Sommerskyer

Sådan er det jo...

Jeg tog dette foto ved skydeterrænnet i Tranum onsdag
morgen. En præcis beskrivelse af den danske sommer. Grusom 
i al sin skønhed. Sådan er det jo...

Dagens ord LXXII

Serie-skider

Stavanger Golfklub terroriseres af en person, der forretter sin nødtørft i hullerne på golfbanen.

Forholdet har stået på i ti år - og det foranlediger Ekstra Bladets medarbejder Ejder Akbal til at betegne personen som en serie-skider. Det er et godt ord til anledningen og kalder på smilebåndet - og mon ikke, vi har en kandidat til titlen som årets ord?

I øvrigt er det en fantastisk historie, der viser, at virkeligheden altid overgår fantasien.

Ekstra Bladet, der tørrer, hvor andre tier, kan berette, at gerningsmanden bruger toiletpapir, når han begår sin ugerning - og bladet kan også citere Stavanger Golfklubs greenkeeper for at mene, at den skyldige er af hankøn.

- Det, vi finder, er ligesom for massivt til at stamme fra en kvinde, mener greenkeeper Jørmeland.

Kobbermølle

Over æ græns...

Kobbermølle var et interessant og hyggeligt bekendtskab.

Onsdagen tvivlsomme sommervejr var ved at drive mig til vanvid. Der er ting, der skal laves udendørs - og det er ikke vejr til det.

Det var også et møgvejr i Tyskland, så det
var ikke meget, vi så til Flensborg Fjord.

For i det mindste at foretage os noget fornuftigt besluttede vi derfor midt på eftermiddagen at tage til grænsen for at handle. Et hurtigt søg på internettet gav et værelse i Kobbermølle kun et stenkast fra grænsen på et etablissement, som kaldte sig Alte Direktionsvilla. Det sagde mig intet, men skulle vise sig at være ganske interessant.

Vi ankom først på aftenen efter et veritabelt motorvejsræs ned gennem Jylland og fandt hurtigt Kobbermølle, som viste sig at være den mest idylliske lille landsby. Jeg har handlet adskillige gange hos Fleggaard ved Hotel des Nordens - og det er aldrig faldet mig ind, at der kunne være sådan en idyl kun få hundrede meter væk fra motorvejen.

Kobbermølle er grundlagt i 1612 af Christian firtal. Det er en vandmølle, som har drevet et hammerværk, der forarbejdede metal til flåden. Værket var i drift ind til 1962. Området er i dag restaureret og omdannet til museum, der kan minde lidt om nationalmuseets afdeling i Brede ved Mølleåen.

Alte Direktionsvilla var som navnet siger den gamle direktørbolig, der i dag fungerer som en slags vandrerhjem. Pænt, rent og nydeligt, men ikke særlig nænsomt istandsat med billige materialer og af folk, der næppe har haft større håndværksmæssig snilde end undertegnede. Men billigt var det.

Det er nu nemt at handle hos Fleggaard. Bestil varerne
på nettet - og de står pakket og klar til afhentning
på lageret. Bare ind i butikken og udfylde en
eksporterklæring og betale - og så er den ged barberet.

Det blev til et sent aftenmåltid i en græsk restaurant (for sådan nogle er der masser af i Tyskland) og så var det ellers tidligt op og handle billigt øl, vand, slik, smør og ost. Det var i øvrigt hurtigt gjort, for det meste af indkøbet var bestilt på forhånd til afhentning på lageret klokken syv om morgenen.Vi var hjemme igen torsdag ved frokosttid.

Egentlig var det meningen, at vi senere på året skulle have været på en lang weekend i Hamborg. Jeg drømmer nemlig om at se Miniatur Wunderland - verdens største elektriske tog - men det må blive en anden god gang. Og godt det samme. Jeg er nemlig panisk ræd og får håndsved bare ved tanken om at skulle køre bil i en udenlandsk storby. Sandsynligvis en skade, jeg har pådraget mig efter mange år i Nuuks beskyttede kravlegård af et vejnet.

Christian firtals gamle vandmølle ved Kobbermølle kører stadig.

De gamle arbejderboliger bliver kaldt Nyboder - med god grund.

Jeg har ikke videnskabeligt belæg for det, men jeg tror,
at denne særprægede typografi appellerer mere til et germansk
æstetik-ideal end et nordisk. Under alle omstændigheder er den
brune farve skrækkelig preussisk i sit udtryk.

På en sommerdag...

...og i silende regn

Så regner det...

Gasolins glade toner fra 1972 passede lige på tirsdagen.

Det var umiskendeligt sommer, det var lunt, men vi lå også helt præcist lige midt i centrum for et større lavtryk over det nordlige Danmark og det mellemste Sverige. Vindstille, men stilheden før stormen, for det måtte nødvendigvis ende med den regn, der altid lurer i periferien af et lavtryk.

Sidst på dagen brød det løs med regn i stride strømme og et enkelt tordenskrald over Halvrimmen. Ikke nok til et skybrud, for heldigvis bliver det sjældent så slemt her på de flade inddæmmede sletter mellem lufthavnen og Attrup Bjerge, men blomsterne blev da vandet...

Dagens høst af stikkelsbær og solbær.

Det var helt efter planen. Georginerne står med store knopper, så de fik lige et skud kunstgødning, inden regnen brød løs. Ikke fordi vi bruger meget kunstgødning, men de har altså brug for et lille krafttilskud netop nu, hvor de skal til at sætte kulør på august og september.

Sommermad - frikadeller og stuvet spidskål.

Ellers er høsten så småt begyndt. Jordbærrene var alt for hurtigt forbi og næppe værd at skrive hjem om, men til gengæld har Dina - for det er hendes arbejde her i huset - plukket og saftet masser af ribs. Nu er det solbærrenes og stikkelbærrenes tur - og de ender som syltetøj.

Dagen menu var også en rigtig sommerklassiker. Stuvet spidskål med frikadeller. Så kan det ikke blive mere sommer i mit køkken...

Mit eget galleri

Linselus som væggelus

Sommeren er blandt andet gået med at male førstesalen - og det inspirerede mig til at indrette den lange forbindelsesgang som et galleri med nogle af mine egne fotos.

Egentlig begyndte det med forårets fotokursus, hvor jeg havde fået nogle af billederne forstørret til 50 x 70 på skolen - og fotos i den størrelse kræver jo plads, hvis ikke de bare skal ende deres dage sammenrullet i et paprør i skunken.

Så efter at have slebet, malet og gjort ved efter alle kunstens regler gik turen til Ikea, hvor jeg købte en ordentlig stak af de allerbilligste rammer. De hedder Nyttja, fås i mange størrelser og har den fordel, at der ikke er glas, men plexiglas i. De vejer derfor ikke så forfærdelig meget, og de lette rammer er nemme at montere på gangens skrå væg med tre vinkelkroge. Ved at bruge den skrå væg forøgede jeg vægpladsen betragteligt.

Så ud over de store plakater fra Teknisk Skole, blev der plads til nogle af mine gamle darlings, som jeg selv har fremstillet i A3 eller A4. Jeg er nemlig den lykkelige ejer af en Canon Pixma 6850, der er en glimrende omend lidt tørstig - akkurat som ejeren - fotoprinter, der kan lave fotos op til A3-overstørrelse.

De seneste dage er så gået med at hænge billeder op - og der er sandelig plads til endnu flere. Så nu er det jo bare med at tage sig sammen og lave nogle ordentlige billeder, der kan bære en forstørrelse.

I øvrigt har jeg da den ambition, at galleriet gerne skulle blive levende, så der med tiden bliver skiftet ud i billederne. For man udvikler sig jo også. Det. der var godt i går, er ikke nødvendigvis det samme, som det, der er godt i morgen.

Og skulle du få lyst til at se mit galleri, har vi altid kaffe på kanden her på Nørremarksvej...

Gamle fuglefotos

Fra det fotografiske overskudslager

Grønsisken på foderpladsen

En del af søndagen gik med at rydde op på harddisken.

Desværre har jeg en tilbøjelighed til at glemme at slette rystede, dårligt belyste og teknisk elendige billeder, når først de har været i computeren til gennemsyn. Så jeg har benyttet lidt af ferien til at rydde op og slette. Cirka 20 gb blev det til - og så var det endda kun fuglemappen fra 2011, som jeg soignerede.

Det er jo ikke som i gamle dage, hvor man tog et billede af et givent motiv. Dengang kostede billederne jo dyr film, men i vore digitale dage er det nærmest gratis at trykke på knappen. Ofte tager jeg en halv snes stykker - og udvælger så det bedste. Mit nuværende kamera - Canon 7D - kan tage otte 18mb billeder i sekundet. Det giver en masse overskudsbilleder, som ikke duer til andet end at fylde op på harddisken.

Men jeg fandt da også et par fotos, som jeg aldrig har brugt tidligere, selv om de faktisk er ret gode. Det er synd, så jeg tillader mig lige at bringe et par gamle fotos. De er i øvrigt taget med mit gamle kamera - et Canon 40D - som kun tog 6,5 10mb billeder i sekundet...

Hvid vipstjert med bytte i munden.

Toppet lappedykker har fået bid.

Musvågen spejder efter sit bytte.

Denne unge svartbag flyver bare rundt og er velbelyst.

Og så endnu en grønsisken, der nyder forårssolen.

Kølleformede følehorn

Rusten græsugle

Muligvis en rusten græsugle.

Jeg havde knap nok sat punktummet i den forrige blogartikel, hvor jeg undrede mig over forskellen på sommerfugle og natsværmere, da jeg fandt en død natsværmer på gulvet i spisestuen.

Natsværmeren lå bare på gulvet og var stendød.

Så jeg måtte til at læse videre på lektien. Nu er jeg i hvert fald kommet så langt, at sommerfugle og natsværmere tilhører samme orden - de skælvingede - lepidoptera. Forskellen på sommerfugle og natsværmere er følehornene, som er kølleformede hos sommerfuglene.

Så kom vi så langt, men spørgsmålet er så, hvad det er for en fætter, som jeg fandt på gulvet. Ved hjælp af Googles billedsøgningssystem, har jeg fundet frem til en skabning, som bærer navnet rusten græsugle - og det må så stå til troende, ind til jeg bliver belært om noget andet.

Forresten består lepidoptera af 165.000 arter inddelt i 127 familier, så der er noget at lære. Blandt familierne er der blandt andet ugler og bjørnespindere, hvilket får mig til at tænke på Bjørn Uglebjerg, der en gang var trommeslager i Gasolin - og så var det, at jeg tabte tråden...

Jeg har i øvrigt forgæves søgt efter oplysninger på nettet om den rustne græsugle - levesteder, spisevaner og så videre, men intet er dukket op.

Ny visdom

Danmarks mest almindelige sommerfugl

Tro det eller ej - men jeg er faktisk glad for at vide, at jeg ikke ved alt. Det er et sikkert værn mod hovmod og hybris.

Derfor blev jeg også glad, men alligevel overrasket, da jeg fredag aften googlede en sommerfugl, jeg havde fotograferet om eftermiddagen. En brun undseelig sag, som jeg ikke erindrer at have set før.

Den hedder engrandøje, og alle kilder oplyser, at den er blandt de allermest - hvis ikke den mest - almindelige sommerfugl i Danmark.

Så lærte man lige det - i en alder af 57. Jo, der er masser at ting at lære fortsat...

Jeg lavede fotoet nede bag ved haven over mod Kenneth, gårdmanden. Retfærdigvis mente han nu heller ikke, at han kendte den, selv om han til dagligt færdes i mark og eng.

- Det er da bare en natsværmer, sagde han. Og jeg supplerede med et: - Tjah, det kan da godt være, men kan man se forskel?

Det blev vi enig om, at det kunne man nu nok ikke. Så der er da et spørgsmål mere, jeg lige skal have opklaret.

Forresten mente agraren, at kålsommerfugle er festlige. Man fornemmer nok, at hvede, byg og andre gode landbrugsprodukter ikke plages af den hvide sommerfugl i samme grad som mine kål...

Men under alle omstændigheder. Den brune sommerfugl hedder altså engrandøje og trives overalt, hvor der er langt græs. Den er en dårlig og langsom flyver, som er et nemt byttedyr. Til gengæld lægger den æg enkeltvis og overalt, så den er ikke sådan at gøre kål på, om jeg så må sige.

Og så er den almindelig. Trives overalt i Europa. Forresten er den ret tæt beslægtet med vores nationalsommerfugl, nældens takvinge. Øjenpletterne. der har givet den navn, er mere tydelige på undersiden end oversiden.

Billedet er ikke - selv om man skulle tro det - taget med makro. Derimod med min 300 mm tele på god afstand. Det giver mere ro, når man skal fotografere insekter, så det blev også lige til et par fotos af en flyvende brumbasse - humlebi - der er på arbejde i valmuerne, som jeg i år har mange af på diget.

Fugle på morgenkvisten

Når territoriet skal hævdes

Fredag morgen bød på herligt vejr. Jeg stod op før solen og Fanden kl. fire, så jeg kunne nyde morgenstemningen fuldt ud.

Dagens opgave gik ud på at montere tagrender og vindskedekapsler på bålhuset, men forinden skulle der lige lægges lidt fliser omme bagved til en ny regnvandsbeholder.

Jeg havde taget kameraet med mig i haven, og det viste sig at være en god ide. For straks efter fik alle fuglehannerne travlt med at hævde territoriet.

Grønirisken scorede den attraktive plads på morgenkvisten oppe i lærketræet. Herfra gentog den i det evindelige sin snerrende advarsel til andre hanner: - Kom ikke for tæt på, for residerer jeg...

Lyden bliver i fuglebøger sommetider beskrevet som lyden af en rusten havelåge - og lidt er der i hvert fald om det, for lyden er ganske monoton og egentlig ret skrækkelig at høre på.

Det er de fleste også enig om gælder lyden fra tyrkerduen. Et evindeligt gu, gu, guu, gu, guu. Men så galt er det altså heller ikke. Problemet er vel til at overskue, hvis man da ikke lige ligger i sengen og gerne vil sove.

Anderledes melodisk er solsortens kald. Grønirisken havde nappet pladsen i lærketræet, så han måtte nøjes med tagryggen.

Vi har mange solsorte, så det kan ikke være noget stort territorium, men dem om det. Med flere end to millioner ynglepar i landet, er der netop nu flere solsorter end mennesker i Danmark.

Normalt plejer jeg også at hilse på gærdesmutten ovre ved bålhuset. Faktisk var det den, der var grunden til, at jeg havde kameraet ved hånden. Men den glimrede altså ved sit fravær denne morgen.

Indomita

Tjah, bum bum...

Mousserende vin fra Indomita i Chile
 minder alvorligt om danskvand.

Forleden blev jeg færdig med at male på førstesalen - et af sommerens store projekter - og den slags skal jo fejres.

Normalt ville jeg gøre det med lidt jordbær og så en mousserende vin - gerne af fransk oprindelse - eller måske endog en champagne. men sådan gik det ikke.

I forrige uge havde Fakta kampagne for det chilenske vindistrikt Indomita - og af uransagelige årsager (læs: lave bonderøvspriser) var jeg faldet for en flaske mousserende vin til halvtredser. Til den pris næppe værd at gemme, så den blev fyret af med det samme til denne passende lejlighed.

Endnu en gang blev det demonstreret, at det ikke kan betale sig at være fedtet. Det var nu ikke fordi, at vinen manglede alkohol - tværtimod - men smagen var spinkel helt uden kant og karakter. Mest af alt mindede den om danskvand. Og så tror jeg egentlig, at en danskvand smager bedre, så det blev der altså ikke megen fest ud af.

Men, inderst inde vidste jeg det jo godt. Man kan ikke få en ordentlig mousserende vin til halvtreds kroner. På markedet findes adskillige gode cremanter fra for eksempel Alsace til hundrede kroner, og champagne kan vel fås fra omkring 130 kroner, så egentlig er der heller ingen grund til at spare.

Når man er i markedet for mousserende vin, kan det godt lige betale sig at kigge på flasken. God mousserende vin fremstilles efter champagnemetoden. Det vil sige, at efter-gæringen, som giver boblerne, sker i flasken. Det er voldsomme kræfter, der er i spil - og det kræver en solid flaske.

Den chilenske flaske var mere spinkel i det og bagetiketten afslørede da også, at vinen var fremstillet efter charmant-metoden. Det vil sige, at eftergæringen sker i tanke, inden vinen hældes på flasken - og det princip minder jo unægtelig mere om fremstillingen af danskvand. Heraf måske også den spinkle smag.

Efterhånden kan jeg næppe gå ned på udstyr - men her gik jeg altså ned på prisen...

Verdens bedste brød

Store ord i ovnen

Brødet er færdigt...

Googler man på ordene "verdens bedste brød" får man cirka 20.000 resultater. De peger alle på en ganske enkel opskrift, hvor man tager en halv liter vand, lidt gær, en liter mel og to teskeer salt.

Det skal røres sammen og hæve ved stuetemperatur i 12 timer, hvorefter dejen foldes et par gange og hæver yderligere et par timer. Tricket ved opskriften er, at brødet skal bages i en cocotte eller en smedejernsgryde med låg på en halv time ved 250 grader. Det er vigtigt, at gryden er brændende varm, når dejen hældes i. Den skal ikke formes. Efter en halv time tager man låget af gryden, hvorefter det får yderligere et kvarter uden låg ved 230 grader. Resultatet skulle angiveligt blive verdens bedste brød.

Efter bagningen køles brødet på en rist. Bunden af brødet
 er også sprød og brænder ikke fast i gryden på grund af
den høje varme fra begyndelsen. Gryden må ikke smøres.

Det skulle selvfølgelig prøves. Da jeg har en stor modvilje mod at følge opskrifter, føjede jeg en håndfuld rosiner og lidt birkes til.

Resultatet blev forbløffende godt. Især krummen er overraskende saftig og samtidig let og luftig, hvilket nok især skyldes bagningen med låg, som holder på dampen.

Skorpen er fint sprød og knasende - og har et dejligt rustikt udseende, der er helt i overensstemmelse med tidens tendens til gammeldags madhåndværk.

Skorpen er sprød og krummen luftig og dog saftig. Det tog
mindre end tre timer at spise et halvt brød.

Jeg tog brødet ud af ovnen ved ni-tiden og inden frokost var over halvdelen spist. Så opskriften kan bestemt anbefales. Frisk brød med koldt smør går sjældent helt galt.

Men at kalde det verdens bedste brød... Det er nu nok at tage munden lidt for fuld. Men det er i hvert fald tæt på at være verdens nemmeste brød at bage.

Gravandefamilien

Storfamilien trives ved Ulvedybet

Jeg har tidligere berettet om vores gravandefamilie, der med hele 16 ællinger nærmest må betegnes som en storfamilie.

Normen for unger i gravandeverdenen er 8-10, så hele 16 er i hvert fald lidt af en sensation. Under alle omstændigheder er den store familie kilde til megen underholdning for de kørende på dæmningen mellem Gjøl og Øland, for de gør ikke meget for at skjule sig.

Bevares - stiger man ud af bilen, forsvinder gravandefar og familien ud i Ulvedybet eller Gjøl Bredning, men holder man sig inden for i bilen, kan man sagtens følge med i familielivet, når de snadrer rundt i vandkanten på jagt efter noget spiseligt.

Det er som en sæk lopper, men det lykkedes mig da forleden at få et billede af hele familien. 15 unger er der nu tilbage - og det er da også lidt bemærkelsesværdigt. For når man får så mange unger, plejer der altså at være et vist spild.

I midten af august er det slut med ande-underholdningen - for til den tid trækker alle landets gravænder til vadehavet for at fælde inden vinteren.

På Feddet

Fotosafari langs Limfjordens bredder

Strandengen ved Risgaarde bød på masser af engpibere.

Og her ser vi så ryggen af en engpiber...

Formiddagen blev brugt på Feddet - min gamle klassekammerat Pers skønt beliggende sommerhus i Risgaarde nær Farsø og direkte ned til Limfjordens vande.

Sommerhuset er en perle, som har været i familiens eje gennem generationer og et af de huse, der aldrig kommer til salg.

Per havde inviteret til en lille Nikon-Canon-komsammen sammen med kammeraten Flemming. Efter lidt morgenmad drog vi ud i terrænet bevæbnet med de lange linser - to 400 mm og så Pers nyanskaffelse; en Tamron 150-600 mm.

I forhold til hedelærken kendes engpiberen især
på den mere plumpe kropsform, en forholdsvis kraftig 
hælspore - og så sangen...

De flade strandenge bød på mange fuglekig, men ikke alle var indenfor fotografisk rækkevidde på trods af, at vi var bevæbnet med det svære skyts.

Et af områdets karakterfugle er engpiberen, som bød sig til i mange positurer - og her må jeg indrømme, at jeg lige lærte noget. For jeg var fra begyndelsen overbevist om, at det var hedelærker, jeg fotograferede. Men Flemming havde styr på ornitologien, så nu kan jeg i fremtiden forhåbentlig se forskel på de to små fugle, der ligner hinanden næsten til forveksling.

Ellers bød turen på skarver, sølvmåger, strandskader, fiskehejrer, rørhøg, tornirisk og almindelig lærke samt en enkelt svane.

Tak til Per for en hyggelig formiddag.

Se også Pers blog om dagens oplevelser.

Der var også en del skarver ved Risgaarde.

Vesterhavsmarchen 2015

Same procedure as last year

Blokhus Kanonlaug stod for startskuddet.

Søndag var der jo Vesterhavsmarch - og som sædvanlig var jeg håndlanger på Midtvejsposten, der i mange år er blevet drevet af 8. Sct. Georgsgilde i Aalborg.

Det er en god tjans, som vi har haft i mange år - og vi kan metieren, så der skal ikke de helt store forberedelser til. Vi mødte kl. 7 og pakkede bilerne med grejet. Kl. 8.15 var på stedet - og klokken 8.45 var teltet rejst, fadølsanlægget sluttet til og grillen tændt. Og da marchen først begynder kl. 9 var der særdeles god tid til morgenmad med mere.

For en gangs skyld var vejret med os - og det blev i det hele taget en herlig dag på stranden, selv om jeg da godt nok var lidt øm i koderne, da jeg kom hjem ved halvsekstiden...

Jeg tog en del fotos i løbet af dagen. Jeg har gemt de bedste i dette galleri: Vesterhavsmarch 2015.

Vi ankom til posten klokken 8.15...

...Og klokken 8.45 var vi klar...

Anni Carlsen er en rigtig march-veteran. Hun har deltaget
i samtlige Vesterhavsmarcher siden starten i 1971.

Stranden er stor - men overalt var der vandringsfolk.

Og så er der tid til en fyraftens...

Fotograf i skudlinien

Nu er det snart slut

Søndag fik jeg lige et snapshot af Grethe Dahl. Normalt plejer det at være hende, der fotograferer.

Grethe Dahl har netop fejret sit 50 års jubilæum som fotograf ved Nordjyske Stiftstidende, men nu er det slut. Hun fortalte, at hun planlægger at gå på pension om tre uger.

Billedet er taget i Blokhus ved åbningen af Sct. Georgs Gildernes Vesterhavsmarch, der i dag blev gennemført for 44. gang.

Grethe er virkelig i skudlinien. For medlemmerne af Blokhus Kanonlaug insisterede nemlig på at få et foto sammen med den populære fotograf - og den situation lukrerede jeg altså på denne søndag.

For syns skyld

Nyt brilletilskud

Denne håndfuld briller dukkede op under sengen...

Det er sommerferie og dermed projekttid.

Freddag begyndte jeg at male førstesalen i det lille hus på Øland. Det er tiltrængt - om ikke andet så for syns skyld.

Men projektet har også bogstaveligt talt givet mig et nyt syn på tilværelsen. Jeg er jo lidt langsynet - ikke noget alvorligt - og bruger læsebriller. De billige, som kan købes i snart sagt enhver kiosk, supermarked og tømmerhandel.

Favoritmodellen er fra Biltema, hvor tre styk kan erhverves for en lille halvtredser. Heldigvis er de ikke dyre, for de har det altså med at blive væk.

Det har længe undret mig, hvor alle brillerne forsvinder hen. Måske har vi en brilleslange under gulvbrædderne? Eller er det bare musene, der med stor fornøjelse gnasker mandens briller i sig?

En del af løsningen dukkede op, da jeg flyttede en seng for at komme til at male. For under sengen lå der en halv snes briller. Sikkert faldet på gulvet, når manden falder i søvn med brillerne på - efter en lang og virksom dag.

Fundet er et fint tilskud til den daglige rotation af briller - og nu ved jeg i hvert fald, hvor der skal ledes, næste gang jeg ikke lige har et par briller ved hånden. Eller på hovedet... For i ni ud af ti tilfælde, hvor jeg ikke kan finde brillerne, sidder de faktisk bare oppe i panden. 

Jeg ahr brugt briller siden teenage-årene - og de sidste 15 år har det været læsebriller, så brillerne er efterhånden en integreret del af anatomien, som jeg ikke altid mærker. Resultatet er, at jeg leder efter brillerne, mens jeg har dem på hovedet - og forresten har jeg da også adskillige gange fundet et par briller i parykken, når jeg står i brusebadet.

Det er altså ikke nemt, når alderdomssymptomerne lige så stille indfinder sig...

Et helvedes hus

Når nok er nok...

Sjåbakkens brev findes i flere versioner på nettet. Dette
 er maskinskrevet, så det er næppe originalen.

Jeg beklager meget, men denne udgave af ”På kanten” indeholder bandeord og saftigt sprog – så kom ikke og sig, at du ikke blev advaret på forhånd!

Oppe i det allernordligste Norge i Kåfjord nær Tromsø ligger der en gammel, ussel, vaklende rønne – undseelig og ubetydelig – men som under navnet ”Sjit helvedes kåken” er blevet et symbol på den afmægtige borgers og ikke mindst samefolkets kamp mod samfundets kommissærer, der blander sig i alt muligt.

Historien bag kåken (rønnen) er det tyske tilbagetog gennem Finnmarken og Troms i krigens slutning. Tyskerne brændte alt  - huse, kirker landbrug – og fordrev befolkningen. Da krigen var slut, havde befolkningen, hvoraf en god del var samisk, intet at vende tilbage til. De boede i telte, huler og gamle kældre.

I fællesskab drog nogle af folkene til en gammel tysk lejr, hvor de rev barakkerne ned og brugte træet til at bygge nye beskedne og primitive hytter. Sjit helvedes kåken er en af de hytter.

Efterhånden blev samfundet genopbygget – og myndighederne kom pludselig i tanke om, at man ville have betaling for de materialer, der var blevet fjernet fra den tyske lejr. Skattefolk drog hærgende rundt i Nordnorge og vurderede hytterne – og Anton Sjåbakkens rønne blev takseret til 2700 kroner, hvilket dengang svarede til en årsløn. Betalte man ikke, ville beløbet blive trukket i den personlige krigsskadeerstatning, som beboerne i Troms og Finnmarken var blevet tilkendt.

Det gjorde Anton Sjåbakken rasende. Fanden heller om han ville betale for nogle gamle brædder fra en tyskerbarak. Så han skrev til byggekontoret i Kåfjord, der havde ansvaret for genopbygningen af samfundet:

Til Kåfjord buggekontor

For de første du treng ikke gjøre merkesam til mei at jeg ska kome i berøring med husbanken, for jeg vet hva jeg gjører. Og for det andet vil jeg ikke være statens slave. Finnmarks-kontor skal betale til meg resten av krigsskade så snart fanen kan hoppe og give resten oppi fanen bugge eller ikke, for jeg er ingen sukketøi gutt som det går an å  låke (lokke)  for vi har blit låke nokk fra før.

Å de kan kome hvad dagen som helst å ta den sjit helvedes kåken for jeg vil ikke noe gauking (drive gæk) av finnmarks-kontor. Bare fungsjonæran ikke bruke min krigsskade til sigarettpeng.

Bare betal ut som hører til mei og resten skal de holde snuten deres.

Anton Sjåbakken

Aldri helvete jeg går med at betale 2700 for det kåken.

Selv om det er på norsk – og det kniber lidt med retsskrivning og de formfuldendte formuleringer – er brevet klart nok. Her har vi en borger, der bare er blevet trådt på en gang for meget, og nu lufter han sin retfærdige vrede.

Historien fortæller, at Anton og hans mor boede i den ”sjit helvedes kåken” resten af livet. De 2700 kroner blev aldrig betalt. Sjit helvedes kåken er i dag fredet og et stort turistmål i Køfjord. Huset er restaureret og står, som da Anton boede der.

Moralen er klar nok. Vi skal ikke finde os i noget.

Senest har vi hørt om kunstneren Martin Spang Olsens bålplads, der ifølge Rudersdal kommune ikke lever op til kommunens æstetiske krav til bålpladser. Her i Jammerbugt bakser kommunenmed nye regler, så haner ikke må gale. Galskab!

Sjit Helvedes Kåken kan ses på Google Maps.

I den forbindelse er det overflødigt at nævne andre påfund som fotovogne, knivloven, de krumme agurker, kanelsagen, forbud mod tørfisk, arbejdstilsyn, skattevæsenets logbøger, uanmeldte veterinærtilsyn på private grunde  og så videre.

Lad os sige, at nu er det nok. Vi finder os ikke længere i det – det sjit helvedes bureaukrati!

Artiklen er bragt første gang i Nordjyske Stiftstidende 10. juli 2015.

Google Maps byder på et fint kik på Sjit Helvedes Kåken.

Du danske sommer

Skønt du så ofte har sveget mig...

I biblen kaldes det syndfloden - i Danmark kalder vi det sommer...

På papiret er det sommer, men kigger vi ud af vinduerne ligner det mere en frisk efterårsdag. Regn har vi fået en del af, men det er nu kun godt for haven. Det er meget værre med vinden.

Torsdag aften var vi i Blokhus. Det var et rystende syn. Halvdelen af den ellers brede strand var væk. Hele det bilfri strandstykke stod under vand, og bølgerne rasede som i et væk. Ganske imponerende, lidt skræmmende - og alligevel var der da enkelte, der skulle ud at bade.

På torvet var der levende musik, men der var fuldstændigt mennesketomt - og det midt i turistsæsonen. Men isvaflerne smagte nu som sædvanlig godt...