Verdens mindste lokum

Et af verdens mest brugte passagerfly er Boeing 737. Alene SAS-Norge har 56 styk af typen. Årsagen til flytypens popularitet har altid været lidt af en gåde for mig, men det har sikkert noget med økonomi at gøre. For samtidig med flyets store udbredelse er det et af de mindst komfortable fly i verden. Her kan der virkelig stoppes rigtigt mange passagerer ind i kabinen - og så skide være med, at man sidder som sild i en tønde og får klaustrofobi på alle andre pladser end dem ved midtergangen.
En særlig slem variant er den model, der hedder 737-600 og som SAS-Norge har 13 af. Denne model sætter nemlig helt nye standarder for, hvor lille et lokum kan være. Selv i tredje baggård på det gamle Nørrebro, havde de større lokummer.
Boeing 737-600 er i bund og grund et kortdistancefly, så ræsonnementet har nok været, at det dybest set er overflødigt med lokummer - men alligevel: Prøv at se på billedet. Mine fødder er størrelse 42 og de kan lige nøjagtig være der. Med bare lidt større fødder vil toiletbesøget blive en ganske tåkrummende oplevelse.
Som sagt er flyet et oplagt kortdistancefly, men onsdag eftermiddag var jeg alligevel udsat for flyet på den to timer lange tur fra Oslo til Tromsø. Der er dem, som mener, at det er luksus at flyve. Så har de ikke prøvet Boeing 737-600. Ansjoser i olie på dåse har mere plads.
SAS er sikkert udmærket klar over problemet - det er antagelig derfor, at der ikke er et eneste billede af netop 737-600 varianten på SAS-Norges hjemmeside.

Ha' det
Jesper

På Frogneseteren

Mandag til onsdag var jeg et smut i Oslo, der som sædvanlig er utrolig smuk om efteråret. Jeg havde aftalt med far, at han skulle komme op og møde mig.
Mandag eftermiddag tog vi på Frogneseteren og spiste frokost. Det er sådan et rigtig udflugtssted uden for Oslo - sådan a la Dyrehaven i København - hvor man kan tage T-banen (norsk for S-toget) halvvejs ud af byen og op i fjeldene nord for Holmenkollen. Den sidste station ligger ved Frogneseteren i 467 meters højde. Det er sådan et godt gammeldags traktørsted, hvor man kan få en rejemad eller en laksemad for en mindre formue. Noget af det billigste stedet kan traktere med er rømmegrød, som koster 80 kroner og vel ikke er andet end maizenajævnet opvarmet creme-fraiche. Jo, de rige nordmænd vil gerne bedrages for deres egne penge. På billedet får far sig en snak med mor.
Udsigten fra Frogneseteren over den norske hovedstad er ubeskrivelig, så vi lader billedet tale for sig selv.
Frogneseteren er sådan en rigtig norsk turistfælde, hvor det hele ser ud som et postkort.
Om aftenen var vi i øvrigt på Bristol og spise pighvar - det dur!
Men det er en helt anden historie...

Ha' det
Jesper

Vi beklager

Først røg forbindelsen - så stod modemet af. Derfor er bloggen ikke blevet opdateret de seneste dage. Og takket være Telenors helt gennemført tåbelige bureaukrati ser det ud til, at jeg heller ikke skal regne med at være på nettet i den næste uges tid. Så også i den kommende tid, må du, kære læser, bære over med mig.
I det omfang tiden tillader det, vil jeg dog forsøge med lidt opdatering fra arbejdet - så der følger lige tre hurtige historier på en sen fredag eftermiddag.
God weekend til alle

Jesper

Den berømte rønnebærgele

Sidste efterår forsøgte vi os første gang med at lave rønnebærgele. Det blev et rigtig hit, og vi omtaler den efterfølgende altid som den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta.
Vi har selvfølgelig fulgt op på successen og produceret adskillige liter i år. Det har været et rigtigt rønneår og rønnetræernes grene har været tynget næsten til jorden, så bugnende fulde, de har været af bær.
Lokalt ses det i øvrigt som et varsel om en vinter med kun lidt sne - for som det hedder: Træerne kan ikke bære tungt to gange om året. Altså - er der mange rønnebær, så vil der kun komme lidt sne.
Søndagen er gået med at designe etiketter til den berømte rønnebær-gele fra Straumsbukta. En opgave, der ikke har været helt enkel, da det meste af geleen er på små glas. Men hovedelementerne er med på billedet af etiketten, som er sådan en standard Avery-etiket. Den passer kun til de store henkogningsglas, så jeg skal næste weekend prøve at tilpasse designet til etiketter i den halve størrelse.
Weekenden er forbi - en ny uge truer. Mandag til onsdag skal jeg en tur til Oslo - det er et godt afbræk i den daglige trummerum - og som jeg tidligere har berettet om her på siden, så er Oslo en ganske smuk by i efteråret.

Ha' det
Jesper

Fryseren fyldt op

Dina er netop kommet hjem fra en firedages tur med grønlænder-foreningen til Karasjok. Så nu er det altså slut med den frie tilværelse som græsenke...
Det har været en rigtig god tur for dem, tror jeg nok. Karasjok betegnes ofte som samernes hovedstad, og jeg havde hjulpet dem til et besøg i Sametinget, hvor de mødte den administrerende direktør.
Ellers har de mødt en masse samer, og de har spist rensdyr og drukket vin ud til de små timer, så det har vist været rigtig hyggeligt.
Turen fra Tromsø til Karasjok går gennem Finland, og de har sørme også haft tid til lidt grænsehandel. Så nu har vi billige cigaretter og fryseren fyldt med kød. Udover det almindelige grænse-svinekød på tilbud har Dina haft fire rensdyrtunger og en rensdyrkølle med hjem. Især tungen ser jeg frem til med stor glæde - det er simpelthen noget af det bedste, der findes.
På billedet ser vi bestyrelsen for den grønlandske forening i Tromsø uden for Sametinget. Foruden Dina er det sekretær Jørgen og kasserer Aju.

Ha' det
Jesper

Manden med det lille ansigt

Jeg har en passion for svenske kriminalromaner. Passionen går helt tilbage til gymnasietiden. Det begyndte med "Terroristerne" - afslutningen på Sjöval/Wahlöös mesterværk "Roman om en forbrydelse".
Siden er det gået slag i slag - flere og flere forfattere er kommet til, og kun sjældent har de skuffet. Det er vel efterhånden også blevet sådan, at de svenske forfattere kan deles ind i forskellige undergrupper. En af de bedst sælgende grupper er det, som forlagene og journalister ynder at kalde for krimidronninger - svenske kvindelige forfattere, der skriver kriminalromaner med et ofte slet skjult feministisk budskab.
Et godt eksempel er Helene Tursten. Jeg er netop blevet færdig med hendes seneste bog, "Manden med det lille ansigt" - en rigtig god kriminalroman med et drønspændende plot, godt blandet op med dagliglivets trivialiteter som problemer med teenagebørn og en hund, der skal til dyrlægen. Som helhed er der sådan set ikke noget at sige bogen på - og dog.
Helene Tursten er rigtig godt forarget over den handel med unge piger, som foregår fra østlandene til blandt andet Sverige - og det har hun gerne villet lave en roman om. Derfor har hun researchet emnet og opfinder en politiinspektør, der angiveligt skal være ekspert på området. Den figur holder simpelthen ikke. Det bliver belærende og kedeligt - og så er afsnittene med denne person præget af en uudholdelig kildeafsmitning rent sprogligt, så det på et tidspunkt var lige før, at jeg lagde bogen på hylden.
Bogen skæmmes også af to tråde, der ikke bliver sluttet ordentlig af: Der er en antydning af en forelskelse mellem kollegaen Tommy og så den før omtalte kvindelige kriminalinspektør med forstand på menneskehandel, og så er der historien om kriminalkommisær Anderssons skjulte sukkersyge. Disse to sidehistorier havde jeg gerne set afsluttet ordentligt, men da Helene Tursten jo har det med at fortsætte sine romaner, kan jeg sikkert se frem til det i en kommende bog. Alligevel betragter jeg det som håndværksmæssig sjusk.
Helene Tursten har i øvrigt den tradition at sende sin hovedperson Irene til udlandet i hver eneste roman for at efterforske sagen. I denne bog er det fuldstændig overflødigt, og det bliver da heldigvis kun til to dage på Tenerife. Men jeg gætter at svenske krimiforfattere kan trække udgifterne til research fra i skatten, så det har sikkert været nødvendigt med dette lille indslag for at få et fradrag for sommerferien på Tenerife.
Blandt de svenske krimidronninger er der i øvrigt to retninger. Dels dem, der ikke rigtig kan finde ud af det der med mænd, og så dem, der lever i lykkelige parforhold. Det ser ud til, at den første gruppe er centreret omkring Stockholm, og den anden gruppe, der repræsenteres af Tursten og Camilla Läckberg holder til i området rundt Göteborg. Det siger sikkert en masse om det svenske samfund.
Manden med det lille ansigt er som sagt en rigtig spændende bog, som det betaler sig at læse til ende, men den skæmmes altså af en del håndværksfejl.

Ha' det
Jesper

Rimfrost

Det var bidende koldt, da jeg stod op til den gryende lørdag morgen. Vejret var klart og det var næsten vindstille. Rimfrosten lå smukt i græsset og den opgående sol hyldede det hele ind i et smukt, gyldent lys.
Mens jeg sad og passede mit affaldsbål nede ved stranden opdagede jeg denne kvie, som sikkert også var tilfreds med den smukke morgen. I hvert fald var den på springtur inde i naboens have. Hvad der senere på dagen blev af dette frihedselskende kreatur, ved jeg ikke, men mon ikke den er tilbage blandt sine kammerater på markerne oppe ved skoven.
Senere på morgen var jeg en tur rundt i haven. Jeg kunne ikke stå for dette smukke rabarberblad helt dækket af rim. Et varsel om snarlig død og forrådnelse - ja - men sandelig også et smukt varsel om, at naturen går sin vante gang. For med en økonomiprofessors autoritet kan jeg fastslå, at efter høst kommer vinter - og efter vinter kommer vår og så videre... Og det er vel dybest set det, der sker på finansmarkederne i øjeblikket. Så hvorfor ikke tage det hele roligt og afslappet og så nyde forfaldets skønhed? En påmindelse om vores alle sammens forgængelighed!

Ha' det
Jesper

Havet sletter alle spor

Når man bor på landet, er det ikke så ligetil at slippe af med alt det affald, der ikke lige passer ind i den ugentlige afhentning af separeret affald. Sådan er separerings-system er sikkert en meget god ide, men Tromsø-modellen er i hvert fald designet til brug i en storby og ikke herude på landet. Typisk akademisk skrivebordsarbejde. For her er der ikke afhentning af storskrald, elektrisk affald, kemisk affald og så videre - vi har faktisk kun en mulighed, hvis vi skal gøre det lovligt, og det er at køre på genbrugspladsen med det. Der skal vi endda betale for at slippe af med det, selv om vi ellers betaler renoveringsafgift.
Jeg gider altså ikke være til grin for mine egne penge, så et par gange om året i den årle morgenstund samler jeg alt affaldet og brænder det af nede i tidevandszonen. For det er utrolige mængder af papkasser og polystyren-indlæg, man sådan får samlet sammen. Faktisk var halvdelen af garagen fyldt med garbidge. I morges brændte jeg så det hele af. Det var en perfekt dag til et sådant lidt lyssky forehavende. Der var fralandsvind, og netop i disse dage er tidevands-forskellen ganske stor. Så her til aften vil havet have slettet alle spor.
Bizart nok var jeg tvunget til at brænde affald, fordi vi skal skaffe plads til vinterens brænde. Jeg har netop lavet aftale om at købe seks paller pejsebrænde, så det kræver god plads.

Ha' det
Jesper

Skumringstimen

Det kan godt være, at det er både mørkt og koldt i Norden om vinteren. Men vi har noget, som de ikke har i de varme lande. Vi har skumringstimen.
Det er den time sidst på eftermiddagen, hvor det hverken er lyst eller mørkt. Lige i øjeblikket falder skumringstimen på vore breddegrader belejligt nok lige omkring det tidspunkt, hvor jeg normalt kommer fra arbejde. Så kan man sidde og se solnedgangen, filosofere lidt over dagens gang og tidernes gunst eller ugunst. Særlig fredag er en god dag for en skumringstime: Så er ugen forbi. Det er weekend, og man unde sig selv et godt glas vin eller som jeg nu foretrækker det - en Haakon fra Mack og et glas Dr. Nielsen. Ren helse på flaske.
Det er også det tidspunkt, hvor man kan planlægge, hvad der skal ske i weekenden. Ambitionerne er høje - jeg er græsenke, fordi Dina er ekskursion til samerne i Karasjok med grønlænderforeningen. Men der skal også være tid til at nyde weekenden, så når jeg kun det halve af det planlagte, ja, så er det såmænd også godt nok. Men hvis ellers godvejret holder, skulle jeg da gerne starte dagen i morgen med at brænde affald. Den slags skal helst ske i det tidlige daggry - det modsatte af skumringstimen - så der ikke er alt for mange, der får ondt af, at jeg ikke orker at separere al vort affald - og i øvrigt betale for at slippe af med storskaldet. En tændstik kan jo gøre det.
Nu får vi se, hvad det bliver til...

Ha' det
Jesper

P.s. Haakon er "Classic"-pilsneren fra det lokale bryggeri, Mack.

Eksperterne har talt

En af de ting, der virkelig kan bringe mit blodtryk til eksplosionspunktet, er det norske samfunds og især de norske mediers fuldstændig grænseløse respekt for akademikere og andre "viteres" udtalelser.
Det er blevet en dårlig vane, at enhver historie skal dokumenteres med en ekspertudtalelse. Under rubrikkerne "Sparerne bliver snydt under bankkrisen" bragte P4's nyheder for et øjeblik siden et ganske kort interview med en professor fra Handelshøjskolen i Oslo. Han udtalte: "I stedet for at have pengene stående på en lønkonto kan folk få en højere rente på en højrentekonto!" JA, det er vel derfor, det hedder en højrentekonto!
Jeg lader billedet stå et øjeblik og spørger, hvor den højt besungne journalistiske kritiske sans blev af her? Historien er jo i virkeligheden, at her har vi at gøre med en professor, der snylter på de stakkels skatteydere ved at udgyde tautologiske almindeligheder. Den kritiske journalist burde straks have spurgt, om det er udtalelser som den, han får sin løn for. For så er han overbetalt - og så er der ikke noget at sige til, at der er rentekrise. Han burde øjeblikkelig sendes ud som hjemmehjælper, så samfundet i det mindste får lidt nytte af ham.
Billedet af Montgolfiers ballon, der lukker varm luft ud, er den bedste illustration, jeg kan finde til historien.

Ha' det
Jesper