Print på træ

Påskeferie-sløjd

Man skal bruge en blækprinter, et stykke træ,
et labelark, afdækningstape samt lak på spraydåse.

I forbindelse med et af mine have-projekter har jeg brug for at printe på træ. Da jeg ikke har lyst til at bruge penge på at få det gjort ude i byen hos en prof, søgte jeg på Google og fandt flere anvisninger.

For lige at tjekke om det virker, lavede jeg skærtorsdag formiddag en lille test. Det ser ud til at virke fint, selv om jeg med mine ti tommelfingre fik grattet printet en lille smule til.

Desuden lærte jeg, at hvis man skal printe billeder. skal der helst ikke være for mange højlys, for alt hvad der hvidt i billedet, bliver jo træfarvet.

Det spejlvendte print monteres med
et stykke malertape på bagsiden.

Det er ellers ret nemt, hvis man vil forsøge sig. Alt, hvad der skal bruges, er et stykke bagside fra et label-ark, lidt malertape og så naturligvis et stykke træ med en forholdsvis plan overflade.

Testprojektet var et skilt til vinkælderen, så træet var selvfølgelig et stykke bund fra en vinkasse, som jeg lige kørte over med slibermusen - og så var det ellers bare at gå i gang ved pc'en.

Jeg lavede billede og tekst i Photoshop og huskede naturligvis at spejlvende det hele, for det skal jo overføres til træet akkurat akkurat som i bogtryk.

Så trykker vi...

Motivet printes ud på den blanke bagside fra et labelark. Overfladen kan ikke tage imod væske, så billedet kommer til at sidde på arket som mikroskopiske blækdråber. Herefter fastgjorde jeg et stykke malertape på bagsiden af papiret, så jeg kunne klistre det fast på træet inden overførslen.

Når først det blanke papir rører træet, fanger bordet, så det er vigtigt at placere rigtigt, inden man begynder at trykke. Jeg gned forsigtigtover hele arket og tog det af træet igen.

Det færdige tryk ser lidt mat ud, men det ændrer sig.

Og vips, der sad så billede og tekst på træets overflade. Det var lidt mat og kedeligt at se på, men efterfølgende fikserede jeg det med klar spraylak - og det blev betydeligt flottere af den behandling.

Lakeringen er også nødvendig for at gøre trykket vandfast, da printerblæk er vandopløseligt.

Nu er jeg så klar til et større projekt med at printe på træ, og det vender jeg naturligvis tilbage til, når jeg er færdig.

Man skal bruge spraylak til at fiksere billedet. 

Lad mig lige repetere mine erfaringer med denne metode.

1. Billedet skal vælges med omhu, og højlys og hvide flader bør undgås.

2. Bordet fanger, når man presser papiret mod træet, så man skal være helt sikker på hånden, når det sker.

Ost! Vi vil ha' ost...

I sne og slud, osten skal ud...

Det danske postvæsen er i dyb krise. Til gengæld produceres der ost som aldrig før, fortæller medierne.

Det er sikkert den situation, som jeg tilfældigvis kom til at foregribe, da jeg mødte denne postkasse i Halvrimmen en gang i vinterens løb...

En godbid for filatelister

Vil du med hjem og se min frimærkesamling?

Da jeg i sin tid blev 50, boede jeg i Norge - og dengang havde det norske postvæsen alletiders tilbud. Man kunne formedelst en forholdsvis beskeden betaling erhverve frimærker med et selvvalgt billede.

Den slags kunne jeg naturligvis ikke stå for. Det måtte prøves, for det var da ærlig talt en værdig måde at markere 50-året på.

Så jeg købte et ark frimærker med mandens portræt. Det vakte vild lykke, når jeg nu ubeskedent skal sige det. Jeg brugte de fleste af frimærkerne på takkekortene efter den runde fødselsdag. Jeg erindrer stadig min søsters anklagende ord: - Hvor meget måtte du slippe i bestikkelse?

Tænk sig, at hun kunne få den tanke. Intet ligger mig fjernere end at bestikke medarbejdere i postetaten - og da slet ikke i den norske. Men nordmændene var kreative og så muligheder i den ny teknologi.

Man vil bemærke, at frimærket ikke har noget pålydende. Det var nemlig en del af fiffet. Disse selvdesignede frimærker kunne kun bruges til indenlandske standardbreve på op til 50 gram - og prisen dengang i Norge var 8 kroner. Prisen for et ark med 50 frimærker var, så vidt jeg husker 650 norske kroner, men investeringen var inflationssikret, for det norske postvæsen garanterede, at frimærkerne fortsat ville være gyldige også efter en eventuel portostigning.

Jeg har stadig fire frimærker med mit portræt tilbage. De dukkede op i dag i skrivebordsskuffen, da jeg ledte efter noget andet. Jeg gemmer dem. Måske min frimærkesamling, der samlet set består af disse fire frimærker, en gang bliver mange penge værd...

Jorden kalder..

Så er de første kartofler sat

Egentlig var det min plan at bruge søndagen på Ordkraft-festivalen i Aalborg. Et glimrende foretagende hvor jeg plejer at møde mange gamle bekendte i ordbranchen.

Men højt solskin og et efter omstændighederne formidabelt forårsvejr fik mig til at ændre planer. For nu skulle det altså være. De første kartofler skulle i jorden, når nu vejret var til det.

Sådan er det jo - og sådan har det været siden Arilds tid. Når jorden og afgrøderne kalder, må tant og fjas vige. Sådan er det, når man har naturen som med- og modspiller.

Så vi lagde ud med at hente noget hestemøg ovre hos nabo-naboen. Han er en sikker leverandør af prima rent hestemøg - og jeg er da også blevet lovet et stort læs efter påske engang, men jeg tog altså forskud på glæderne.

Kartoflerne - Solist i det aktuelle tilfælde - har ligget til forspiring i bryggerset i et par uger, og har fine, grønne øjne, så de var også klar. Da møget var spredt og jorden gravet igennem, kom kartoflerne i jorden. De fik lidt vand, så det ellers tørre hestemøg kan komme i gang med gæringen og varme jorden - og så blev det hele dækket ned med plast. Det skal gerne ende med nye kartofler af egen avl i midten af juni.

Der blev også tid til at så de første gulerødder, som behørigt står under fluenet, så vi forhåbentlig undgår de frygtede gulerodsfluer.

Mens jeg knoklede med jorden, knoklede Dina med algefjerner og træolie, så havemøblerne er klar til sæsonen. Hun er ikke helt færdig, men det kommer nok i løbet af påsken. Og for resten er jeg heller ikke helt færdig. For det også nu, at løgene skal i jorden. Men jeg havde altså glemt at købe løg.

Det bliver der rådet bod på mandag - og så skal vi også i løbet af påsken gerne i gang med at reparere huller i pudset og kalke. Sidste år fik vest- og nordsiden af huset den store tur, så i år bliver det øst og sydsiden...

En forårsdag i haven

Nu blomstrer det...

Hyacinterne sætter både kulør og duft på haven.

Det har godt nok været en træls dag - sådan rent vindmæssigt. Vestenvinden gør sit til at ødelægge det gode forårshumør, men en tur rundt i haven viser, at det er nu, det sker.

De første vintergækker, erantis og krokus er forlængst begyndt at visne. Netop nu står den på påskeliljer, hyacinter og anemoner i lange baner. Det er bare så flot og dejligt.

Nu kan vi snart ikke udskyde det længere. Kartoflerne skal i jorden, og der skal sås og gødes, så årets grøntsager kan komme i hus. Heldigvis står påskeferien for døren - og vi krydser fingre for vejret de kommende dage.

"Påskeklokken kimed' mildt..."

Mine blå anemoner stammer ikke fra Kaj Munks Lolland, men det er
 tæt på. Min far har i sin tid hentet dem i Iselinge-skoven ved Vordingborg.

Jeg er lidt stolt af mine gule anemoner. Det er en såkaldt
indikatorplante for næringsrig muldbund af den bedste slags. 

De her hvide anemoner kender jeg ikke arten af. De er større end
skovanemonen og ligner mest af alt høstanemoner, men de blomstrer altså
samtidig med skovanemonen. Jeg har i sin tid hentet dem i Farsø. 

På trods af navnet er lungeurt altså en meget smuk blomst.

Påskeliljer findes i dag i mange variationer,og jeg har mange
forskellige i haven, men min favorit er den gode, gammeldags
 påskelilje. Ensfarvet gul og ganske enkel.

De såkaldte botaniske tulipaner er en slags oprindelig, vild tulipan. Dem
har jeg en del af, og de blomstrer både tidligt og villigt.

Tete a tete-påskeliljerne er ren snyd. De er købt og
plantet i krukkerne for en uges tid siden.

Violerne er egentlig bare ukrudt i græsplænen, men pæne er de.

Vorterod er også en rigtig forårsbebuder. Den er effektiv som bunddække,
men vil gerne brede sig ud i græsplænen. Det lever jeg fint med.

I dag noterede vi så den første asparges. Den får lige
et par dage mere, inden den skal spises.

Nu er de første tulipaner også på vej.

Vinrabarberne er i god vækst. Det er skvalderkålen også...

Fridag i køkkenet

Lidt lækkerier i dagens anledning

Dagens hovedret var lammekrone med nye Mallorca-kartofler.

Torsdag havde jeg fødselsdag. En dejlig dag og tak for de mange hilsner og trøstende ord, jeg modtog i den anledning.

Dagen begyndte med solskin. Forventeligt da jeg er født om morgenen - og det er i hvert fald ikke mit ansvar, at det senere på dagen blev et rigtigt møgvejr...

Det blev til et spejdermøde af de bedre...

Jeg tillod mig at holde fri på dagen - sådan da, for jeg brugte tiden i køkkenet. Om aftenen skulle jeg alligevel have møde med de gamle spejdere, og så kunne jeg lige så godt byde på en ordentlig fødselsdagsmiddag.

Det blev til en fransk inspireret treretters med lidt lækkerier, som peger frem mod den forestående påske og sommerens friske grøntsager uden at være decideret sommermad.

Forretten bestod af andelevermousse med armagnac. Egentlig ville jeg gerne have sat foie gras på bordet, men det er altså svært at skaffe i Nordjylland, så det blev ved andeleveren. Jeg lavede en lidt stor portion, så jeg også har til leverpostej-madderne i den kommende uge.

Allerførst skar jeg et par rødløg i skiver og stegte dem let sammen med en håndfuld hvidløgsfed i lidt smør. De blev sat til side, og jeg brunede derefter 600 gram andelever på panden i rigeligt smør. Herefter tilsatte jeg et pænt skvæt armagnac og en deciliter fløde - og de fik lov at småputre fem minutter. Leveren, saucen og rødløg kom fik en tur i blenderen, lidt mere fløde blev tilsat for at gøre konsistensen lind og endelig blev det smagt til med salt, peber og lidt timian. Blandingen blev hældt i en firkantet form med lidt smeltet smør på toppen og sat i køleskabet, så det kan sætte sig. Moussen skal være kold ved serveringen.

Andelever-mousse smagt til med Armagnac.

Andeleveren blev serveret med salat, blommer, cherrytomater og cornichoner, så der både var et sødt og et surt modspil til den lidt fede levermousse. Det blev pyntet med balsamico-glace. Det lyder fint, men det er såmænd bare almindelig balsamico reduceret til det halve. Der er meget sukker i balsamico, så det bliver til en slags tyktflydende karamel-masse, når man reducerer det.

Andeleveren blev skyllet ned med en gewürtztraminer fra Cave de Ribeauvillé. Den krydrede gewurtztraminer er en eminent vin til fede sager som foie gras og altså også andelever.

Hovedretten bestod af lammekrone med nye Mallorca-kartofler, grønne asparges og lidt rodfrugtmos. Saucen blev lavet på lidt købt (indrømmet) lammefond fra delikatessen i Salling tilsat fløde og smagt til med marsala. Det er en italiensk hedvin, der nærmest er udrikkelig i ren form, men som er fantastisk i saucer - og jeg kan anbefale amatørkokkene at have sådan en flaske stående i køkkenet, når det virkelig gælder...

Lammet fik følge af en Saint-Émilion Grand Cru fra Château Boutisse fra 2009. En rigtig klassevin som normalt ligger uden for min økonomiske ydeevne, men som jeg fik uforskammet billigt, da jeg i sin tid hjalp Metro af restlageret, fordi virksomheden lukkede i Danmark.

Desserten blev rabarber med karamelliseret hvid chokolade og hvid chokolade-ganache. Det er en af husets favoritter, men desværre er mine egne små røde vinrabarber endnu ikke klare til at plukke, så jeg måtte klare mig med grønne købe-rabarber. Smagsmæssig betyder det ikke det helt store, men vinrabarber er altså flottere i farven.

Desserten blev - som det så ofte sker her i huset - ledsaget af en sød PX. En 20 års fra Cruz Monde, som har været åbnet i et par måneder, så det var jo nærmest en barmhjertighedsgerning at drikke den - selv om den søde sherry faktisk holder sig forbløffende godt efter åbningen.

Alt i alt en herlig fødselsdag...

Som prikken over i'et rabarber med hvid chokolade-ganache.

Udsyn

Uden glas, men med ramme...

I lørdags mødte jeg denne kvieøjede yndighed nede ved Bjerget. Vi kan jo kalde hende for Maren. Jeg kunne slet ikke stå for det længselsfulde blik ud mod den dejlige forårsdag.

Men neden for vinduet lå bonden på knæ og bandede, mens han samlede glasskår op. For det var en af Marens hornede ko'leger, der havde baldret ruden i kostalden i almindelig forårskådhed - og for at køerne ikke skulle skære sig, måtte glasset naturligvis fjernes.

Men det er uomtvisteligt forår, og køerne skal snart på græs. Naboens køer er allerede ude med de første kalve af årets produktion.

Nede i Lille Vildmose går Heck-kvæget ude hele året, og de kælver da også i det fri. Her mødte jeg senere på dagen en kalv, der næppe var tør bag ørerne. Måske kun en time gammel. Jo, det er forår...

Hættemågekolonien

Pas på hovedet...

Måger er generelt sådan lidt ugleset i dagens Danmark, og de er forresten heller ikke de mest fotograferede fugle. På naturfoto-udstillingen på Vildmosegård er det tydeligt, at mere fotogene arter som rørdrum, hav- og kongeørn og rovfugle i det hele taget hører til blandt fuglefotografernes foretrukne mål.

Det er egentlig lidt synd, for mågerne er en vigtig del af den danske fugleverden og netop i Lille Vildmose spiller hættemågerne en væsentlig rolle. Mange fugle lever nemlig højt på netop hættemågens koloni-tilstedeværelse. En koloni af larmende og vagtsomme hættemåger giver  stor beskyttelse mod rovfugle og andre farer.

Mågerne forsvarer nemlig deres afkom. Ret håndfast endda. Og jeg var da ganske tæt på et få en vred hættemåge i hovedet, da jeg lørdag forsøgte mig med kameraet på mågernes enemærker. Det kom der så et sjovt billede ud af...

Den her hættemåge sad bare lige i skabet...

Troldænder er blandt de fugle, der altid bruger
 hættemågekolonier som yngleplads.

Den gråstrubede lappedykker er ikke afhængig af hættemåger. Den er til
gengæld en af de mest fotograferede fuglearter i Lille Vildmose.

Blå, sexlystne frøer

Padder i forårshumør

Lørdagen blev tilbragt i Lille Vildmose til naturfoto-festivalen. Men vejret var alt for godt til at sidde i en biograf og se naturfilm, så jeg tog nogle timer rundt i mosen midt på dagen.

Man må sno sig og være hurtig, hvis
 man vil have et foto af en snog.

Målet var egentlig hugorme og snoge, men det blev der nu ikke meget ud af. Jeg så lige en enkelt snog, som bevægede sig så forbløffende hurtigt, at det ikke blev til andet end et såkaldt doku-skud af en snogehale.

Til gengæld oplevede jeg Vildmosens blå frøer. Det er den spidssnudede frø, hvor hannerne får en farvestrålende blå kulør i parringssæsonen. Tænk sig, det anede jeg ikke noget som helst om, da jeg tog hjemmefra i morges, så det blev også en lærerig dag.

Normalt er det ikke muligt med det blotte øje at se forskel på en butsnudet frø og en spidssnudet frø, men netop i parringsæsonen kan man skelne, fordi hannerne skifter farve. Den spidssnudede frø er ikke ualmindelig i Danmark, hvor den findes overalt med undtagelse af Bornholm, men den er truet i landene syd for os - og vi har derfor en særlig forpligtelse til at passe på den. Og et af stederne, hvor den er talrig er altså i Lille Vildmose, hvor der ellers er masser af fugle, der sætter stor pris på frøer uanset snudeformen.

Det er hunnen, der er nederst og dobbelt så stor som 

hannen, der mageligt hænger på og lader sig 

transportere til fødestedet.

Anderledes er det med skrubtudsen, der er giftig og lever i fred for fuglene. Til gengæld har den for vane at vende tilbage til fødestedet i parringsæsonen. Det koster hvert år adskillige skrubtudser livet, når de skal krydse landevejene.

Jeg mødte et par elskovslystne skrubtudser midt på asfalten på Ny Høstemarkvej.  Jeg stod  ud af bilen og påtog mig rollen som skubtudsernes svar på skolepatruljerne, så i det mindste de to kom sikkert til det attråede vandhul.

Det blev naturligvis også til et par fuglebilleder, men dem tager vi i en anden god sammenhæng...

Den store tapasdyst 2017

Hvidløgsduft på C.W. Obels Plads

Philip Stendahl Jensen fra Hardeknud Gruppe tjekker lige, 

at tapassen er i orden, inden det bliver dommernes tur.

 Der var en mild brise af hvidløg og ægte spansk tapassteming på C. W. Obels plads i Aalborg, da spejderne fra Jens Bang Division torsdag aften afviklede Den Store Tapasdyst 2017.

Dommerne glæder sig til at smage på lækkerierne

 fra en patrulje fra Aalborghus Gruppe.

150 spejdere fra Det Danske Spejderkorps i Aalborg-området havde godt en time til at tilberede seks forskellige tapas på medbragte feltgasblus – de såkaldte trangiaer. Der blev gået til sagen med samme ildhu som i Master Chef og Den Store Bagedyst. Det er vigtigt at deltage, men det er også sjovt at vinde, så spejderne producerede adskillige godbidder, der blev bedømt af en dommertrio af professionelle kokke.

Dommerne var begejstret for resultaterne, selv om en patrulje havde krydret maden så voldsomt med hvidløg, at en af kokkene frygtede at skulle sove alene natten til fredag.

Vinderne af Den Store Tapasdyst blev:  Juniorpatruljer: Ørnen fra Johan Rantzau gruppe, spejderpatruljer: Viben fra Aalborghus gruppe og Lederpatruljer: Hardeknud gruppe.

De professionelle dommere var kokkene Mads Larsen og Christian Løvbo, begge ansat i hovedkøkkenet på Aalborg Universitet samt kok Benjamin Albæk fra Appetizer+, der udover at være kok også kan smykke sig med titlen som Danmarksmester i Grill.

Tapasdysten er en del af den traditionelle Jens Bang Dyst, hvor patruljerne i Jens Bang Divisionen i løbet af sæsonen konkurrerer i forskellige disciplinger.

Rasmus, Hjalte, Olivia og Andrea fra Reden i Nørresundby havde 

en god aften på C.W. obels Plads – og selv om de ikke vandt,

 så smagte tapasserne godt alligevel.