Historien om ugens rapport

Det er en rigtig drengerøvs-bog, Søren Anker Madsen netop har begået om bladet ugens rapport. At andet ville vel også være utænkeligt, da netop dette blad i sine første halve snes leveår var drengerøvs-bladet par excellence - det eneste på markedet og på et tidspunkt i et oplag på 200.000 ugentlige eksemplarer. I dag er oplaget nede på cirka 10.000 og det er snarere ronkedorer end drengerøve, som er bladets målgruppe.
Søren Anker Madsen fortæller om et journalistisk eksperiment fra 70'erne, som vakte forargelse i den etablerede journaliststand og som i øvrigt påkaldte sig vrede fra alt lige fra kvindebevægelsen, det kulturelle parnas og venstrefløjen. Ja, selv hos bladets ejere, Aller-koncernen var man så betænkelig ved bladet, at det fik til huse i et industrikvarter langt fra koncernens øvrige etablissementer. Det uagtet at ugens rapport antagelig er det første blad i verdenshistorien, som har givet overskud lige fra første nummer. Det første år blev bladets bidrag til Aller-koncernen 16 millioner kroner svarende til cirka 80 millioner nutidskroner. Det reddede faktisk Aller fra en truende konkurs, så vi i dag stadig kan nyde godt af koncernens spektakulære udgivelser som Familie Journalen og Femina.
"Bare damer, bajere og ballade" er den sigende undertitel på bogen - opsigtsvækkende placeret i en såkaldt "splinter-skid" - en gul stjerneformet farveklat, som ellers blev brugt til at afdække de mest intime detaljer på bladets forside. Bare damer, bajere og ballade er også en meget dækkende overskrift for bladets første halve snes leveår med redaktører som Mogens E. Pedersen, Poul Munk og ikke mindst Kurt Thyboe - denne pladdersentimentale boksekommentator og forfatter til Peter Bellis "Ingen Regning". Sjovt nok bliver det netop regningerne, som fælder Kurt Thyboe som redaktør. Han havde overhovedet ikke styr på økonomien, men det var i hans regeringstid, at rapport største journalistiske ikon Freddy Wullf kommer til. Han var storvildtjægeren, som havde skudt mindst et eksemplar af stort set hver eneste dyreart i verden. Efter sigende skulle han også have prøvet en kvinde i hver af de 118 lande, han havde været i. Det er egentlig ligegyldigt. For manden kunne skrive om alt det, han oplevede, så det var som at være der selv. Jeg labbede alle hans skrøner i mig, når han slogedes med krokodiller, slanger og mafiosi. Mange gange gik han nok lige til stregen, men det var velskrevet og medrivende "new journalism" på dansk.
En mindst lige så velskrivende, men mere rund type var Bastian, der på læsernes vegne drak sig fuld i påskebryg og rapporterede minutiøst om virkningen - som sprang med faldskærm og gjorde en masse af de ting, som bladets læsere nok drømte om, men ikke havde lejlighed til. Hvor Freddy Wullf var muskelsvulmende med et macho overskæg, var Bastian bajerblævret med et uplejet fuldskæg.
ugens rapports storhedstid i halvfjerserne var dengang, vi gik på bodega. Cafeerne var slet ikke opfundet endnu, så danskernes mødested var disse brune, tilrøgede etablissementer, som det dengang var ganske respektabelt at eje. Selv fodboldlandsholdets træner havde en bodega - og spillerne fra de udenlandske klubber vendte til deres træneres fortvivlelse hjem fra landsholdssamlingerne stinkende af røg og gammel sprut. Det var i disse omgivelser, at ugens rapport kunne samle 10.000 deltagere i verdens første Danmarks-mesterskab i raflespillet Tænkeboks.
Men som tiden gik, stillede ejerne krav om stadig større indtjening - og det vil sige flere damer og mindre journalistik. I dag er bladet et rendyrket pornoblad, oplaget nede på de 10.000 og som bladets redaktør siden 1989, den nu 61-årige Jan Nielsen siger: "Hvis ikke vi får lov at komme på nettet, bliver jeg manden, der lukker og slukker". Men som han også siger, når han sidder fordybet i kvindeskræv og bare patter: "Husk på, at det bare er noget, vi leger!"
Søren Anker Madsens bog er en velskrevet bog om en tid, som var engang - fint garneret med features om pigefotografen på job og den tidligere Anders And redaktør, som skriver "De grå sider". Det er med forfatterens ord "37 år med bare damer og voldsom død". Jeg giver seks ud af seks mulige tørfisk til den hurtigt læste historiebog.

Jesper