lørdag den 31. december 2011

En lille tår kvæde

Her i juledagene var tiden så inde til at smage på den kvædesnaps, som jeg satte over for nogle måneder siden.
Det er første gang, jeg prøver kvæde - så det var jo lidt spændende. Kvæden er i dag nærmest et eksotisk indslag i køkkenet, men den har været brugt af menneskene i årtusinder. Tidligere var det blandt andet tradition, at man spiste kvædegrød til jul.
De små æblelignende frugter er bestemt ingen håndfrugt. I rå form er frugten nærmest uspiselig - hård og sur som den er.
Hvis man leder efter opskrifter på kvædesnaps, foreslår de fleste, at den bruges i kombination med andre ingredienser - og som oftest med tilsætning af sukker eller sirup. Den slags bruger vi ikke her i huset - og forresten synes jeg, at det er sjovest med den "rene" smag på snapsen. Hvis den ikke holder, kan man jo så overveje, hvad man skal gøre.
Nu er problemet imidlertid, at kvæden er meget sur, når den er friskplukket. Det er der imidlertid råd for. Frugterne røg en tur i fryseren et par dage, hvorefter de fik lov til at tø langsomt op i udhuset yderligere et par dage. Jeg har ikke helt styr på, hvad der nøjagtig sker - men det gælder for de fleste frugtsorter, at de bliver søde, efter at have været udsat for frost.
Herefter røg kvæderne i et henkogningsglas sammen med en halv liter Jeltzin-vodka af den billige.De har stået i vinkælderen i tre måneder og trukket. Farven er blevet flot - rødgylden og indbydende.
Jeg smagte på sagerne forleden - og det var en ganske interessant snaps, der er kommet ud af det. Bestemt ikke sur - men syrlig. Snapsen er koncentreret og jeg fortyndede den derfor ved at tilsætte yderligere vodka 1:1, og vips, så var den hjemme. En dejlig let syrlig citronagtig smag, som nok skal gøre sig i fremtiden. For jeg har nu fjernet frugten fra snapsen, men er overbevist om, at den vil vinde betydelig ved yderligere lagring.
Som altid er det lidt af en gambling - men det vil jeg vende tilbage til en anden gang...
Selve navnet kvæde er af omstridt oprindelse, som det hedder i ODS. Men det har ingen sammenhæng med verbet kvæde, der jo betyder at fremsige eller citere et vers.
Forresten har jeg brugt juledagene til at oprette en ny rubrik på min hjemmeside, hvor jeg i fremtiden vil samle mine erfaringer med kryddersnaps. Efter god nordjysk tradition kalder jeg naturligvis rubrikken for "Hjemmebrænderiet".

2 kommentarer:

Hjorth sagde ...

Hej Jesper. Godt nytår - jeg glæder mig til at følge med på Hjemmebrænderiet. Har selv tyndet min kvædeessens fra 2007 her til jul. Jeg har nu tyndet 1:4, før jeg syntes, den var god. Men ellers samme recept, som dig. Kh. Karsten Hjorth

Jesper Hansen sagde ...

Hej Hjorth
Også godt nytår til dig.
Det er også muligt, at den skal have lidt mere - men i første omgang gav jeg den 1 del, mens den får lov at stå og ælde med ynde - for jeg regner bestemt ikke med, at den skal nydes seriøst det første halve års tid.
Så lad os smages ved til den tid...
kh/Jesper