Søndagens bifangst

Mellem hunde og vandhuller

Søndag morgen rodede jeg rundt efter odinshaner i hundesumpen, som jeg kalder det. Det er ikke det korrekte navn for lokaliteten, men det er altså det, som jeg kalder det.

Der er tale om et stort, sumpet område ved siden af den grønlandske bygge- og anlægsskole KTI. Området bliver blandt andet brugt til at tøjre slædehunde i - og derfor kalder jeg det hundesumpen.

Slædehunde kan være både søde og kælne, men har nu også ry for at være grådigt sultne, når det stikker dem, så når jeg færdes i sumpen, er det altid på sikker afstand af de tøjrede hunde - og så krydser jeg ellers fingre for, at kæderne holder.

Mange af hundene er stærkt kontaktsøgende, men mange år i Grønland har lært mig ikke at falde for smiger og slesk tale. Men derfor kan jeg jo godt snuppe et foto eller to, når fuglene ikke lige poserer for fotografen. Her er et par af søndagens fotos...

Tæt på odinshanerne

Lille vadefugl kræver stor jagt

Efter næsten tre timer liggende på våde knæ i hundesumpen og næsten 300 skud med kameraet, fik jeg i den årle morgen, hvad jeg kom efter: Gode billeder af de odinshaner, som netop hundesumpen er så rig på - og som for en dansker er en ganske eksotisk fugl.

Jeg har nu haft et godt øje til odinshanerne i et par uger, men hidtil har vejret sat en stopper for arbejdet med at fotografere dem. Men i dag - søndag morgen - var vejret både stille og solrigt, og så var det med at komme af sted på fridagen.

Desværre er jeg bange for, at våde bukser og temperaturer omkring frysepunktet har givet mig en snue på halsen - men det er nu prisen, som jeg gerne betaler for et godt fuglefoto...

31. maj

Ingen yderligere kommentarer...

Nyt pas

Rejseklar igen

Efter vinterens pas-genvordigheder inden jeg tog til Grønland, er jeg nu blevet den lykkelige ejer af et vaskeægte grønlandsk pas, der gælder de næste 10 år.

Passet er lige så godt som et almindeligt dansk pas, men jeg er glad for det - dels fordi der ikke står noget om de europæiske fællesskaber på forsiden og dels, fordi jeg har fået det hos politiet. Sådan gør man nemlig i Grønland - og det glæder mig, at man her i landet holder liv i de gode gamle sæder og skikke. Som nogle af læserne vil vide, mener jeg, at det var en stor fejl, da man i Danmark flyttede pasudstedelsen til kommunerne. Et arbejde som de bestemt ikke har forstand på. Læs mere her: Ih, hvor er det kommunalt...

Under alle omstændighed; nu er der forhåbentligt ti år til, at jeg skal på Jammerbugt kommunekontor for at få et nyt pas.

Fra den royale front

Fødselsdagsfest og guld-diadem

Mary og Frede, som parret kaldes i Grønland, til
reception på rådhuset i Nuuk sommeren 2004.

Hvis nogen ikke skulle have opdaget det, blev Kronprins Frederik jo 50 år lørdag - og hjerteligt til lykke med det...

Kronprins Frederik i 2011 på besøg hos
 Jægerkorpset på Flyvestation Aalborg.

Jeg har været heldig at få mulighed for at fotografere tronarvingen nogle gange - og såmænd også været til frokost med ham en enkelt gang i Grønland. Det blev nu ikke til decideret snak, men jeg har da givet ham hånden og således fået min del af kongerøgelsen. Men der er heller ingen tvivl om, at Kronprinsen og jeg har en fælles interesse for Grønland.

Nu opholder jeg mig i Sisimiut, hvor vejret ikke var det bedste på dagen, så jeg fulgte også med i DR's transmission af Kronprinsens store dag, selv om jeg normalt ikke gider se den slags. Ikke fordi jeg ikke er royalist, men fordi de mange kommentatorer irriterer mig, når de fortæller alt det, jeg sådan set godt selv kan se på billederne.

- Så hold dog kæft, råbte jeg flere gange til den sagesløse TV-skærm.

Det var derfor ikke uden fryd, at jeg noterede, at de hidkaldte eksperter ikke kunne svare på et spørgsmål om Dronningens diadem. Det var ellers ikke så svært.

Diademet af grønlandsk guld. Foto: Nikolai Appel

For diademet kommer selvfølgelig fra Grønland - og er derfor ganske velvalgt til dagen, taget Kronprinsens interesse for den store ø i betragtning.

Diademet er lavet i 2012 af guldsmed Nicolai Appel. Det er smedet af grønlandsk guld fra Nalunaq-minen i Kirkespirdalen nær Nanortalik i Sydgrønland og besat med diamanter og rubiner ligeledes af grønlandsk oprindelse. Det er i øvrigt en ganske tung hovedbeklædning, der nok skal holde Dronningens hår på plads i en piteraq, for det vejer et kvart kilo. Diademet kan desuden skilles ad, så det bliver til fem brocher med motiver af grønlandske planter.

Den smukke og tunge hovedprydelse var en gave til Majestæten fra det grønlandske selvstyrre, Naalakkersuisut og Landstinget, Inatsisartut, i anledning af hendes 40 års tronjubilæum i 2012. Det kostede 300.000 kroner at fremstille. Beløbet blev skaffet ved en indsamling blandt de store selvstyreejede selskaber.

Kronprins Frederik til arktisk konference i december 2017.

Odinshane

Phalaropus lobatus

Så er der kommet odinshaner til Sisimiut. Jeg så lige et glimt af et par stykker forleden, da jeg gik på arbejde - og i dag, lørdag, gik jeg så på jagt med kameraet.

Det er ikke helt nemt - og der er fortsat rum for forbedring, for de små svømmesnepper har slået sig ned i et vandhul i et lettere sumpet område mellem tøjrede slædehunde.

Da jeg tog billederne her, stod der tre sure og temmelig sikkert også sultne slædehunde tre meter bag mig. Heldigvis holdt kæderne...

For resten er det et møgvejr - stærk vind og regndis - så det er heller ikke særlig sjovt at kravle rundt i hundesumpen. Men locationen skulle være en sikker odinshane-habitat, så jeg får nok nogle flere muligheder i den kommende tid til at få nogle pletskud.

Odinshanen er temmelig lille fugl - på størrelse med en stær, så skal jeg lave ordentlige fotos, skal jeg tæt på.  Indtil videre må læserne nøjes med disse, som er de første, jeg har taget af voksne odinshaner. Tidligere har jeg under efterårstrækket fået en enkelt ungfugl ved Ulvedybet.

Sidste skoledag

Larm i gaden

I lejligheden oven over bor der en skolelærer. Det er en ganske fredelig mand, der normalt ikke gør det store væsen af sig.

Men i dag var det altså sidste skoledag for 10. klasses-eleverne. Så pludselig var der larm i gaden. En ganske ubeskrivelig larm, faktisk. Frembragt af gamle bageplader, olietønder og alskens blæserinstrumenter - og så allerede klokken fire om morgenen.

Jeg bærer over med det. Heldigvis sker det kun en gang om året - og jeg forstår ungerne. Jeg var heller ikke glad for folkeskolen i sin tid...

Gæster i byen

Årets første krydstogtskib

I dag fik Sisimiut årets første krydstogt-anløb. Det var Sea Spirit - et relativt lille krydstogtskib med plads til sølle 220 passagerer.

Alligevel vakte gæsterne opsigt i gadebilledet, for som det normalt sker, stiller skibet varmt tøj til rådighed for turisterne - og det kan altså ses, når 220 mennesker går rundt i byen i ens tøj.

Men det kan være værre. For knap 25 år siden havde Sisimiut sit første krydstogtanløb nogensinde - og det var et stort skib fyldt med såvidt jeg huske blå vinterjakker. De var overalt - og så var de oven i købet blevet sejlet i land i Zodiac's - gummibåde, fordi havnen dengang var mindre og slet ikke kunne tage det store skib. Dengang var det ældre velhavende amerikanere - og jeg erindrer stadig, at flere af dem måtte bæres i land enten på grund af alder eller overvægt.

Jeg talte med et par stykker af dagens gæster. Det var ikke amerikanere, men derimod tyskere, franskmænd og kinesere. Og da jeg kan to ord på kinesisk fik jeg også en lille snak med en kineser, som så gerne ville gøre reklame for det kommende vinter-ol i Beijing i 2022.

Klippe-ti-klop

Rideskolen - og så heste i gadebilledet

Da jeg i sin tid kom til Grønland, var Rideskolen blandt slagfærdige håndværkere i slyngelstuerne den humoristiske benævnelse af sygeplejeskolen i Nuuk, men tiderne har ændret sig, så det udtryk er næppe gangbart længere. Til gengæld er landet nu beriget med hestepiger - og den slags fandtes altså ikke i hverken Nuuk eller Sisimiut for 25 år siden.

Pinsesøndag var jeg ude og hænge tøj på tørresnoren, da jeg pludselig hørte den fra Østerby så velkendte klippe-ti-klop-lyd af heste.

Det havde jeg ikke lige forudset her i den sydlige del af Sisimiut, selv om jeg har bemærket, at der går en flok heste i en fold nede ved lystbådehavnen. Så kameraet skulle lige hentes - og da var det næsten for sent, så det blev kun til et par skud af ryggen af de ridende piger...

Hestene i Sisimiut er islandske heste, der som bekendt er hårdføre og kan klare stort set alle klimatiske udfordringer. Der har været islandske heste i Grønland i mange år. Som arbejds- og rideheste har islænderne gennem generationer tjent fåreholderne i Sydgrønland, men de seneste år er der også kommet heste til både Nuuk og Sisimiut af mere rekreative årsager.

Nu er ridning ikke en hobby for hvem som helst - og slet ikke her i Sisimiut. Det er ikke er helt billigt at holde heste her nord for polarcirklen. Al foderet skal jo sejles ind, men til gengæld har jeg hørt, at byens få kartoffelavlere nyder godt af gødningen, når først det importerede hø har været en tur gennem hesten.

Jeg synes, at det er hyggeligt med heste i gadebilledet - og så minder lyden jo om Øland...

Portræt af en prof...

Bent Fabricius-Bjerre

God bog!

Vi kender ham fra musikken til Matador, Olsenbanden og ikke mindst popbagatellen Alley Cat fra 1960: Bent Fabricius-Bjerre, der gennem gennem generationer har skabt danske ørehængere - og som samtidig har vist betydelige evner som både iværksætter og musik-købmand.

Og det er ikke mindst hans store, men enkle forståelse for kulturen som vare, der gør Bent Fabric til et menneske, der interesserer mig. Jeg deler hans professionelle og ukrukkede tilgang til kulturen - og jeg beundrer hans forståelse for både genremæssige og tekniske krav, som gør, at musikken skal tilpasse sig mediet og sammenhængen. Det er ikke kunst for kunstens skyld, men kunst, der skal bruges til noget.

Det passer mig fint - og det gør også meget langt hen ad vejen Bent Fabricius-Bjerre til en ener i Danmarkshistorien. En ener som har været nærværende i samtiden - men som også er styret fri af tidernes dogmatik og især den vulgærmarxistiske bølge, der hærgede dansk kultur i sidste halvdel af forrige århundrede.

Min favorit i Fabricius-Bjerres bagkatalog er helt bestemt den lidt mindre kendte musik til den norske dukkefilm Bjergkøbing Grand Prix. Det morer mig meget, at det er en dansker, der har komponeret et af de væsentligste bidrag til den moderne, norske kulturarv.

Jeg har netop læst Danni Travns biografi fra 2014 om Bent Fabricius Bjerre. Det her skal ikke være en anmeldelse af en halvgammel bog, men jeg vil da godt anbefale den alligevel. Specielt bogens første del, der fylder cirka halvdelen af de godt 300 sider, er velskrevet og flydende. Anden og tredje del, der blandt andet handler om erhvervsmanden Bent Fabricius-Bjerre og også hans tre koner falder lidt af  i både cadence, tempo, suspense og formidling. Måske fordi det er svært for en journalist at sætte sig ind i, hvordan erhvervslivet faktisk fungerer i et samfund, hvor de fleste er opvokset med, at kultur kun kan overleve med offentlig støtte.

Den sidste del af bogen skæmmes også lidt af et par overflødige venne-interviews. Det er faktisk temmelig uinteressant, hvad komponistens venner mener om ham, for hvad skal de egentlige sige andet end skamros?

Jeg har haft bogen liggende i flere år. Da jeg købte den, kom jeg aldrig rigtigt i gang, fordi der er en fæl slå-fejl på den allerførste side. Her står der, at Bent Fabricius-Bjerres oldefar havde rank af oberst. Rank? Måske, men det hedder altså rang af oberst.

Jeg frygtede, at bogen ville være fyldt med pinlige fejl, men ret skal være ret. Det er faktisk bogens eneste fejl, så det var godt, at den alligevel røg i kufferten til de lange vinteraftener i Sisimiut.

Bogen er som sagt - sine fejl til trods - læseværdig og underholdende...