Taxidrivert

Lær af Grønland

Hvis hunden svigter, er Sisimiut Taxa altid i nærheden...

Udviklingen i Grønland er gået stærkt siden anden verdenskrig, men på et punkt adskiller Grønland sig markant fra Danmark.

Der er ikke veje mellem byerne, så privatbilismen er ikke så udbredt, selv om antallet af biler er steget markant siden årtusindskiftet. Der er cirka 4.000 biler til en befolkning på 56.000 indbyggere. I Danmark er der 3,2 millioner biler til en befolkning på knap seks millioner indbyggere.

Jeg bor i øjeblikket i Sisimiut på den grønlandske vestkyst lige nord for polarcirklen. Byen har 6.500 indbyggere, hvilket stort set svarer til Aabybro. Sisimiut strækker sig over et område på tre gange tre kilometer - og så er der en seks kilometer lang vej til lufthavnen uden for byen. Så der er ikke så meget at bruge en bil til.

Alligevel er det nu meget rart at kunne køre rundt. Dels er vejret ofte et regulært møgvejr, dels er Simiut temmelig topografisk udfordret. Byen ligger på en skråning med mange små fjeldknolde, og højdeforskellen fra havnen og op til den anden ende af byen er godt 100 meter. Så det kræver i hvert fald gode benmuskler at slæbe det daglige brød hjem fra Brugsen eller en af de mange andre butikker i byen.

Heldigvis er Sisimiut velforsynet med hyrevogne. Der er 25 taxaer i byen - og de har travlt. På en god måned bliver det  til over 30.000 ture.

Taxaerne er ikke så flotte som i Danmark. Mercedes og andre luksusmærker er ikke rigtigt slået an i Arktis. De fleste hyrevogne er små, effektive firehjulstrækkere af mærket Toyota Rav 4. Som regel lidt bulede. De mange kilometer i dårligt føre sætter sit præg, men de virker, når det gælder.

Servicen er fantastisk - og her kan den forstenede danske taxabranche altså lære noget. Der er ikke noget med at bestille en taxa flere dage i forvejen. Nej, man ringer bare - og når man har taget overtøjet på, holder vognen foran huset.

Chaufførerne er servicemindede. Det er tydeligt, at de ikke er på fast løn, men lever af at levere god service og tilfredse kunder. Så snakken går, og man bliver lidt klogere på livet i den lille by.
Mange chauffører koketterer med at hilse "hej Jesper", når man stiger ind i bilen. Det er et billigt point, de her scorer, for navnet fremgår af bestillingen, men alligevel føler man sig velkommen.

Så jeg er blevet fast kunde ved den lokale taxacentral - som de fleste grønlændere. En rigtig taxidriver fristes jeg til at sige. I hvert fald en drivert, der ikke orker at slæbe indkøbsposer rundt mellem fjeldtoppene.

Hvis man vil spare lidt penge, er det også muligt at tage bybusserne. For på trods af Sisimiuts ringe størrelse kører bybusserne i tyve minutters drift. Det er flotte busser, der helt bestemt lever op til niveauet både i København og Aalborg. Der er kun en linje, der kører byen rundt på cirka tre kvarter. Det er for resten et godt tilbud til turister, der vil gøre Sisimiut på under en time. Billetten koster en rund tier...

Det danske rigsfællesskab består som bekendt af Danmark, Færøerne og Grønland. Tre lande med vidt forskellige kulturer og vaner - og med en enestående chance for, at vi kan lære af hinanden.
Den danske taxabranche kan lære meget af den grønlandske. Høj og hurtig service, venlighed og punktlighed. Så bærer vi over med, at chaufføren ikke har en fin uniform på - og måske heller ikke nåede at blive barberet til morgen...

På et andet punkt kan danskerne også lære af grønlænderne. Nu har det sneet uafbrudt i tre døgn. Trafikken er endnu ikke brudt sammen - og medierne omtaler for resten slet ikke sådan en smule lokal sne på i en lille by på den grønlandske vestkyst...

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 16. marts 2018