Topmøde

Præsident møder konge

Kong Harald, kronprins Haakon og den svenske sametingspræsident
Stefan Mikaelsson. Foto: kennethhaetta.com

Da jeg i foråret var i Nordsverige for at blive lidt klogere på livet blandt de svenske skovsamer, fik jeg stor hjælp af præsidenten for det svenske sameting, Stefan Mikaelsson, som jeg i sin tid lærte at kende, mens jeg arbejdede i Arktisk Råd.

Stefan kender jo Gud og Hvermand på de kanter, så han vidste lige, hvem der kunne hjælpe mig med de helt rigtige billeder til mit nye foredrag, "Mellem ulve og rensdyr", som jeg netop har haft premiere på.

Men sjovt nok - og sådan går det desværre ofte, når jeg er fokuseret på en opgave - fik jeg ikke et eneste foto af Stefan Mikaelsson. Han er ellers et spændende menneske, der ikke går af vejen for at provokere borgerskabet med lidt neglelak - og i øvrigt ved han stort set alt, hvad der er værd at vide om både samisk kultur og rensdyrhold.

Nu har jeg imidlertid skaffet et fint billede af Stefan. Det blev taget tirsdag under åbningen af det norske sameting i Karasjok. Traditionelt overværes denne begivenhed af det norske kongehus - og lige så tradtionelt bringes der hilsener fra sametingene i Sverige og Finland. På billedet hilser den svenske samepræsident på den norske kong Harald og kronprins Haakon.

Da jeg var i Sverige i foråret var valgkampen i fuld gang til det svenske sameting - og det var derfor usikkert, om Stefan fik mulighed for at fortsætte som præsident. Men nu er valget overstået, og Stefan sidder sikkert i sadlen.

På det svenske sametings hjemmeside er der en kort biografi om Stefan Mikaelsson. Heri kan man blandt andet læse, at han aldrig siger nej til rensdyrkød tilberedt over åben ild i skoven - og at hans yndlingstøj er den traditionelle vadmelskofte, som han også bærer på billedet fra det norske sameting i Karasjok.

Stegt ål

Limfjords-guf

Limfjordsål tilberedt af Dina.

Tirsdag aften fik vi stegt ål.

Det er sådan set ikke nogen nyhed - for vi holder begge umådeligt meget af denne traditionelle Limfjordsspise.

Nyheden bestod bare i, at det denne gang var Dina, der havde stegt ålene og lavet de stuvede kartofler. Det krævede et billede af lækkerierne, mente fruen i huset. Jeg gav hende ret - og iler med et stort tillykke med debutten.

Det hårde arbejde med at slagte ålene overlod Dina galant nok til bloggeren. Og det arbejde tager jeg gerne på mig - for i modsætning til de fleste, foretrækker jeg at lade skindet blive på ålene. Det gør dem mere sprøde og holder godt på ålens naturlige fedme. Det kan kun anbefales - og så gør det altså det hårde arbejde lidt nemmere.

Tuapannguanut

Her har jeg boet...

Tuapannguanut i Sisimiut. Billedet er klikbart. Foto: INI A/S

Jeg var lige på nettet for at tjekke nogle tal, da jeg kom forbi hjemmesiden til det grønlandske boligselskab, INI A/S.

I bunden af hjemmesiden er et smukt panorama-foto af Sisimiut set fra sydvest. Højt på klippeknolden ligger Sisimiuts alderdomshjem omkranset af bebyggelsen på Tuapannguanut - og der har jeg boet i 1993 og 94.

Jeg boede i blokken yderst til venstre på anden sal i den røde afdeling. Det var en dengang nybygget, dejlig, stor og højtbeliggende to-værelses lejlighed med udsigt ned over havnen, Præstefjeldet og Davis-strædet.

Adgangen til lejligheden skete fra den anden side, hvor der var en svalegang af træ på første sal - og her var hoveddøren, som ledte ind i et trapperum til anden sal. Ikke så praktisk måske, men en ganske imponerende entre i to etager.

Havnen i Sisimiut set fra køkkenvinduet.

Entreen ledte op til en fordelingsgang med garderobe, adgang til bryggers, køkken, stue og soveværelse. Igen ikke så praktisk, men en ganske ødsel omgang med kvadratmeter.

Jeg flyttede fra lejligheden i slutningen af januar 1995. Det var koldt, meget koldt - og døren havde stået åben hele formiddagen, mens flyttefolkene hentede mit indbo. Bagefter skulle der gøres rent - og som prikken over i'et ville jeg lige vaske flisegulvet i entreen.

Jeg vred gulvkluden op og smed den på gulvet og satte gulvskrubben på. Kluden rørte sig ikke ud af flækken. Den var uhjælpeligt frosset fast til gulvet - for flisegulvet var selvfølgelig dybtfrossent, efter at døren havde stået åben i flere timer. Så var man den erfaring rigere - lige på falderebet inden turen gik med S-61 ud af Sisimiut mod Nuuk og Hansen på vej mod nye eventyr...

Nedenfor Tuapannguanut og skjult på billedet lå i øvrigt to af byens dengang førende værtshuse - Pub Raaja og Kukkukooq (Rejen og Hønen). To værtshuse dør om dør gav området det folkelige navn Jomfru Ane Gade...

Luft under vingerne EXTRA

Slut med DC-9/MD-80

"Som sagt er flyene af DC9/MD-80-familien mit absolut foretrukne fly. De gode sæder og den gode plads på kortdistancerne kommer sikkert aldrig tilbage - og jeg vil græde en lille tåre, når jeg engang flyver min sidste tur i flyet. Men indtil da vil jeg nyde hver eneste kilometer."

Sådan skrev jeg i "Luft under vingerne V" her på bloggen for fire år siden. Og nu kan jeg godt begynde at finde lommetørklædet frem. For den 26. oktober er det slut. Forude venter pensionisttilværelsen for den legendariske flytype, der i adskillige år har været den store slider i SAS-flåden. Da det gik vildest til i midten af 90'erne, havde SAS 65 DC9/MD-80 i flåden - og var dermed også en af verdens største operatører af flytypen.

SE-DMG i Aalborg Lufthavn i november 2009. Det
er en MD-90/30, som blev leveret som ny til SAS
i 1996 - og flyver i dag for det schwetziske selskab Hello.

I skrivende stund er der tre eksemplarer tilbage - og det er simpelthen smertegrænsen for, at det kan betale sig overhovedet at bruge en bestemt flytype i et stort luftfartsselskab. Derfor slutter eventyret i udgangen af oktober.

Det blev for nogen tid siden annonceret på Facebook, hvor man samtidig fortalte, at udfasningen vil blive markeret med en særlig afskedstur i luftrummet over Danmark den 26. oktober - og forresten havde man fem billetter til turen, som skulle fordeles mellem Facebook-vennerne.

Jeg sendte et link til min blog-artikel fra 2009 til konkurrencen - og i søndags fik jeg så at vide, at jeg havde fået en af de fem billetter.

Så nu skal jeg have fundet det fine lommetørklæde frem og have det strøget - for ordentlige mennesker stryger jo deres lommetørklæder. Og selv om det bliver en lille smule vemodigt, er jeg også sikker på, at det bliver en stor begivenhed - der helt sikker vil få solid omtale her på bloggen.

Dagens ord LXII

Flinteflener fra Ertebølle. Foto: DanDebat

Dagens ord er flen - og det skyldes Mathiesen henne på hjørnet.

Han skrev en kommentar på Facebook til bloghistorien om vagtelæg, hvor han anbefaler, at man perforerer æggehinden med en gaffel med tynde flener. Mathiesen skrev godtnok flæner, men det staves altså med e.

Jeg må indrømme, at det ikke lige er et ord, som jeg bruger hver dag. Normalt ville jeg nok sige tænder om gaflens flener - men det er godt gammelt, dansk ord.

Flen bruges om spidse grene på et redskab, for eksempel en greb eller en høtyv. Ordets oprindelse er helt igennem dansk og kommer fra pilespidsen, der jo i tidernes morgen og især her ved Limfjorden blev lavet af flint.

Det er i øvrigt også flen, der udgør den første stavelse i Flensborg - og det hentyder til byens beliggenhed ved den smalle og derfor spidse Flensborg Fjord.

Vagtelæg

Ikke mere pillearbejde

Vagtler er ikke større end daggamle kyllinger.

Vagtelavl er en af årets modediller her på Øland - og det giver masser af små æg.

Da Øland Sildelaug for nogen tid siden holdt sommergrillfest hos smeden og alle hans fugle, kom jeg på at pynte forretten - røget stenbiderrogn - med kogte vagtelæg delt i halve. Det så flot ud - men jeg indrømmer blankt, at det bestemt ikke var jordens bedste ide.

For æggene skulle pilles - og det er faktisk et pillearbejde. Det er svært at gøre pænt, fordi hinden på vagtelæg er ualmindelig tyk og sej - og et smilende vagtelæg går nemt i stykker.

Kogetiden på et smilende vagtelæg er cirka
et minut, men det er svært at pille.

Med den æggeviden og en skålfuld vagtelæg gik jeg søndag i køkkenet og legede lidt med alternativerne til kogte vagtelæg. Løsningen er naturligvis at tilberede æggene uden skal - for eksempel pocherede eller som spejlæg.

Vagtelæg er dekorative i sig selv.

Uanset om vagtelægget skal spejles eller pocheres, skal man bruge et lille glas til at slå ægget ud i. Igen kan den tykke hinde drille lidt - men skulle der smutte en stump skal med, er det ikke det store problem, når ægget slås ud i et glasset i stedet for direkte på panden eller i gryden.

Til pochering varmer man en liter vand tilsat en skefuld eddike i en kasserolle - sådan lige op til kogepunktet, men heller ikke mere. Med et piskeris bringes vandet i slyng, så det kører rundt i kasserollen - og man hælder det lille æg i. Det suser rundt et par gange og former sig pænt - og efter cirka et minut er ægget færdig. Det fiskes op med en hulske og er klar til brug.

Spejlæg får en pæn form, hvis man
 bruger en kageudstikker.

Når man spejler vagtelæg, kan man selvfølgelig bare hælde dem ud på panden som til almindelig spejlæg, men hvis de skal bruges til pynt, kan man også tage en kageudstikker af metal - de fås i mange former - og anbringe den på panden - og så hælde ægget ned i udstikkeren.

Jeg brugte en rund kageudstikker med en diameter på 60 mm - og det er lige i det største. Desværre har jeg ikke en på 50 mm, men det er min vurdering, at det er den bedste størrelse. Man kan selvfølgelig også bruge de mere fantasifulde udstikkere - og lave spejlægget stjerne- eller hjerteformet. Hvis man har en blinispande, er den forresten perfekt til at spejle vagtelæg i.

Vagtelæg i stedet for den traditionelle æggemasse
på røget laks. Til venstre pocheret og til højre spejlet.

Jeg brugte blandt andet vagtelæggene til at pynte et par laksemadder - så vi kan også lige benytte lejligheden til at lave en hurtig laksedressing. Man tager blommen fra et vagtelæg, rører det med et par skefulde olivenolie til det tykner, smager til først med lidt vineddike, salt, hvid peber og så lidt dijonsennep - og man har så en fin vagtelmayonnaise. Tricket her er så at tage en håndfuld esdragon-blade og blende dem med mayonnaisen. Det smager simpelthen mums. I virkeligheden er det nærmest en kold bearnaise - så det er en god ide at give den så meget dijon, at senneppen smager igennem.

Vagtelæg er smækfyldt med protein i forhold til kalorie-mængden - og betragtes derfor som et godt supplement til en slankekur. Angiveligt skulle der også være en masse vitaminer og sporstoffer i vagtelæg - og de små æg har derfor en særlig appel til mennesker, som går meget op i kosttilskud, helsekost og lignende. Blandt andet fandt jeg en artikel på nettet, der hævder, at vagtelæg kan dæmpe høfeber og allergi.

En lille vagtelægge-haps...

Det meste af den slags er med stor sandsynlighed noget småreligiøst nonsens - og det er i hvert fald ikke derfor, at jeg bruger vagtelæg. Men jeg synes, at et spejlet vagtelæg er et dekorativt alternativ til den traditionelle æggemasse på den røgede laks - og det er for mig grund nok til at bruge vagtelæg.

Smagsmæssigt er det jo sådan med æg, at de helst ikke skal smage af noget som helst - for gør de det, er de nok ikke helt friske...

Forresten kan det sikkert også se flot ud med et par æggeblommer fra vagtelæg oven på tatarmaden - i stedet for den traditionelle hønseæggeblomme. Det prøver jeg næste gang...

Det er i øvrigt ikke bare æggene, der byder på pillearbejde, når man har med vagtler at gøre. For mange år siden prøvede jeg på et gastronomi-kursus at lave udbenede vagtler. Det er pillearbejde, skulle jeg hilse at sige.

Solens varme

Dovregubben er med på den alternative bølge

Det lille hus spejler sig i solfangeren.

FN har sit klimapanel - og nu har jeg et energipanel.

Egentlig er et energipanel bare det, vi i de gode, gamle dage kaldte en solfanger - og som ethvert hippiekollektiv på landet engang havde installeret. Man smed et par gamle radiatorer op på taget, malede dem sorte og forbandt dem til varmtvandsbeholderen - og straks havde man glæde af solens varme.

I vore dage er tingene lidt mere strømlinet og højteknologisk, så solfangeren er blevet til et energipanel, der er en ventilator, som puster varm luft ind i huset. Derfor er det også forsynet med solceller, der driver ventilatoren og en termostat.

Der er stadig et par tomater tilbage - så jeg nøjedes
 med at klippe toppen af tomatplanterne for få plads
til energipanelet.

Jeg fandt det på tilbud i Bilka for nogle måneder siden - men dels har jeg ikke haft brug for det i den lune sommer, dels har mine udendørs tomater stået i vejen. Nu er sæsonen for udendørs tomater forbi, så lørdag morgen gik jeg i gang med at installere energipanelet - og det var faktisk ret nemt. Dog måtte naboen lige give en hånd med, da det skulle hænges op på væggen. Man har jo kun to hænder...

Energipanelet virker i princippet kun i solskin, men da vi har næsten 1800 solskinstimer om året her på egnen, er det fint nok.

Jeg holder mit værksted frostfrit - og der går en del strøm til det med de hårde vintre, som vi har haft på det seneste. Sidste år lavede jeg en ordentlig isolering - og nu har jeg så tilføjet energipanelet, der især på de kolde vinterdage, hvor solen ofte skinner, forhåbentlig kan bidrage til at nedsætte el-regningen.

Den varme luft kommer ind via diffuseren øverst
 i billedet. Med termostaten kan jeg styre temperaturen. Og
da jeg alligevel havde lavet en gennemførsel
 i væggen, blev der også plads til et
udendørs/indendørs termometer.

Da jeg isolerede værkstedet, lagde jeg stor vægt på at lave en såkaldt ventileret isolering for at undgå mug og fugtskader i værkstedet - og det har også fungeret fint. Luften på værkstedet har hele året været fin og frisk - og dufter dejligt af træ, som det skal på et rigtigt værksted.

Men da energipanelet også udtørrer luften på værkstedet, er det med til at nedsætte risikoen for mugskader.

Selv om værkstedet er isoleret, slipper der stadig en del varme ud gennem døren, der er gammel og utæt. En ny dør er derfor på listen over kommende projekter på parcellen...

Det er vistnok en smule altmodisch, når jeg i underrubrikken taler om den alternativ bølge - for når jeg ser mig om i nabolaget, er der efterhånden en Guds velsignelse af solceller, energipaneler og vindmøller, så det er vel ikke længere særlig alternativt..?

Pas på: De er tilbage...

Freden er forbi

En samling klaphatte.

Folketinget er tilbage. Politikere og journalister var enige om at betegne tirsdagens åbning af den lovgivende forsamling som intet mindre end en festdag for demokratiet og folkestyret.

Øh, hvilken planet sidder politikerne og journalisterne egentlig på?

For ude blandt folket var der bestemt ikke noget at fejre. Vi ryster og bæver, hver gang politikerne åbner munden – for vi ved, at vi kommer til at betale for deres maniske forsøg på at vise deres eksistensberettigelse.

Enhver lille lovændring bliver pustet op til en såkaldt reform. Mindre kan ikke gøre det – men det er også slemt nok. For som skatteyder får man altså nervøse trækninger ved tanken om, hvad politikerne nu finder på.

Galopperende vanvid.

Efter at have sendt milliarder til de italienske vinbønder for nogle tog, der ikke kan køre, har politikerne i deres uudgrundelige visdom besluttet, at der skal ofres yderligere 24 milliarder på tog. Snak og planer alt sammen – og penge ud af landet. Kun en tåbe kan da finde på at købe tog syd for alperne, hvis de skal fungere i vort klima.

Politikerne – selv de mest liberale, der dog burde vide bedre – er fastlåst i dogmet om, at besparelser kun kan foregå på velfærden. Deres kyniske taburetklæberi går ud over os på landet, de fattige, de flittige, børnene og de gamle – for Fanden hytter som bekendt sine. Politikerne holder gang på gang hånden over en uduelig, ubrugelig og uproduktiv masse af papirnussere – sikkert fordi de har gået på universitetet sammen.

Hvis politikerne virkelig ville spare, satte de hårdt ind på at bekæmpe bureaukratiet og decimerede den offentlige administration. I stedet for at biologerne i den kommunale miljøforvaltning sidder og tæller græs, bør de slå græs for pensionisterne for eksempel. Mindre papirnusseri, mere velfærd – uden at det koster en øre.

Men sådan vil landets lovgivere det ikke.

Derfor...

For godt et års tid siden ville politikerne gøre noget for vort lille barmarksfjernvarmeværk her på Øland. Derfor fik vi fik lov til at fyre med træflis i stedet for naturgas – og straks faldt varmeprisen, selv om der var investeret millioner i omstillingen. Nu kan vi så se frem til, at varmen stiger igen, fordi de samme politikere vil lægge afgift på biomasse. Investeringen er tabt. Frem og tilbage er som bekendt lige langt – og vi er lige vidt.

Den samme afgift vil ramme spejderne, for rafter skal afgiftbelægges, da de kan bruges til brændsel. Ganske vist hedder det, at man kan få afgiften retur, hvis man kan bevise, at træet ikke er brugt til brændsel. Lad mig lige minde om, at spejderledere er frivillige ildsjæle – og det er fuldstændigt urimeligt, at man nu sætter dem til at lave revisorarbejde.

På Folketingets åbningsdag forsøgte Nordjyllands Radio at få en kommentar til brændeafgiftens urimeligheder fra Orla Hav. – Det kunne vi ikke gøre noget ved, for det var noget EU bestemte, betroede han lytterne og satte sig hermed på Scavenius-bænken i benovet behagesyge over for vore sydlige naboer.

Og hvis Folketingets politikere ikke kan afskaffe brændeafgiften, hvad skal vi så med Folketinget? Så er der ligesom ikke ret meget fest for hverken folkestyre eller demokrati ved den forsamling – og så kan de jo ligeså godt holde ferie hele året.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 4. oktober 2013.

Tidens tand

Plænen viser tænder

Vildsvinetanden har ligget i jorden i mange år.

Jeg kan vist snart skrive arkæolog på visitkortet - for det er altså de mest underlige ting, jeg efterhånden har gravet ud af haven.

For en måneds tid siden fandt jeg et blålyn i jordbærbeddet - og i denne uge dukkede der så en stor tand op, da jeg var i gang med at fjerne et stykke græsplæne til fordel for en udvidelse af terrassen på sydsiden af det lille hus på Øland.

Hvad laver sådan en bisse i min have?

Tanden var umiskendeligt præget af tidens tand - og uden i øvrigt at være ekspert på området mener jeg, at det er en vildsvinetand. Sådan nogle vildgrise er udstyret med nogle ganske drabelige hjørnetænder - og jeg er ret sikker på, at det er sådan en kalorius, der dukkede op i plænen.

Den er som sagt præget af et længerevarende ophold i jorden - men nu har jeg renset den i vand. Så er det planen, at den skal have en tur i brintoverilte og sikkert også en tur med en tandbørste - så skal den nok blive pæn at se til.

Da jeg var ung spejder, var vildsvinetænder et meget brugt trofæ i forskellige konkurrencer - men jeg har endnu ikke besluttet, hvad jeg skal bruge denne tand til.

Men det pirrer unægtelig fantasien. Hvorfor ligger der en vildsvinetand i græsplænen? Svaret får jeg sikkert aldrig - men nu er jeg i hvert fald spændt på, hvad der bliver det næste, jeg finder?

Doverodde

Fem huse og fælles silo...

Doverodde ligger smukt - ved Limfjordens bredder...

Doverodde hovedgade: Fem huse med fælles - silo...

I dag, tirsdag, ville vores mor have fyldt 92. Vi markerede fødselsdagen med et kæmpekalas i weekenden.

Det foregik i lillesøsters spritnye sommerhus i Doverodde. Samtidig var det nemlig også housewarming, fejring af Birgittes fødselsdag og 25 års jubilæum som lærer på Spejderskolen, så det var et rigtigt Kinder-æg.

Familien holder ølpause.

Doverodde er et feriested for de få. Kun ganske få huse, men smukt beliggende i en af Limfjordens små kringelkroge. Stedet er vistnok mest kendt for sin gamle købmandsgård, men ellers er det nu også et ganske smukt sted - og ikke større end at man kan gøre byen på en sen eftermiddag.

Det gjorde vi så - med behørig ølpause indlagt - efter at have indtaget en prægtig frokost med sild, fiskefileter, fiskefrikadeller, vildsvineragout og gammelost.