Lys i mørket

Medfølelse

Jeg besluttede onsdag at lade Dinas grønlandske julestjerne i vinduet ud mod vejen blive hængende - indtil videre. En slags gestus eller statement for i det mindste at gøre et eller andet i disse lidt hårde tider, selv om det næppe ændrer noget som helst ved verdenssituationen.

For Grønland og grønlænderne er hårdt ramt - og fordi jeg selv føler meget for grønlænderne, har jeg behov for at gøre et eller andet.

Det blev så julestjernen. De fleste i Grønland slukker stjernen helligtrekongersdag, men her i huset har den altid været tændt til den 21. januar, fordi det var Dinas mors fødselsdag.

Der er faldet lidt ro på situationen i dag - og det ser lidt lysere ud. Men man ved aldrig, hvad der kan ske med det besynderlige regime i USA. Så jeg lader stjernen hænge lidt endnu.

Jeg er i øvrigt træt af det hele - og jeg ved, at folk i Grønland også er ved at være trætte. Ikke alene på grund af usikkerheden, men også på grund af den massive internationale mediedækning. Normalt følger jeg selv ret godt med, men jeg gider ikke flere gule breaking-bjælker og længes efter en normal hverdag.

Dagens pressemøde med Jens-Frederik Nielsen viser lidt af problemet. Stort set hele verdenspressen var der - og de stillede stort set alle de samme spørgsmål. Det bliver verdens befolkning næppe særlig oplyst af.

Hvad der især trætter mig, er analyserne - spåmændende. Jeg har bemærket, at det er blevet meget populært, at medierne spørger den udsendte medarbejder, hvad man kan forvente på det kommende pressemøde. Hvis man kan svare på det spørgsmål, er der jo slet ingen grund til at deltage i pressemødet. Altså.