Knoldesparkere

Knoldbegonier og bondeknolde

For nogen tid siden skrev jeg den fantastiske historie om Ege Møller Madsen, der dyrker gammeldaws knoldbegonier. Han har mellem 300 og 400 af dem, som han har passet og plejet, siden hans far døde i 2002. Knoldbegonierne er endnu ældre. For allerede mens den 63-årige Ege var barn, stod de i haven foran gården i Skovsgård.

Jeg fattede interesse for historien, for jeg har selv et par af de gammeldags knoldbegonier, som ikke kan købes mere - og jeg synes, at de er vildt flotte.

En gang for nogle år siden havde jeg syv knolde. Nu er der desværre kun to tilbage. Men hvor der er liv, er der håb. For knoldene vokser med årene - og måske en gang bliver mine så store, at jeg kan dele dem.

Knoldbegonier kræver arbejde. For de tåler ikke frost, så de skal tages ind, tørres og gemmes et frostfrit sted om vinteren. I mit tilfælde vil det sige på værkstedet. Men jeg lærte lige en ting af Ege. Det er vigtigt, at de er tørre og står helt mørkt om vinteren.

Her har jeg nok syndet lidt. For jeg har normalt lys døgnet rundt på værkstedet for at holde mus, rotter og husmåren væk. Så i den kommende vinter kommer de gamle knoldbegonier til at stå tildækket, så de ikke får lys.

Hver sommer har jeg knoldbegonierne stående i en stor krukke under hvidtjørnen. De kan blive meget store - og man skal være meget tilbageholdende med gødning. Et år blev de sat i næsten rent hestemøg. Det gav masser af blade, men næsten ingen blomster, så det var en dårlig ide - og måske også årsagen til, at jeg har mistet fem knolde de seneste par år.

Som man kan se på billedet, er mine gammeldags knoldbegonier af to forskellige farvevarianter. Og så har jeg rodet lidt med knoldene, for der er sørme også kommet en moderne spidsbladet knoldbegonie med i krukken. Det er noget sjusk - og det sker ikke igen, lover jeg.

P.s. I følge ordbogen er en knoldesparker et nedsættende ord - ofte brugt om en person fra landet. Jeg synes, at det er en hædersbetegnelse.

Rodbehandling

Lige i stødet...

Midt i græsplænen har jeg i mange år haft et stød - en træstub efter et fældet træ. Det irriterer mig, for jeg skal altid køre udenom med græsslåmaskinen. Så fredag tog jeg mig sammen og fik det væk - uden at bruge store entreprenørmaskiner.

Først gennemskar jeg stødet på kryds og tværs med motorsaven. Jeg vil normalt ikke sætte min motorsav i jorden, men jeg brugte en gammel skrottet kæde, så det gik nok alligevel. Så lavede jeg et bål oven på stubben - og det fodrede jeg så med brænde hele formiddagen.

Søndag formiddag fjernede jeg asken efter bålet - og sandelig om ikke stubben var væk. I hvert fald den overjordiske del. Så var det bare at dække bålstedet med en plænedressing lavet af hjemmeproduceret kompost tilsat et par skovle afrettersand, trampe det hele godt til, så græs og gødning.

Græsset skal nok komme hurtigt. Efter sommeren er jorden lun og god - og med mandagens regn går det næppe mere end et par uge, før sporene efter træstubben er væk.

Stødet stammede fra det moreltræ, der stod på stedet, da jeg overtog huset. Det var stort, skyggede og stod i vejen, men min gamle far elskede morellerne. Så det fik fred, mens han levede. Det manglede da bare.

Men efter min fars død i 2012 kom motorsaven frem - og nu godt ti år efter er sporene så endelig væk. Alt godt kommer til den, der venter...

Afskedens time

Rust never sleeps

En gennemtæret vange, rust i bagtøjet, nedslidte sommerdæk, utætte pakninger i kølesystemet og et snarligt lovpligtigt syn er en dyr kombination. Så fredag tog jeg afsked med min elskede Astra, som har tjent mig trofast i næsten 12 år.

Det er blevet til over 300.000 km gennem årene - og jeg kender hver eneste lille lyd og bevægelse i bilen, som jeg virkelig har holdt af. Men der var ikke noget at gøre. Reparationerne overstiger mine evner og økonomiske formåen. Egentlig havde jeg været tilfreds med skrotpræmien, men en bilhandler kunne se muligheder i den - sikkert til en mekanikerlærling, så jeg fik faktisk en fornuftig byttepris for den.

For jeg har købt en Astra mere. Efterhånden den femte, jeg ejer. Den nye bil er tre år yngre og har kun kørt det halve af den gamle. Så jeg regner med, at jeg nu har bil i mindst seks år mere.

Valget faldt på endnu en Astra, fordi jeg hader forandringer. Førerpladsen i den nye er stort set indrettet som i den gamle, knapperne sidder de samme steder, så jeg slipper for at tænke - næsten. For det er faktisk en voldsom opgradering med 25 hk mere, læderindtræk, en masse elektronik, der bipper og dytter, når jeg sætter i gang, så det ender nok med, at jeg bliver nødt til at læse manualen, hvad jeg ellers ikke er meget for.

Den nye bil er den i Danmark ret sjældne sedan-model. Den slags sælges mest i Sydeuropa og Asien. Her i Nordeuropa foretrækker vi praktiske hatchbacks og stationcars. Men jeg tror, jeg kan leve med bagagepladsen i den nye bil, for den er trods alt 20 cm længere end den gamle, så bagagerummet er faktisk ret stort - og ellers kan bagsæderne jo lægges ned.

En anden smart ting ved at skifte til en tilsvarende bil er, at jeg sparer at investere i nye vinterhjul. For selv om fælgene er lidt rustne på vinterhjulene, er der masser af kilometre tilbage i dem.

Bilen er på mange måder mit andet hjem og mit kontor. For jeg kører mest i embeds medfør. Når jeg har fri, vil jeg helst bare være hjemme. Så nu kan jeg bruge søndagen på at pakke bilen med alt det grej, som jeg altid medbringer. Støvler, tæpper, regntøj, sikkerhedshjelm, batteripakker til kameraerne, økse, spade, grøn sikkerhedsvest, arbejdshandsker - og hvad der ellers er rart at have ved hånden. Foruden et karton Pepsi Max, selvfølgelig.

Flagdag og F-35

Tak til de udsendte

Jeg må straks bryde sammen og tilstå, at jeg ikke fik hejst Dannobrog torsdag på flagdagen for Danmarks udsendte. Det var egentlig planen, men jeg kom væk fra det...

Jeg brugte i øvrigt dagen anderswo - og var først hjemme ved 15-tiden, hvor jeg gik i gang på kontoret. Her fik jeg så lige mn andel af flagdagen, da to F-35 fly kl. 15.36 passerede Gjøl Bredning og parcellen her på Øland.

Flyene var på en flyvende Danmarks-turne til landets militære etablissementer - og på turen fra Beredskabscenter Thisted til kaserne og flyvestationen i Aalborg kom de så også forbi Østerby.

Fotoet er ikke stor kunst. Især fordi der ikke er horisont på billedet, så man kan se, hvor det er taget. Men jeg er jo bidt af en gal flyver - og det er da lidt fascinerende, at sådan et par flyvejern koster godt og vel en halv milliard kroner stykket.

Fotoet er mit aflad for det manglende flag på flagdagen. Jeg kipper med F-35.