fredag den 23. juni 2017

Kæmpefest i Zoo for Grønland

Mellem venner...

Så er der kage...
Guutiga Illimmi....
Isbjørnene brummede veltilfreds, rensdyrene tyggede drøv en ekstra gang, mens løverne og tigrene tog sig en morfar i skyggen, da 1200 grønlændere og venner af Grønland invaderede Aalborg Zoo på den grønlandske nationaldag.

Festen foregik i skyggen af naturkatastrofen ved Uummannaq og blev indledt med et minuts stilhed og Ikinngutigiit-koret sang Guutiga Illimmi.

Det var rørende - og jeg kneb som sædvanlig en tåre over den grønlandske korsang.

Grønlandsk street food...
Der var naturligvis også kaffemik og smagsprøver på grønlandske lækkerier. Det var alt sammen lavet af seks unge grønlændere i et inklusionsprojekt under ledelse af Zoo's kok Lars Jeppesen. Han er en ildsjæl, der brænder af kærlighed til de grønlandske råvarer og en fast tro på, at mad skal laves med kærlighed, så helt i tidsånden blev specialiteterne serveret med et tvist af street food, som det hedder...

For mig var det en arbejdsdag, så det var kun i begrænset omfang, at jeg fik smagt på lækkerierne, men jeg tog revanche med et par solide klassiske rejemadder uden tvist, da jeg kom hjem...

Nuna asiilasooq...
På sådan en nationaldag er man blandt venner, og der blev hilst og hilst på folk. Blandt andet mødte jeg mine gamle venner, Karen og Harry, der nu er flyttet fra Nuuk - og som jeg i øvrigt skal på spejderlejr med senere på sommeren. Og så selvfølgelig den allestedsnærværende troubadurTonny Aabo...

Jeg var på arbejde for Arctic Business Network - og resultatet kan ses på organisationens nyhedsblog. Det blev til en historie om arrangementet i Zoo og en anden historie om et medlemsmøde også i Zoo.

Her er nogle af billederne fra dagen...

Harry...
Den store kagedyst...
Kokken lægger sidste hånd på værket.
Blandt gæsterne sås også Kongeriget Danmarks arktiske
 ambassadør, Hanne Fugl Eskjær og chefen for den grønlandske
repræsentation i Danmark, Lida Skifte Lennert.
Majbritt...
Min gamle spejderkammerat og førstehjælper fra Nuuk, Otto, 
bor nu i Danmark og er formand for Det Grønlandske Hus i Aalborg.
Tonny Aabo...
Hanne her kender jeg fra gymnasiet...
Per og Ane fra Det Grønlandske Hus.
Grønlænderne kender festens glæde, skrev Knud Rasmussen.

onsdag den 21. juni 2017

Grønlands nationaldag

Nationaldag med flaget på halv stang


I dag er det Grønlands Nationaldag. Det er officiel flagdag i hele Kongeriget Danmark, og alle offentlige institutioner skal derfor flage med det grønlandske flag.

Men det bliver med flaget på halv stang. For i går aftes opfordrede formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen alle grønlændere til at flage på halv for at vise sympati med ofrene for oversvømmelsen ved Uummannaq.

Justitsministeriet har besluttet at følge trop og udsendte tirsdag aften denne meddelelse:

"På grund af naturkatastrofen i Grønland flages der i morgen den 21. juni 2017 på halv stang fra samtlige statsbygninger og statsskibe. Det er Grønlands nationaldag, og flagningen sker derfor med det grønlandske flag Erfalasorput."

Efter flodbølgen

Tankerne er i Grønland

Jeg er ikke så kendt i Uummannaq-distriktet, men har dog været
 et par gange i lufthavnen i Qarsut. Bygden er en af de bygder, der fortsat
 er truet af nye flodbølger, hvis der kommer flere fjeldskred. Befolkningen
 opfordres til at gå op i fjeldet, hvis sirenen lyder...
Det har været et par forstyrrede dage, efter at vi søndag morgen stod op til meddelelsen om, at en flodbølge havde hærget fjordene omkring Uummannaq og blandt andet ødelagt bygden Nuugatsiaq. Fire personer savnes og formodes døde, og to personer er fortsat indlagt med kvæstelser.

De øvrige beboere i Nuugatsiaq er evakueret til Uummannaq, og senere er også bygderne Illorsuit og Niaqornat blevet rømmet, så antallet af evakuerede nu er oppe på 190.

Især søndag og natten til mandag var præget af usikkerhed. Eneste kilde til nyheder var Grønlands Radio, der kørte i døgndrift, og den grønlandske avis Sermitsiaqs hjemmeside. Det er forståeligt nok, for bygderne ligger i et område, som det ikke er så nemt at komme til - og derfor også er svære at pressedække.

Alligevel voksede irritationen over, at de danske medier ikke rigtig forstod størrelsen af historien og derfor søndag valgte at prioritere en brand i Portugal og et valg i Frankrig frem for en national katastrofe inden for rammerne af Rigsfællesskabet. Det var også irriterende, at det i dansk presse tilsyneladende kniber med forståelsen af det grønlandske samfunds opbygning, så man blandt andet citerede politiet i Sermersooq. Det er noget vrøvl, der i hvert fald ikke giver mening for den stedkendte. Sandsynligvis er det politiledelsen i Nuuk, man refererede til, for Sermersooq er navnet på hovedstadskommunen, der dækker fem større byer på øst- og vestkysten og en masse indlandsis - 526.000 kvadratkilometer i alt - og er mere en administrativ størrelse end en geografisk lokalitet.

Mandag formiddag var jeg til et møde i København med mange grønlandske deltagere. Mødet blev indledt af borgmester Asii Chemnitz Narup fra Nuuk - altså kommuneqarfik Sermersooq - der delte sin sympati for ofrene for katastrofen. Det var forløsende - og det fik hun stort bifald for.

Nu er oprydningsarbejdet så småt gået i gang. Der er sat indsamlinger i gang, og jeg er da stolt over, at mit gamle Sct. Georgs Gilde i Godthaab har doneret 100.000 kroner til indsamlingen. Endnu kan de evakuerede ikke vende hjem, for området er fortsat usikkert, men politiet, det lokale beredskab og ikke mindst forsvarets Arktiske Kommando virker til at have styr på situationen, efter at have arbejdet i døgndrift. Den indsats er deres arbejde, men alligevel fortjener de stor tak for indsatsen.

Fjeldskred, der fører til oversvømmelser, er ikke ukendte. Det er sket flere gange i Norge, og det er nu, så vidt jeg lige erindrer det, tredje gang i min 25-årige grønlands-erindring, at det sker. Forrige gang gik det ud over Dinas forladte fødeby, Qullissat på Disko, der den 21. november 2000 blev skyllet i havet efter et fjeldskred på Nuussuaq-halvøen. Desuden rammes grønlandske havne med jævne mellemrum af mindre flodbølger efter kæntrende isfjelde.

Grønlænderne er hårdføre folk, der nok skal komme over det, men alligevel rammer det plet, når chefen på Inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen, der deltog i evakueringen, siger til KNR: - Det er i al ydmyghed man ser folk der har mistet hele deres livsgrundlag. De har mistet deres ejendele, deres bolig, og de står på skibet med en rygsæk eller en bærepose med det, de har tilbage. De bliver sat i land, uden at vide, hvad fremtiden bringer.

På grund af lidt uafklarede forhold vedrørende ophavsret, bringer jeg ikke fotos fra den katastroferamte bygd, men vil gerne henvise til de meget stærke fotos på Arktisk Kommandos Facebookside.

søndag den 18. juni 2017

Pigernes ven

Den med tyren

Sjovt nok var der ikke en kategori for misser, men ellers var der både køer, tyre, heste, geder og får på programmet, da dyrene havde deres egen miss-konkurrence lørdag på dyrskuet i Løgstør.


Dyrskuer er en god, gammel tradition på landet. Her mødes landbefolkningen i ædel kappestrid om, hvem der er bedst til husdyrholdet - og en god bedømmelse kan sagtens gøre dyrene endnu mere værdifulde.

Jeg husker dyrskuet i Farsø fra min barndom, men det er mange år siden, at der sidst var dyrskue der. Det har egentlig været mit indtryk, at dyrskuerne i takt med industrialiseringen og forøget fokus på smitterisici og lignende efterhånden var en uddøende begivenhed, men de seneste års store interesse for fødevarer og deres oprindelse har vistnok gjort dyrskuerne til en attraktion igen - om ikke andet fordi børnene har godt af at se, hvor maden kommer fra.

Det er også på tide. Jeg så forleden en undersøgelse, der viste, at mange amerikanere tror, at cacaomælk kommer fra de brune køer... Og for resten fortjener landbruget efter mange års miljøhetz også et skulderklap for en uvurderlig indsats for, at vi kan få mad på bordet hver dag.

Så lørdag hoppede jeg med på vognen, tog kameraet over skulderen og kørte til dyrskue i Løgstør.

Det var både sjovt og spændende, og selv om jeg bor mindre end 50 meter fra en kødkvægstald, var jeg især imponeret over skuets to tyre. Det var flotte dyr, er jeg sikker på, men ellers lader jeg billederne tale for sig selv. For helt ærligt savner jeg landbrugsfaglig indsigt til at skrive noget mere meningsfyldt om dyrene...



lørdag den 17. juni 2017

En gammel spejder

25 år med de voksne spejdere

I anledning af jubilæet blev jeg begavet med
blandt andet en flaske Riga-Balsam.
Der er ingen vej udenom. Nu er det sikkert og vist, at jeg er et gammelt r..., øøh, skal vi bare sige en gammel spejder...?

Fredag var det 25 år siden, at jeg blev optaget i Sct. Georgs Gildet. Det er jo en organisation for gamle spejdere, men jeg har nu altid insisteret på, at det skulle hedde en organisation for voksne spejdere.

Ømfodsprøven blev bestået i 1966.
Jeg forbigik sidste år i stilhed, at det var 50 år siden, at jeg bestod ømfodsprøven og aflagde ulveløftet og dermed blev optaget i spejdernes verdensomfattende fællesskab. Tavsheden skyldes ikke, at det ikke var en dag at fejre, men ganske enkelt, at det aldrig er blevet noteret ned, hvornår det skete. Men det synlige bevis foreligger i form af min prøvebog fra ulvetiden, hvoraf det fremgår, at jeg havde ulvenavnet Pugeena, der er en græshoppe fra Junglebogen. Jeg kan også se, at jeg fire år senere - den 13. januar 1970 - modtog "Springende ulv", der var det ultimative duelighedstegn for den tids ulveunger. Senere i 1970 - heller ikke den dato kan jeg se nogen steder - blev jeg så rigtig spejder og så videre og så videre...

Optagelsen i Sct. Georgs Gildet foregik altså den 16. juni 1992 ved Tyvdalhøj-hytten i Flamsted-skoven en dejlig sommeraften. Ude i skoven som det sig hør og bør for rigtige spejdere, selv om det - når sandheden skal frem - var på et værtshus, at jeg første gang blev opfordret til at melde mig under fanerne hos de voksne spejdere i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg.

På Fjordmarken i rigtigt spejdervejr - regnvejr.
Og selvfølgelig behørigt påklædt med spejderdolken i bæltet
.
Selve optagelsen foregik ved lejrbålet under iagttagelse af højtidelige ritualer. 8. gilde er et rent mandsgilde - og det giver et frirum til lidt ekstra sjov og lir. Og sjov og lir er der blevet meget af i årenes løb.

Optagelsen blev starten på et fornyet og voldsomt engagement i spejderbevægelsen. I mine mange år i Nuuk, hvor jeg var gildemester i syv af årene, var det nu mere indirekte ved at skaffe penge via den årlige byfest, men i 8. gilde i Aalborg har det altid været med direkte kontakt til spejderne, hvor indsatsen især har handlet om madlavning og forplejning.

Jeg har de seneste år beklædt posten som 8. gildes spejderkontakt, og det har givet meget arbejde med gryderne. Højdepunktet var nok, da  jeg stod i spidsen for at lave wok-mad til 850 spejdere på Fjordmarken i Aalborg i 2014, men i øvrigt går det løs igen om en måneds tid, hvor jeg skal være souschef i en tyrolercafe for hjælperne på Spejdernes Lejr i Sønderborg.

Gildeledelsen kom forbi...
Jubilæumsdagen fik i øvrigt et festligt forløb. Selv om det var et træls blæsevejr, blev den fejret i haven - selvfølgelig med bål i pejsen og Crémant d'Alsace på bordet. Hertil naturligvis friskplukkede jordbær af egen avl.

Gildeledelsen kom kørende helt fra Aalborg med et par flasker god vin og lidt chokolade i dagens anledning. Også Jens Wilfred dukkede op. Det var ham, der i 1991 begyndte at presse mig på det navnkundige værtshus Klosterkroen. Han havde da også medbragt en gave med minder fra den tid - en flaske Riga-Balsam.

Da jeg i 2011 vendte tilbage til 8. gilde efter årene i
Grønland og Norge blev jeg modtaget med åbne af
 daværende gildemester Svend-Erik, der desværre
nu er gået til de evige jagtmarker.
Jeg mindes ikke at have set Riga-Balsam siden 1993, hvor jeg flyttede til Grønland, men det er en virkelig specialitet fra det spirituøse overdrev. Fremstillet siden 1752 med angiveligt 99 forskellige ingredienser, heriblandt birkeknopper, honning, volverlej, baldrian, pebermynte, malurt, kalmusrod, blåbær, hindbær, egebark, appelsinskal, ingefær, muskatnød og peber. Den flaske kommer nu nok på bordet, når jeg om 14 dage alligevel skal huse min gruppes sommermøde.

Jeg glemte helt at fotografere fra den lille sammenkomst i haven, så historien er garneret med et par fotos fra arkivet, selv om jeg faktisk ikke har særligt mange fotos fra gildet.

25 år er gået - og nu er det sikkert og vist, at jeg er en gammel spejder...

torsdag den 15. juni 2017

Blændværk

Det går blændende for Gjøl-troldene

Sølv på Gjøl - og så en hestetransport...
I morgen, fredag, begynder et trolde-konvent på Gjøl. Anledningen er naturligvis den nok så berømte Gjøl-trold, der har fået fornyet vind i sejlene, efter at filmen om troldene tidligere på året havde premiere. Samtidig er det i år 60 år siden, at den oprindelige trold kom på markedet.


Troldekonventet er sådan et slags Hjallerup Marked, hvor fans og samlere kan købe og bytte trolde.Og der er nok at bytte med, for troldene vælter ud fra troldemaskinerne i stadig nye varianter. Det er firmaet "By Sommer", der står bag den nye trolde-tsunami. Firmaet har nemlig fået den ide at lade en række kendisser dekorere nogle en meter høje trolde, som skal sælges hos Bruun Rasmussen til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Det er ren trolddom, for folkene bag forventer, at den auktion vil give mindst en million til foreningen.

Men det er også god reklame for Gjøl, og det er de naturligvis pinligt bevidste om i den lille by. Så byens mange trolde har som reklame fået følgeskab af et par af de næsten fuldvoksne trolde malet i skinnende sølvfarve.

Jeg mødte - eller rettere blev blændet af en af troldene foran forsamlingshuset i Gjøl onsdag eftermiddag. Den stod på en sækkevogn og solede sig foran en hestetransport. Jeg var helt uforberedt, og tænkte i første omgang, at det godt nok var en ordentlig pokal, som den hest havde slæbt hjem.

Men da jeg kom nærmere, kunne jeg da godt se, at det var en sølvfarvet trold - og fotografen følte sig temmelig udfordret af den blændende trold.

Den anden af sølvtroldene står ved indkørslen til Gjøl fra Aalborg-siden og skal byde de forventeligt mange deltagere til trolde-konventet velkommen. I hvert fald understreger de sølvfarvede trolde, at det går blændende for troldeindustrien på Gjøl...

tirsdag den 13. juni 2017

Vin-vin-situation

Gør-det-selv vinreol


I vore dage hedder det DIY, men jeg foretrækker altså det gode gamle udtryk: Gør-det-selv... Og det var så, hvad jeg fik tirsdag morgen til at gå med.

Det blæste alt for meget og var alt for koldt til at gå i haven, da solen stod op. Så i stedet kastede jeg mig over vinkælderen, der gennem længere tid har set temmelig kaotisk ud. Jeg er i den heldige situation, at min vinsamling lider af vokseværk. En gang i mellem er jeg heldig at få et par flasker forærende, andre gange falder jeg over et tilbud, som jeg ganske enkelt ikke kan sige nej til.

Under alle omstændigheder har jeg længe overvejet at bygge en ekstra etage på de vinreoler, jeg installerede, da vi flyttede ind på Nørremarksvej - og det var så i dag, jeg fik gjort noget ved det.

Jeg havde et par gamle vinkasser stående og fandt nogle hylder på tømmerlageret - og så gik jeg i gang med to vinkasser, som blev skruet sammen med en hylde. I mellem kasserne anbragte jeg så yderligere nogle hylder, og i løbet af et par timer havde jeg fået plads til omkring 50 flasker ekstra.

Oven i købet fik jeg begyndte på yderligere en etage. Her er det planen, at jeg vil udbygge reolen i takt med, at jeg får fundet nogle flere vinkasser. Et hurtigt overslag viser, at det vil give plads til yderligere et halvt hundrede flasker - og det må så gøre det.

En gammel tommelfingerregel siger, at en ordentlig vinsamling skal være på mindst 400 flasker, men mindre kan nu også gøre det, selv om jeg på mine halvgamle dage bliver mere og mere glad for en god flaske vin.

Med den ekstra plads fik jeg også sat lidt system i rodet, og det viser sig, at der blandt vinene er en del flasker, der er ved at nå toppen, så rent ønologisk bliver det i hvert fald en god sommer...

mandag den 12. juni 2017

Den lille botaniker

Pomerans-høgeurt

(Billederne er klikbare)
Høgeurt findes i mange varianter i den danske flora. Det er en mælkebøttelignende staude, hvor blomsterne som oftest er gule.


Men der er en undtagelse. Det er pomerans-høgeurt, der med sine mørk-orange blomster mest af alt minder om tagetes, når vi ellers ser bort fra, at planten er noget højere og stort set kun består af behåret stængel med nogle få lancetformede blade ved jordskuddet. I øvrigt formerer den sig gerne ligesom jordbær med sidestængler.

Pomerans-høgeurt er en del af den danske flora, men bliver mere og mere sjælden, da den foretrækker næringsfattige og tørre enge. Faktisk er den så sjælden, at jeg aldrig har set planten før jeg forleden stødte på den i en grøftekant ved Bjerget, så jeg måtte lige en tur på nettet for at identificere planten.

Den er smuk, meget smuk, og det ser ud til, at den visse steder bliver dyrket i haver, fordi den tiltrækker sommerfugle, blandt andet blåfugle. Den har navnet pomerans-høgeurt dels på grund af farven, dels på grund af duften, der kan minde om pomerans, der er en citrusfrugt.

Pomerans-høgeurt findes over det meste af den tempererede del af Europa samt i Nordamerika. I USA og Canada betragtes den som en invasiv art, der skal bekæmpes på samme måde, som vi forsøger at bekæmpe blandt andet bjørneklo, fordi den fortrænger de oprindelige arter. I Nordamerika kaldes pomerans-høgeurt blandt andet The Devils Paintbrush foruden det uskyldige Orange Hawkweed.

Det er som sagt første gang, jeg møder pomerans-høgeurt. Jeg er ret begejstret for den flotte blomst, så jeg brugte hele formiddagen på på knæ i grøftekanten for at lave fotos af blomsten. Her er et lille udvalg...



søndag den 11. juni 2017

Nye kartofler og jordbær

Lækkerier af egen avl

Lørdag aften havde vi premiere på årets kartofler af egen avl. Det er en stor begivenhed, for intet er mere lækkert end friskopgravede kartofler.

Det er selvfølgelig de tidlige kartofler af solist-sorten, der er klar nu nøjagtig to måneder efter, at de kom i jorden. Udbyttet er endnu begrænset. Tre toppe måtte der til for at vi to mennesker skulle blive bare nogenlunde mætte. Kartoflerne har en fin størrelse, men endnu er der kun fire til fem kartofler under en top, så nu får de lige fred en uges tid mere, inden vi fortsætter høsten.

Til dessert var der en lille håndfuld friske jordbær. Det bliver bedre i løbet af ugen, for det er altså lige før, jordbærhøsten går løs for alvor.

Forbyd cykelhjelme

Vor tids plage
Cykelhjelmen forhindrer tilsyneladende ligesom
andre hjelme enhver form for hensyn til andre mennesker.
Min ellers smukke kone (Hjemmestyret som jeg kærligt kalder hende på grund af hendes grønlandske oprindelse) lignede noget, katten havde slæbt rundt med, da hun for en måneds tid siden kom hjem fra et familiebesøg i Odense - gul og blå som det svenske flag over det meste af kroppen og med masser af snitsår og skrammer.

Det var resultatet af et møde med en cyklist på en gangsti i Odenses udkant. Lydløst og lumsk som en panter kom han bagfra med lynets hast og forvandlede det, der skulle have været en hyggetur til et mareridt med besøg på skadestuen, smerter og chok.

Mens konen lå blødende på jorden, rejste dette subjekt af en cykelsports-entusiast iført cykelhjelm og trikot i festlige farver sig og overfusede hende med voldsomme beskyldninger om, at hun havde ødelagt hans dyre cykel.

Ikke et eneste medfølende ord eller en undskyldning, selv om han klart var årsagen til uheldet. Han forlod da også scenen trækkende med sin dyrebare cykel, mens konen og niecen blev overladt til sig selv midt på asfalten.

Forleden holdt jeg i et lyskryds, hvor en cyklist – antagelig skolelærer eller pædagog efter påklædningen at dømme – ræste over for rødt lys efter at have krydset ind i mellem bilerne i stedet for at holde til højre, som reglerne siger. Jeg nævner mit gæt på cyklistens erhverv, selv om jeg ikke har noget imod hverken lærere eller pædagoger, men udelukkende fordi jeg undrer mig over, at man er værdig til en stilling i det offentlige, når man ikke vil respektere landets love og regler.

Det er i øvrigt et velkendt fænomen, at mange cykelryttere er dopet, og de fleste accepterer doping som nødvendigt i den sport – på trods af at det er ulovligt. Medierne forherliger nærmest disse narkomaner med hver sommer at bringe timelange transmissioner fra udenlandske cykelløb, der ikke kan gennemføres med succes uden doping.

Cykler er populære, og samfundet bruger milliarder på at bygge cykelstier – uagtet at de fleste cykelryttere hellere kører midt på vejbanen, når de skal dyrke deres last. På en eller anden måde er det lykkedes cyklisterne og deres organisationer at markedsføre sig som bløde trafikanter – på trods af at min kones ulykke viser, at cyklisterne er de stærke.

Jeg savner efterhånden en dybere videnskabelig undersøgelse af årsagerne til, at folk på cykel af en eller anden grund føler sig højt hævet over andre mennesker, almindelig anstændighed og gældende love og regler.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad det er, der sker oppe i hovedet, når folk får en cykel mellem benene, men et eller andet sker der. Tidligere var cyklister ikke et problem, men det er de nu. En årsag kan være cykelhjelmen, der for det første mere eller mindre skjuler ansigtet – og akkurat som en bz-maske eller burka gør det svært for vidner at udpege den skyldige.

Jeg tror også, at hjelmen gør, at folk føler sig usårlige. Da jeg var ung, fandtes der ikke cykelhjelme. Det var grunden til, at vi cyklede forsigtigt, men med værdighed. Når man i vore dage ifører sig cykelhjelm, er det slut med værdigheden og raseriet mod andre trafikanter får frit løb.

Jeg vil derfor som et forsøg foreslå, at man forbyder cykelhjelme. Det skal få respekten for andre trafikanter frem i gen. Vil man ikke høre, så må man jo føle…

Og så må vi overveje, om ikke det er på tide, at cyklisterne kommer til at bidrage til infrastrukturen på linie med bilisterne. Så krav om ansvarsforsikring og en form for registreringsafgift på cykler vil helt sikkert være på plads.

Konen døjer fortsat med skaderne efter mødet med dødscyklisten fra Odense. Det vil næppe være foreneligt med avisens redaktionelle modvilje mod bandeord at gengive, hvad hun mener om cyklister…

På Kanten, Nordjyske Stiftstidende 9. juni 2017