Tuukkaq er landet

 Breaking

Air Greenlands Airbus A330 Tuukkaq er netop landet i den nye lufthavn i Nuuk. Det skulle have været transmitteret af KNR, men det altid uheldige nationale mediehus i Grønland mistede forbindelsen - og det skete intet på TV-kanalen.

Så her er lige et par fotos, som jeg saksede fra Greenland Airports webcams i den nye lufthavn.

En vemodig dag

Kangerlussuaq

Jeg kunne ikke sige mig fri for at blive lidt fugtig i øjenkrogene, da Air Greenlands Airbus A330 Tuukkaq med rutenummeret GL782 til København for sandsynligvis sidste gang lettede fra Kangerlussuaq tirsdag kl. 14.12 grønlandsk tid.

For intet bliver som før, når Nuuks nye lufthavn formentlig åbner torsdag. Dermed er det slut med Kangerlussuaqs rolle som grønlandsk trafikknudepunkt..

Det berører mig dybt, for jeg har altid været glad for at komme i Kangerlussuaq. Dejligt klima, kilometerlange veje i spændende natur, venlige mennesker med god tid.

Det gør mig sørgmodig, at jeg aldrig igen kommer til at opleve den helt specielle stemning i Kangerlussuaq, når Danmarksmaskinen lander, og folk fra nær og fjern mødes for et øjeblik, inden turen går videre.

Jeg er naturligvis ikke blind for, at den nye lufthavn i Nuuk gør det både nemmere, hurtigere og sandsynligvis også billigere at rejse til udlandet for Nuuks knap 20.000 indbyggere. Jeg har jo selv boet i Nuuk i 13 år - og det var også der, jeg fandt mit livs Dina.

Men jeg er et vanemenneske - og jeg bryder mig ikke om forandringer. Og jeg har ondt af de mange mennesker i Kangerlussuaq, der nu bliver revet op med rode og omplantet til enten Nuuk eller Ilulissat, hvor de nu skal arbejde.

Det er fremskridtets pris - og ofte er vi så glade for det såkaldte fremskridt, at vi glemmer dem, som forandringerne uvægerligt går ud over. Og indtil videre er det ikke bevist, at verden bliver bedre på grund af de såkaldte fremskridt.

Kangerlussuaq var det første sted, jeg betrådte grønlandsk jord - og foreløbigt også det sidste, da jeg var i Grønland i juni.

Jeg har været der mange gange. Sommetider bare på gennemrejse - sommetider i flere dage til møder, kurser, ferier eller blot på grund af dårligt vejr på Kysten.

Tankerne i dag går også til Den Grønne Bar, som var mødestedet for alle, der kom til Kangerlussuaq, før terrorens grimme ansigt satte en stopper for samkvem mellem ankommende og afrejsende passagerer tilbage før 2001.

Det var en fest, når Danmarksmaskinen landede. Som jeg husker det, var der altid Happy Hour og billige øl, så også de fastboende i Kangerlussuaq kom forbi midt på dagen. Det var altså hyggeligt.

Det var tider - og de kommer aldrig igen. Men minderne har jeg i mit hjerte.

Lufthavnen i Kangerlussuaq bliver nu droslet ned til en regional lufthavn med tre ugentlige flyvninger fra Nuuk. Den 17. marts bliver det igen muligt at flyve direkte til Kangerlussuaq fra København, når Air Greenland i samarbejde med Albatros, som driver hotellet i Kangerlussuaq, åbner en ny rute med to ugentlige flyvninger, som beflyves af Jettime med en Boeing 737.

Kobberbryllup

Dage at mindes

Tulipanbilledet tog jeg den 20. maj 2012 tidligt om morgenen. Det vender jeg tilbage til.

Jeg er efterhånden blevet så gammel, at jeg går til flere begravelser end bryllupper, så jeg blev glad, da jeg lørdag var inviteret til kobberbryllup. Det er sådan den gyldne mellemvej, når det nu skal være.

Det var Sanne og Jørn, som nu har været gift i 12 1/2 år. Jeg mindes fortsat brylluppet den 19. maj 2012 med lige dele rædsel og glæde.

I et anfald af overmod havde jeg sagt ja til at stå for køkkenet til festen. Tre retter, 70 kuverter. Så jeg havde lagt en fin tidsplan. Den skred fuldstændig - og hovedretten kom på bordet med flere timers forsinkelse. Men festen var nu god alligevel.

Jeg var fuldstændigt uden skyld i forsinkelserne. Men intet fungerede i det store køkken, som var rigget op til lejligheden. Strømmen gik jævnligt - og derfor var der heller ikke tilstrækkeligt med varmt vand til opvaskemaskine og den løbende oprydning.

Det var irriterende, men morede nu også lidt. Og ret forventeligt egentlig. For Sanne er elektroingeniør og Jørn er smed - så det var nok lidt naivt at tro, at el og vand ville fungere. Bagerbørn og wienerbrød som bekendt...

Jeg var ung og kunne fortsat det meste. Så efter maden havde jeg også sagt ja til at mixe drinks i baren. Det blev til nogle fornøjelige timer, hvor der var stor afsætning af både brandbiler og brandbiler med udrykning, gin og tonic, tequila sunrise, isbjørn og andre godbider fra det store nordjyske drinkskort.

Ved tretiden vaklede jeg hjemover. Men skulle da lige ind til genboen og have en øl mere. For der var tilfældigvis også bryllup. Så jeg var godt brugt, da solen stod op til den dejligste søndag. Inden jeg helt gav op, tog jeg lige en rundtur i haven.

Der faldt jeg så - bogstavelig talt - for de mest bedårende tulipaner af sorten Groenlandia, som jeg havde købt i dyre domme i efteråret. Når det har med Grønland at gøre, sidder min penge jo gerne lidt løst.

Så jeg ville lige have foto af de flotte tulipaner. I den helt rigtige vinkel, så jeg lagde mig ned på græsplænen og knipsede løs - og faldt i søvn med et brag. Det var heldigvis dejligt vejr, så jeg frøs ikke en gang, da jeg vågnede op ud på formiddagen i solen. Men så var det altså også sengetid - for alvor.

Det var nu en god fest - og det er så 12 1/2 år siden nu. Akja, tiden går.

The name's Bond

Shaken, not stirred

Foto: Jens Peter Larsen

Selv om jeg ikke når Roger Moore til sokkeholderne i elegant udstråling, kunne jeg ikke dy mig for at indtage en ægte Bond-plakat-positur, da jeg her til aften fik en ni millimeters pistol i hånden. Lidt drengerøv er jeg jo.

Jeg er også ret pjattet med netop Roger Moore-udgaven af spionen over alle spioner. Moore er elegant, har glimt i øjet, en rap replik og netop den udstråling, som jeg kan lide det - og så får det være, at langt de fleste foretrækker Sean Connery i den rolle. Smag og behag er jo heldigvis forskellig.

Det var jobbet, som mandag aften bragte mig forbi Vester Han Herreds Skytteklub, hvor en flok unge pistolskytter havde hentet en masse medaljer hjem til klubben, så der skulle lige laves et par billeder til lokalavisen.

Og nu, da jeg var der, synes klubbens chefinstruktør Jens Peter Larsen, at jeg også skulle prøve at skyde med pistol. Det gik forbløffende godt - også bedre end da jeg for nogen tid siden skød med revolver. Syv ud af ti skud inden for det sorte felt - og et enkelt direkte i 10'eren. Det er vist meget godt - taget i betragtning, at jeg aldrig har prøvet det før.

Men nu er jeg jo ikke typen, der praler, så det lader vi blive mellem mig og læserne.Jeg har heller ikke planer om at blive agent og jage skurke. Den slags overlader jeg gerne til James Bond.

Til gengæld nupper jeg så en dry martini. Shaken, not stirred. The name's Bond ... Jesper Bond!

P.s. For de våbeninteresserede kan jeg oplyse, at pistolen er en SigSauer P226 x-six med bro og Romeo rødpunktsigte.

Lakrids-øl

Fredagsbajer

Det sker efterhånden alt for sjældent, at jeg drikker fredagsøl. Men fredag aften skulle det alligevel være.

Jeg er ikke særlig sofistikeret i min ølsmag. Min favorit har mange år været Royal Eksport - og mere behøver jeg sådan set ikke. Men i køleskabet lå en gave - en specialudgave af Limfjordsporter med ekstra lakrids. Helt nøjagtig 16 gange så meget lakrids som i den originale Limfjordsporter fra Thisted Bryghus.

Jeg elsker lakrids, så det skulle da lige prøves. Brygget var næsten kulsort, og skummet tykt, fast og brunt. Smagen af engelsk lakrids var tydelig. Alt i alt smagte det ret godt, men alligevel er jeg lidt forbeholden.

For det handler jo om fredagsbajer - og ikke fredagsslik. Den slags overlader jeg til børnefamilierne. Og jeg mener helt generelt, at man ikke skal blande tingene sammen, men holde sig til den rene vare. Lidt puritaner er jeg jo nok. Skæg for sig og snot for sig, som man siger.

Der er i vore  dage en upassende tendens til, at alting skal serveres med et tvist - og det er tilsyneladende slet ikke comme il faut at nyde den rene vare. Den hopper jeg bare ikke på.

Efter at have drukket det tykke, sorte fluidum var jeg lidt bekymret for, hvordan den almindelig Royal Eksport ville smage. Men det gik nu helt fint. Det er jo nærmest letøl sammenlignet med den lakridstykke porter - og det foretrækker jeg altså, selv om jeg har en voldsom hang til lakrids.

Så det bliver sikkert ved denne ene gang. Næste gang, jeg skal have fredagsøl, bliver det ganske almindeligt øl - altså Royal Eksport.

Hokkaido-sorbet

Fra det søde køkken

Da jeg for nylig interviewede køkkenchefen på Rønnes Hotel i Slettestrand, Kenneth Petersen, smagte jeg hans hokkaido-sorbet, som jeg faldt pladask for.

Så det skulle lige prøves til Mortensaften, for heldigvis fik jeg opskriften med hjem - om end jeg er lidt hæmmet af kun at have en almindelig husholdnings-ismaskine. Forskellen på husholdningsudgaven og den professionelle er blandt andet, at den professionelle blæser luft ind i isen. Det kompenserer vi amatører for ved at vende et par piskede æggehvider i ismassen. Det er ikke perfekt, men det duer i en snæver vending.

400 gram hokkaido koges møre i en lage bestående af 8 gram vanillesukker, 150 gram sukker, 4 stjerneanis og 1,25 dl vand. Det hele blev blended, efter at jeg havde fjernet stjerneanis. Så tilsatte jeg to piskede æggehvider og lod det køre i ismaskinen i en lille time - og så røg det i fryseren.

Jeg serverede i afkølede cocktailglas på en bund af min hjemmelavede blomme i madeira. Nu er jeg stadig på forsøgsstadiet, så næste gang vil jeg nok tilføje en lille klat flødeskum og et par citronmelisse-blade på toppen - for jeg er sikker på, at det vil blive endnu flottere med lidt grønt.

Sorbeten formede jeg med en almindelig iskugle-ske, men skal det være helt rigtigt, bruger man to såkaldte quenelle-skeer. Det har jeg bare ikke i min lille husholdning, så det bliver nok mit julegave-ønske. Man skal jo ikke gå ned på udstyr.

Jeg serverede hokkaido-sorbeten Mortensaften for Anne og Henrik. De var tilfredse med resultatet, mens jeg lige overvejer en gang, om jeg måske skal reducere sukkermængden en anelse.

Inden sorbeten fik vi langtidsstegt and med rødkåls-coleslaw med mormor-dressing og så et andet eksperiment, som endnu er på udviklingsstadet - glaserede syltede gulerødder. Jeg var ikke helt tilfreds med det, så det skal lige prøves et par gange mere, før jeg deler opskriften. Men jeg er godt på vej - og især Anne mente, at det fungerede fint.

Sådan dresserer man en organist

Organist i grønlandsk mesterlære

Foto: Privat

Det er velkendt, at danske kirkeorganister har svært ved at spille til grønlandske salmer. Tempoet i de andagtsfulde grønlandske salmer er meget l a n g s o m t efter dansk opfattelse – og resultatet bliver derfor ikke altid lige smukt i grønlandske ører.

Det har de taget konsekvensen af i Vor Frue Kirke i Aalborg, hvor en af kirkens tre organister, Ebbe Michelsen, nu er blevet fast tilknyttet den grønlandske kirkesanger Jennifer Angel Winther og det grønlandske kor Ullorissat Aalborg.

- Det er et stort fremskridt. Ebbe gør det godt og er meget lærenem, så vi er glade for, at vi nu har fået en organist, som forstår det grønlandske tempo bedre end de fleste – og også har lært at falde ind de rigtige steder i en grønlandsk andagt, siger Jennifer Angel Winther.

Denne bagatel skrev jeg som en lille boksartikel til sidste uges historie om de grønlandske kateket-studerende i Aalborg.

Katekismus

Kristendom for alle

Jennifer Angel Winther (tv) og Marie Lynge Møller er gået i gang med
 en dansk ”kateket-uddannelse”, så de kan aflaste kateket Ove Poulsen. 

Martin Luther udgav i 1529 sin Katekismus, som var en lille håndbog - en slags "kristendom for dummies" - der samlede de væsentligste pointer i kristendommen.

Det har givet navn til stillingsbetegnelsen kateket, der i Grønland betegner en hjælpepræst - typisk en skolelærer, som forretter de kirkelige handlinger i små byer og bygder. Kateketerne gennemgår en treårig uddannelse i fritiden - og de kan så træde til, når der ikke lige er en præst i nærheden. Og sådan er jo ofte i små samfund med måske kun 100 indbyggere i en fjernt beliggende bygd.

En af de grønlandske kateketer er Ove Poulsen, der nu i en årrække har boet i Hirtshals - og bruger al sin fritid på at forkynde det kristne budskab på grønlandsk til de mange grønlændere i Nordjylland.

Nu får han snart en hjælpende hånd, for to grønlandske medlemmer af menighedsrådet i Vor Frue Sogn har sat sig på skolebænken for at sikre kirkebetjeningen af grønlændere i Aalborg.

Det skrev jeg i sidste uge en artikel om i Sermitsiaq. Det er en dejlig positiv historie, som jeg gerne deler med bloggens læsere, så her er den:

Jennifer og Marie vil være kateketer

Den grønlandske del af menigheden fylder meget i Vor Frue sogn i det centrale Aalborg. Området er hjemsted for mange grønlændere, der bruger Vor Frue Kirke som deres lokale kirke.

Det resulterede ved menighedsrådsvalget for nylig i, at det nye menighedsråd i sognet har to medlemmer med tilknytning til Grønland.

Det er Jennifer Angel Winther, der oprindeligt stammer fra Tasiilaq og Marie Møller Lynge, der i mange år arbejdede som lærer i Nuuk.

Samtidig med valget til menighedsrådet er de to gået i gang med den såkaldte Teologisk Voksenuddannelse i Aalborg Stift.

- Det er en tre-årig fritidsuddannelse, der minder meget om den grønlandske kateket-uddannelse – og målet er også, at vi skal kunne varetage de samme opgaver som en grønlandsk kateket, fortæller Jennifer Angel Winther.

- Den væsentligste forskel ligger i femte semester, hvor undervisningen fokuserer på de salmer, der normalt bruges i gudstjenesterne, fortæller Jennifer Angel.

- Her har vi lavet en aftale med kateket Ove Poulsen fra Hirtshals, som vil undervise os i de grønlandske salmer, for det giver ikke så meget mening i vores sammenhæng, at vi lærer om de danske salmer.

Marie Lynge og Jennifer Winther Angel glæder sig, til de er færdige med uddannelsen om tre år.

- Så kan vi aflaste Ove, der ofte har et travlt program med at holde andagter og deltage i kirkelige handlinger med et grønlandsk islæt, forklarer Marie Møller Lynge.

- Som det er i dag, er det altid Ove, der står for de månedlige grønlandske gudstjenester i Vor Frue Kirke – og desuden holder han tilsvarende grønlandske gudstjenester i Hirtshals samt enkelte grønlandske gudstjenester i resten af landsdelen.

- Ove gør et imponerende arbejde – helt uden betaling. Nu er det på tide, at vi andre også tager en tørn.

Det er ikke helt tilfældigt, at Jennifer Angel Winther og Marie Møller Lynge nu er kommet i menighedsrådet i Vor Frue Sogn i Aalborg.

Jennifer Angel Winther har i flere år været ansat som grønlandsk kirkesanger i sognet.

- Vi har et stort behov for det grønlandske islæt i de kirkelige handlinger. Det er især i forbindelse med begravelser, men også ved dåb og bryllupper, at vi har behovet, fortalte sognepræst Sophie Nordentoft, da Jennifer blev ansat for to år siden.

- Vi har også anskaffet grønlandske salmebøger. Selv om jeg ikke kan forrette en begravelse på grønlandsk og efter de grønlandske ritualer, oplever jeg, at mange er glade for, at det er de grønlandske salmer, der bliver sunget ved den lejlighed. Det giver trøst for de efterladte, at det kan foregå delvist på deres modersmål – og den omsorg yder vi gerne, siger sognepræsten.

Både Jennifer Angel Winther og Marie Lynge Møller er tilknyttet det grønlandske kor Ullorissat Aalborg, som også holder til i Vor Frue Kirke. Men selv om koret øver i Vor Frue Kirke, kan det bruges af alle kirker.

- Vi er ikke noget stort kor, men vi synger altid firestemmigt og har et stort repertoire fra den grønlandske koralbog. Koret står til rådighed for andre kirker i øvrigt i alle kirkelige handlinger, især ved den sidste afsked, fortæller Jennifer Angel Winther.

- Vi har et travlt program i julemåneden, hvor vi skal deltage i grønlandske gudstjenester alle søndagene i Advent. Vi lægger ud i Hirtshals ved en grønlandsk gudstjeneste den 1. december – og så fortsætter vi den 8. i Thisted kirke, den 15. her i Vor Frue Kirke, og den 22. december i Frederikshavn kirke.