnkundige svenske snapsemærke, der kan trække sine traditioner tilbage til Göteborgutställningen i 1891, hvor den berømte snaps blev lanceret. Den er opkaldt efter den svenske skibsreder og spritproducent Oluf Peter Anderson, der levede 1797 til 1876. Snapsen, der produceres på kommen, fennikel og anis og lagres otte måneder på egefade, blev lanceret af sønnen Carl August Anderson.

Og debatten gik livligt...
O.P. Anderson er det perfekte valg til sild og laks, kan man læse i forskellige vin- og spiritushåndbøger, men skriverkarlen vil da lige for egen regning tilføje, at den også fungerer perfekt til kräft-kalas - det store svenske krebsegilde - der virkelig kræver sin mand. Det er nu op til Oldermanden, om vi måske skal prøve det i sildelauget en gang til foråret - måske krydret med en surströmning til forret.

Irish stew.
Hovedretten bestod af irish stew - en herlig irsk variant af vores egen skipperlabskovs. Simremad med saft og kraft til folk med det rigtige slutciffer i cpr-nummeret.

Til dessert fik lauget en rigtig 70'er-klassiker, der dog aldrig er gået helt af mode på de mere folkelige spisesteder: Friturestegt camenbert. Selvfølgelig med solbærsyltetøj og ikke mindst solbærrom fra Oscar Davidsen. Også Oscar Davidsens solbærrom er lidt af en klassiker på frokostbordet, hvor den især nydes til pandekager - og så selvfølgelig til camenbert. Solbærrommen er fremstillet på jamaica-rom, der trækker på solbær og 11 forskellige urter. Denne søde og kraftige drik blev lanceret i København af vinhandler Oscar Davidsen (Ida Davidsens oldefar) i 1888.

iftblanderen havde tryllet og sammenstukket
aftenens bjesk af tre forskellige produktioner.
Giftblanderen var i hopla og havde i dagens anledning sammenstukket tre produktioner af krægeblommebrændevin. Ikke just slivovitz, men en markant brændevin med særdeles meget kant. Krægeblommer er en meget lille blommesort, der smager som blommer, men i udseende minder om enebær.

Det blev lidt senere end normalt - og bilen blev pænt stående på p-pladsen foran medborgerhuset...

(Billederne er klikbare)

Friturestegt camenbert med solbærsyltetøj
 og selvfølgelig solbærrom fra Oscar Davidsen.

fredag den 26. oktober 2018

Alberti-skalaen

Teoretisk svindel og bedrag

Peter Adler Alberti.
Foto: Wikipedia
Alt skal måles og vejes i vore dage. Når jorden ryster og bæver, måler vi det på Richterskalaen, og når naboen larmer, hedder det decibel. Vi har kroner og ører, meter, liter, kilo, pint, gallon og på godt gammeldansk en genstand.

Men vi savner en måleenhed for svindel. En måleenhed der kan bruges til at sætte svindelen i perspektiv og være guideline, som det hedder på moderne dansk, for både myndigheders og pressens håndtering af svindelen.

Derfor vil jeg foreslå, at vi indfører måleenheden alberti. På den måde kan vi hylde en af landets store sønner (i bogstaveligste forstand; han vejede 150 kg), justitsminister gennem syv år Peter Adler Alberti, der fik herostratisk berømmelse, da han i 1908 meldte sig selv for underslæb i størrelsesordenen 15 millioner kroner.

Beløbet svarer i vore dage til cirka en milliard kroner, og der er ingen tvivl om, at det var svindel i verdensklasse.

Hvis vi nu sætter svindel for en milliard til 1 alberti, så følger det, at en anden notorisk bedrager, Stein Bagger, også opnår 1 alberti på vores svindelskala, hvorimod den meget omtalte Britta Nielsen, der angiveligt har fusket med satspuljemidlerne kun scorer 0,1 – og altså i den store sammenhæng må betragtes som en ganske beskeden og almindelig småsvindler. Det er naturligvis fortsat moralsk angribeligt, men i den store sammenhæng ganske ubetydeligt.

Andre berømte danske svindlere som Kurt Thorsen scorer 2 alberti, og Nordisk Fjer-kongen Johannes Petersen henter sig et flot 3-tal. Men ingen af vore kendte svindlere kommer i nærheden af de internationale banker, der nu er under mistanke for at have lænset 410 milliarder kroner fra en række statskasser. Her må vi bare sige, at med 410 alberti er der ingen over og ingen ved siden af. ”Capo di tutti capi” som det hedder på mafiask.

I øjeblikket er der en del bevågenhed om det islandske luftfartsselskab Primeras nylige konkurs, hvor det viser sig, at der næppe er en krone i kassen, selv om selskabet solgte billetter helt op til konkursen. Det ender nok med endnu et 1-tal på alberti-skalaen.

 I det hele taget har islændingene et noget blakket ry for at tømme pengekassen i sidste øjeblik, hvilket som bekendt endte med den islandske betalingsstandsning (nogle vil sikkert kalde det statsbankerot) i 2008. Her kan man nok tale om en form for social arv. For 100 år tidligere var sagaøen jo stadig en del af det danske rige, da justitsministeren meldte sig selv. I øvrigt var Alberti den sidste danske minister for Island.

Der er den indlysende administrative fordel ved at bruge alberti som måleenhed for svindel, at hverdagens små forglemmelser og detaljer i kørselsregnskabet praktisk taget ikke giver udslag på skalaen. Det betyder, at myndighederne kan koncentrere indsatsen om de virkelige svindlere.

Det har længe været stødende for min retsfølelse, at myndighederne med stor nidkærhed forfølger danske statsborgere med småfejl i selvangivelsen, samtidig med at store udenlandske bankvirksomheder tilsyneladende uden videre dokumentation får milliarder refunderet.

Nu kan alberti-skalaen næppe stå alene, når man rent teoretisk vurderer svindel. En række andre skalaer bør også defineres – for eksempel graden af juridisk kompleksitet i svindelen (1 djøf), evnen til at ignorere advarselstegn (1 MF) og ikke mindst graden af opfindsomhed (1 egonolsen).

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 26. oktober 2018