På gravens rand

Sidste udkald for rigsfællesskabet

Foto: Leiff Josefsen

Da jeg for et par år siden begravede ”Hjemmestyret”, min grønlandske hustru, på kirkegården i Nuuk, gav graveren mig bagefter et opmuntrende klap på skulderen og sagde: - Og så er der jo også plads til dig ved siden af…

Det afgjorde sagen.

Så når mine jordiske rester en gang skal stedes til hvile, bliver det på kirkegården i Nuuk med en fantastisk udsigt mod den store Nuuk-fjord. På den samme kirkegård hvor mange af mine virkelig gode venner også er stedt til hvile.

Jeg nævner det - ikke fordi jeg har aktuelle planer om at stille træskoene - men for at forklare, at jeg har mange gode grunde til helt principielt at være tilhænger af det dansk-grønlandske rigsfællesskab – og mange af de ting, som der bliver sagt i den forbindelse i øjeblikket, gør ondt og støder mig.

Dumsmarte bemærkninger

Jeg er træt af, at mange danskere med en svedent og dumsmart grin altid skal snakke om grønlænderes alkoholforbrug. Kendsgerningen er, at det grønlandske alkoholforbrug er omtrent halvt så stort pr indbygger som i Danmark – og unge grønlændere bliver ofte chokeret, når de kommer til Danmark og ser, hvor meget danske universitetsstuderende drikker.

Nu skal man jo ikke kaste med sten, når man bor i et glashus. Men det mener mange danskere åbenbart – og det er ikke befordrende for rigsfællesskabet. Jeg har boet i Grønland i 15 år og flyttede væk i 2007. Netop det år faldt alkoholforbruget i Grønland markant. Det har jeg tænkt over længe. Måske er sandheden, at det er danskerne i Grønland, som drikker mest.

Det irriterer mig også, at mange – også ældre og erfarne politikere, som burde vide bedre – opfatter det danske bloktilskud til Grønland som en støtte og derfor forventer som det selvfølgeligste, at grønlænderne skal være taknemmelige. Kendsgerningen er, at bloktilskuddet er en betaling for, at Grønland varetager en række statslige opgaver – og reel betaling for en ydelse, er da ikke noget, der kræver taknemmelighed.

Sten i skoen

Selv om jeg går stærkt ind for rigsfællesskabet, er jeg ikke blind for dets fejl og mangler. Jeg forstår de grønlandske politikere, når de siger, at det ikke er ligeværdigt. For der er sten i skoen, der trykker.

En af den seneste tids helt store anstødssten er sagerne med grønlandske forældre i Danmark, som har fået deres børn tvangsfjernet efter de såkaldte forældrekompetenceundersøgelser. Forældrene skal kigge på nogle blækklatter og sige, hvad de ser – og så bestemmer fine psykologer og socialrådgivere, at de ikke er egnet som forældre.

Det burde være en enkelt sag at få stoppet det tvangsfjernelsescirkus, men det kan ikke lade sig gøre. Socialministeren oplyste i et samråd tirsdag – samme dag som Trump Jr. besøgte Nuuk - at hun slet ikke har kompetence til at stoppe kommunernes brug af disse tests.

Jeg tror, at det er viljen til at ændre tingene, den er gal med. Selvfølgelig kan det stoppes – og det vil da også være til gavn for danske forældre. For disse psykolog-tests er simpelthen nedværdigende for både grønlændere og danskere.

Der har været en hel stribe sager mellem det grønlandske selvstyre og den danske regering, der er strandet på juridiske spidsfindigheder og tovtrækkerier. Hvis de danske folketingspolitikere mener rigsfællesskabet alvorligt, er det på tide, at de også lytter til de grønlandske kolleger og sætter deres vilje igennem – i stedet for at parkere spørgsmålene hos juristerne. Der kommer aldrig noget godt ud af al det djøfferi. Det ved de fleste danskere jo også – af smertelig erfaring.

Sprogspørgsmålet

Det var også uværdigt, at det danske folketing var længe om at acceptere de grønlandske politikeres ønske om tolkning i Folketinget. I det grønlandske landsting, Inatsisartut, bliver alle debatter tolket, så de dansk-talende embedsmænd og enkelte politikere også har en chance.

Så jeg forstår de grønlandske ønsker om øget selvstændighed. Men jeg synes fortsat, at rigsfællesskabet er værd at kæmpe for. Jeg har ikke noget ønske om at blive begravet i amerikansk jord, men hvis ikke de danske politikere tager situationen alvorligt og handler sammen med de grønlandske politikere, kan det nemt blive resultatet.

Trumps interesse for Grønland er et wakeup-call til den danske regering. Det er nu, I skal på banen og redde stumperne. Det gør man kun ved at lytte til Grønlands ønsker. Slut med juristeriet og al udenomssnakken. Den gode vilje alene gør det ikke. Der skal handling til.

Grønland kan sagtens klare sig uden rigsfællesskabet. Spørgsmålet er, om Danmark kan klare sig uden.

Klumme i Nordjyske fredag 10. januar 2025.