Godt nytår

Østers til en start

Jeg er lidt sent ude med årets nytårshilsen, men jeg har i dag haft gang i flere større projekter, så tiden løb lidt fra mig.

Men nu er Kongens nytårstale overstået - og den vil nu blive dissekeret i småstykker af alverdens Kloge-Aager. Det gider jeg ikke, for hvad skal man bruge det til? Sagt er sagt. Basta.

Jeg nød lige tre østers naturel til talen, mens jeg sendte en tanke til Dina. Tænk sig - det er snart tre år siden, at hun døde.

Østers har altid været et stort hit her i huset - og da jeg kort før jul endelig fik ryddet op på Dinas værelse, fandt jeg adskillige østersskaller, som hun samlede på.

Senere på aftenen laver jeg lammeculotte og flødekartofler, for at få tiden til at gå. For rådhusklokkerne ringer først nytåret ind langt over min normale sengetid. Men jeg prøver at holde mig vågen. Det er i hvert fald min ambition i skrivende stund.

2024 har nu ikke været så ringe, så nu er det bare tilbage at ønske, at også 2025 bliver et godt år. Hermed ønsket om et godt og lykkebringende nyt år til alle, som jeg kender.

Årets foto

Nytårsspøg

En flyder i spidsen til Truckertræf i Vester Thorup.

Jeg har samlet nogle af årets bedste fotos fra min hånd - og jeg håber, at læserne vil være med til at kåre årets bedste blandt de otte fotos her i artiklen.

Giv mig dit bud på Facebook - og jeg finder vinderen. Præmien er en flaske champagne til mig selv - og en venlig nytårstanke til alle, som stemmer.

For år tilbage brugte jeg en masse tid på at fotografere. Mest som en hobby - og bare for sjov. Det kom der masser af gode billeder ud af, som jeg blandt andet har hængende i mit lille galleri på loftsgangen.

Det sker efterhånden sjældent, men det er nu ikke fordi, at jeg er stoppet med at fotografere. Men de seneste år er fotografiet blevet en del af mit arbejde, så der kommer ikke så meget kunst ud af, men derimod effektive fotos, der understøtter den journalistiske historie. For det meste portrætter lavet her og nu - til ligeher.nu. Jeg lægger vægt på, at teknikken er i orden, men det er sjældent stor kunst.

Men et par pletskud er det alligevel blevet til - også -mener jeg i al beskedenhed. Her er billederne i tilfældig rækkefølge. Billederne er klikbare.

Mesterkokken Kenneth Petersen på Rønnes Hotel køber haveejernes overskud.

Hva' så, piger? Gråstrubet lappedykker viser sig frem i parringssæsonen.

Det må være årets pressefoto. Ræven i Slettestrand presser i hvert fald.

Naturfoto fra havestolen - skovrandøje.

Vinter som i gamle dage. Hård morgenfrost i Svinkløv.

Hopla. Kanintræf i Fjerritslev.

En spejderudgave af Lady og Vagabondens kærlighedsmåltid.

Ulykker holder ikke fri

Tilbage til Lofoten

Høvedsmanden (kaptajnen) styrer fembøringen hen over Raftsundet.

Tilfældigvis var fjernsynet tændt, mens jeg gik og malede torsdag eftermiddag. Og tilfældigvis stod fjernsynet på NRK, så jeg spidsede ører, da udsendelserne blev afbrudt af en ekstra nyhedsudsendelse, fordi en bus var forulykket på Lofoten nær Raftsundet.

Strandpromenaden mellem Kabelvåg og Svolvær.

For det er et område, som jeg kender ganske godt. Jeg var på højskole på Lofoten for 25 år siden. I Kabelvåg, som er næsten sammenvokset med Svolvær, der er Lofotens største by med 7.000 indbyggere.

Det var en god og spændende tid, hvor vi sejlede, fiskede og gik på jagt netop i området omkring Raftsundet, der ligger mellem Lofoten og Norges største ø, Hinnøya, der for resten også var Hamsums fødeø.

På Hinnøya, mens tøjet endnu var forholdsvist rent.

Specielt husker jeg en 14 dages jagttur på Hinnøya, hvor vi levede i den frie natur - og i øvrigt ikke var i bad på turen, så vi lugtede fælt på hjemturen med offentlige transportmidler. Dels havde vi ikke været i bad i to uger, dels var Fjällræven-tøjet, som nærmest var vores uniform, sølet til af blod og fiskeslim. Så på færgen hjemover havde vi cafeteriet helt for os selv!

Vi var syv elever på holdet, fem gutter og to jenter. Meget af tiden gik med at sejle fembøring - en moderne efterkommer af de gamle vikingeskibe med råsejl. Fembøringen havde sin storhedstid på egnen i årene før anden verdenskrig, hvor de blev brugt i det berømte Lofot-fiske efter skrei (polartorsk) til klipfisk.

Udsejlingen fra Trollfjorden set
 fra et af Hurtigrutens skibe.

Blandt andet sejlede vi til Trollfjorden, som er en tre kilometer lang og kun 70 meter bred fjord på østsiden af Lofoten. Et af områdets helt store turistattraktioner og et fast indslag på Hurtigrutens ture langs den norske vestkyst.

Det er også ved Raftsundet, at man finder Digermulen. En lille flække på Hinnøya, der for 25 år siden blandt andet var berømt, fordi befolkningen havde overtaget den lokale købmandsbutik. En model, der især er slået an her i Danmark i de seneste år, men det var altså nordmændene, der kom først.

Klipfisk er Lofotens guld.

Det var et godt og spændende trekvart år, jeg tilbragte på Lofoten. Jeg havde orlov fra jobbet i Grønland - og jeg kunne udleve min gamle drøm om at leve i naturen og fiske og jage dagen lang. Det lyder måske lidt absurd, men den slags havde jeg aldrig tid til i Grønland, hvor jeg også skulle passe jobbet som informationschef i Nuuk kommune. Her var jeg selv jagtbar døgnet rundt.

Det viste sig, at ulykken på nordenden af Austvågøy - den største af Lofotens mange øer - kostede tre mennesker livet, da bussen med 58 passagerer kørte i en sø i glat føre. Det var dårligt vejr i området, afstandene store og vejene tvivlsomme, så det tog tre kvarter for myndighederne at nå frem.

Ulykken viste også noget af det smukkeste, som Norge kan byde på. Forbipasserende gik i gang med hjælpearbejdet på stedet - og hele det store norske beredskab, der for en stor dels vedkommende består af frivillige, blev aktiveret.

Når det gælder, rykker nordmændene for alvor - og i modsætning til i Danmark er myndighederne glade for alle, der vil hjælpe. Allerede to timer efter ulykken var statsminister Jonas Gard Støre ude med en tak til de frivillige.

Alene hjemme

Juleaften

Jeg tilbragte juleaften i ophøjet majestæt - helt alene og ganske stille og roligt.

Det skal man ikke have ondt af. Jeg får nemt social overvægt, hvis jeg er sammen med for mange mennesker i for lang tid, så jeg befinder mig godt i mit eget selskab. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om bedre selskab.

Julemiddagen - for sådan skal jeg selvfølgelig have - blev indtaget i køkkenet. Spisestuen er ikke til pæn brug i øjeblikket, fordi jeg er i gang med at sætte Dinas værelse i stand. Det har stået nærmest urørt, siden hun døde. Men nu skal det være - og det er der tid til i juleferien, så det er bare med at komme i gang.

Menuen var confiteret andelår med rødkål, brunede kartofler og sovs efterfulgt af ris a'lamande - akkurat som i de fleste andre familier. Det er nem mad, som jeg kan lave med bind for øjnene, men det smager dæl'me godt, når man laver tingene ordentligt - og fra bunden af.

Sovsen blev lavet med roux, reduceret andesky, lidt portvin, lidt hjemmelavet ribsgele og en forsvarlig sjat fløde. Det dur. De brunede kartofler var lavet på asparges-kartofler - og ikke de henkogte glaskartofler, som de fleste ellers bruger. Det kan også smages, for det betaler sig at lave tingene ordentligt.

Ris a'lamanden var også hjemmelavet - og selvfølgelig garneret med Amarena-kirsebær. Det glider ned ad sig selv - og Amarena-lagen gør det ud for portvin, så den solide julemad blev fulgt til dørs af saftevand. Købesaftevand - uden kalorier. Et sted skal man jo spare, selv om det er jul.

I sagens natur var udvalget af julegaver beskedent. Min gave til mig selv var en DAB+-adapter til stereoanlægget. Den er bestilt hos Expert i Brovst, men nåede ikke frem til juleaften. Jeg kan ikke drømme om at handle på nettet, men bruger i videst muligt omfang de lokale butikker.

Nu er det juledag og andenjuledag. De er fuldt besat med arbejdet med Dinas værelse, som selvfølgelig og helt planmæssigt tager meget længere tid end planlagt. Sådan er det bare - akkurat som det er jul hvert år ved denne tid. Det er skønt, når man kan stole på de gamle traditioner.

Årets julehit blev i øvrigt Mendelssohns koncertouverture Hebriderne. Det er letforståelig musik uden kunstnerisk nonsens - hør den for eksempel her.

Glædelig jul

Nu sker det

Så er det endelig jul - og julefreden sænker sig formentlig over det ganske land. Jeg ser frem til, at det er overstået - for jeg gider ikke rigtig julemusik i radioen og julefilm på TV.

Men jeg har da pyntet lidt til jul. Siden første søndag i advent har jeg selvfølgelig haft de grønlandske julestjerner tændt - tre i alt. Og udenfor lyser juletræet op i solhvervsmørket. Det fik en ekstra lyskæde i år - ikke fordi jeg var i ekstra julehumør, men træer har det jo med at vokse.

Jeg har det lidt svært med alle de fridage, men er gået i gang med at sætte Dinas værelse i stand og indrette det til sådan en slags herreværelse og bibliotek, hvor jeg vil samle alle mine bøger om Grønland. Kald det bare Grønlandica i bibliotekssprog. Jeg har endnu ikke tal på hvor mange bøger, men et forsigtigt gæt lyder på 400 til 500 titler.

Perlen i samlingen er en grønlandsk udgave af Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier. Min opvækst i Farsø fornægter sig ikke.

Jeg kan se tilbage på et godt og travlt år, sådan som jeg kan lide det. Det er rundt regnet blevet til mellem 10 og 15 artikler hver eneste uge. Det er lokaljournalistikken, der er min store passion - uanset om jeg skriver til grønlandske Sermitsiaq eller Ligeher.nu/Jammerbugt. Mange journalister ser lidt ned på genren, men jeg elsker det. Det kan næsten ikke blive småt nok, for så længe det handler om nogen og ikke om noget, er der læsere til det. Perspektiv, Kristian forklar-min-røv og væltede regeringer overlader jeg gerne til andre.

Jeg lagde ud nytårsdag med en historie om de mennesker, der brugte julens strandtur til at rydde op på stranden langs Jammerbugten, efter at Mærsk tabte nogle containere i en julestorm - og for et øjeblik siden afleverede jeg en artikel om den tidligere 22-dobbelte speedway-verdensmester Hans Nielsen, der vil have Brovst tilbage i speedway-toppen.

I Sermitsiaq blev årets første historie naturligvis Dronningens nytårsbombe, hvor hun meddelte sine pensionsplaner. Historien interessant i Grønland på grund af Kong Frederiks tætte tilknytning til Grønland. Årets sidste artikel til Sermitsiaq blev en lille historie om, at flyvevåbnet havde nedkastet juletræer til de fjerntliggende stationer i Nordøstgrønland - blandt andet Sirius.

Det er i øvrigt forholdsvis sjældent, at jeg bliver citeret i andre medier. Men i forbindelse med indsættelsen af Kong Frederik, der som bekendt er født i 1968, fandt jeg frem til en flok mennesker i Nuuk, der også er født i 1968 - og derfor sendte kongen en særlig hilsen. Det skrev jeg om i Sermitsiaq - og den historie fandt vej til både TV2 og Danmarks Radio, da de sendte daglange reportager fra festlighederne den 14. januar.

Lillejuleaftens dag blev det til et smut til Farsø for at lægge en julehilsen til mine forældre på kirkegården - og så en tur forbi Havnens Røgeri i Hvalpsund efter en røget ål og lidt andre lækkerier til at forsøde juledagene med. Dinas grav i Nuuk fik samtidig en venlig tanke - vel vidende at gravstedet var pænt og ordentligt, da jeg forlod Nuuk i juni efter årets eneste tur til Grønland.

Jeg har store planer for juleaften. Den skal stå på confiteret andelår med rødkål og brunede kartofler - og så rå mængder af andesovs. For jeg har en stor skål med andesky tilbage fra Mortens aften, som nu skal gøre nytte i det lille køkken.

Det får sikkert min læge til at løbe skrigende ned ad klinikgangen, men det får være. Jeg kender ham ikke. For efter mange år med det besynderlige foretagende, som kalder sig Alles Lægehus og skiftende lægevikarer, er det slut til marts. Klinikken er fortid i Brovst - og vi kan nu se frem til igen at få en rigtig privatpraktiserende læge som i de gode, gamle dage.

Med disse få, men velmente ord, vil jeg ønske alle en glædelig jul.

Julefrokost i den lille familie

Vegetarmad

Lørdag holdt vi den traditionelle julefrokost i den lille familie. Det blev som altid en hyggelig oplevelse, omend julefrokosterne både hvad mad og alkoholindtag angår, lige som familien ikke er så omfangsrig som tidligere.

Vi lagde ud med hjemmelavede julesild, fiskefilet og laks. Så stod den på confiteret andelår og til slut ris a'lande med Amarena kirsebær og kirsebærvin. Til de mest tørstige rundede vi så af med gin og tonic.

Julefrokosten havde helt i tidsånden et par heftige vegetariske indslag, for andelårene blev serveret med rødkåls-coleslaw og den hjemmelavede remoulade fik bid fra brunoise-skåret gulerod. Og ris a'lamande og kirsebær er jo også det rene vegetar-mad.

Jeg var i øvrigt den eneste, der drak brændevin til maden. Det er altså noget sørgeligt noget. For en sikkerheds skyld tjekkede lige min flere år gamle flaske Rød Aalborg, men den havde heldigvis ikke trukket skind.

Foto: Anne Frandsen

Julefrokosten var også solhvervsfest. Vi mødtes klokke 11 - kun 40 minutter efter, at solen vendte, og vi nu går mod lysere tider. Vi lagde ud i forholdsvis pænt vejr med en lille tur i Ølandskoven.

Her diskede jeg op med gløgg og julebag i spejdernes bålhytte. Småkagerne var verdens dyreste småkager, men det holdt nu ikke familien tilbage. De faldt i så god jord, at fætter Niels ikke kunne holde fingrene fra kagedåsen, da vi stillede op til det traditionelle gruppefoto, som i år er taget af Anne Frandsen.

Vild i Vejle

Julehilsen til Grønland

Lørdag deltog jeg endnu en gang i Fællesforeningens Inuits traditionelle Julehilsen til Grønland i Vejle.

Det er en fast del af mit professionelle årshjul, men også en pligt, jeg gerne påtager mig. En hel dag i selskab med gamle venner og bekendte er slet ikke så ringe.

Julehilsenen havde rekorddeltagelse. 1650 grønlændere og danskere med tilknytning til Grønland deltog. Årsagen til den store deltagelse er måske, at Fællesforeningen Inuit, der er paraplyorganisation for de grønlandske foreninger i Danmark, havde 50 års fødselsdag, men jeg tror også, at det havde betydning, at Danmarks Radio har droppet den julehilsen, som statsradiofonien ellers har sendt hvert år siden 1932.

Vejle er sådan et godt sted til en begivenhed, der samler folk fra hele Danmark. Byen ligger centralt med både tog og motorveje, men jeg har altså et stort problem med at finde rundt i fjordbyen, som er præget af små og ensrettede gader.

Det hele begyndte om formiddagen med grønlandsk gudstjeneste i Skt Nikølaj Kirke - og jeg erkender blankt, at det tog mig næsten en time at finde kirken, selv om jeg har været der mange gange før. Til gengæld nåede jeg så lige forbi en anden kirke, men der var begravelse, så jeg indså hurtigt, at jeg var kørt galt - igen, igen...

Eftermiddagen gik så helt efter bogen. Dans om juletræet, grønlandsk korsang i stor stil - og ikke mindst masser af snak.

Jeg mødte masser af mennesker, som jeg kender fra mine år i Grønland. Mest glad var jeg for at hilse på Nuuks tidligere brandinspektør Knud Petersen, som jeg ikke har set længe. Men vi har haft mange sjove oplevelser sammen gennem årene. En gang, når jeg får tid, skal de skrives ned - for det har virkelig været sjovt. For eksempel dengang vi var ude  på Nuup Kangerlua for at fange et isbjerg, der skulle sendes til Aalborg.

Også lidt grønlandsk polka blev det til - på scenen forstås. Jeg er ikke vild med dans og kunne aldrig finde på at deltage i den slags - men jeg bliver nu altid i godt humør, når grønlænderne danser polka. Det er gode melodier og meget festligt. Og jeg har faktisk lidt svært ved at sidde stille, når polkaen kører.

Melodien sad også i hovedet, da jeg kørte hjemover. Min yndlingstur op ad A13 og Viborg-Løgstør-vejen, så selv om det var mørkt og regnfuldt, nød jeg turen, For der var ikke meget trafik.

Selv om jeg var godt slidt, stod jeg tidligt op og sendte den første artikel om begivenheden til Sermitsiaqs netavis. Den blev fulgt op med tre siders billeder i den trykte avis, som udkom her fredag morgen.

I øvrigt snuppede jeg lige en grønlandsk gudstjeneste også om søndagen. Denne gang i Thisted sammen med min kusine. Henrik var chauffør, så her havde jeg ingen problemer med at finde kirken.

Verdens dyreste småkager

Julebag

Forrige søndag blev jeg uden forudgående varsel momentant grebet af voldsom julestemning cirka en uge for tidligt. Så der skulle bages småkager til jul - sådan helt uplanlagt.

Det endte med at blive til noget nær verdens dyreste småkager - i hvert fald hvis man regner benzinen med. For jeg var løbet tør for korender - og korender skal der til, når jeg bager småkager.

Så turen gik til købmanden i Halvrimmen for at købe de små indtørrede og helt uundværlige rosiner. Uden held. Så turen gik videre til de forskellige supermarkeder i Brovst - også uden held. Så blev bilen vendt og turen gik til Aabybro. Ingen gevinst i hverken Netto eller Rema 1000. Men i Meny havde de korender - selv om den unge ekspedient i butikken i første omgang viste mig til krydderihylden med koriander. Så blev jeg patroniserende på den allermest nedladende måde og fik forklaret meget tydeligt, hvad jeg mente - og så fandt han korenderne på en hylde med ting til julen.

Posen kostede en sølle tier, men med næsten 100 kilometers kørsel oveni, bliver det alligevel til en betragtelig pris for nogle små rosiner.

Vel hjemme igen gik jeg i gang. Håndæltede en dej af 400 gram smør, 400 gram sukker, 600 gram mel, 2 æg og en bøtte vanillesukker. Dejen blev delt i tre.

I den første del æltede jeg en håndfuld korender i og rullede ud til en pølse, som røg på køl i seks timer. Det samme med anden del - uden korender - til jødekager. Den sidste tredjedel blev rullet ud på bordet, drysset med perlesukker og skåret i firkanter med et pizzahjul til finskbrød.

Da de to første dejpølser var kolde og hårde, kørte jeg dem i tynde skiver - og brugte for en gangs skyld den pålægsmaskine, som ellers bliver brugt alt for lidt, efter at jeg er blevet alene i huset.

Finskbrød og korender-kagerne røg i ovnen. Cirka 10 minutter ved 200 grader. Det samme med jødekagerne efter at jeg havde penslet dem med æg og drysset med kanelsukker.

Det er en gammel tradition fra Dinas tid, det med at bage småkager. Jeg spiser dem kun sjældent og har i øvrigt ikke planer om de store gæstebud, så jeg tør godt spå, at julen her i huset varer lige til påske - i hvert fald på småkagefronten.

Julesild

Traditionerne holdes i hævd

For laugsbrødrene i Øland Sildelaug er sidste fredag i november mindst lige så betydningsfuld som juleaften. For det er denne aften der bliver lavet julesild til sæsonens mange frokoster.

Så fredag gik det løs med kryddersild, marinerede sild og ikke mindst de marinerede stegte sild, der er en rigtig godbid.

Laugets sildeproduktion er desværre gået mærkbart ned de seneste par år. Årsagen er uvis, men sild er efterhånden blevet en dyr spise, så det er måske forklaringen. Inflationen og alt det der. For det er da en grim tanke, hvis årsagen er, at man slet ikke gider spise sild mere. Fyda!

Hvorom alting er, blev fredagen en god aften. Et par stykker ordnede kryddersildene og de marinerede. De fleste stegte sild paneret i rugmel til den store guldmedalje - og så var der også en laugsbror, der tog sig af kartoflerne og løgsovsen til det efterfølgende sildegilde.

Giftblanderen trakterede med en sag på porse.

Men det var ikke gjort dermed - for også eks-giftblanderen havde medbragt flydende dråber. Specielt udviklet til stegte sild, påstod han. Lavet på æbler og citronskal - og den blev godkendt. Måske det var en ny tradition, der her blev grundlagt...

Som traditionen byder var der hverken forret eller dessert, så der var god tid til en snak om tidernes gunst og ugunst under måltidet - og aftenen sluttede med en pragtudgave af Ølandsangen. Ikke mindst båret af ceremonimesterens malmfulde røst.